JBL LSR 305

Af: Kim Olsen - 1/6-2014

Kan små aktive studiomonitors bruges til hifi?

3XX modellerne i LSR serien er en lidt underlig blanding. Dybest set er det en kombination af Linear Spatial Reference-seriens fokus på retningsbestemt energiudladning, og ikke mindst på at sikre præcision og lydmæssig neutralitet i lyttepositionen, også fra den reflekterede lyd. Herudover har man lånt waveguidedesignet fra den nye M-serie, der sørger for at lydbilledet er bredt uden at miste præcision. Markedsføringsmaterialet bruger udtrykket “Phantom Center Channel”. Højttalerne er magnetisk afskærmede, men selvom reklamerne lover “selv- reparerende støvhætte” på bassen, og ikke mindst at en sænkning af varmen hvilket skulle medføre at lydsignaturen er ens ved lavt såvel som højt lytteniveau, savnes der dog dokumentation og målinger for oplysningerne i markedsføringsmaterialet. Der skulle herudover være en ny-patenteret basrefleksporttype. Og vigtigst, har hver enhed sin egen klasse D forstærker på 41 watt, og en praktisk switch til at regulere følsomheden. Herudover har man, som på de store modeller i LSR serien, mulighed for +/- 2 dB indstilling af diskanten.

Fronten har en 1” softdome Neodynium diskant, 5” mellemtone med 1,5” svingspole.
Der er XLR og Jack input, (input)følsomhedsswitch, volumenregulering, finjustering af bas og diskant (-2db, 0, +2db) samt naturligvis strømstik og tænd/sluk knap.

Testen er lavet med alle indstillinger i neutral.

Højttalerne er pæne og diskrete. Finishen er ganske ok, men man kan også godt mærke, at der ikke er tale om ægte træ. Designet er nymodens og industrielt. Fronten er af plastic, og det kan man desværre godt se. Til en pris på kr. 2700,- for et sæt er der dog intet at udsætte på finish eller kvalitet. Fronten er enkel og symmetrisk, og der er for en gangs skyld tale om, at man har brugt en lysdiode i fronten, hvis fremmeste formål ikke er at skære øjet ud på lytteren...

Indgange og volumenkontrol fungerer fint. Det samme gør indstillingen af diskanten, der er en gentagelse af de større LSR-modeller og det fungerer fint. Der er ingen “plop” (DC-brag), når man tænder og slukker, hvilket ellers ikke er unormalt i de billige aktive højttalere, hvor softstart kredsløb er sparet væk.

Indikationen for on/off er en diskret hvid lysdiode  på fronten - der, som nævnt, ikke forsøger at skære øjnene ud på beskueren. Toe-in er nemt, der er en god spredning af lyden, og højttalerne er helt stille, når de ikke spiller.

Bassen er dog forholdsvis direktionel, så sidder man ikke i sweetspot, er der ikke meget af den dybeste bas. Spredningen på resten er dog ganske rimelig. Det meste af testen er foregået med højttalerne stående frit på standere i en mellemstor stue. Normalbrugen vil dog ofte være et mindre rum med placering på et skrivebord eller lignende. Generelt holder opløsning og dynamik uanset niveau.

Og så blev der tændt.

På Apocalypticas ”Worlds Collide” og “Grace” står to ting klart:

1: Lydbilledet er meget bredt og dybt, opløsningen er rigtig god, også på en absolut skala, og dynamikken og anslagskraften, især i øvre mellemtone, er ganske god. Den tonale neutralitet er i højsædet. Man kan, som ved rigtigt dyre højttalere, tydeligt høre, at der spilles uden zeidling, en detalje der ofte mangler ved mindre gode gengivelser af nummeret.

2: Spiller man over 3/4 styrke i et halvstort rum og med meget kompleks musik, så begynder bunden at komprimere, dog uden at det går ud over detaljerne, men præcisionen i bassen bliver tydeligt berørt. Metallyden fra strengene på celloen er heller ikke helt optimalt gengivet, og mangler den sidste skarphed, når SPL niveauet er højt nok.

Agnes Obels ”Riverside” er gengivet med en opløsning og dynamik, der er intet mindre end imponerende, og klavergengivelsen er samtidigt på så højt et niveau og så realistisk, at man bliver ganske benovet over, hvad der kan komme fra så små kasser.
Sangstemmen får enhver lille optagerumsdetalje med. Det er en meget fysisk gengivelse, som på trods af at det er et "stille" nummer. Illusionen af et stort lydbillede gør, at man bliver ganske overrasket over, hvad man kan få for kr. 2700,-. Overtonerne fra klaveret er flot gengivet, og efterklangen af anslagene hænger så længe i luften, som deres energiniveau nu tillader.

Michael Jacksons korstemmer er kendetegnet ved en ekstremt tydelig og detaljeret gengivelse af sangstemmer, både selve stemmen, såvel som optagerummet og ekkoeffekterne, er overordentligt godt gengivet på dette nummer.

Lumsk nummeret “Dunker” er velopløst, meget dynamisk og ekstremt detaljeret gengivet. Bassen og stortrommen har god anslagsenergi, og stemmen fremstår meget naturlig og realistisk med god fylde og klarhed. I det hele taget bliver man lidt duperet af, hvor ufarvet lyden kan være fra så små højttalere. Samtidigt er der en fyldig, men stadig stram gengivelse med masser af dynamik og hul igennem i både nedre mellemtone og top. Bassen i særdeleshed er nuanceret og detaljeret.

Rodrigo y Gabrielas “Hanuman” er meget fysisk og fyldt med anslagsenergi ved hvert enkelt anslag på strengene. Gengivelsen separerer toner og instrumentklang meget fint og det timer godt, og er meget sammenhængende. Der er hul igennem i mellemtonen, og detaljeniveauet er ganske imponerende. På samme måde får man en meget ren og klar gengivelse af Dire Straits nummeret “Sultans of Swing”. Især slag på crash/ride-bækkener og hihat går rent igennem for alle pengene, og overtoner/efterklang er smukt gengivet. Træskobassen er for øvrigt med godt hug i øvre mellemtone.

Profkofievs “Dance of the Knights” har en overraskende massiv lyd og inden for den 5”-basenheds formåen, en realistisk og pustende bund, som det nu skal have med niveauet af store messingblæsere. Den øvre mellemtone og diskanten har lukket nok op for sluserne til at kunne levere en solid gang blæserdetaljer med smæk, dynamik og hul igennem. Højttalerne spiller meget "ud af kassen". Sammen med det brede og dybe lydbillede gør det, at man sjældent tænker over, at lyden faktisk kommer fra højttalerne.

Der er en fast bas med den rette mængde kontrolleret “pump” på Michael Jacksons “Beat it.” Mellemtonen er lige på og sidder lige i skabet, mens en luftig og meget velopløst diskant kendetegner hele foretagenet. Selv med en dyr Northstar DAC på kan LSR 308 også være med, og kan på dette nummer vise de dybdedifferentierede korstemmer, som DAC'en er i stand til at trylle frem.

Infected Mushrooms “Albibeno” er også massiv og hårdtslående i bassen. Den er rigeligt fyldig og komplementerer den rene og klare mellemtone perfekt, samtidigt med at diskantens mange detaljer giver hjernen noget at arbejde med. Ved rimeligt SPL kan man nemt snydes, og véd man ikke bedre, kunne man godt blive i tvivl om, hvorvidt at der ikke lå en 2x12" subwoofer gemt et sted...

Joja Wendt’s “Mit 88 Tasten um die Welt” nummeret “Cis-moll prelude” har meget hul igennem og smæk på i nedre mellemtone. Gengivelsen er ekstremt velopløst, og ethvert fingeranslag på kontrabassen kan tydeligt høres. Klaveret svinger fantastisk med trommerne, og begge dele får lov at åbne op igennem den velopløste diskant. Lydbilledet er stort og dybt, men det er scenen, som der bliver spillet på i optagelsen også, og har man set koncert DVD'en som CD'en er baseret på, vil man blive imponeret over, hvor præcist instrumenterne står.

Mikrodynamikken og detaljeniveauet er ganske imponerende i diskanten på Agnes Obels “Riverside”, og ikke mindst hele nummerets opløsning og dynamik. Det samme gør sig gældende på Dave Brubecks “Blue Rondo à la Turk” hvor opløsning, overtonegengivelse og realisme i især øvre mellemtone og diskant er i særklasse.

Johnny Cash nummeret “Like the 309” er meget detaljeret og velopløst. Selv den mindste smule luft der undslipper læberne opfanges af mikrofonen og gengives dynamisk og energisk, men uanset hvor godt guitaren timer og hvor ægte ru, hæs og tør stemmen er, så kan det ikke skjule, at der mangler den sidste smule metalklang i mellemtonen på guitargengivelsen.

“Hanuman” fra Rodrigo y Gabriela er meget dynamisk, der er godt med attack på mellemtonen, og dynamikken på de klap på guitarkassen, der udgør basgrundrytmen, er rigtigt gode. Opløsningen kan der heller ikke sættes en finger på.

Med Rammsteins “Keine Lust” får man en gengivelse, der er fint nuanceret, instrument- adskillelsen kan der ikke klages over, men skruer man for alvor op, ja så mister LSR 305 kontrollen i bunden. Bassen er der overraskende dyb for så små basenheder, så manglende baskontrol ved højt lydniveau er acceptabelt, da naturlovene trods alt ikke kan bøjes.

Buena Vista Social Clubs “Candela” har et perspektiv, der er hævet en smule horisontalt, men til gengæld har en fantastisk opløsning, optagerummet omkring instrumenterne er virkelig godt gengivet og energien fra stemmegengivelsen gør sammen med opløsningen dette nummer til en meget realistisk oplevelse.

Infected Mushroom’s “Albibeno” er overraskende hårdtslående i bassen og samtidig, som altid kendetegnende for bandet, meget ren og klar i lyden, selv ved pæne lydtryk. Dette fortsætter med elendig diskotekspopmusik som Medina’s selvoptagede “Velkommen til Medina”; Her er en voldsom bas fra de små enheder uden at blive upræcis - medmindre de udsættes for direkte unfair lydstyrke.

Samlet set

Alt i alt må LSR 305 siges at give fantastisk meget for pengene, og den kritik, der kan rettes skyldes primært fysikkens begrænsninger grundet enhedernes småstørrelse.

LSR305 er store mængder ren, åben og præcis vellyd til små penge, og et suverænt bud på en højttaler til skrivebordet eller et meget lille lytterum.

Pris: kr. 2700,-

Specifikationer:
Frequency Range:  43 Hz-24 kHz
Max Peak SPL: 108 dB SPL C-Weighted
Max Peak Input:  +23 dBu
LF Driver Size 127 mm (5")
HF Driver Size 25 mm (1")
LF Driver Power Amp 41 W Class D
HF Driver Power Amp 41 W Class D
LF Trim Control +2 dB, 0, -2 dB
HF Trim Control +2 dB, 0, -2 dB
Input Types 1 x XLR, 1 x TRS Balanced
AC Input Voltage 100-240 VAC +/- 10% 50/60 Hz
Dimensions (H x W x D)  298 mm x 185 mm x 251 mm
(11.75 in x 7.28 in x 9.88 in)
Weight 4.6 kg (10.12 lbs.)

For yderligere information, kontakt importøren
Lydrommet
www.lydrommet.dk