Rein audio XDAC

Af: Kim Olsen - 31/3-2013

Sort tysk teknik

Rein Audio er et relativt ukendt firma i Danmark, og udmærker sig, ud over at være tyske, ved at lave produkter, der er halv størrelse af de normale hifi produkter. Firmaet laver elektronik,DAC's og forstærkere, og lidt kabler bliver det da også til.

Produkterne er typisk prissat i den billigere ende, og priserne variere mellem 2-12.000 kroner. Rein Audio forsøger pt. at finde danske forhandlere, og Nerds.dk fik tilbudt at teste en af firmaets største salgssucceser X-DAC.

X-DAC er rimelig simpelt bygget op i et sort metal med to store knapper på fronten. Disse kontrollerer tænd/sluk og valg af indgang. Der bydes på USB, 2 coaxiale indgange og en optisk indgang. Kort efter, eller lige før denne anmeldelse publiceres er USB indgangen blevet opgraderet fra 16bit/48khz til 24bit/96khz bits understøttelse, der dog lydmæssigt skulle være stort set identisk.

Udgangen kan være enten RCA eller XLR. Der savnes dog en hovedtelefonudgang.

Inden i er DAC'en nydelig opbygge og udstyret med en WM8740 DAC/dekoder chip, PCM 2704 USB DAC chip fra TI. Den nye version, der understøtter 24 bit, bruger en TE7022 fra Tenor. Den digitale receiver chip er en Cirrus
8416.

Indpakningen er fin og af lidt højere standard og bedre foret end forventet i forhold til prisen.

Selve tilslutningen er rimelig enkel, om end lidt overraskende, da den lader til at kunne køre på ren USB strøm, når denne indgang er valgt. Der blev testet med såvel aktive som passive højttalere fra 1.500 til 150.000 kroner stykket under testen.

Der blev under testen skiftet imellem alle indgange. Samlet kan det siges, at COAX og Optisk stort set er identiske, eller at forskellen er så lille, at placebo ikke kan udelukkes, mens at USB indgangen er en smule længere fremme i lydbilledet, men er knapt så luftig som Coax og Optisk. Der blev testet med optisk forbindelse det meste af testen.

Lyden

Lad os slå fast, at man ikke ligefrem er gået efter en blød digitallyd, men ret bevidst går efter en analytisk/neutral lyd. Det kan ikke skjules, at det er en moderne konstruktion med digitale muligheder, men så er det heller ikke værre end som så. Jimi Hendrixs "Dolly Dagger” har en delfokus på fokus på diskant detaljer og får fint al rum og ekko omkring sangeren med, især løbelyde er overraskende nok kommet med på denne gamle indspilning. Instrumenter står pænt adskilt, men gengivelsen mangler måske lidt fylde og får derfor en smule tynd og kold klang.

Michael Jacksons "Beat it" spiller en smule tilbagetrukket med en lidt øget nedre mellemtone mudre desværre mellemtoerne en smule. Der mangler lidt åbenhed, men ellers en pæn, lidt poleret gengivelse, der timer godt.
Dog er Michael Jackson ikke helt så levende som han kunne være. Man oplever en stor niveauforkel (dynamik) og opløsning i stemmegengivelsen.

Beatles "Yellow submarine" er meget ren i mellemtonen, men meget, næsten for meget, hug på den øverste bas, hvilket gør at stortrommen får lidt træsko bas effekt, men til gengæld kan lilletromme anslagene tydeligt
høres. Igen bydes der, som på Michael Jacksons ”Beat it”, på en tilbagetrukket stemmegengivelse.

Motorheads ”Stay clean” er, ironisk nok, meget ren i lyden. Lemmys bas er fint nuanceret, og det er detaljeret og pænt, men det er bare ikke så Motorheadsk lige på og råt i lyden, som man kunne forvente. Til gengæld er stortrommen dyb og velopløst, men står tilbagelænet i lydbilledet, der også har en fin dybde. På nyere Motorhead numre som "Brotherhood of Man" er gengivelsen stadig en smule lys og poleret, i det der mangler en råhed uanset om det er Lemmy Kilmister eller Rammsteins Till Lindemann, der synger. Ligeledes trænger stortrommeanslagene til at blive løftet rent niveaumæssigt samt åbne lidt op i markering af
anslagstransienterne.

Den polerede gengivelse kan være et problem, primært på indspilninger, der er lyse i lyden i forvejen, da det går ud over detaljerne, udklingningen og
overtonegengivelsen.

Lumsk pladen "Trolltind" er meget dynamisk, og der er god energi i bas og mellemtone, der kunne dog være en smule bedre mikrodynamisk gengivelsen af lilletrommeanslag, der dog stadig viser anslagsenergi. Diskanten er
en smule tilbagetrukket, men nuanceret og differentieret, og der er et godt rum omkring hvert af instrumenterne. Soundstage er stabilt med god højde og dybde, dog er det tydeligt at høre, at der er tale om en studieindspilning, men sangerinden formår at fremstå selvstændigt og med luft omkring sig i et centreret perspektiv. Som helhed er gengivelsen lidt tør, men samtidig også lidt klinisk, man savner mest noget mere åben og rå guitar. Det er som om, at der er en let kompression idet toneområde, hvor især de tre nederste strenge på guitaren regerer. Ellers er det en rigtig pæn gengivelse, der brillierer ved, at man tydeligt kan høre alle i koret, der ellers kan have en tendens til at drukne lidt i alle instrumenterne. Bassen går meget dybt, men i den øvre bas høres dog svagt et boost rent niveaumæssigt.

Rodrigo y Gabrielas ”Hanuman” har mange små fine detaljer med høj opløsning, man hører hele optage rummet og ekkoet fra guitarkassen når undersiden af hånden/fingeren slås an mod selve guitar kassen. Der er en god sammenhæng, man kunne dog ønske sig en smule mere dynamisk gengivelse, den står flot, men mangler det sidste for at komme rigtigt ud af højttaleren og for at fremstå levende og naturligt.

Dizzy Mizz Lizzy’s debutalbum af samme navn byder på godt med rum omkring stemmen, elbassen er virkelig god, detaljeret og nuanceret, men fremstår også en smule hævet i niveau ift. resten af instrumenterne.
Gengivelsen er forholdsvis homogen om end lidt tilbagelænet, anslagstransienter er pænt markeret om end der kunne ønskes en mere energifyldt gengivelse af lilletrommeanslagene.

Profkofievs ”Dance of the Knights” har en rimelig god opløsning, der er godt med hul igennem til messingblæserne, soundstage er bredt, og instrumenterne fast placeret i en bred bue, som man vil forvente fra en
symfonikoncert. Der er masser af åbenhed, dynamik og energi i blæserne, men det er som om, at der mangler en smule niveau i mellemtonen, niveau som den dybeste, og den er dyb, bas til gengæld har.

Efter gennemgang af praktiske eksempler, hvad er X-DAC så? Er det den absolutte reference? Nej, det kan man heller ikke forvente til den pris. Rent lydmæssigt må der gerne være en lidt mere åben gengivelse, især på
guitarlyd, der kan blive lidt poleret og for pæn at høre på. Rent tonalt er X-DAC heller ikke så lineær som man kunne ønske, men omvendt er den lidt polerede lyd med en tendens til en smule overeksponering af
diskanten ikke noget særsyn i prisklassen. Hvad funktionalitet angår er der lidt ambivalens, for man er mere eller mindre vant til en hovedtelefonudgang, men omvendt er det også rart med et ”rent” produkt uden multifunktionalitet og 117 ekstra funktioner, der fordyrer produktet.

X-DAC er ikke uden charme - det er et produkt der giver hvad man har betalt for, men der er dog plads til forbedringer.

Pris: 4600 + fragt


For yderligere information, kontakt
Rein Audio
Web: www.reinaudio.com
Mail: info@reinaudio.com