Vildskud i vesten

Af: Kim Olsen - 2/9-2013

Vi anmelder JBLs 4312E

JBL lavede for snart mange år siden, en del aftapninger af deres 4xxx studiemonitorserie, en af aftapningerne hedder 4312, og den er nu kommet i en E version, der dog ikke har så meget med de oprindelige højttalere, som kom i et utal af a/b og c versioner op igennem 80'erne og 90'erne, dette er så at sige en ny konstruktion, der kun æstetisk deler meget tydelige aner med de oprindelige modeller.

Det testede eksemplar er helt i sort med et stort hvidt JBL logo på siden, klassisk firkantet kabinet dog med tonekontroller og sort frontstof. Den er lavet som en studiemonitor, men en asymmetrisk placeret basport og en waveguide i plastik, kombineret med et relativt tyndt kabinet giver ikke bare et uskønt, men desværre også ret billigt udseende som det kæmpe logo på siden ikke hjælper på. Selve kabinettet er plastret ind i sort vinyl, der skal illuderer ægte træ, det er diskret, men der er vist ingen, der falder for, at det er andet end finerbeklædt MDF plade. Indersiden er yderst fornuftigt foret med dæmpemateriale, langt mere end hvad man ellers vil forvente.

Enhederne er en 12" Dual Differential Drive basenhed 2213ND-2 med aquaplascoated enhed som det kendes fra den noget dyrere LSR serie, dog med et mildest talt skrabet magnetsystem. Der er en 3" svingspole og er enheden hvid som i gamle dage. Mellemtonen er bestykket med en 5" 105H-1 af papirmasse, og i toppen sidder en 1" 054ALMg-1 magnesium/aluminium diskant. Det hele er sat sammen med forholdsvist tykke kabler, det var dog ikke muligt at tage et kig på delefilteret, grundet at det er monteret på et svært tilgængeligt sted i kabinettet. Med en vægt på 18 kg stykket og ca. 60 cm i højden og det halve i bredde og dybde er der altså ikke tale om en lille diskret reolhøjttaler, der kan stå på skrivebordet.

Lyden

Lad os starte fra toppen med en gang musik, der stadig var en smule moderne, da denne højttalers forfædre blev udtænkt. Johnny Cash og Jimmi Hendrix, her er diskant og mellemtone overvældende, diskant skærer decideret i øret, og mellemtonen og diskanten virker som om, de er hævet niveaumæssigt ift. bassen, der til gengæld er detaljeret og velopløst, men det kan dårligt høres for den massive mur af højfrekvente lyde man udsættes for. Reduceres diskant og mellemtone til indstillingen ”2” på tonekontrollerne (”5” er indikeret som standard, og er fabriksindstillingen for neutral), går det en del bedre, men gengivelsen bærer stadigt præg af massiv overstyring i den øvre mellemtone og nedre diskant, der gør at det på ældre optagelser, eks. med Jimi Hendrix kan være svært at forstår, hvad der bliver sunget, da talegenkendelsen er skudt helt i stykker.

Hopper man over i den modsatte grøft med noget moderne hiphop, her Johnsons "Teriyaki", er der en forholdsvis dyb bas, men med tydelig kompression i den øvre bas. Der er knapt så meget overgang i diskanten som ved Johnny Cash (den er noget mere enkel på sådan et hiphop nummer), men helt godt bliver det aldrig.
Perspektivet er enormt centraliseret og meget fladt, det stopper ca. en halv meters penge bag højttalerne, men på trods af centraliseringen er det også med til at give en meget naturtro og levende gengivelse af især mandlige sangere, da energien fra enhederne er meget fokuseret.




Integrationen imellem mellemtone og diskant er måske gået lidt for godt, imens at der mangler en bedre sammenhæng mellemmellemtone og bas. Dette kan man måske overveje skal tilskrive, at bassen synes at mangle niveau som før nævnt, hvilket er ærgerligt for mellemtonen fremstår både dynamisk, velopløst og meget detaljeret. Strengeinstrumenter undergår en fantastisk gengivelse, dette følges desværre bare ikke helt op af diskanten, der simpelthen markerer sig som en uvorden teenager, mens at bassen mangler noget punch og mere dybde, alt i alt får det 4312 til at fremstå med en meget slank og nærmest lys gengivelse i både bas og mellemtone, mens at diskanten lever op til alle fordomme om billige monitors.
4312E egner sig bedst til klassisk såvel som techno, hvor der ikke indgår sang og hvor antallet af instrumenter er begrænset. På Apocalypticas ”Worlds Collide” gik det helt galt, diskanten overstyrede meget voldsomt, bækkenanslag blev tynde og livløse, og det var umuligt at hører om der var 4 eller 40 celloer involveret pga. den massive mur af diskant, der burde have angivet fine og detaljerede celloanslag.
Dizzz Mizz Lizzys ”Love Me a Little” er lys og tynd i det, men fremstår til gengæld meget klart, men der mangler klart noget bas, selv i forhold til at det er en studio monitor, dette går især udover den øvre bas, hvor der mangler, der noget mere smæk i stortrommen.



Dire Straits ”Money for Nothing” har en god rytme og timing på nummeret, al lyden kommer samtidigt som den bør, men der er en underlig metallisk hårdhed over både Mark Knoflers stemme og guitaren der ikke normalt er der. Lumsk største hit ”Trolltind” bliver ligeledes en smule lys og lidt tynd, diskanten er direkte fysisk i sin tilstedeværelse, men det går dog værst ud over violinsoloen, der krænger så meget over, at den flyder sammen med den elektriske guitar og i den grad mangler nuancer og detaljer. Synd for gengivelsen er ellers ganske rimelig i dynamik detaljer og opløsning.

Koblet med de første par albums fra Metallica får man et resultat, der underbygger påstanden om, at Metallicas musik er blevet brugt som torturmiddel i Guantanamo, fordi diskanten virker mere som et tandlægeinstrument end som en måde at gengive musik på. Bedre bliver det ikke i den lidt blødere ende, Michael Jacksons ”Beat it” byder teknisk set på en åben mellemtone og den stramme bas drukner desværre igen i diskantens overdrevne tilstedeværelse. På flere numre hørtes desuden også, hvad der kan betegne som kasse-medlyd, man kan simpelthen hører kabinettet spille med på visse numre, eks. Joja Wendts live koncerter. Koblet med, at lyden her som en af de få gange viser at der mangler noget dynamik for at kunne være med, så føler man sig lidt skuffet over et sæt højttalere fra en anerkendt fabrikant, der trods alt koster kr. 15.000,- vejledende.


Rammsteins ”Pussy” slippes der ikke godt fra, tværtimod demonstrerer den meget af hvad der er galt med 4312E, stortrommen dør i kompression og forsangeren Till Lindemann lyder som om, han lige har smidt 40 kg, inden han skulle indspille skiven.  Lisa Ekdahls ”Näste Dag” lider desværre af samme diskant problemer, som de øvrige numre og fremstår desværre ret nasalt, og den svenske sangalf lyder mere som Fran Drescher end sig selv. Her afslører en knapt så bred spredning sig også, og sweetspot er ret begrænset for at sige det meget diplomatisk.
Rodrigo y Gabriela's ”Hanuman” har ingen sang ind over, og det gør at det er nummeret fungerer glimrende på 4312E, her er faktisk et musiknummer, hvor 4312E fremviser noget ,der lyder som detaljer, opløsning, dynamik, åbenhed og glimrende transientgengivelse, uden at det hele drukner i overstyret diskant. En lignende oplevelse gør sig gældende med De gyldne Løvers "En Mærkelig Blanding," der på grund af en lettere mørk og afdæmpet indspilning, faktisk fremstår mere end blot hæderlig og løfter sig derop, hvor man vil kalde det fornøjeligt.
Er man til techno eller vil irriterer naboen, så er 4312E dog leveringsdygtig, bare suppler med en stor forstærker og ditto subwoofer, smæk Infected Mushrooms "Albibeno" på, så er succesen hjemme, hvis der ellers deles højt og skrues ned for diskanten.

4312E lever op til alle fordommene om en studiemonitor, den er grim som arvesynden, der er ikke meget bas på trods af en stor basenhed og en ellers fantastisk mellemtone drukner i en overstadig diskant, der til gengæld stråler igennem med samme kraft som en industrilaser.

4312E skuffer. Det ville være nemt at skrive, at den var dårlig, men den har rigtigt mange gode elementer, de er bare ikke integreret ordentligt, og man bliver skuffet, når 4312E med nogle få justeringer kunne være rigtigt god, det er den bare ikke. Man må håbe, at JBL tager sig sammen og laver en mkII/A version, for potentialet er der. Herudover er det skræmmende, at den samme fabrik kan lave et sæt højttalere som JBL 4307 (som vi også tidligere har anmeldt: ), men samtidig kan ramme så meget ved siden af med en ny udgave af 4312. JBL skriver selv i sit pressemateriale "the JBL 4312 E exceeds the expectations of critical listeners and music professionals alike, providing a listening experience of such richness and subtlety that it cannot be compared to anything but a live performance" - og det må kastes over i bunken med markedsføring af den mest tomme slags sammen med gummiarmbånd og magisk tape.

JBL, det er en ommer, I har ofte bevist, hvor godt det kan gøres selvom budgettet er begrænset, lad venligst denne højttaler være en enlig svale.

For yderligere information, kontakt
JBL Danmark
http://dk.jbl.com