Den nye generation

Af: Kim Olsen - 8/11-2013

B&O byder på en ny stil og en ny lyd - vi har testet B&o H6 og H3

Efter en noget blandet forudgående portefølje, forsøger B&O sig nu med en ny generation af hovedtelefoner. Vi har testet begge H modeller fra B&O: H3 og H6.

H3 er i testeksemplaret en afdæmpet bordeauxrød, de er små, meget lette (under 13 gram) og silikonepropperne på disse inears sidder rigtig godt. For en gangs skyld følger man ikke, at ens ører bliver udsat for et overgreb, når de indsættes. I modsætning til B&O’s Earphones, så sidder de også godt fast. Der er en 10 mm driver til at gengive, huset er lavet i aluminium, kabelstyring er iPhone kompatibel og med en ganske fin talegenkendelse. Herudover leveres der en usædvanlig fin lille bæretaske med samt silikone puder i fire forskellige størrelser. Det oplyses, at der er 23 ventilationshuller, det må antages at være per enhed.

Der er ikke rigtigt noget negativt at sige om den daglige brug, den er nem og ligetil, og komforten er i højsædet, uanset hvor lang tid man har dem i ørene.

De første oplevelser er ganske gode, gengivelsen er dynamisk på Infected Mushroom nummeret “Albibeno” med en bas, der har spark i, og det samme gælder mellemtonen, måske ikke verdens mest komplekse musik, men H3 stråler virkelig igennem i ordets mest positive forstand. Der er en uhyggeligt dyb bas på samme kunstners “Never Ever Land”. Herudover er der en meget rolig og ren gengivelse.





Dire Straits klassikeren “Sultans of Swing” byder op til dans med en bas, der ligger lige på beatet, omend den er en smule afrundet og mangler den sidste skarpe aftegning. Guitaren har den rette metalklang og det rette ekko, og Mark Knoflers stemme er en smule tilbagetrukket i lydbilledet. Opløsningen er fin uden at imponere.

Dizzy Mizz Lizzy’s “Love Me a Little” giver en rigitg god dynamik og anslagsenergien på lille og stortromme er bemærkelsesværdig. Der er en meget detaljeret stortromme, elbassen er forholdsvis nuanceret, men flyder dog lejlighedsvis lidt for meget sammen med stortrommen. Der er en fin overgang fra diskant til mellemtone, mens at bassen synes at være hævet en smule rent niveaumæssigt.

Blæser og strengeinstrumenter er pænt gengivet på Dropkick Murphys "Shipping out to Boston", og stortrommegengivelsen er der ikke så meget at klage over, hverken i transientgengivelse eller dynamik, diskanten flyder dog lidt sammen, når alle instrumenter spiller samtidig, men ellers er mellemtonen fint opløst og detaljeret. Guitaren har det rå riv og flåen i øregangen, og den upolerede, fordrukne sangstemme som det må forventes fra irsk garagerock.

Queens “Innuendo” har en masse detaljer i stemmen. Man kan høre optagestøjen i baggrunden, bassen er ganske velafbalanceret på dette nummer og der er den rette fokus på guitaren og Freddie Mercurys stemme, særligt brosykket er vældig godt gengivet, med guitarens gode opløsning og dynamik og det samme gælder sangstemmen.

Der er en god fyldig gengivelse på Rodrigo y Gabrielas “Hanuman” og “Orion”, god opløsning i både mellemtone og diskant samt glimrende rumklangsgengivelse og udklinginger fra anslag på guitarkassen.

Agnes Obel leverer en meget ren gengivelse på nummeret “Riverside”, omend klaverspillet synes lidt poleret og tamt, i forhold til hvad hun ellers kan præstere. Den lidt overdreven brug af eftereffekter har dog sin virkning, og rent stemningsmæssigt er det et rigtig flot nummer og en flot stemmegengivelse H3 formår. Udklingerne er lidt korte, men de er der.



Konklusion

Det samlede resultat er at bassen er en smule rund i det og til prisen kunne opløsningen godt have været lidt bedre, men ift. B&O anden inear model "Earphone", så er H3 et kæmpespring fremefter i lydkvalitet. Den sidder samtidigt komfortabelt og sikkert i øret. Den dynamiske formåen er ganske god og diskanten evner næsten samme nuancering og udklingning som større konventionelle hovedtelefoner.

Pris: DKK 1899

BeoPlay H3
Designer: Jakob Wagner
Materials: Aluminium, plastic
Dimensions: 26.5 x 14 x 19.5 mm (folded flat)
Weight: approx. 12.8 g
Single pack dimensions: 169 x 97.5 x 38 mm
Total weight of single pack: 223 g
Colours: Black, Silver and Red
Drivers: 10 mm
Microphone sensitivity: 100 dB/1mW at 1 kHz
Frequency range: 20 Hz – 16.000 Hz
Impedance: 18 Ohm


H6
H6 er den første onear model fra B&O i noget tid, upåagtet at den markedsføres under Beoplay brandet. Der er tale om en 40mm enhed “med indvendig basport” og et neodyniummagnetsystem. Selve hovedtelefonen er lavet i en blanding af ægte læder og aluminium med en trinløst regularbar hovedbøjle. Komforten er i højsæde, og de føles meget lette at have på. Der er også en kædefunktion, hvis man er så heldig at have to sæt og deler musiksmag. Ved længere tids brug sidder de godt, og der er en god lydisolering uden på nogen måde at klemme om ørene. Ikke overraskende er der en god og nem integration med Apple produkter. Den primære anke er, at der godt kunne have været 15-20 cm mere kabel, der mangler lige den sidste længde, når man bruger det sammen med en computer eller hovedtelefonforstærker. Prisen lidt underligt da den, som tilbehør, ligger over prisen for Apples tablet computere i den billigere ende. Hovedtelefonerne kan sættes i serie, såkaldt daisy chain. I starten har de dog en lettere skinger diskant, der dog slipper efter ca. 40 timer.

Gengivelsen er meget dynamisk i bassen på Rammsteins “Mein Land”, især stortrommen få lov at gøre særdeles positivt indtryk.  I Bosshoss remixet af nummeret (en country udgave af et Rammstein nummer) er nummeret en smule slankt og med en lys overtone i det, men der er masser af detaljer, rum på stemmer og instrumenter og især en god korgengivelse. Selvom gengivelsen virker lidt bassvag, så er den dybe korstemme meget fremtrædende, som netop eneste stemme med reel bas. Men ellers synes der at mangle noget fylde i mellemtonen, hvilket giver indtryk af en som før slank lyd. Detaljerne er dog fine, koret nærværende og detaljerigt. Stortrommen er til gengæld komprimeret på et andet nummer, “Du Reichst so Gut” hvor lilletromme anslag til gengæld er godt markeret og og ikke har samme negative dynamiske egenskaber eller samme lidt flade fornemmelse i anslagene som stortrommen har. Det synes dog at være en engangsforestilling, måske fordi at Herzeleid albummet virker til at være indspillet uden nogen form for begrænsning i den dybeste bund.

Lisa Ekdahls “Papillas Samba” giver et indtryk af, at diskanten og hendes stemme er en smule fremhævet og med en meget svag nasal tendens, til gengæld er dynamik og opløsning i både guitar og bas rigtig god.

Prokofievs “Dance of the Knights” er en fin gengivelse, hvor intet stikker af, hornene måtte dog gerne gjalde noget mere, rum og ekkoeffekter er gode, og man fornemmer det fysiske tryk i den dybeste bas.

Rammsteins “Keine Lust” kunne godt have en bedre markeret stoptransient i bassen og der mangler noget ekstra kontrol i bunden. Herudover er det som om, at der er kommet ekstra optage rum på alt, især bassen, og det er vist ikke meningen. Især på indspilning med meget rum på eksempel Rachmaninovs præludier, her kan det resulterer i nærmest ekkolignende tilstande.

Mötorheads “Brotherhood of Man” mangler noget fylde i mellemtonen og fremstår desværre lidt tynd det, som om at der mangler noget i området fra bassen og så op til mellemtonen. Opløsningen og dynamikken er ellers fin. Grundbassen er fint tegnet og markeret, de nederste metalstrenge på guitaren virker dog en smule rundet af, mellemtonen er fint opløst og integreret, men gør ellers ikke det store væsen ud af sig.

Apocalypticas “Worlds Collide” måtte godt have lidt mere smæk på lilletrommen og en lidt mere skærende cello, men ellers et fint sammenhængende nummer, der dog virker til at have skruet lidt op for bassen.

“Beat It” fra Michael Jackson byder på  godt med smæk på mellemtonen, dynamikken kan der ikke klages over, men der savnes lidt mere luftighed i diskant og mellemtonen. Musikken fremstår en anelse bastant. Instrumenterne timer godt, men man har opfattelsen af at musikerne er presset sammen på meget lidt plads. Diskanten fremstår pæn, måske lidt for pæn, og nummeret har en smule mere fylde i bassen end sædvanligt.

Buena Vista Social Club og nummeret “Chan Chan” kommer tæt på noget, der minder om godt med smæk på horngengivelsen. Der er en fin overtonegengivelse på både guitar og kontrabas, massere af rum omkring instrumenterne, dog fremstår sangstemmen en smule tilbagetrukket.

Dave Brubecks “Take Five” har en snert af korrekt horngjalden, hvor diskanten lige kommer op, og snerre lidt. Nummeret er fint opløsningsmæssigt med detaljer og udringninger på instrumenter, og de små detaljer som zeidling lyden på trommerne er også ganske fornuftige gengivet, men lilletromme anslagne måtte gerne have det sidste attack.

Der er mange detaljer på Joja Wendt's “Mit 88 Tastem um die Welt.” Kontrabassen virker dog en smule ulden og afrundet i det og lilletrommeanslagene er en smule forkølede, men ellers en fin gengivelse.

I den rigtig positive ende af skalaen med en helt ekstrem bas og dynamik i bassen, finder vi det mere enkle elektroniske musik i form af Infected Mushrooms “Albiben,o” der er godt med hul igennem til mellemtonen på dette simpl,e men hårdtslående techno nummer, hvilket også er gennemgående for klassikerne “Never Ever Land” og “Bust a Move”

Rent mellemtonemæssigt er numre som Rodrigo Gabrielas Hanuman et perfekt demonummer til H6. De bliver ikke pressede, men fremstår dynamiske med smæk på netop mellemtonen og med en diskant, der er tydelig uden at blive krads, samtidig med at bassen godt markeret og ikke har for mange runde kanter. 

Konklusion

Neutral er H6 ikke, men det er så absolut, inden for hvad der er acceptabelt. Diskanten bliver aldrig ubehagelig selvom der skrues godt op, og selv når en evt. kompression indsætter, så er det ikke noget der nærmer sig, hvad man kunne frygte. Kommer der for meget dyb bas eksempelvi meget kraftige stortrommer, så vil der komme kompression, men ellers er dynamik og opløsning ganske fin, og det samme er frekvensgangen, omend HiFi afficionados nok vil savne den sidste fylde i nederste mellemtone og den sidste skarphed i diskanterne.

H6 er måske ikke den ultimative HiFi hovedtelefon, men derimod har den nogle kvaliteter i dynamikken og opløsning, som man ellers ikke ser hos designerhovedtelefoner til mobilbrug.

Pris: DKK 2999

BeoPlay H6
Designer: Jakob Wagner
Materials: Aluminium, leather, fabric, plastic
Dimensions: 40 x 197 x 194 mm (folded flat)
Weight: Approx. 230 g
Single pack dimensions: 220 x 75 x 245 mm
Total weight of single pack: 818 g
Colours: Black leather and Natural leather
Accessories: spare cable (3 –button), spare cable (1-button), spare ear cushions
Drivers: 40 mm
Microphone sensitivity: 97 dB/1mW at 1 kHz
Frequency range: 20 Hz – 22.000 Hz
Impedance: 30 Ohm
Jack: 3,5 mm 4-pole (CTIA standard)
Daisy Chain functionality (2 ports)
3-button inline remote with microphone
Cable length: 1,25 m

For yderligere information, kontakt producenten
B&O
www.bang-olufsen.com