Meget mere end mini
Producent
TMS Ronda Line er produceret på højttaler fabrikken i Tistrup og er 100% Dansk produceret.
Fabrikken har med stolte traditioner og godt håndværk bygget og samlet højttalere i mere end 50 år.
Blandt kunderne er Avance og Gamut og gennem tiden har en en lang række andre kendte hjemlige
og internationale mærker fået samlet og produceret deres højttalere i Tistrup.
Her er der dog tale om et produkt designet inhouse af eget mærke i et segment hvor det meste
produceres i fjernøsten. Højttaleren sælges gennem hjemmesiden netsound.dk direkte til
forbrugeren hvilket er med til at holde prisen overordentligt konkurrencedygtig.
På netsound.dk kan man købe et par forskellige serier med reol og gulvhøjttalere der alle produceres
på fabrikken i Tistrup med kabinetter i foliebelagt MDF og ligger prismæssigt i den lave ende.
Her ser vi på Ronda 3219 en kompakt stander/reol højttaler med en pris på 1400,- kr sættet. Jeg har
haft Ronda 3219 på standere fra TMS i stuen og på en halvmur i køkkenet.
Fysisk beskrivelse.
Som navnet antyder måler disse små kompakte højttalere 32x19x25cm og vejer overraskende 6,5kg.
Dette får dem til at indgyde en stærk følelse af soliditet og kompakt kvalitet. Kabinettet virker
meget veldæmpet og slå-med-knoen testen afslører ikke nogen tendens til kasselyd. Dette står i
kontrast til prisen på 699,- stykket. Højttalerne er hvide med gråt frontstof der matcher standerne.
Min personlige og subjektive holdning er de ser godt ud.
Placeringsmæssigt har disse højttalere gavn af lidt bas støtte fra bagvæggen og jeg endte med en
placering hvor jeg spillede på tværs af stuen og havde langt (2-3½m) til sidevæggene og 3m mellem
højttalerne. Med bagsiden 15-20cm til en halvmur og ca. 3m til lyttepositionen. De giver det bedste
resultat hos mig næsten uden vinkling kun måske 3-5 grader.
Teknisk beskrivelse.
Her er tale om en 2 vejs basrefleks. Simpelt filter med ordentlige komponenter uden at det alligevel
er noget særligt. Det er loddet direkte på terminalerne. Mentaliteten her er klar: hvor langt kan man
nå med kvaliteten i top og prisen i bund.
Softdome diskanten og 5 1/4” mellemtonen kommer fra Peerless produktion i Indien. De er lavet
med chassis i bukket plade og et godt magnetsystem.
Højttalerne måler rigtigt flot og er meget frekvenslinære. Effektiviteten ligger på 87db/w/m og det
virker som en realistisk opgivelse. Impedeansen er 4Ohm og kurven ser ret tilforladelig ud, uden
nogen videre problemer for forstærkeren.
So far so good.
Lyttesektionen.
Jeg startede med at sætte dem op som højttalere i Køkkenet med en svagelig surround reciever som
kilde og primært til baggrunds radio og musik. Her fik de et par uger i tjeneste, og jeg fik god musik
til madlavning andre huslige aktiviteter. Min umiddelbare oplevelse var at de har flot talegengivelse
og mangler bas til sådan et stort rum. Ikke overraskende givet den ene 5”1/4 i hver højttaler.
Oppe i stuen kom de og jeg fik lyttet mere seriøst til sagerne. Først med en ældre NAD reciever.
Det gik dog op for mig at de trods prisen sagtens kan klare at spille med prima grej. Jeg må give de
gode folk i Tistrup at de forstår at få kvalitet ud af pengene.
Med mit primære setup gengiver de en mellemtone af krystalklar kvalitet, med hul igennem til
stemmer og instrumenter som mange dyrere højttalere må se langt efter. Dette vigtige mellemtone
område virker linært og naturligt og giver virkeligt musikken liv. For eksempel med Tina Dickows
plade ”Count to ten” hvor nummeret ”Sacre Coeur” med sit langsomme tempo og den indlevende
stemme står klar og budskabet i teksten om de valg vi træffer nærmest får kæben til at ramme
brystet i vantro over den kvalitet disse billige højttalere kan præstere. Det er en oplevelse at høre et
nummer hvor perspektivet er godt som den gamle traver med Clapton unplugged viser at mindre
højttalere med simple filtre har en fordel når stereoperspektivet skal tegnes op – noget man godt kan
glemme i racet efter større dybere bas og store kabinetter og alle de problemer der også følger med.
Med sådan en lille højttaler er det store trade-off så bassen, og her kan man med hjælp fra
bagvæggen og omhyggelig opsætning få brugbar bas i mængde og omfang så man ikke sådan sidder
og ærger sig, men nyder musikken. Jeg vil tro de rammer -3db ved 45-48 stykker i min stue, under
det er der markant fald i bassen og dyb bas er umuligt. De er dog ret friske rent dynamisk i 60-80hz
området og kan godt give fornemmelsen af smæld i brystet på stortrommer i populærmusik.
Sammen med en sub og grundig indstilling tænker jeg deres åbenhed og flotte sammenhæng
virkeligt kan imponere.
Diskanten er med og er godkendt. Den trækker ikke ned på højttalere hvor det ikke er ekstremerne
men det midterste, der hvor vores øre er mest følsomme, der er prioriteret.
Jeg har også set en del film med højttalerne som fronter i et 4.0 system. Jeg må igen fremhæve
deres neutralitet og klare mellemtone der giver en ro over film musik og indsigt i dialogen der
hæver oplevelsen.
Jeg åndede lettet op da jeg fik mine reference højttalere sluttet til og kontaterede at træerne trods alt
ikke vokser ind i himlen og kom så til at tænke på at man kan købe 25 stk Ronda 3219 for hver af
mine reference højttalere – tankevækkende.
Konklusion.
Til prisen er disse små perler uhyggeligt gode. Man glædes over at denne kvalitet kan fås til cirka
samme pris som det koster at fylde tanken på en stor familiebil 2 gange! Jeg anbefaler dem til
værelset, til surround på budget med en sub og til alle musikelskere der forstår at mellemtone er
undervurderet. Tænk at vi kan det i Danmark.
Jeg har spillet på:
Denon AVR-3808
NAD 7040i
Sony SA5ES
Stærkt Modificeret Musical Fidelity CD-PRE 24
Dynavector D10x5 på Maplenoll luftleje plov med Clearaudio RIAA
Audia Flight 100
Audio Metalurgy, VdH og Monster Cables
Musik:
Tina Dickow – Count to ten
Clapton - unplugged
Specifikationer:
Type: 2 vejs kompakt højttaler
Bas: 5,25"
Diskant: 1" Dome
Impedans: 4 Ohm nominel
Vægt: 6,5 kg. stykket.
Mål: 320*192*250mm
Frekvensgang: 55hz-22khz
Følsomhed: 87db
Pris: 1398,- for et sæt
Producent/forhandler: www.netsound.dk