Dynaudio DM 2/6

Af: Kim Olsen - 22/10-2011

Dansk minimalisme

Dynaudio har med sin DM serie forsøgt at opnå et højt pris/ydelsesforhold, i et prisleje hvor alle kan være med. Vi har testet seriens mindste, standermodellen DM 2/6.

DM 2/6 fremstår pæn, men stadig en smule anonym i sin fremtoning.  Den testede højttaler blev leveret i Rosewood finish, mens frontbaflen er lavet i et gråligt plastmateriale. Fremtoningen er dog væsentligt kønnere end det umiddelbart lyder. Diskanten er en 1.1” soft dome i silke af Dynaudios egen udvikling, og bas/mellemtoneenheden er en 5,5” MSP (Magnesium Silicate Polymer), ligeledes af Dynaudio's egen udvikling.  Bas/mellemtoneenheden er forsynet med en 3” svingspole med dobbeltmagnetsystem, og der er et simpelt førsteordens delefilter fastmonteret i kabinettet.









Højttaleren er en tovejs basreflekskonstruktion. Enhederne virker til at være solidt skruet i, og det interne filter sidder fasttømret, omgivet af rigelige mængder dæmpemateriale. Enheder og delefilter er forbundet med en særdeles solid omgang kabler, der ser ud til at være af solidcore typen. Enhederne kan nemt skrues ud, og alt ser ud til at være lavet solidt, og ikke mindst være lavet til at kunne udskiftes. Selve kabinettet er lavet i en tyk gang MDF. Konstruktionen er langt kraftigere, og langt mere solid, end man ellers kunne forvente til prisen under 5.000,- for et sæt.

Alt i alt en meget enkel, men også pæn og diskret fremtoning fra en højttaler, der ellers ikke gør meget væsen af sit ydre. Stor er den ikke, men den er til gengæld yderst placeringsvenlig og har samtidigt en horisontal spredning, der gør det nemt at vinkle højttaleren ind.

Manualen er acceptabel, men dækker også kun lige det mest grunlæggende. Nogle reelle målinger ville have givet den et løft.

Testen blev udført med frontstoffet afmonteret. Dels for at undgå påvirkning fra frontstoffet, men også fordi at DM 2/6 er væsentligt kønnere uden frontstoffet på. Højttaleren var tilspillet ved testens begyndelse, men blev for en sikkerheds skyld spillet til i yderligere 14 dage inden der blev lyttet kritisk. Der er lavet mulighed for at man kan bruge skum i basporten, hvorved det i praksis er en lukket konstruktion. Det var dog ingen succes med skum i porten; mellemtonen bliver tam og bassen kraftigt reduceret. Det føles som om at det er en helt anden højttaler man får ud af det.  Herudover blev stemmer flade og livløse at høre på. Det er muligt at bassen i teorien blev en smule mere stram, men det var svært at bekræfte grundet det kraftige fald i niveau. Der blev derfor ikke testet yderligere med skum i porten.



Lyden fra den lille kasse.
Det første der blev sat på var en mindre kendt hip hop klassiker, One Shot’s  ”a la conquete”, og her bliver man mødt med noget der minder om massiv bas, hvilket må siges at være ganske imponerende for så lille en højttaler. Så langt så godt, og points for imponatoreffekten.
Højttaleren fremstår overordnet med den ”sædvanlige” Dynaudio lyd, dvs. en rimeligt ufarvet gengivelse med en slank bas og en generelt tør gengivelse i mellemtonen.

På Johnny Cash nummeret ”309” fra American Highways serien, fremstår en fin dybde i lydbilledet. Lyden kommer rimeligt ud af højttalerne, der er en god fylde i stemmen og god efterklang på guitaren, men gengivelsen er også lidt rund i kanten og man føler, at man mister nogle af mikrodetaljerne. Dette summerer faktisk ret godt DM 2/6 op, for den har rigtigt mange af de klassiske hifi dyder, så selvom man mangler noget ift. en absolut reference, så kommer man ret langt for de, i hifi sammenhænge, småpenge som DM 2/6 koster.
Der bliver udvist en rimelig dynamik på Pink Floyds ”The Wall”, omend man godt kan høre at basporten kommer på overarbejde ved større energiudladninger. Herudover viser nummeret på fin vis differentiering af instrumenter og de står også pænt adskilt og er enkeltvis nemme at identificere. Igen klassiske hifi dyder, med de begrænsninger en højttaler i denne størrelse nødvendigvis må have.
Diskanten plejer at være en af de ting der gør sig mest uheldigt markeret ved meget billige højttalere, men spiller man Dizzy Mizz Lizzy, som er et glimrende band at bruge til at prøvelytte en højttaler i dette prissegment, er der ved bækkenanslag en fornemmelse af en tydelig fremhævning ift. sangstemmen, guitaren lyder mere rund og blød end hvad der er min smag, og diskantgengivelsen er i det hele taget knapt så differentieret som ønsket, men nummeret fremstår alligevel helstøbt i sin gengivelse.





Lytter man specifikt på blæserne på eks. Prokofievs ”Dance of the Knights”, sidder man med en fornemmelse af lidt for meget rum omkring blæserne, men samtidigt at tingene står meget sammenhængende. Måske kunne en smule mere adskillelse have været ønsket, men her er en god gengivelse af det grundlæggende, samt en drivende rytme. Diskantområdet gør sig ligeledes positivt bemærket med en fint gengivet triangel på Mozarts ”Turkish Rondo”.

Mellemtonen fremstår tilbagelænet og den gør ikke det store væsen af sig. Den er der bare, hvilket måske er ideelt. Overgangen fra diskant foregår ligeledes glidende, og det eneste reelle minus her er, at der høres en svag mangel på starttransienter. På numre med eks. AC/ DC er der ikke noget efterslæb på tonerne, men en god stram gengivelse og der kvitteres med gode fraseringer på guitaren. Der savnes dog lidt kant på den elektriske guitar, mens basguitaren synes  at være en smule underspillet i forhold til den almindelige guitar og trommerne.
Skal der findes decidere fejl i diskant/øvre mellemtone, så må det være den vertikale spredning som er ret snæver.



Bassen er gennemgående fin og kan godt give lidt fra sig, men spiller man eksempelvis Rammstein med deres ”Links 2 3 4”, afsløres et noget ringe og ret forkølet forsøg på stortrommegengivelse. Her mangler ganske enkelt pondus. Gengivelsen er udmærket for en højttaler i denne størrelse og går an ved mindre lydtryk. Selvom bassen under normale omstændigheder er rimeligt nuanceret og med en ok dynamisk formåen, kommer der naturligvis begrænsninger grundet det begrænsede membranareal.
Spiller man mere stueren rockmusik, som eks. Dire Straists og deres ”Sultans of swing”, vil man få et meget centreret lydbillede, en fin og tonalt neutral gengivelse af bækken og ikke mindst efterklangen på det. Og medmindre man spiller højt, så vil man få en basguitar der fremstår ganske tydeligt.

Men ingen regel uden undtagelse. Hvis man skruer op til ”klokken elleve” og spiller Karens ”I nat er vi”, opleves en trykkende, massiv bas, der alt andet lige må siges at være imponerende for så lille en højttaler. Og det stadigt med stemmer der er en smule blødt op og afrundet, hvilket dog er et kæmpe plus da optagelsen generelt er ret skarp i stemmegengivelsen. Slutresultat bliver på dette nummer en mere homogen og naturlig gengivelse end optagelsen egentlig er, mens der stadigt er noget kant på guitaren til overs. Et perfekt match om man vil.

Der, hvor DM 2/6 møder sine begrænsninger, er som sagt ikke uventet ved høje lydtryk og ved meget kompleks musik. Et eksempel herpå er Lumsk nummeret ”Trolltind, hvor gengivelsen falder helt fra hinanden ved høje lydtryk. Her er en bas der fremstår meget buldrende, ulden og udefineret, mellemtonen rumler mere end godt er, og diskanten opleves alt for afrundet og pæn, og i den grad manglede kant og realgengivelse. Gengivelsen bliver markant bedre ved relativt små lydtryk.

Omvendt skal DM 2/6 også have noget at leve af. Den har godt af at der er nogle kræfter bag, og det duer ikke at den kun står og spiller stille kammermusik på et niveau hvor kun hunde kan høre det. For at yde optimalt skal der med andre ord lidt benzin på bålet.






Hvis man kan finde den gyldnede middelvej mht. lydtryk på DM 2/6 og spiller ”Grace” med Apocalyptica, vil man blive glædeligt overrasket. Her åbner højttaleren virkeligt op når der skrues op for forstærkerens sluser, hvilket desværre er nødvendigt, men det går samtidigt kraftigt ud over kvaliteten af stortrommegengivelsen der endnu en gang må bukke under for naturlovene. På den anden side opleves en rimelig velopløst og acceptabel dynamisk gengivelse.

Dynaudio DM 2/6 opleves mere neutral, jo lavere der spilles. Omvendt afrundes især diskanten jo højere niveau man forsøger at opnå. DM 2/6 er derfor ganske kompleks i den måde den ændrer karakter på ift. forstærkerens afgivne effekt, men er man mindre kritisk, så vil dette måske netop være en fordel for mange potentielle købere.

Men er DM 2/6 så en halvskidt højttaler?
Nej. DM 2/6 er i denne beskrivelse bedømt ud fra en absolut skala, men det er reelt en budget højttaler i en pæn indpakning. Der er ingen tvivl om at den til prisen er noget af det bedste man kan få fingrene i af små passive reolhøjttalere pt. Jeg har aldrig været passioneret omkring Dynaudios højttalere, men DM 2/6 er en både god og billig lille hifi-højttaler, og er i det hele taget en højttaler der kan og bør blive en succes, idet den har den rigtige (lave) pris, performer langt over dens prisniveau, og kan stå i ethvert hjem uden at skræmme hverken koner og kærester.
 

Vejl pris: 4.600 kr for et sæt, set til under 4.000 for et sæt.

Producent og distributør:
Dynaudio
Sverigesvej 15
8660 Skanderborg
www.dynaudio.com

Link til anmeldelseskommentar: http://nerds.dk/?page=viewtopic&mode=reply&t=5727