Earthquake Tigris

Af: Kim Olsen - 21/12-2011

Earthquake i stilistisk monolith design

Earthquake har længe kun haft få gulvhøjttalere, og kun en enkelt gulvhøjttaler i sin Titan serie der er firmaets reference serie. Dette er blevet ændret med tilkomsten af Telesto og Tigris, hvor vi har testet den største, Tigris.

Rent udseendemæssigt fokuserer man hurtigt på det meget stilrene og elegante monolit design, det virker som om at man meget bevidst har villet lave et udseende der kan gå i ethvert hjem. Pianolakken er absolut i topklasse, og det slanke kabinet virker måske kedeligt set med hifi øjne, men kan til gengæld godkendes af den øvrige familie.

Øverst er diskanten placeret i et separat hus, denne kalder Earthquake selv for Tx1. Enheden er, som de øvrige enheder i højttaleren, lavet specifikt til netop denne ene højttaler, formålet må derfor antages at have været at få en meget sammenhængende lyd. Diskanten sidder i eget mini kabinet hvor der er bedst mulighed for afkobling, og minimal påvirkning fra resten af højttaleren. Diskanten har et neodynium magnet system, og er lavet i silke, dog med en særlig coating der skal sikre imod de opbrydninger silke  kan have ved højere frekvenser. En mindre udgave af diskanten, en ikke x version, findes i Tigris lillebror, Telesto. Ideen er herhjemme nok mest kendt fra B&W’s topmodeller.

Mellemtonen er Earthquakes Mx2 som er halvkugleformet waveguide for at kunne gå højere og følge med Tx1 enheden. På samme måde som Tx1 betegnes af producenten som en supertweeter, betegnes Mx2 som en supermellemtone grundet dens evne til at gå meget højt op rent frekvensmæssigt, i realiteten helt op i diskantområdet og har en spredning der gør den velegnet til at bruges sammen med Tx1 enheden da den matcher denne i spredning.

Dermed har man bygget videre på Earthquakes paradigme om at den optimale højttaler kræver få enheder der spænder bredt rent frekvensmæssigt. Undtagelsen er dog her topmodellen Thethys .

Bassen er Earthquakes Bx8 med enhed i tætvævet kevlar, og er iflg. markedsføringsmaterialet med ekstra slaglængde grundet en særlig spider og et kantophæng i santoprene, samt en svingspole på 4 cm. Kevlaren skulle være behandlet på en speciel måde således at kevlaren skulle være resistent overfor fugt. Magnetsystemet er baseret på strontiumcobolt, og skulle i samspil med svingspolen sikre at det er elektrisk og ikke mekanisk at enhedens bevægelse styres og begrænses.

Kabinettet er lavet ved at bøje dampet træ, og dermed opnå den karakterisiske delvise elipse form som kabinettet har. Der er 30 mm at gøre godt med når alle lag HDF er lagt på. Indvendigt er kabinettet afstivet med et skelet i et træ og epoxy kompositmateriale. Hvordan dette ser ud og er udformet er desværre ikke muligt at sige da kabinettet ikke står til at åbne med konventionelle metoder, og brugen af større stykker elektrisk værktøj syntes at være upassende. Efterfølgende har det dog vist sig at man kan komme til enhederne med specialværktøj, der dog ikke er tilgængeligt for den almindelige forbruger.

Manualen er meget enkel i sin udformning, alt for enkel. Der er ingen målinger, kurver, grafer, eller forklaringer på de tekniske løsninger man har valgt. Når nu den Europæiske Division af Earthquake har været i stand til at frembringe en produkttekst der er nærmest bibelsk i sit omfang, så undres man over at det samme ikke har kunnet lade sig gøre i manualen. Det er simpelthen for ringe. Med et produkt i den prisklasse bør man forvente at manualen har grundige forklaringer af de tekniske perspektiver, og som minimum målinger med grafiske beskrivelser af fase, impedans, frekvensgang og spl. Det er desværre ikke sjældent, og tidligere testede produkter fra eks. B&W har samme kedelige tendens. Kom så, når man bruger +55k på et sæt højttalere, så kan man da godt forvente en smule papir på det også.

 Monolithlyd

Det var ikke uden en hvis spænding at højttaleren blev sat til. Vi har tidligere testet en subwoofer fra producenten med et godt resultat, men der er pokkers langt fra at kunne lave subwoofere til at kunne præstere en god højttaler i +50k klassen.  Det var dog med nogle forventninger at der blev sat strøm til da man ikke som så mange andre har valgt en standard Vifa/Scanspeak løsning i et standard kabinet. Dog er alt ved højttaleren også nyt og ukendt land, så det er ikke uden en smule skepsis at man sætter sig ned for at lytte til Tigris.

Det første indtryk er en meget luftig gengivelse. Dette giver samtidigt den fordel at der er en meget klar instrumentadskillelse i musikken. I det hele taget er førstehåndsindtrykket at højttaleren spiller på mange klassiske hifi dyder med et minimum af tonal signatur.

Når man har forskellige ting på besøg, kan man med fordel benytte sig af besøgendes umiddelbare reaktioner, især hvis de kommer fra folk der ikke normal er lydentusiaster, ved Tigris hæftede de besøgende sig især ved det brede og høje lydbillede højttalerne meget overraskende kan præsterer.

På Johnsons ”Teriyaki” formår højttaleren eks. at forsvinde totalt i lydbilledet, et lydbillede der formår at være væsentligt brede end opstillingen burde tillade.

Højttaleren fremstår generelt meget homogen i sin gengivelse, både tonalt, men også timingsmæssigt, der er ikke noget efterslæb eller et frekvensområde der stikker ud, og man sidder som lytter med fornemmelsen af at man får tingene samtidigt og korrekt gengivet tidsmæssigt.

Tigris overrasker positivt ved at byde på en lyd der kan være både storslået eller lille og intim, afhængig af materialevalg.

Jeg havde desværre ikke mulighed for at finde en røreffekt i passende størrelse til Tigris, men det er eksperiment jeg meget gerne ville have udført, de har en umiddelbarhed som jeg har en formodning om vil stå godt til rør, kombineret med at de slet ikke er så vanskelige som at drive som frygtet.

Jeg var lidt skeptisk overfor diskanten, men blev dog lidt mere tilfreds som tiden gik. Bækkengengivelse fremstår deltaljeret nok til at man kan høre variationer på slagstyrken der rammer selve metallet, og om det er kvindestemmer eller en forvrænget guitar, så er gengivelsen præcis, uden at blive skarp. Horn gengives med god metalklang, og grimme lyde får en god gengivelse uden at de bliver for poleret at høre på.

Beethovens sonate no 32 i c mol udført af Tor Espen Aspaas fremviser en glimrende evne til gengivelse af overtoner og klaverefterklang, samtidigt med at man meget fysisk kan høre samtidigheden i tonerne. Gengivelsen levede op til forventningerne.

Med Snoop Dogg nummeret ”Deep undercover” kommer alle de små detaljer rigtigt pænt frem imens det underliggende basrytmespil for frit spil for sin voluminøse gengivelse, og stemmerne fremstår tydeligt, omend at gengivelsen også er detaljeret nok til at man tydeligt kan høre at der er brugt vidt forskellige rumklangseffekter på stemmerne ift. Grundrytmen og de indlagte effekter. Det er naturligvis et rigtigt stort plus for højttaleren at den kan gengive kilden så nuanceret, men det kræver at lytteren er villig til at acceptere at kildematerialet ikke altid er så perfekt som man havde håbet på.

På trods af at Tigris på mange måder mest af alt minder om en studio monitor med sin dynamik og tydelige adskillelse af instrumenter og stemmer, så bliver det aldrig navlepilleri når detaljerne skal frem, men de fremstå med en naturlighed  i forhold til det nummer der spilles. Vil man have grimheden fra Motorhead ekstra fremhævet er det altså ikke her man skal kigge, det bliver ikke grimmere end det var på pladen. Transient gengivelsen er også ganske god, og Tigris evner at stoppe transienterne igen lynhurtigt.

Rammsteins  ”Wiener Blut” byder på en god mikrodynamik, og lydbilledet er præcist nok til at man oplever det som om at lyden fra de forskellige bækner fysisk kommer fra hver sit sted på trods af at være placeret tæt på hinanden.

Der er heldigvis stadigt en god hård lyd i diskanten på Den Danske Mafia og deres fortolkning af John Mogensen, men uden at ofre den karakteristiske lyd af et trommeskind hvor zeidlingen er slået fra. Det er dejligt at kunne høre en rå guitar uden at der er andet end guitaren der er påvirket af det.

Ved meget kritisk lytning vil man dog finde at øvre mellemtone/diskant er meget svagt fremhævet i forhold til nedre mellemtone/øvre bas, og sidder man ikke direkte i sweetspot hvor bassen spredes bedst, så vil man opleve en lettere lys gengivelse.

På Red Warszawa numre oplever man et direkte vindue til hvad produceren har måtte igennem. Tigris kan præstere en ekstremt monitoragtig gengivelse når guitar står flot og præcist tegnet med alle dens facetter og nuancer, kun for at blive ødelagt af en brølen og ubehagelig rusten stemmer fra forsangeren.

Jeg kunne måske nok savne lidt mere punch i den øvre mellemtone, det synes at være ofret for at kunne opnå en mere hifi- korrekt og stueren gengivelse. Men omvendt er det vel ikke helt fair at forlange pa egenskaber fra en højttaler der er lavet og segmenteret til den bløde ende af Highend markedet.

Nedre mellemtone/øvre bas kan til gengæld være særdeles hårdtslående på eksempelvis ”Come on Eileen” med Dexy's Midnight Runners. Jeg skal ikke lægge skjul på at det er en karakteristik der passer mig særdeles godt.

Nu står der jo Earthquake på disse highend aspiranter, og derfor var det på plads til hvad der vist mest af alt kan kaldes dance tortur, en god gang Medina, Stromae og Skazi, udover en stenhård bas opdagede jeg lidt overraskende at jeg ikke kunne knække basenhederne på Tigris, og på trods af et ihærdigt forsøgt kunne jeg ikke få dem til at lide en grufuld kompressionsdød på trods af kravet om stenhård og massiv basgengivelse.

Der hvor man for alvor oplever at den meget dynamiske og neutrale bas kommer til sin ret er typisk på live indspilninger, hvor den ekstra dybe bund kommer som en naturlig understøttende del til musikken, uden at overdøve resten af musikken.

Der er naturligvis grænser for hvad to 8” kan, og hvis man tester med sinus toner, enkeltvis og som sweep, oplever man et markant fald i niveauet fra 30 hz og ned efter.

Til sidst

Tigris er i realiteten en studiomonitor forklædt som en highend højttaler, men er samtidigt også et highend produkt hvor der er sammenhæng imellem pris og ydelse.

Min vurdering af højttaleren har klart været influeret af at den har egenskaber som i min optik er vigtige. Det er dog rart at se at man ikke nødvendigvis er tvunget til at gå til en forhandler af professionelt udstyr for at kunne få en højttaler der sætter dyder som dynamik, liniær gengivelse og velopløst lyd højt, og det har været rart med en højttaler der ikke insisterer på at have en bestemt egenlyd for at markerer hvilket firma de kommer fra. Glimrende udgangspunkt, lad os få noget mere af det.

Tigris er ikke en perfekt højttaler, men den vil appellere til rigtigt mange mennesker, den er flot designet, og har en lyd der tilfredsstiller både musik- såvel som hifi- entusiasten. Så er det bare et spørgsmål om at spare nok op, for 55.000 er stadigt mange penge for de fleste husholdninger.

 

Specifikationer:

-1 1/3" silke dome superdiskant med Neodynium magnet.
-3" Ball-loaded supermellemtone.
-To 8" Ballistic Grade kevlar bas-enheder.
-Stilla-Sphere kabinet til diskant.
-Frekvensrespons: 25 - 40.000Hz.
-Anbefalet forstærkereffekt:100 - 700 Watt.
-Impedans: 4 ohm.
-Følsomhed: 88dB / 1M / 2,83V 

Pris: 55.695

 

Importør / forhandler:

Earthquake Danmark
Mogensensvej 29
5000 Odense C
Web: http:// www.earthquakesound.dk
Email: simon@earthquakesound.dk