Montana SPI

Af: Af: Kim Olsen - 27/4-2008

Montana kom på visit...

Montana højttalere kommer fra PBN Audio, amerikansk skabt, men finurligt nok lavet af en dansker. Udover Montana højttalerne beskæftiger PBN Audio sig også med forstærkere, i form af mærket Olympia. Mærket er relativt nyt i Danmark, hvor det nyder eneforhandling fra High-Performance Audio. Test eksemplaret var et par Montana SPI, dog en prototype i hvid pianolak der eksperimenteres med, og af et førsteforsøg på pianolak var testeksemplaret i hvidt i grove træk ganske vellykket, dog med muligheder for forbedringer. PBN satser på en bred dækning af markedet, og SPI ligger i mellemklassen, hvor et sæt højttalere koster det samme som en brugt bil i Jylland. Hvis man ikke er til pianolak, så kan højttaleren leveres, som man bør forvente af højttalere i denne prisklasse, i alskens slags træ finer. Pianolakken var som sagt ikke perfekt på denne prototype, men sammenlignet med lakeringen på højttalere produceret i det måske knapt så miljøbevidste fjernøsten, så var der ingen mangler. Enhederne i konstruktionen er leveret af Seas efter specifikation fra Montana, og består af to 7” basenheder, 1” dome diskant og en 4” glasfiber mellemtone. Den gule mellemtone ser lidt alternativ ud med det hvide kabinet, men matcher faktisk meget godt. Basporten er foran, og gør ikke meget væsen af sig. Der er umiddelbart ingen uønsket turbulens eller på anden måde mislyde. Delefilteret er et 24db/oktav, mens selve kabinettet er hexagon formet CNC fræset i 1” MDF plader der er limet sammen under tryk.. Højttaleren leveres med bi wire terminaler, hvilket nok er meget fornuftigt. Den kræver nemlig noget havre at leve af, men SPI sætter ind med en hård kompression relativt tidligt, og har desuden en meget finit grænse for spl. De er ikke en direkte let belastning for forstærkeren;, under testperioden lykkedes det ikke at få optimale resultater ud af højttaleren med en mindre integreret forstærker. Det var intet problem med større effektforstærkere. Terminalerne er lidt besværlige at komme til med råt kabel, men fungerer ellers fint. Afkoblingssystemet er en smart lille funktion: Skruespikes, Og selvom det er lidt besværligt at skulle nå den bagerste, så fungerer det fint med en meget præcis tilpasning af spikes, hvor højden på hver af de tre spikes kan justeres individuelt. Der er metalfødder med til således at man udover at eksperimentere med selve afkoblingen også kan skåne sit gulv. Højttaleren er relativt nemt at placere, der er ikke det store bøvl med at få placeringen rettet ind, ej heller når det kommer til perspektiv. Afprøvningen af Montana SPI blev foretaget med frontgitteret afmonteret under hele forløbet. Lyden Strøm og frem med skiverne. I den indledende fase var musikken en skøn blanding af de fleste genrer, Rammstein, Lisa Ekdahl, Apocalyptica, Prokofiev, Pink Floyd og ikke mindst Queen tilsat noget Santana og AC/DC. Perspektivet kan jeg ikke rigtigt sige noget negativt om, der spredes fint, og man oplever et perspektiv som man nu engang kan forvente i denne prisklase, der nok hænger sammen med at højttalerne ikke virker som om de forsøger at gøre tingene på deres egen måde, men bygger på hvad man ved fungerer. Der er således intet revolutionerende at komme efter, men det virker til gengæld upåklageligt. Dette påvirker også lydbilledet generelt, og der er en fin men ikke overdreven transparens, samtidig med at man kan fornemme placeringer, afstande mv. uden at skulle anstrenge sig. Lyden opfattes som kommende et sted lidt bag højttalerne, og er en smule distancerende, især ved kvindelige sangere. Personligt savner jeg ikke at jeg nærmest bliver åndet i hovedet af sangeren. Det virker oftest meget kunstigt, så SPI’s håndtering og performance i denne forbindelse passer mig ganske fint. Det giver også et flot løft i lyden når man fyrer op for klassiske koncerter, uanset komponisten, så længe at hele koncertsalen bliver taget i brug, rumfornemmelsen, og fornemmelsen af det rum der er omkring den enkelte udøvende musiker er helt igennem acceptabelt. Diskanten er jeg lidt splittet omkring. Den er klart en af de bedre softdomer jeg længe har hørt, den kan gengive bækkener og forvrænget guitar så man helt glemmer at det ikke er en metaldome. Hatten af for at kunne spille Mötorheads klassiske ”Ace of Spades” med en realistisk gengivelse, det var Dizzy Mizz Lizzy’s bækkener også glade for. Den fremstår dog generelt en lille smule for skinger og hidsig, selv for en metaldome fan som jeg. Biwiringen giver dog mulighed for at man kan dæmpe dette med noget kabel der farver gengivelsen til noget mere blødt, rundt og mørkt. Diskanten har generelt en god opløsning og detaljeringsgrad, ikke til super highend, men man føler samtidig kun at der mangler noget på de numre man kender godt og er vant til. Jeg lagde beklageligvis mærke til at diskanten har tendenser til at gå i selvsving, som eksempel herpå kan nævnes at når Karen synger igennem på skiven ”Ingen smalle steder”, kommer der en gennemtrængende egenresonans fra diskanten.I, i mangel af bedre ord kammer den simpelthen over og gennemborer øret. Desværre er der et hul i lyden fra diskanten og ned til mellemtonen, et hul der går helt ned til den øvre bas. Dette frekvensdyk er ret tydeligt, selv for et utrænet øre. Mellemtonen fremstår derfor relativt tilbage trukket, og det er synd, for den gør faktisk et godt stykke arbejde, og lever som det øvrige, op til hvad man kan forvente, samtidig med en nogenlunde transient villighed og en acceptabel opløsning. Dog kan man kompensere for dette ved at vælge musik der byder på en massiv forekomst af mellemtone virksomhed, eksempelvis Apocalypticas Cult album, eller Metallicas Sct. Anger. Det er synd at man ved normal lytning sidder og mangler mellemtonen, for det bliver en ting man hurtigt uforvarende kommer til at fokusere på. Den giver grundlæggende en fin gengivelse, men mangler at kunne tegne det komplette billede af de enkelte instrumenter. N, når jeg hører Dire Straits med Sultans of Sving, så er det lige før at jeg skal kunne høre hvilken årgang Fender og hvilke pickupper guitaren bruger. Hullet fortsætter som sagt helt ned i den øvre bas, og her lyder det nærmest som et frekvensdyk, og dermed en reduktion af de nuancer der ligger i dette område. Det er ærgerligt, for man skal nærmest dyrke netop det område meget intenst for at få det fulde udbytte, og i sådan en smalt fokuseret nærlytning viser Montana SPI sig faktisk i stand til at levere samme opløsning og detalje niveau som i toppen. Bassen fungerer dog, og den er der. Det underlige er at den i det lidt dybere er til stede i samme niveau som den øverste del af frekvens spektret, og den er både transient villig og nuanceret i en grad der er forsvarlig. Den er på ingen måde afgrundsdyb eller massiv, men den er der, og vil sandsynligvis tilfredsstille de fleste i ikke alt for store stuer. Den relativt dybe bas er derfor fuldt til stede, men det gør også at man tydeligere mangler niveauet over.. Kombinationen af en lidt fraværende mellemtone, men rigelige mænger diskant og dybdebas gør derfor SPI til en udmærket rockhøjttaler, hvor der i forvejen er en massiv tilstedeværelse af mellmetonetunge instrumenter. SPI er ikke en kæmpebelastning, men er alligevel relativt krævende rent kvantitetsmæssigt. Således var den mere end hvad Simmoons I-1 kunne klare, om end det gik nogenlunde ved en 40 db’s penge. Men skal man have det fulde udbytte skal man benytte en forstærker der har noget at give af. Samtidig har Montana SPI den ulempe at den har en ret heftig spl-grænse, den nægter simpelthen at spille højere end en 105 dbs penge, så på trods af sin størrelse nægter den at råbe højere, på trods af sin størrelse er dette ikke en fest højttaler, hvilket også ville være lidt overdrevet at bruge 40.000 rare danske kroner på. Når dette nævnes er det fordi at Montana SPI desværre ikke formår at bevare sin fulde dynamik og opløsning hvis den ikke får en pæn bid watt at leve af. Samlet set Montana SPI leverer på nogle områder en ganske god præstation, på andre ikke. Selvom delelementerne af højttaleren fungerer udmærket, så gør den manglende homogenitet rent frekvensmæssigt, at SPI ikke bliver en reference her i stuen. Dermed ikke sagt at den ikke vil have sine tilhængere, for det vil den givetvis. Om det er filteret eller andet der skal ændres på skal jeg ikke udtale mig om, men diskanten bør nok dæmpes så man undgår at den går i selvsving og den øvre bas og i særdeleshed mellemtonen skal bringes i niveau med det øvrige for at fordre en mere optimal gengivelse. Montana SPI fra PBN Audio. Pris: kr. 45.000,- per sæt. (Pt. kr. 39.000,- pga. den lave dollarkurs). Piano lakering efter eget farvevalg mod en 15% merpris. Specifikationer:
Diskant: 1" softdome
Mellemtone: 4" Glasfiber
Bas: 2x 7"
Frekvensgang (+/- 1,5dB): 30-30000 Hz
Impedans: 5 Ohm
Følsomhed: 89 db
Delefrekvens: 300/3500 Hz
Størrelse(HxBxD): 104 x 33 x 36 cm
Vægt: 32 kg stk
Farve: 42 typer finer + pianolak. Udstyr benyttet ved testen:
Pre: Crown M28
Effekt: Crown Studio Reference II/ CE4000 / CTS3000
Integreret forstærker: Simmoon I-1
CD: Simmoon CD-1
CD transport: Cayin Cd-252
DAC: Creative Elite Pro I/O Konsol
Lydkort: Creative X-fi Elite Pro
Højttalere: JBL LSR 6332
Subwoofer: 21” DIY For yderligere information, kontakt: High-Performance Audio Bakkehusene 93 2900 Hørsholm Tlf.: 46 32 78 24 eller 40 80 78 24 Web: www.high-performance.dk Mail: info@high-performance.dk