Rega Apollo R

Af: Kim Olsen - 8/7-2013

Halv størrelse med hel lyd

CDafspilleren, som vi kender den, er under hårdt angreb fra streaming, både med og uden kabler.

Det har dog ikke forhindret Rega i at lave en afspiller, der i design matcher deres Brio forstærker, og prismæssigt ligger på niveau med Regas egen DAC.

Navnet er Apollo R, og det første der skinner igennem ved testeksemplaret er størrelsen. Den er så at sige i halv bredde. Har man skilt en moderne cdafspiller ad, så ved man dog, at der ikke er gået det store tabt. Herudover er testeksemplaret i en fin kampvognsgrå, og den er usædvanlig toploaded, dvs. at skuffen sidder oven på afspilleren, som man (måske) husker det fra en Discman i gamle dage. Låget åbner sig på smuk vis, og designlinjerne giver associationer til science fiction serien Star Treks fokuspunk, rumskibet Enterprise. At have toploading betyder så også, at der ikke er en svag plastikskuffe, der skal ind og ud og at der ikke er en drevmekanisme der larmer. Tværtimod får det afspilleren til at fremstå væsentligt mere robust i sit aluminiumskabinet end man er vant til. Apollo R er så ikke en nyskabelse, men er reelt en opgraderet Apollo, der primært blev markedsført med, at Rega 100% selv havde lavet styring og software til afspilleren selv. Nu er englændernes ry som håndværkere lidt blandet, især hvis man kigger på automobilindustrien, men den oprindelige Apollo nåede trods alt at sælge over 20.000 eksemplarer på under 7 år.

Indmaden skulle bestå af Wolfsons WM8742 DAC's, og udgangstrinnet være forsynet med "rigtige transistorer", det er sikkert meget godt, da det sikkert ville have skabt problemer at bruge forkerte transistorer.

Afspilleren fremstår enkel og nem at bruge, men når man nu har brugt tid og penge på DAC delen og på tre forskellige udgange (Phono/ RCA, optisk og Coax), virker det lidt underligt, at man ikke kan forbinde en computer til også for at udnytte DAC delen, men at man er nød til at købe en anden DAC, i stedet for at få lyden ud af den Rega Apollo R man nu alligevel har købt.

Fjernbetjening er en systemfjernbetjening, der også virker med Brio R forstærkeren og enkelte andre Rega produkter. Den er grim som bare fanden og vinder ingen designpriser, til gengæld ligger den rigtig godt i hånden og nem i daglig brug. Manualen er nem og overskuelig, og dejlig enkel i sin fremgang og skrevet på en ganske uhøjtidelig måde.

Hvad betjening angår, så er det fint at kunne tænde og slukke displayet, men det trækker lidt ned, at der ingen dimmerfunktion er (at man kan skrue op og ned i flere niveauer for lysstyrken). Herudover lyser den op kort, når der skiftes nummer. Regas logo på maskinen er oplyst konstant og kan ikke slukkes, medmindre man er lidt fiks med en loddekoble og frisk på at åbne sin maskine. Herudover var der lidt problemer med at få fjernbetjeningen til at aktivere funktioner, den skal rettes forholdsvist præcist mod apparatet, og ikke som de fleste er vant til fra deres tv, hvor man sjældent skal bekymre sig om at pege fjernbetjeningen den rigtige vej.

Der synes ikke umiddelbart at være nogen forskel på, hvilken udgang der bruges, lydsignaturen er meget ens og selvom den personlige præference var den optiske udgang, så er variationerne så små, at det ikke kan afvises, at det skal tilskrives de brugte kabler.

Prisen på 6.595 er der ikke så meget at sige til, det har været "holdepladsen" for entrylevel cdafspillere i mange år, og den virker på ingen måde unfair ift., hvad der ellers er på markedet.

Og så til lyden

Dire Straits nummeret "Sultans of Sving" fremstår velopløst, måske en lille smule varme at spore i gengivelsen, mikrodynamikken er god, omend makro dynamikken kunne have fået en lille smule mere. Gengivelsen er krystalklar, velopløst og detaljeret, selv genlyden af zeidling på lilletrommen slipper igennem. Disse gode takter fortsætter på Bo Stiefs "Dream Machine", der har hver en lille mikrodetalje og overtone med i gengivelsen af "Heart" i diskanten, der er en masse krop i mellemtonen og en solid metal lyd, når strengene slåes an, hvilket resulterer i en ekstremt realistisk gengivelse og en langt bedre metallydsgengivelse end man måske vil forvente af en maskine til under 7.000. Ligeledes er der hul igennem på metalstrenge og messing blæsere på Buena Vista Social Club nummeret "Chanchan", der er meget livagtig og naturtro i sin gengivelse.
Johnny Cash pladen "American Higway V" indeholder det livstrætte, men fantastiske nummer "Like the 309", og Apollo R skuffer ikke. musikken fremstår meget detaljeret og velopløst, der er en god fylde og ikke mindst en meget homogen stemmegengivelse.  Roen sænker sig over både stemme og instrumenter, og nummeret gengives med meget overskud, det er absolut en af de bedre gengivelser af dette nummer, der er lagt øre til i lang tid, også selv strygerne får lov at folde sig ud uden at blive blandet sammen med den dybeste del af hr. Cashs stemme.

Norsk skovmetal i form af Lumsk bliver næppe mainstream musik, men det ændre ikke på, at indspilningen Trolltind er virkelig velopløst med smæk på mellembassen og tryk på den dybe bas. Lyden er veltilrettelagt. Den er meget samtidig og ”timer” præcist, om end der er en svag afrunding i den dybeste bas. Diskanten er skarp uden at skære i ørerne, men uden at miste det punch og smæk, der er i både bas og mellemtone, og som slutteligt giver en meget fremadgående / forward sound. For connaisseurs er der et stort og præcist lydbillede med en glimrende gentagelse af optagerummet.

De gode takter fortsætter med en lige så velopløst og fyldig gengivelse af ”Take five” fra Dave Burbeck Quartet, der er massere af krop i mellemtonen, en præcis og levende diskant ved saxofonen der ellers kan være vanskelig at gengive. Der er en meget dybt, velopløst og dynamisk bund, både ved stortromme og kontrabas der leverer en meget realistisk gengivelse. Der er en meget transparent mellemtonen på Michael Jacksons ”Billie Jean” kombineret med en stenhård og dynamisk bas, en gennemført velopløst gengivelse, med en kontrolleret stemmegengivelse, der timer godt, stemmen er åben uden at det kammer over, om end den nedre bas en smule mørk rent tonalt. Der er et strejf af varme i gengivelsen, der bringer minder om gamle Michael Jackson Lp’er - dog uden knas og med en mere klar gengivelse med et skarpt optegnet lydbillede. Dette klassiske nummer bliver i Apollo Rs gengivelse en meget detaljeret top og med god overtonegengivelse, der er fine udklingninger på hihat på ”Beat it”, smæk på bas og nedre mellemtone, godt drive i den dybeste bund og godt med attack i mellemtonen, men selvom start og stop transienter er skarpt tegnet op, kan det mellemliggende stykke stadig høres. Bassen er særdeles veldefineret og med en god sammenhæng fra den øverste top til den dybeste bund.
Der er til stadighed hul igennem på ikke mindst en god timing og samtidighed på Joja Wendts underfundige ”Verden Rundt på 88 Tangenter”, især lilletrommens samspil med klaveret og kontrabasanslagene er noget af det mest åbne og dynamiske gengivelse, der er hørt i lang tid. Udklingninger og overtonereproduktion på basanslag og klaver er i den gode ende.

Går man længere nordpå og lytter til finske Apocalyticas plade ”World's Collide” bliver man mødt af en meget ren gengivelse, hvor selv de små lilletrommeanslag, der ellers står i baggrunden rent mix-mæssigt, kan høres selvom celloerne på nummeret brager igennem på fuldt tryk.

Techno præsteres knastørt med smæk på en stenhård mellemtone og bundløs hård bas, der aldrig overstyrer diskanten, men underligt gengiver det optagerum der måtte være. I det hele taget må basgengivelsen siges at være en særdeles positiv oplevelse, de gode takter så at sige, fortsætter i den anden ende af skalaen med en overraskende dynamisk og naturlig gengivelse af stortromme og lilletromme på Pink Floyds ”The Wall”, og det bliver ikke meget anderledes med noget lidt nyere Dizzy Mizz Lizzy’s ”Love Me a Little” byder, som sin ældre kollega, på god tryk på bunden, fyldig stortromme uden kompression, og med den typisk rene, klare, og lidt lyse og tørre lyd, der kendetegner Dizzy Mizz Lizzy.

Soundstage hos Apollo R er forholdsvist neutralt, det er svagt centreret med god dybde, og man sidder ikke tilbage med en følelse af at der mangler noget eller er lagt til. Sange fra første sal, et af de bedre danske coveralbums er en meget tydelig gengivelse på godt og ondt, det skinner klart igennem, at der er tale om et studiealbum, men Apollo R formår at differentiere sangerne ret godt, og især Al Agami fremstår med langt mere fylde end de øvrige, imens at Dictes nuanceringer på ”Riders on the Storm” er blandt en af de bedste kvindestemmegengivelser, der er oplevet på en cdafspiller.  Der er dog meget centraliserede, men stadig gode stereo effekter på alle numre.

Opsamlingsplader kan være en blandet fornøjelse, men ikke alt er skidt, heriblandt Queens ”Greatest Hits 2” bemærke sig især på ”I Want to Break Free” og ”Innuendo”, hvor Freddie Mercurys stemme kommer til sin rene uforfalskede ret og legemliggørelse. Man kan næsten se ham stå i studiet og det er en meget fysisk gengivelse af stemmen, der giver flashbacks til alt for mange visninger af Live at Wembley. Omvendt, så vises gengivelsen af Rammsteins ”Liebe ist für Alle” den differentieringsformåen som Apollo R besidder-

Hvor Freddie Mercurys stemme er fuldt af håb, glæde, spontanitet og nærmest naiv livsglæde, er Till Lindemanns univers aldeles anderledes, på grænsen til det grufulde og direkte ondskabsfulde, især på "Wiener Blut", hvor ondskaben og menneskets nederdrægtighed næsten kravler på væggene, brutaliteten og de onde hensigter opnår næsten fysisk form i Till Lindemanns stemme. Ikke et nummer, der bør spilles efter midnat (ja ja, det er lidt rigeligt malende beskrivende, men det var altså virkelig en god gengivelse). Det er som at høre Anna og Lotte møde Ondskabens Hotel. Men stort plus tjenes på at kunne fremstille samtlige instrumenter rent, velopløst og veldefineret ift. den øvrige lydmur hos de to bands, der laver kompleks og meget forskellig musik.

Rent overordnet set holder Apollo R sig til en fin neutral gengivelse hele vejen igennem, der er dog uden tvivl en svag mørk/varm tonal balance /afbøjning i diskantens øverste virkeområde. Der er masse af dynamik og hul igennem, sammen med en fin opløsning, kombineret med en yderst rimelig pris er det svært ikke at holde af Apollo R og have den i tankerne, når der næste gang skal skiftes CDafspiller.

Pris: 6595;-

Specifikationer:
Laser: Semiconductor laser
Wavelength: 790nm
Line Output Maximum Level: 2.15V (minimum load impedance 10kJ )
Digital Output Maximum Level: 0.5V (load impedance 75J )
Digital Sampling Frequency: 44.1kHz
Power Consumption: 13.5Watts at 230V (minimum 190V maximum 253V) @ 50/60Hz
Dimensions: 220Wx90Hx315D
Required Space for operation: 220Wx180Hx350D
Mains fuses: 230V / 20mm / T250mA L


Importør:
Medlyd
www.rega.dk
be@rega.dk
Tlf: 70253009