Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

JBL 4429

Af: Kim Olsen - 6/10-2013

Kongen er tilbage.

Efter mange års tørke på konsummarkedet er JBL endelig tilbage med en højttaler, der er til at betale og som rent faktisk lyder godt. Alt for lang tid har JBL oversvømmet markedet med små billige og ikke særligt gode højttalere, der fik denne signatur til at længes efter et sæt TLX400 fra de unge år.

Helt "tilfældigt"udfyldes et tomrum, der rent prismæssigt er fra LS serien og så op til Array serien.
JBL har gået bodsgang og har lavet endnu en miniudgave af deres K2 serie denne gang i standerform. Produktet, der kom til test er JBL 4429, der bedst af alt kan beskrives som en standerudgave af en K2-s4700. Sammenligningen er ikke helt forkert, for den store forskel ligger i de små detaljer som eks. basenheden. I 4429 sidder en 12" 1200FE-8 papirmasseenhed med et magnetsystem i strontiumferite, hvor det i K2-2 serien er et Alnico magnetsystem og begge enheder har et aluminiumschassis.

Det er samme Sonoglass biradial horn, samme aquaplasbehandlede 175Nd-3 2" kompressionsenheder til diskant/mellemtone og samme 0,75" 138Nd højfrekvens kompressionsenheder, selv skæringsfrekvensen mellem basenhed og horn er det samme (800 hz), det eneste, der ikke er det samme, er delefrekvensen imellem diskant og højfrekvensenhederne, men det er underligt nok også tilfældet for de andre højttalere i JBL's program, der bruger dette horn og disse enheder. Kabinettet er i lighed med de mere dyre modeller ligeledes i MDF, og er særdeles solidt bygget, hvilket en kampvægt på 32 kg også vidner om. Delefilteret sidder desværre ikke, så det kan udtages og undersøges nærmere, men umiddelbart ser det ud til at være gode komponenter med lave procenter på komponenterne. Især basenheden er ganske kraftigt dimensioneret, både hvad chassis og magnetsystem synes at angå.

Kabinettet er klassisk firkantet, og med den sædvanlige "monitor blue," som det også kendes fra vores anmeldelse af JBL 4307. Frontgrillen er ligeledes blå, og de er pæne, diskrete, og særdeles konservative at se på.
4429 er ikke en lille højttaler, og for at sige det pænt, så skal den have noget at leve af, og liver først for alvor op efter nogle watt. Det er med andre ord ikke disse højttalere, der skal investeres i, hvis man primært bruger en tre watts triode forstærker. 4429 har bedst af at få lidt at leve af, og der synes at være en tendens til en smule niveaufald i mellemtonen ved meget lav lydstyrke.

Lytteindtryk
Det første lytteindryk er, at der er en god stemmegengivelse, virkeligt hul igennem hele vejen koblet med en dynamisk, velopløst og detaljeret gengivelse. Gengivelsen er ganske imponerende fuldfrekvent, og selvom man kan diskuterer, hvorvidt at en højttaler med en 12" basenhed og en vægt på 40 kg sådan korrekt kan betegnes som en standerhøjttaler, så ændre det ikke på at være en af det bedste standerhøjttaler, der har været forbi testbænken.

Lydbilledet er stort og voldsomt, der er ikke antydning af, at højttaleren er indblandet, og når man snakker om at musikken "kommer ud af højttaleren" er 4429 et skolebogseksemplar. I det brugte setup var perspektivet placeret 10-15 cm over diskanten i den opstilling, der blev benyttet.
Norske Lumsk og deres "Trolltind" byder på et stort optagerum med en meget centraliseret sanger med enormt hul igennem til den kvindelige vokal. Gengivelsen meget livagtig, og man tror vitterligt, at der står en person med en trompet en meters penge bag den venstre højttaler. I de stille passager høres hver en lyd og hvisken sangeren kommer med, og hver en mikrodetalje er gengivet ufatteligt godt. Koret der medvirker, er ligeledes meget dynamisk og velopløst, og gengivelsen er ganske vist ikke på niveau med, men nærmer sig da næsten, da en venlig person sidst lod dette nummer gengive på et sæt JBL Everest. Violin gengivelsen er klart den bedste, der har været af alle de højttalere, der har været på testbænken i tidens løb. Instrument gengivelsen er ligeledes upåklagelig, og hvert instrument står krystalklart gengivet, men evner dog at flyde med resten af lydbilledet uden at stikke udenfor, en minimal mørk farvning i bassen kan dog høres, og der måtte godt have været den sidste antydning af aggressivitet på guitaren.

Michael Jacksons "Beat it" har smæk på, og et punch som jeg sjældent har hørt det før, diskant og mellemtone har masser attack, men uden at man bliver træt i hovedet af det, gengivelsen er præcis og lige på beatet med perfekt timet transient gengivelse over hele linjen. 4429 kan ikke løbe fra at have et moderat boost i den øvre bas, men det passer utroligt godt på dette nummer. Gengivelsen er samtidigt fyldig, uden at det bliver for meget og giver samlet set et virkeligt godt nummer. Diskanten fremstår uanstrengt, med masser af luft på Michaels Jacksons stemme og ditto koret. Nummeret har en god timing på alle instrumenter, samt en gennemført og meget sammenhængende gengivelse.

Prokofievs "Dance of the Knights" byder på en enormt åben gengivelse med masser af rum og luft omkring det enkelte instrument, men også med hul igennem og en naturlig dynamik i blæserne, så man skal holde på hat og briller. Dette sker, uden at andet tager skade, der er en fin udklingning og overtonegengivelse på især messingblæsere, og bassen er skarp, men massiv som den skal være.
Star Wars soundtracket giver ikke bare en forrygende blæsergengivelse, men viser også, at JBL'erne, trods en smule farvning, evner at lave en meget nuanceret basgengivelse især niveaumæssigt. Transient start- og stop er ligeledes i den absolut bedste ende af skalaen, uden at informationerne imellem går tabt.
Der er dog enkelte ting, der ikke fungerer fuldt ud, måske fordi at optagelserne bare ikke egner sig til en så heftig og åben gengivelse. Agnes Obel's "Riverside" blev aldrig helt gode venner med højttalerne, der er alt for meget rum og optagestøj på klavret, og ligeledes er stemmen er alt for massiv ift., at det er en lys kvindestemme. S lyde nærmest skærer i ørene.

Integration mellem diskant, mellemtonen og bas er der ikke en finger at sætte på, højttaleren timer også godt med stor samtidighed imellem de forskellige frekvensområder og gengivelsen fremstår enormt homogen, omend den meget tørre bas fremstår en smule varm i lyden helt op i det øvre basområde. Det er en JBL højttaler, der ikke fornægter sine rødder. For de sande puritanere vil bassen måske tillægge en smule mere fylde i den samlede gengivelse end der strengt taget er, men det er ret bogstaveligt ikke noget man lægger mærke til, når musikken spiller.

Den åbne mellemtone med smæk på og hul igennem går et godt stykke ned i mellembassen, hvilket medvirker til at give en god fornemmelse af en ægte live gengivelse, og numre som Trentemøllers ”Rykketid” gengives med en realisme og hul igennem, som det sjældent er hørt det før.
Apocalypticas "Im Memoriam" har en enorm dynamik, er aldrig presset i mellemtonen uanset niveau og kompleksitet, og byder på en flydende diskant, der fremstår naturtro og med hul igennem, og uden efterslæb på bassen samt godt markerede stop og starttransienter, men samtidigt er det en meget kontrolleret gengivelse, der bydes på.

Buena Vista Social Clubs album af samme navn har det rigtige "bid" i guitaren, som der nu engang er på en god optagelse, men det er især niveauforskellene i instrumenterne man bider mærke i, det bidrager til en virkeligt god illusion omkring, hvor hvert instrument står placeret i forhold til hinanden rent tredimensionelt. Det er ydermere et nummer, der flyder i en sammenhængende lind strøm med en klar definition af hvert instrument, men hvor det er tydeligt, at det er en sammentømret gruppe der har formået at begå en god indspilning og som er hamrende dygtige til det de laver. Energiudladningerne fra de enkelte instrumenter fuldender illusionerne om, at det er et liveband, man hører.

Men JBL 4429 har også en skyggeside, en naturlig følge. Den er nådeløs primært i diskant og mellemtonen, har du en halvdårlig indspilning liggende, eller har en mp3 fil fundet vej til din digitale musiksamling høres det øjblikkeligt, og det er ikke en positiv overraskelse. "Grace" fra Apocalyptica er enormt detaljeret og velopløst i sin gengivelse af lilletromme, efterklang og optagerum omkring lilletromme er en gennemført og meget komplet fuldfrekvent gengivelse, måske en kende for meget af den dybeste bas.

Klassiske strengeinstrumenter gengives meget naturtro i deres detaljeringsgrad, opløsning og den tonale neutralitet. I det hele taget er mellemtoneområdet en meget positiv oplevelse. På Rammstiens "Keine Lust" er der hul igennem, som det kun er oplevet få gange, guitaren er rå og direkte, og tammerne på trommesættet bliver pryglet med en opløsning og dynamik, der gør det punch og attack som mellemtonene formår, endnu mere klart.
Dire Straits "Sultans of Swing" byder ligeledes på en fantastisk gengivelse, der er sving i grundrytmen fremført af bassen, helt neutral er den dog ikke, der synes at være et løft i den øvre del, der gør, at den øverste del af basguitarlyden er en smule mere fremhævet end det helt dybe, men der kompenseres rigeligt idet at opløsning og detalje grad er meget naturtro, både tam og guitar bliver gengivet på en af de mest korrekte måder der længe er hørt. Sammenhængen og homogeniteten er fremragende, og der er intet efterslæb, blot en gengivelse der timer godt, og med stor samtidighed, havde det været et live band ville det kunne karakteriseres som en stram (tight) gengivelse udført af et særdeles rutineret band, der spillede enormt dynamisk og lige på.

Dave Brubek Quartets "Take Five" er enormt detaljeret og velopløst gengivet især på saxofon og trommerne, kontrabassen gengives så man kan høre, når fingrene glider hen over gribebrættet imellem strengene, eller når man hiver i strengene for at lave et anslag, efterringninger på bækken og ekkoet inden i selve kabinettet af de små tam'er er ligegledes virkeligt godt gengivet. Måske savnes, at saxofonen er lidt mere direkte og hård, det afhænger vel i sidste ende af den enkeltes smag i blæseinstrumenter. Anslagene på tromme soloen mangler desværre det sidste bid, og anslagsenergi og dynamik er hørt bedre, især ved slagene på lilletrommen.
"Worlds Collide" på Apocalypticas album af samme navn har en mørk og massiv bas, mellemtonen måtte gerne være en smule mere aggressiv og pågående, mens at diskanten er virkeligt god velopløst og flydende, der er en næsten perfekt overgang imellem bas/mellemtone/diskant. Der er en meget dyb bas, en enormt detaljeret mellemtone, gode mikrodynamiske detaljer, hvor man endda kan høres sus fra mikrofonerne og hvad der må antages at være støj fra optagerummet.

Nu kan JBL 4429 andet end støvet hifimusik, lytter man til nyere dansk rap som Raske Penge gengives lyden en fantastisk dynamik, detaljer i dybdebassen og en sublim opløsning uanset om der spilles "Intelligent", "Original Bang Ding" eller samarbejdet med Klumpen på landeplagen "Faxe Kondi". Der sker 127 ting i diskanten og mellemtonen, for det meste med et tryk 16, og der er et massivt drive på grundbeatet og ikke mindst imponerende udladninger på korte, men kraftfulde transienter og lyde der nærmest skyder ud af højttalerne, der i den grad viser dynamikken og hvor meget 4429 i særlig høj grad magter et meget højt niveau af hul igennem. Dybebassen på Pede B's "De Berømte Minutter" er ganske imponerende, mens at Eaggearstun falder helt igennem med deres "Kugledans" ift, Raskepenge og Pede B på kvaliteten af indspilningen, noget der bliver pinligt åbenbart med 4429.
Rage Against the Machines "Take the Power Back" er et godt nummer med smæk på igennem hele linjen, men også afslørende ift., at der skal suppleres med en sub, hvis det helt hårde pumpende bas med stempeleffekt skal med, træerne vokser ikke ind i himlen, men det er tæt på.

Det samlede resultat
JBL 4429 er måske ikke den perfekte neutrale højttaler, men den er særdeles velspillende med en masse af de bedste JBL dyder, og er en højttaler, der kun indbyder til en ting at skrue højere op og høre hele pladesamlingen igennem. Det er med tungt hjerte, at den blev leveret tilbage til Harman Nordic, for det er en højttaler, der meget gerne måtte have været blevet i lytterummet.