En stikproducent der vil lave DAC's og forforstærkere? Nu har jeg aldrig kendt mage...
Hvad er ADL?
ADL er en underafdeling af Furutech, der langsomt, men sikkert, har vokset sig til at være mere en reel enhed. Målet er at lavet "de teknologisk bedste produkter", men med sædvanlig japansk finesse og kvalitet.
ADL Esprit er en multifunktionsmaskine, der både er DAC, hovedtelefonforstærker og forforstærker i samme æske, en lille hi-fi schweizerkniv, som har været populære i nogle år. I ægte japansk tradition fylder den heller ikke meget, men har mange features:
2 RCA stereo input
optisk input
USB input
Coax input
RCA stereo udgang
Optisk udgang (Kun med USB indgang), der kan bruges til at optage med
Hovedtelefonudgang
USB optage indgang
Alt styres fra fronten med en modstandsdygtig volumenkontrol og et fint relæ der skifter imellem indgangene.
På ægte japansk vis er alt ganske veldokumenteret. DACen er en Wolfson WM8716, ADC konverteren er en Cirrus CS5361, modtageren er en Cirrus CS8416 – alt i 24 bit/192kHz, og så en Tenor 7022L USB streaming controller 24/96 (USB afspilning er derfor ikke 192 kHz). Der kan naturligvis køres asynkront og i ASIO. Hovedtelefonforstærkeren er en TI TPA6120A2, der er brugt ELNA ladelytter, og en JRC opamp til ADC delen. Da det er Furutech, der står bag, er tilslutningerne bagtil guldbelagte Furutech stik. S/N forhold opgives til 95dB(A), men det er ikke noget, der lægges mærke til i daglig brug.
Nogen skønhed er den ikke, men det er rart at vide, at halvdelen af budgettet ikke er gået til en designafdeling, hvorfor den er udformet efter funktion. Det testede eksemplar var i sort, og den var ganske diskret at se på, om end det må medgives, at de billeder der findes i pressemateriale og på hjemmeside får den til at fremstå en del grimmere end den faktisk er. Selve enheden er på trods af en kampvægt på under et kilo særdeles solidt bygget. Alle kontakter og knapper har en god solid modstand, og der er monteret kraftige dæmpefødder under enheden.
Driverinstallation er let og hurtig, så ingen ko på isen her. Med en udgangsspænding på 7,5 VRMS får man sig lidt af et chok; Forstærkningen er kraftig, meget kraftig, og man skal være lidt forsigtig, især hvis man benytter en effektforstærker der kan slå fra sig. Hovedtelefondelen er også ganske godt forstærket og giver fra 156mW i 16 Ohm og ned til 76 mW for 600 Ohms hovedtelefoner.
Hovedtelefondelen fungerer overraskende godt, og er næsten på niveau med ADL's X1 hovedtelefonforstærker, som vi også havde fået lov at låne. Der er masser af saft og kraft, en præcis styring af bassen, og lyden er velopløst og dynamisk.
Lyden
Rum og ekkogengivelse er overbevisende på Rodrigo y Gabrielas ”Hanuman”, der er et godt centralt perspektiv, hvor guitaren fremstår en smule tilbagetrukket i lydbilledet og dermed demonstrerer god dybde. Mellemtonen og diskant er velopløst og med masser af mikrodynamik og detaljer. Guitaren gengives meget åben, det eneste der mangler er de sidste smårester af detaljer som f.eks. fingrenes berøring af strengene der godt kunne have fremtrådt en smule tydeligere. Gengivelsen af Rodrigo y Gabrielas's plader er generelt meget ren og klar med ADL Esprit.
Den rene gengivelse fortsætter med en saxofongengivelse på ”Take Five” fra Dave Brubeck Quartet. Nummeret er dynamisk og velopløst. Udklingninger og overtonereproduktion fra hihat har rigeligt med rum at udfolde sig på, og samme opløsning og detaljegrad samt ikke mindst rumfornemmelse, går igen på trommesoloen i nummeret, hvor anslagsenergien og dynamikken også kommer godt igennem.
Apocalypticas ”Grace” viser stor opløsningsmæssig formåen i mellemtonen, hvor trommeanslag og efterdønninger/udklingninger fra den zeidlingløse lilletromme går rent igennem, og selvom gengivelsen som helhed har en svagt mørk lyd, er det imponerende, at instrumenterne ikke drukner i lydbilledet som er stort og åbent, men stadig præcist.
Michael Jacksons ”Beat it” er ligeledes meget velopløst og dynamisk, der er fint smæk på mellemtonen, og transientgengivelsen er for det meste rigtig god, nummeret timer godt og alle detaljer er med, men der savnes det sidste riv i guitaren, når det brede perspektiv med en lidt tilbagetrukket Michael Jackson i lydbilledet giver den fuld gas.
Lumsk nummeret ”Trolltind” har en meget dynamisk stortromme, trompet og klaveranslag er ekstremt velopløst og naturtro gengivet. Diskanten føles som om den godt kunne lukke en smule mere op, men detaljeringen er der ikke en finger at sætte på. Diskanten savner dog som sagt den sidste kant, da den til tider, især på guitar, mangler den sidste råhed. Der kompenseres derimod med en stemmegengivelse, der er flot differentieret og nuanceret i både niveau og placering i lydbilledet.
Dire Straits ”Sultans of Swing” har en god fylde i bunden, uden at det bliver unuanceret og timer godt med resten af frekvensområdet, diskanten er velafstemt, tydelig og uden at stikke af. Den har en fin opløsning, hvor de enkelte anslag på tromme eller crashbækken går tydeligt igennem, på samme måde som dynamikken i trommeanslagene fungerer rigtig godt. Guitaren har kant uden at blive grim og overstyre, effekterne omkring Marks Knopflers stemme er tydelige og stemmen er tilbagetrukket i lydbilledet uden at være dæmpet rent niveaumæssigt. Spillestilen er generelt neutral uden at være lys eller fersk.
Det er en meget rolig gengivelse med stort overskud i hele registret af Sophie Zelmanis ”Moonlight”, hvor ADLens opløsning og detaljer virkelig kommer til sin ret på både guitar og jazzkeyboard.
På Lisa Ekdahls ”Med Kroppen Mot Jorden” tages man næsten med helt ind i studiet. Hver en lille detalje omkring guitar og stemmen er taget med i høj opløsning, og mikrodynamikken og detaljerne medvirker kraftigt til denne oplevelse.
Prokofievs ”Dance of the Knights” har godt med hul igennem til messingblæserne, de er dynamiske og velopløst, lydbillede er dog lidt mere centraliseret end normalt, men har tydelige og differentierede violiner.
Buena Vista Social Club spiller ”Chan Chan” med en bas der er dynamisk og med detaljerede anslag, det er en meget homogen og sammenhængende gengivelse med samme gode rumfornemmelse på hele pladen.
Samlet set
ADL esprit spiller åbent og neutralt med en meget svag mørk tendens. Dynamikken og tilslutningsmulighederne er der intet at klage over, på samme måde som både forforstærkning og hovedtelefonudgang er særdeles kraftig. Den gode byggekvalitet gør tillige, at produktet sammenlagt må betegnes som rigtig godt til og sælges til en fair pris.
Denne japanske schweizerkniv fungerer glimrende, så vi ser med glæde frem til at ADL laver en endnu bedre highend udgave, der koster spidsen af en jetjager.
Pris: 6500,-
Specifikationer:
Farve: Sort
DAC: Wolfson WM8716
Coaxial indgang: 1
Optisk indgang: 1
USB indgang: ind/ud
Upsampling: 24/192
Oversampling
XLR udgang: Nej
RCA udgang: 1
Mål: 15x14x5,7cm
For yderligere information, kontakt
Importør
Connaisseur AV
Sandgaardsvej 31
7400 Herning
www.connaisseur-av.eu
Forhandler
Audiophile
www.audiophile.dk