Fuglekrigen

Af: Kim Olsen - 1/4-2013

To meget forskellige højttalere i den tunge ende af skalaen kom et smut forbi testbænken

Nej, det er ikke nyhedsbrevet for Ornitologisk forening, der er endt et forkert sted, men derimod en hi-fi udgave af ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven”.

Østrigske Ayon er herhjemme mest kendt for sin rørfyldte elektronik, men de laver nu også højttalere, og naturligvis har de også en serie, der er særlig venligt stemt over for rørforstærkere.

Den danske importør var så venlig at stille både en solsort og en ørn til rådighed for en sammenlignende test, i form af Blackbird fra Ayons Efficiency serie og Eagle fra  Master serien. To meget forskellige højttalere fra samme producent.

Kampen blev lang og blodig, men først til kombattanterne:

Eagle: Testeksemplaret var i en flot sort finish. Der er et enkelt sæt WBT terminaler, og der er tale om en 3 vejs konstruktion med en 1" Ring radiator (Revalator), en 6,5" keramisk mellemtone enhed fra Accuton og to 9" basenheder, ligeledes keramiske enheder. Det er mildest talt ikke imponerende, hvad Ayon ellers oplyser, og det er ærgerligt, for skiller man højttalerne sid ad, afsløres det, at der er spækket med komponenter i den tunge ende.
Begge højttalere er fyldt med komponenter i den dyre ende, Jantzen spoler og sølvkondensatorer, og tingene er forbundet med Ayons eget kabel, der ligner noget i den uhyggelige ende af prisskalaen. Man kan undre sig over, at man har brugt så meget tid og ressourcer på, at kablerne skal være pæne, når det blot er til indvendigt brug, men der er ingen tvivl om, at der ikke er sparet på noget. Det testede eksemplar i sort pianolak står til 200.000, en pæn slat penge, men på ingen måde urimeligt hvis der kigges på byggekvaliteten.

Blackbird:  Det testede eksemplar var mørkt træ, kabinettet er formet som en cirkel, der er delvist bundet sammen på midten. Ideen er at undgå stående bølger ved at eliminerer parallelle flader, men samtidig giver det også kabinettet en unik og meget smuk form som flere burde adoptere. Der er tale om en trevejs konstruktion med en koaksial enhed i, hvad der umiddelbart ligner et BMS 2230 fiberglas eksponentiel horn. Basenheden er ligeledes fra BMS i form af en 12N620.
Begge højttalere er massivt afstivet internt og er beklædt med dæmpemateriale på alle flader.
Byggekvalitet og det rent kvalitative indtryk er der intet at udsætte på, det følger prisen fuldt ud.

Eagle koster vejledende 160.000 kroner, 200.000 for et sæt i pianolak som det tetede,  Blackbird 136.000 kroner.



Lyd:
The eagle has landed.

Først det praktiske, spredningen vertikalt er ikke ligefrem den bredeste der findes, energien fra alle enheder synes at have en meget begrænset spredning, men så meget desto mere energi oplever lytteren, når han er placeret korrekt.

Toe-in er lidt besværlig af samme årsag, det er nede i et par grader af gangen, der skal rettes ind. Til gengæld betyder afstand til væggen knapt så meget, hvis rummet er nogenlunde velafstemt.

Højttalerne er overraskende letdrevne, og der skal ikke meget til at få liv i dem. Nu laver Ayon også rørbaseret elektronik, hvorfor det måske ikke er så overraskende, at man har lavet højttalere, der ikke behøver en mindre atomreaktor for at spille. Tonalitet og opløsning synes ikke at ændre sig ift volumen. En sjælden set kvalitet som man dog også bør forvente i en højttaler i den her prisklasse.

Man skal sidde meget præcist, vi snakker centimeter for at sidde rigtigt i sweetspot, men så kvitteres der også med stor lyd med meget rum, en utrolig 3D fornemmelse og soundstage, der omslutter lytteren. Soundstage er præcist midt imellem højttalerne, men rækker også langt ud over højttalerne i både brede højde og dybde, hvis optagelsen tillader det. Ruminformation savner man intet af, det er som om, at Eagle insisterer på at afslører alt i optagelsen efter bedste evne.

Under testen blev højttalerne også brugt til filmlyd, og her opleves, at især talegengivelse ved film er imponerende, der er tydelig forskel på højt og lavt niveau ved i selve filmlyden, og der er en høj detaljegrad og opløsning. Prisen gør desværre, at det sandsynligvis ikke lige er alle filmentusiaster, der vil købe et sæt, og det er lidt ærgerligt.

Vi begynder fra bunden af, spiller man Holly Coles ”Train song,” finder man ud af præcis hvor dybt, tungt og præcist Eagle kan leverer de dybe toner. Der er virkelig attack og realisme på stortrommerne, når man spiller Skunk Anasies ”Hedonism”, og det er ganske imponerende for noget, der ”bare” er en hi-fi højttaler. Denne opfattelse forstærkes med en dyb, nuanceret, velopløst og dynamisk bas på "Døden nær" med Magtens Korridorer.

”Te quire puta” fra Rammstein slutter basdelen, her er bassen meget massiv og hård, omend velartikuleret, der er enormt meget headroom i både mellemtone og diskant, fuldstændig upåvirket af de øvrige enheder eller lydtryk. Igen er gengivelsen virkelig velopløst, omend purister nok vil have en anelse mere rå guitargengivelse fra mellemtonen. Der råbes i slutningen af nummeret fuldstændig frit og flydende, hvor det er tydeligt, at det er optaget separat og lagt ind over, men med så god en opløsning og dynamik, at det fremstår realistisk. Det er en meget sammenhængende gengivelse, hvor alt timer godt, og man føler, at lyden kommer samtidigt, på trods af at hvert instrument har sit eget optagerum og står separat fra de andre, hvilket ikke er så underligt på en studieindspilning. Nummeret fremstår en lille smule til den lyse side rent tonalt. Till Lindemans stemme er som sædvanligt dyb, rumlende og frygtindgydende og med masser af krop i mere end én forstand.

Gengivelsen hele vejen op synes at være meget stram og korrekt, der er en stenhård mellemtone og bas på elektronisk musik, som f.eks. Safri Duos ”Samb-adagio”, stadig med krystalklar diskant, der har masser af headroom. Den megen headroom i diskantområdet opleves også på Bo Stiefs ”Dream Machine,” der har hver en lille mikrodetalje og overtone med i gengivelsen af "Heart" i en velopløst og meget realistisk diskantgengivelse.

På Joja Wendts verdensrundrejse på 99 tangenter høres udklingninger fra flygel såvel som bækken, og det er lige før, at mellemtonegengivelsen gør det muligt at bestemme størrelsen på den tam der bliver slået på. Der er mikrodetaljer for alle pengene i en udstrækning, at det er muligt for selv ikke trommekyndige at bestemme hvilken type trommestik, der anvendes. Der er gode start og stop transienter, og dynamikken ,såvel som detaljerne imellem anslag og lige efter, er bibeholdt, når man har set optagelsen og ved, at det er "rods" trommestikker, der bruges er man faktisk lidt imponeret over, hvor hårdt og realistisk anslagene gengives. Kontrabassen går dybt og præcist og har et fuldendt sammenspil med flygel og trommer.

Apocalypticas ”Worlds collide” spiller frit fra højttalere, meget velopløst og dynamisk, og selv i et inferno af celloer, der er, lykkedes det Eagle at præsterer masser af headroom og klar gengivelse fra alle instrumenter. Lydbilledet er stort, både i højde dybde og bredde, og rykker sig ikke en millimeter uanset lydtryk eller kildematerialets kompleksitet.

Blot som en sidenote er det bestemt en højttaler, der gør sig godt til elektronisk musik. Om man er til Stromae, Infected Mushroom eller Trentemøller gør ikke den store forskel, med sin klare gengivelse og stenhårde bas er Eagle en fantastisk højttaler til elektronisk musik. Det er bare ærgerligt, at målgruppen (som fordomsfuldt antages til at være mænd mellem 15 og 25) sjældent har 160.000 til et sæt højttalere.

Om deter Michael Jacksons ”Beat it” eller ”Hanuman” fra Rodrigo y Gabriela, er det kendetegnede, at der virkelig er meget hul igennem til de mange lag, der er på de velproducerede numre, hvor opløsning og dynamik er i centrum, men også en af de eneste gange, hvor jeg oplevede begrænsninger ved Eagle, primært i dynamik/hug i bunden. Her burde der, som et af de eneste numre, suppleres med en subwoofer.

Der er også ulemper, som f.eks. på Tina Dickows  ”Nobodys man” er der en meget klar og ren gengivelse, men gengivelsen omkring hendes stemme er desværre så god, at man  bogstaveligt talt kan fornemme det stemme-optage-rum, som hun stod i, da pladen blev indspillet. Det næsten lyddøde rum kan høres på pladen, hvilket er en meget underlig fornemmelse. Det går bedre med Lisa Ekdahls ”Vem Vet”, hvor studieteknikeren har husket rumklangsknappen, og man kan hører den spinkle alfestemme synge på smukkeste vis. Detaljegraden er dog ikke mindsket, og hver en samling af læber eller tiltag til synk høres tydeligt.

Samlet set er det ret ligetil, Eagle er en forbilledlig højttaler på alle punkter, men til 160.000,- for et sæt er det desværre noget, der er forbeholdt entusiaster, som er villige til at gå hele vejen. Sammenlignet med så meget andet Highend er det dog stadig billigt, og så er der vel i sidste ende en nedre grænse for hvor billigt tingene kan gøres med mærkevarekomponenter og egen fabrik i Østrig. 200.000 er som sagt vejl. pris for det testede eksemplar i pianolak, og selvom 40.000 synes at være i overkanten for en sort pianolak, så er det set dyrere hos andre producenter. Samlet set er det stadig en fair prissætning og en god handel når højttalerens bygge- såvel som lydmæssige kvaliteter tages i betragtning.

Blackbird bye bye (- not at all):

SR-71 ser alt. Og det gør navnebroderen også. Som Blackbird SR-71, der svæver højt og giver det store overblik, har Ayons Blackbird også et stort overskud, et overblik og en stor ro i gengivelsen. Uanset hvad eller hvor højt, der spilles, føles og lyder højttaleren aldrig presset, men har konsekvent en luftig og transparent gengivelse med stort overskud i bassen og en behagelig diskant.

Diskanten er ikke så lys i det som hos Eagle, den er ganske neutral om end man mistænker en hurtig afbøjning, for den bliver aldrig skarp eller ubehagelig i det heller ikke selvom, at kildematerialet siger noget andet.

Mellemtonen har en mørk, men fyldig side, der dog ironisk nok står i skyggen af en ellers sammenhængende gengivelse med stor dynamik og opløsning.  Mellemtonen er mere  tilbagetrukket, hvor Eagle er mere fremme i skoene og nærmest monitoragtig i ordets mest positive forstand sammenlignet med Blackbird.

Der er ikke ret meget beaming at spore i hornet, der blev lyttet ved forskellige afstand fra højttaleren, mellem 3 og 4 meter løbende, men sweet spot er ret svært at finde og der skal indstilles nøje. På den konto ligger Blackbird sig kraftigt op af Eagle, ligeledes skal Blackbird have lidt at leve af, på trods af at være en del af ”Efficiency series”, skal der lidt benzin på bålet før der for alvor kommer gang i bassen på Blackbird.

Dynamik, opløsning og tonalitet er uændret ved selv meget lavt niveau, på samme måde som Eagle og en stor kvalitet hos denne signatur.

Soundstage er så bredt, højt og dybt som indspilningen tillader, man føler ikke, at man bliver snydt for en musiker position, men ej heller, at der bliver lagt ekstra til.

Som med Eagle starter vi fra bunden af, på Dizzys Mizz Lizzys ”Love me a little”, er der godt tryk på bunden, en fyldig stortromme uden spor af kompression, den typiske rene og klare, men også lidt lyse og tørre Dizzy Mizz Lizzy lyd spiller dynamisk og korrekt ift. indspilningen. Timing, præcision og samtidigheden i gengivelsen er noget af det bedste, der er hørt i ualmindelige tider.

Lumsk ”Troltind” byder ikke overraskende på dyb og massiv, men stadig meget nuanceret, bas, der går hånd i hånd med en fin og lys kvindestemme. En skarp aftegnet guitar og en horngengivelse, der er blød og hengiven, i hvert fald indtil B stykket, hvor der kommer tryk på det hele. Her kunne jeg godt have tænkt mig, at guitaren og violinen rev lidt mere i ørene, for selvom gengivelsen er dynamisk og åben, så mangler den mere rå del af gengivelsen og Blackbird træder i karakter som Hi-fihøjttaler og ikke monitor, hvor Eagle hælder en smule mere den anden vej.

På Rammsteins ”Pussy” er mellemtonen både meget letflydende og massiv i sin tilstedeværelse og bassen lige så. Både de fine, men let skjulte keyboardovergange, gengives smukt og ubesværet, og trommerne står fint med både udklingninger på bækken og rum omkring lilletrommen, der får lov at afgive noget energi. Stortrommen får også lov at lege lidt med, men selvom den gør det overbevisende, vil der, ligesom på Rammsteins tidlige album, synes at være behov for at supplerer med en subwoofer, hvis man vil have den allersidste oktav med. Når det er sagt, gengives især starttransienter på stortrommeanslag nu ganske godt. Forcen ligger helt klart i den meget åbne, dynamiske og velopløste hornkonstruktion. På et ældre nummer ”Seeman” høres fraseringer og fingrenes friktion med strengene, imens at Till Lindemans stemme har en ekko effekt påført i produktionen, som jeg ikke tidligere har hørt så tydelig og med så tydelig en udklingning af de mest brutalt sunget tyske ord menneskeheden længe har hørt. Lyden formår dog hele vejen igennem at være homogen og transparent med en hård markering af start og stop på stortrommen.

Med bands som Apocalyoptica er der skabt en perfekt partner rent musikmæssigt.
På fortolkningen af Metallicas ”Sanitarium” leger lydbilledet med den enormt velopløste og meget fine og detaljerede cello gengivelse, hvor hver streng har det rum og ikke mindst den naturlighed og dynamik som den fortjener. Spilles der numre fra senere udgivelser fyldes lokalet med massiv bas og en mur af cello som på "Worlds collie," hvor højttaleren alligevel formår at bibeholde den fine, ja næsten smukke udklingning og overtonegengivelse, der er på hver cello uden, at dynamik eller opløsning lider overlast og uden at noget bliver klasket sammen som man ellers kunne forvente. Herudover er overgangen imellem enhederne fuldstændig ubemærket, og det føles hverken som om, at der er hævet rent niveaumæssigt det ene eller andet sted (selvom det ved meget kritisk nærlytning ikke holder helt vand).

Dire Straits ”Sultans of swing” giver Mark Knopfler lov at stå i stuen i sin helhed, bassen sidder i skabet og timer perfekt med resten af gengivelsen, og det er en meget stram gengivelse, hvor der samtidig er plads til noget fylde i det enkelte instrument såvel som i stemmen. Mellemtonen er fyldig uden at lægge til, men sammen med en lidt reserveret og kontrolleret diskant giver det indryk af en højttaler med en lettere mørk karakter.

 

I diskanten og øvre mellemtone kan der komme virkeligt hul igennem, som på Michael Jacksons ”Beat it” lægger man mærke til dette især på stemmegengivelsen. Her er der et overskud hele vejen igennem, som kun overgås af den homogenitet, der spilles med, og der er ikke rigtigt så meget at komme efter på, hverken soundstage, dynamik eller opløsning, blot en virkelig solid og gedin gengivelse.

Amy Winehouse pladen "Back in black" lyder fabelagtigt med massere af detaljer og opløsning og ikke mindst dynamik. Bag det swinginspirerede lydbillede og den velartikulerede stemme kan man høre en lidt mørk gengivelse med et svag hint af hornlyd,  hvilket er en ret typisk for Blackbird, om end det er noget, der først opdages over tid. Det klart, at Amy Winehouse, uden sit ekstreme alkoholforbrug og mulige misbrug af andre sjove ting, kunne have været en lysende stjerne på musikkens himmel.

Til sidst sluttes der er med Joja Wendts Cis-moll prelude, der byder på et forbløffende detaljeniveau og et enormt stort lydbillede med god dynamik hele vejen igennem. Især dynamikken i bunden, hvor der er tydelig forskel i niveauerne på kontrabassen, i detaljeniveauet samt i opløsningen på flyglet, er ganske imponerende. Men flygel og trommer afslører også at diskanten mangler noget bid, der mangler noget hårdt i metalgengivelsen og selvom de små fine nuancer er med på tangenterne, så høres det også, at der ikke er den hårdhed i gengivelsen som et flygel i den virkelige verden har.

Blackbird har været en fornøjelse på alle punkter, 136.000 er ikke billigt, men kostprisen og lønniveauet i Europa taget i betragtning, så er det vel ligefrem billigt for en velspillende højttaler der er solidt bygget og fantastisk at beskue.

Og hvad er så hvad?
Eagle er den nøgterne, lidt lyse og korrekte, hvorimod at Blackbird har en mørkere karakter med en mere behagelig diskant og lidt ekstra smæk i mellemtonen. Dermed har man et svært valg, for Eagles korrekthed trækker meget, da den er kombineret med god dynamik og stor opløsning, men Blackbird har med sin mere farvede gengivelse alligevel en charme, som Eagle ikke har på samme måde.

Blondinen eller brunetten, solsorten eller ørnen? Valget er op til den enkelte.





Specifikationer:

Eagle:
3 vejs
1" diskant
6,5" mellemtone
2x9" bas
Impedans: 6 Ohm
Følsomhed: 91 db
Frekvens respons:  30 Hz - 47 kHz / -3 dB
Mål: 123x27x47 cm, 57 kg stykket

Pris: 160.000 / 200.000 i pianolak.

 

Blackbird: 
3 vejs
2" horn med koaksialenhed
12 bas
Impedans: 8 Ohm
Følsomhed: 96 db
Frekvens respons: 35 Hz – 22 kHz / -3 dB
mål: 118x39x58 cm, 80 Kg stykket.

Pris: 136.000

 

 

For yderligere information, kontakt importøren
Dynamax
Felixvej 47
4200 Slagelse
web: www.dynamax.dk
Mail: info@dynamax.dk