Dansk håndbygget design til en spiselig pris? Vi tester en ny spiller på markedet.
Firma
PAcoustics er en ny spiller på det danske højttalermarked. Peter der står bag, fortæller, at det i mange år har været en drøm at lave sine egne højttalere hvor kravet er at højttaleren både skal være smuk og samtidigt spille fantastisk. Det behøver ikke være endnu en firkantet kasse. Med en solid baggage som elektroniktekniker og en fortid hos Brüel og Kjær, er Peter startet ud med energi og nordjysk vilje. Det første kommercielle produkt fra PAcoustics er Model Uno, som vi har haft besøg af en måneds tid her op til Jul.
Produkt
Uno er en reolhøjttaler bygget i aluminium yderst med bøjet MDF indeni og bitumen som dæmpemateriale. Aluskallen kan fås i sort eller hvid og siderne kan bestilles i materiale efter ønske. De testede er med sort skind, der giver et meget tilbagetrukket udtryk. Designet kan efter min mening bære mere, og jeg synes specielt billederne på hjemmesiden, af Uno i sort med valnøddesider, ser rigtigt flotte ud.
Genenerelt har Uno sættet god finish og materialevalg. Det vil passe fint ind i mange hjem med deres iøjenfaldende og alligevel simple design. Højttalerne er lakeret i samme lak som f.eks. benyttes til Montana møbler, hvilket understreger den designmæssige profil. Unoerne har lidt vinkel bagover, og har det bedst med at stå relativt lavt. Peter havde medsendt et par lave standere på ca. 50cm, der blev benyttet under testen. Højttalerne er nemme at have med at gøre: kabinettet virker solidt og de er ikke overdrevent tunge, terminalerne er nemme at bruge og designet med spikes bagerst gør, at de står godt fast på de testede standere. Der er ikke noget frontstof eller anden afdækning af enhederne, så det kan muligvis være et problem, hvis de står lavt og der er pilfingre i huset.
Enhederne er en Vifa NE25 ringradiator diskant samt en Wavecor basmellemtone enhed med papirmembran. Delefilteret er et 1ste ordens filter og består af 6 kvalitetskomponenter f.eks. Mundorf MCaps
og Jantzen XCoil spoler. Det er en basrefleks højttaler med bagudvendt port.
Der deles ved 2,3 kHz og de er opgivet til en effektivitet på 87db ved 4 Ohm. I realiteten opleves de som meget effektive og der er nok tale om et konservativ opgivelse i en branche hvor der af og til overdrives med højttalernes effektivitet.
Model Uno måler 35 cm i højden, 18 cm i bredden og 33 cm i dybden og vejer ca. 8 kg stykket. Prisen er 9990,- for et sæt, og kan købes gennem Audio Concept i Aalborg.
Lyd
Fra første toner der spiller på Uno er det klart at lyden fra højttalerne ikke udstiller deres små dimensioner rent tonalt. Første indtryk er en glat og venlig gengivelse med en lidt fremhævet og fast basgengivelse som helt åbenlyst får højttalerne lyde større end de ser ud. Når man f.eks. hører radio hittet "Landet" fra Marie Keys album “De her dage” ligger både basgangen i bunden af mixet og beatet klart fremme. På bastest nummeret "Angel" fra Massive Attacks "Mezzanine" bliver det dog helt klart og tydeligt at det er omkring 80-100hz
at Unoerne har smæk og at der under 50hz kun er lidt at komme efter: hvilket jo ikke er nogen stor overraskelse størrelsen taget i betragtning. PAcoustics arbejder på at udvikle et basmodul som kan supplementere Unoerne i den dybe ende så de bedre kan sammenlignes med gulvhøjttalere. Unoerne præsentere desuden et stort lydbillede. Et lydbillede som ikke besidder nålepræcision, men mere placere de udøvende i rummet i forhold til hinanden. Det er relativt bredt og dybt med fronten af de udøvende lige foran højttalerne og det fungere fint. Når Coltrane og Milt Jackson flot finder hinanden på albummet "bags & trane" kan man næsten mærke de udøvende med Coltrane forrest til venstre, Milt Jackson i midten og resten af bandet spredt ud bag dem.
Unoernes dynamik og gode energiniveau er også en de ting jeg vil fremhæve. Det giver en engagerende og levende oplevelse på mange rock og pop albums. En klassiker som Deep Purples “Machine Head” fik huset til at svinge med Unoerne hvor det overstyrende orgel på f.eks. "Highway Star" blev præsenteret fra den bedste side. En anden plade jeg synes fungerede godt var James Blakes album "Overgrown" hvor de mange lag i musikken og de ret specielle effekter der findes i hans univers blev formidlet på en forståelig og engagerende måde. På nogle albums virker Model Uno dog ikke helt balancerede og homogene. Jeg synes specielt det gør sig gældende på klassiske orkester indspilninger hvor orkesteret folder sig ud og der er meget i gang. Hvor mellemtonen er meget velopløst og afslører detaljer og rigdom: er det som
om yderområderne ikke helt kan følge trop. Unoerne gør det fint, men man får ikke referenceklasse i dette prisleje.
Konklusion
Jeg synes PAcoustics Model Uno er et frækt bud på en indretningsvenlig og flot designet højttaler, der er letdrevet og spiller fint. De er ikke de mest neutrale eller homogene på markedet. På den anden side levere de en lyttevenlig, levende og engageret version af musikken i en pakke med høj WAF. Det tror jeg mange vil kunne lide.
Pris: 9990,-
Specifikationer: (findes ekstremt detaljeret på producentens hjemmeside)
Power: 70W
Effektivitet: 89dB
Frekvensgang: 20-25.000Hz
Delefrekvens: 2.300Hz
Impedans: 4 Ohm
HxBxD: 35x18x33cm
Vægt: 7,8kg
Diskant: VIFA NE25VTS-04
Bas/Mellemtone:Wavecor WF152BD03
Delefilter: UNO delefilter
For yderligere information, kontrakt producenten
PAcoustics
www.p-a.dk
Forhandler: www.audioconcept.dk