Canton Vento Reference 9

Af: Af Kim Olsen - 5/6-2008

Tysk minimalisme.

Tyske Canton er et af de firmaer der laver alt selv, så det var med visse forventninger at det mindste sæt i Vento serien, Reference 9 DC, kom forbi lytterummet. Canton er et ret almindeligt navn i tyskland, men er først for nyligt kommet ind på det danske marked. Man har valgt at gå imod tidens trend med OEM produkter, og Canton har haft succes i Tyskland med at lave de fleste ting in-house, og så vidt muligt holde sig fra outsourcing og på anden måde udvaskning af deres mærke og dets integritet. Selve højttaleren er en relativ enkelt 2 vejs konstruktion, enhederne er Cantons egne i aluminium og mangan, med sort piano lakering. Piano lakken er jeg lidt ambivalent, den er egentlig pæn nok, men ligner mest af alt noget vinyl som vi kender det fra køkkenet. Om dette skyldes EU’s miljø normer eller andet skal jeg ikke kunne udtale mig om. Ligeledes er waveguiden også Cantons egen. Enhederne er Cantons 1” ADT-25 aluminium/mangan-diskant og en 7” bas/mellemtone i aluminium, med dobbelt kantophæng i butyl for forøget vandring og bagvendt basport. Princippet er ikke anderledes end hvad man ser til enheder beregnet på høje lydtryk, men det virker fint for Canton. Mangan er et relativt ukendt grundstof, der fordrer stivhed i membranen. På trods af at det i begrænset omfang er skyld i manganforgiftning, så er det er dog på ingen måde sundhedsskadeligt for den gennemsnitlige hifi-entusiast, medmindre man beslutter sig for at smelte sine enheder og på den ene eller anden måde indtage den flydende masse og samtidig indånde dampene. Herudover blev det testede eksemplar leveret med cantons egne standere, alt i alt en fin pakke. Mit eneste kritikpunkt er terminalerne; de er en smule forstyrrende at arbejde med, og kan være problematiske at skrue på. Den samlede pakke fremstår ganske nydelig og enkelt, hvis man kan kalde noget for tysk minimalisme, så må det være dette. Højttalerne bliver ganske vist leveret med et frontgitter, men det blev afmonteret med det samme, idet det påvirker lyden mærkbart. Hvis der skal malurt i bægret må det være nu engang være terminalerne, de er noget djævelskab at arbejde med for at sige det mildt. En ting er at fjerne kortslutningsbøjlerne uden at totalskade hele højttalerens bagside, noget andet er at bruge andet end bananer. Det lykkedes til sidst, men det er sjældent at jeg har bandet og svovlet så meget over et par tilfælde højttalerterminaler. Strøm på Det første man lægger mærke til ved Cantons Vento DC9 er perspektiv og rumgengivelsen. Det er underligt klart defineret, og lyden virker som om at den er blevet finpudset i mixningsprocessen efterfølgende, egentlig en god detalje, men det giver også en lidt underlig fornemmelse når man hører beskidt rock. Fornemmelsen bliver dog hurtigt komprimeret væk ved tiltagende spl, faktisk ændrer højttaleren tilpas meget karakteristik til at jeg foretrækker et moderat til pænt lytteniveau, da dette rent subjektivt ”lyder bedre” end meget lavt og højt lytteniveau. Lyden kommer fint ud af højttalerne, den synes på intet tidspunkt at være dominerende i lydbilledet, og tillader kildematerialet det, evner Vento DC9 fint at forsvinde i lydbilledet. Rent tonalt hælder Canton til den lyse side, bas og mellemtone er ikke direkte fraværende eller manglende på nogen måde, men konstruktionen fremstår samlet set lettere slank og med en smule dominans fra diskanten. De høje toner Spredning af diskanten er ganske ok, men for at få den fulde oplevelse af hele frekvensområdet krævede det en tur i sweetspot i mit lytterum. Perspektivet er stramt og præcist, så ikke den store slinger i valsen her. Der er fint hul i gennem på diskanten, måske endda lige en tand for meget, idet diskanten ofte fremstår som direkte hård. Canton Vento Reference 9 lyder som om den er en smule forstærket i sin diskant gengivelse på nogle typer musik, eks. Cake og Rammstein, Overeksponeringen kan dog ikke skjule at opløsningen er ganske fin, og hvad dertil hører af gode udklingninger på alle instrumenter, uden at man dog når over i at være en naturtro gengivelse. Dog virker det som om at der mangler den sidste oktav i toppen, dette bemærkes især på diskant intensiv musik som Apocalyptica. Om det er en afledt effekt heraf ved jeg ikke, men i modsætning til så meget andet der ses på markedet i dag, så skal der presses på med kompleks og massiv musik før end at kompressionen i diskant området sætter ind. Først fnidder man oplever i toppen er når man spiller Rammstein højt, dog formår Canton Vento Reference 9 her dog stadig at bevare en uændret dynamik i mellemtonen, lilletrommeanslagene på eks ”benzin” bliver hverken værre eller dårligere når man skruer op eller ned for lydstyrken. Med Santana i form af Soul Sacrifice, opleves et godt sammenspil imellem hammondorglet og guitar, diskanten er lige på, og man får fornemmelsen af metal ganske fornuftigt serveret, og hele højttaleren kan følge med i tempo der sættes. De mellemste toner Mellemtonen kan tonalt bedst beskrives som tør. Den bevarer detaljerne selv når den stresses med større klassiske værker eller hvad man nu eller foretrækker. Samtidig formås det her at bevare dynamik ved lave niveauer, i det hele taget egenskaber jeg er stor tilhænger af. Faktisk er det en af de få gange jeg er blevet positivt overrasket over en højttaler i korrekt hifi design, som besidder disse egenskaber. Tysk grundighed er måske ikke helt død alligevel. Kigger man på impulsvilligheden, så er den også en ganske fin, og de transienter man udsætter den for fremkommer med en hvis ynde, dog uden at forsøge at overgå sig selv. Instrumenter fremstår med en rigtig god adskillelse, Santanas ”Jin Go La Ba” byder på en stor differentiering imellem instrumenter, ikke bare klangmæssigt men også i placeringen, langt bag ude bagved anlægget såvel som de der synes placeret tæt på lytteren. Opløsningen savner en smule, dog uden at være direkte grovkornet eller mangelfuld. De dybeste toner Nu er dette stykke tyske hifi jo ikke verdens største, hverken volumenmæssigt eller når man kigger på det tilgængelige membranareal. Det lykkedes dog alligevel at opnå en god illusion af stortromme på rockmusik generelt. Bunden er stor og fyldig, men dog stadig rimelig hurtig i sin gengivelse på Karens ”I nat er vi”. Sammenfattet må bassen siges at kontant for hovedpartens vedkommende. I den dybe bas er den nederste del dog komprimeret. Her kunne man godt mistænke tyskerne for at have lidt for meget tiltro til deres Displacement Control teknologi; den virkede i hvert fald ikke umiddelbart efter hensigten. Det ville ganske vist være at presse citronen for hårdt, men jeg havde nu et eller andet sted forventet en smule mere åben gengivelse, når Rage Against the Machine brager igennem, så må det gerne lyde som en stortromme og ikke en bongotromme. Det er dog først ved de fine rene indspilninger at man oplever at den øvre bas/nedre mellemtone virker en smule pustende, det er især udtalt på Sultans of Swing med Dire Straits. På ”Black Magic Woman” med Santana mudrer bunden desværre hurtigt, men bækner og andet over den lave ende af frekvensskalaen bevarer finurligt nok deres opløsning fuldt ud. Af andre generelle træk vil jeg fremhæve god timing og generelt homogent indtryk, som eks fremkommer på Pink Floyds ”The Wall”, men den mangler at åbne virkelig op for at score topkarakterer i mikrodynamikken. På samme måde illustrer bestemte numre fordele og ulemper ved konstruktionen, adskillelsen af lyde og instrumenter i diskant området er rigtig god på Michael Jacksons "Can't stop till you get Enough", samtidig med at bas/mellemtone er knastør og transientvillig. Det er dog samtidig også et godt nummer til at demonstrere at der er begrænsninger, der er ikke overskud i bunden til at levere det hug og den energi bassen har. Overordnet set Med en mere velopløst diskant og mere hul igennem til mellemtonen ville der være grundlag for at bevæge sig op i det der på udvasket hifi dansk hedder highend, men for at komme derop skal man nok løse problemet med at bevare den fyldige bund uden at miste kontrollen over enheden. Canton leverer klicheen, meget bund i en lille højttaler. Men vigtigst af alt, så bliver det leveret uden at mellemtonen bliver sløv. Samspillet mellem diskant og mellemtone enhed fungerer faktisk fint, der er fart over feltet og smæk på, og samtidig præsterer canton en diskant der rent faktisk formår at få en autentisk metallyd frem. Det er ikke perfekt, men sagt på jysk, så er det ikke så ringe endda. Canton Ref 9: ca 16.400 per sæt LS 850 stander: 2.200 per sæt For yderligere information, kontakt: Lydcentrum Essen 32 6000 Kolding Tlf.: 28 34 83 46 Web: www.lydcentrum.dk Mail: lydcentrum@mail.dk Udstyr benyttet ved testen:
Pre: Crown M28
Effekt: Crown Studio Reference II/ CE4000 / CTS3000
CD afspiller/transport: Cayin Cd-252
DAC: Creative X-fi Elite Pro I/O Konsol
Lydkort: Creative X-fi Elite Pro
Højttalere: JBL LSR 6332
Subwoofer: 21” DIY
Kabler: TMC og Audioquest