Motörheadphönes

Af: Kim Olsen - 8/9-2014

Er det lige så ringe som resten, eller har rockdrengene rent faktisk en standard?

Markedet for hovedtelefoner med artist-navn er eksploderet de sidste par år. En af dem, der har forsøgt sig er Motörhead, der ligesom så mange andre har lagt navn til en serie af hovedtelefonprodukter. Markedet er mildest talt fyldt op med elendigt skrald, der bliver forsøgt solgt til godtroende fans. Er Motörhead lige så slemme har og solgt ud? Alle tre modeller er lavet med en bøjle i plast/gummi, der er i to stykker, således at der efterlades et mellemrum i midten, og der går to ekstra afstivere over gummikonstruktionen, hvor metallet holder hovedtelefonerne på plads, mens gummidelen hviler på hovedet. Det ser måske lidt dumt ud, men det er overraskende komfortabelt. Især ved lytning lang tid af gangen. Herudover er alle tre modeller sorte med et Motörhead-logo på siden af selve ørekopperne.

Bomber
Seriens mindste er Bomber, navngivet efter gruppens tredje album. Hovedtelefonerne er kompakte, der er en enkelt fastgjort ledning, og så er de lidt mere diskrete end de øvrige modeller. Der hører en lille transportpose med også. Naturligvis med Motörheadlogo på. Overgangen til tilspillet er meget brat. Efter ca. 40 timer kom det ret hurtigt og pludseligt. Kopperne på siden er lige små nok, men til gengæld klemmer bøjlen ikke unødigt på hovedet. Samtidigt er de lette nok til, at man ikke føler, at man har dem på. Dog gør størrelsen på ørekopperne, at man ikke har lyst til at benytte dem mere end 4-5 timer i træk.
De stikker ikke af i lyden, som de andre modeller, men er lidt mørkere i toppen, og hvor de andre skriger lidt mere. At kalde dem neutrale er dog nok i overkanten, snarere er vi ved at nærme os en mellemting mellem sinusbølgeform og omvendt hængekøje, altså hævet bas og nedre mellemtone og så en øvre diskant, der også lige har fået et godt skru på frekvensknappen. Men de er stadigt mere neutrale end de to større modeller. Det kan dog med sinustone-tests ikke skjules, at der er skruet endda voldsomt op ved en 60-65hz, og helt op til 110-120 Hz før end, inden “bølgen” falder igen. Det er med andre ord næppe hi-fi entusiaster, der er hovedmålgruppen.

Diskant og øvre mellemtone er lidt mørk. Ved kompleks musik som Apocalypticas “Worlds Collide” nærmer det omtalte frekvensområde sig desværre mudder. Der er dog en ganske god dynamik på Dire Straits “Sultans of Swing” i nedre mellemtone og bas. Sidstnævnte afslører basgangen som værende noget overeksponeret. Dette bevirker, at den øvre bas nærmest drukner Mark Knopflers stemme en smule. Bækkengengivelsen er fin omend lidt mørk. Udklingninger fra anslag er fint med, men åben og neutral er nok ikke lige de ord, der først falder ind.



Stemmen på Lumsk nummeret “Dunker” er noget mere fyldig end sædvanligt, men savner lidt transparens og detaljer. Til gengæld sørger den overeksponerede bas for, at gulvtam og bas næsten flyder totalt sammen og bliver tæt på one-note bas, der i dén grad savner definition.
Michael Jacksons “Dont Stop ’Til You Get Enough” har fine detaljer på blæserne, omend de er lidt tynde i lyden. Michael Jackson lyder, som om han sidder i et kosteskab og synger, og det er ærgerligt, for den tykke bas tilføjer en del ekstra "swung" til nummeret. Detaljerne i øvre mellemtone og diskant er fine, selvom der mangler lidt transparens og åbenhed. Mellemtonen er særligt detaljeret, og der fremkommer små detaljer der, lidt overraskende, er blevet plads til, trods disse fremkommer ved hjælp af en lille smule kompression i nedre mellemtone, der især høres på dynamiske vokaler og elektroniske trommer.
James Blakes “Limit to Your Love” har et b-stykke med en heftig og dyb bund, men det går næsten op og bliver mellemtone med Bomber, mens den reelle sub-bund brillerer med sit fravær. Sangstemmen måtte gerne have mere fysisk tilstedeværelse og åbenhed.



Dave Brubeck Quartet’s “Blue Tondo à la Turk” har grundlæggende en fin diskant- og saxofon gengivelse. Bækkenet er fint, omend bassen er en smule dominerende. Klaveret er lidt vel mørkt i lyden, og de højeste frekvenser blandt tangentanslagene drukner lidt, når det dybe register også tages i brug. Anslagene på kontrabassen er lidt runde og udetaljerede og basgangen føles en smule overeksponeret. Støjgulvet, der normalt kan høres i starten af optagelsen, er mildest talt svær at høre.
Bassen er meget afrundet og detaljeløs på Infected Mushroom’s “Apogiffa Night”, der er til gengæld rigeligt af den. Bassen formår dog retfærdigvis at være dynamisk, og have en vist niveau af anslagsenergi.

Men er Bomber så en decideret dårlig hovedtelefon?
Næh, egentlig ikke. Det er en "branded" hovedtelefon til 450 kroner, og hvis man sammenligner med, hvad man ellers kan få til de samme penge, så taler meget for, at den i hvert fald ikke er dårligere end hvad der ellers findes.

Bomber er på ingen måde en neutral og hi-fi-korrekt gengivelse, men på trods af den kraftige farvning af lyden, så er detaljer og dynamikken langt hen ad vejen bibeholdt, uanset at bassen har fået et ekstra hak "op til 11".

Iron Fist
Iron Fist er mellemmodellen, men der er kun små kosmetiske forskelle på den og den store model,  som f.eks skruernes udformning og farve. Man har igen valgt et todelt design og en ekstra afstivende metalbøjle. Selve kobberne er store og behagelige, men sidder utroligt stramt, selv for folk, der ikke er voldsomt store. De er udstyret med en udskiftelig stofledning; Én der kan styre musikken på mobilen, og én der er lavet til hjemmebrug. Begge er flettede. Der blev brugt den ledning, der er beregnet til hjemmebrug under testen. Desuden hører der en lille transportpose til. Prisen er kr. 649,-.

Enheden er 40mm og med neodyniummagnetmotorsystem. De er forholdsvis nemme at drive, og på trods af en vægt på næsten et kvart kilo (244g), så føles de meget lettere, da selve kopperne på hovedtelefonen trykker med 4,5 Newton, og det er en del. Den lukkede konstruktion er meget lyddæmpende, og de kan bruges selv i situationer, hvor der er forholdsvis meget baggrundsstøj. Herudover hører der en jackstikadapter med.
Iron Fist fremstår som meget mere afbalanceret end Bomber, dog stadig med en hævet bas, og en diskant, der med meget stor sandsynlighed har nogle heftige bølgetoppe og dale. Diskanten er hård og kontant, men slet ikke med så skærende s-lyde som den store model.

På Rodrigo y Gabrielas “Hanuman” hører man tydeligt, at denne model er væsentlig mere bas-rig end den store Motörizer model. Eller rettere: Der er ekstra meget fylde i bassen, hvor motorizer modellen er mere frekvenslineær i bunden, omend begge har et hævet basniveau. Dynamik og anslag er der intet i vejen med, selvom visse dele af b-stykket bliver en smule harsk i diskanten, og den overdrevne basgengivelse giver en ulden bas i enkelte passager. Diskanten er til gengæld velopløst og detaljerig.
Generelt er er opfattelsen, at Iron Fist er mere dynamisk end de øvrige modeller. 



På mere simple numre kan man dog høre, at der er godt fat i den allerdybeste bas, der er stramt og præcist gengivet. Men da der er for meget mellembas ryger præcisionen.
“Take Five” med Dave Brubeck Quartet er ganske velopløst i diskanten, saxofonen har fint sit eget optagerum. Lilletrommeanslagene måtte dog gerne komme en smule mere igennem. De sidste fine transparente detaljer på saxofonen mangler, men det er måske også for meget forlangt i et sæt hovedtelefoner til 649,-. Kontrabassen har fine anslag, men efterudringningen af bastonerne måtte gerne have lidt mere definition og går en tand for meget i ét med stortrommen. Nummeret er også en anelse mere mørkt end sædvanligt.
Der synes at være en tendens til, at den mellemste bas er hævet en smule og dermed mudrer detaljerne i den øverste del af sub-bas området.

 
Dire Straits “Sultans of Swing” er lidt tyk i bassen, bækkenanslagene mangler lidt udklingning og har en tendens til at stikke lidt af, dvs. overeksponering af de øverste toner. Mellemtonen lukker en smule omkring Fenderguitaren, uden at det dog er et decideret problem. Mark Knopflers stemme virker som om, at han knuger sig en smule sammen, og man savner, at den virkelig åbner sig det sidste op, omend at stemmegengivelsen på denne optagelse ikke ligefrem er unik. Opløsningen er OK uden at imponere, men dynamikken i lilletromme og tam-anslag er dog langt bedre end resten.

Lumsk "Dunker” har en lidt mørk klang og der mangler åbenhed i stemmen. Opløsningen er fin uden at imponere, optagerummet er fint gengivet og det samme er de små detaljer som læbens fysiske sammenstød. Stortrommen er faktisk fint dynamisk, men det kan være svært at høre, da stortrommen og bassen mudrer sammen i den nederste bund, der må siges at male med en bred pensel.
Michael Jacksons “Billie Jean” har ligeledes en lidt stikkende diskant på bækkenslagene og en bund, der er lidt for tyk. Og også hér er den mørke klang fremherskende. Den lidt ekstra tykke bund giver dog grundbeatet en del mere pondus, men sangstemmen står også mere i baggrunden og mangler noget definition og åbenhed. Mellemtonen er OK, men overdøves dog af den øvre bas, der er lidt for dominerende.

Alt i alt en mere neutral hovedtelefon end de øvrige modeller, men på ingen måde neutral ud fra en objektiv skala, men dog stadig velspillende.

Motörizer
Den største model er en lidt mere robust udgave end Iron Fist, men rent designmæssigt i fin tråd med Bomber. Der hører et minijack til jack stik med, der fungerer fint, men faktisk kan hørbart opgraderes til et bedre. Der er testet med hovedtelefonforstærkere fra Teac, Nuforce og Metrum Acoustics. Motörizer kommer med både en hi-fi-ledning og en smartphone ledning. Der er testet med hi-fi-ledningen omend funktionaliteten af smartphone ledning er afprøvet. Hvad tilspilning angår, skal man gå forholdsvist hårdt til den. 
Opbygning er identisk med den mindre model. Hovedtelefonen sidder tæt uden at presse. Dog føles selve membranen, som værende lidt for tæt på selve øret.
Det lukkede design giver en del friheder, udelukkelsen af andre lyde er ikke ultimativ, men den fungerer fint selv i lokaler, hvor andre ser tv.

Med en pris på kr. 799,- er det stadig spiseligt rent prismæssigt.

LYDEN
Apocalypticas “Worlds Collide” er overraskende detaljeret især i mellemtonen, hvor de bagvedliggende cellostykker tydeligt og præcist høres. Lilletrommeanslagene mangler til gengæld den sidste smule hårdhed, og især på b-stykket kunne diskanten godt åbne en smule mere op. Bassen synes dog at have et (endnu) mere hævet niveau end på den mindre Iron Fist model, hvilket lejlighedsvis giver lidt rumlen...
Dire Straits' “Sultans of Swing” er ligeledes detaljeret og velopløst i diskantområdet, især bækkenanslagene har en virkeligt god timbrereproduktion og formår at fange de finere nuancer. Ganske imponerende i en så billig hovedtelefon. Bassen er solid og præcis, men mangler måske det sidste niveau af nuancering, qua at der er for meget af den.




“Dunker” med Lumsk giver mulighed for, at man kan høre optagerummet på nummeret. Bassen er massiv, hvor den skal være det, og der er en fin åben- og klarhed over nummeret. Dynamikken i bunden er fin, stortrommen og lilletrommen slår fint an, men måtte gerne have det sidste attack.
Motörheads “Born to Loose” fra albummet “The World is Yours" byder på lilletrommeanslag og crashbækkenanslag, der har en lidt harsk og hård, lys lyd. På dette nummer havde en mere mørk klang nok været at foretrække, et træk der er gennemgående for hele pladen og på enkelte numre også Lemmy's stemme (samt på film). Ellers er nummeret lige på og hårdtslående.
Diana Krall's “Temptation” er en studieindspilning på godt og ondt. Den afslører i hvert fald, at der er klangforskelle og der er nok brugt forskellige mikrofoner på indspilningen, idet instrumenterne har en helt anden rumklang og en mere rund og glat, ja næsten lidt varm lyd, hvorimod at hendes stemme fremstår mere kold og rå i forhold til instrumenteringen. At det er en rigtigt god stemmegengivelse, er der nu ikke tvivl om, og man imponeres faktisk af, hvor mange detaljer og transparens, der kan komme med i så billige hovedtelefoner.



Bjørn Berges udgave af “Ace of Spades” fra “Live in Europe” pladen er lidt fremhævet i det øvre frekvensområde, således at de mest lyse toner fra den 12-strengede guitar er en smule fremhævet. Bassen er dog stadig massiv.
Stortrommen på hele soundtracket til Tenacious D's “Pick of Destiny” har en masse optagerum, der er en god gengivelse af trommens efterklang, uden at man mister anslagshugget og den efterfølgende transient. Så helt skidt er basgengivelsen ikke.
Rammsteins “Keine Lust” bliver spillet med overskud; Hovedtelefonerne overstyrer ikke, lyden bliver aldrig påtrængende og især stemmen er meget fokuseret, uden at instrumentdetaljerne mistes. Ud fra et mere hi-fi-søgende perspektiv spiller de dog mere lukket i bunden og i toppen end i mellemtonen, og der skal skrues godt op for at hovedtelefonerne for alvor liver op.
Michael Jacksons “Beat It” har en mikrodynamisk mellemtone med en masse anslagsenergi, omend keyboardtonerne står lidt hengemte i baggrunden og der mangler en smule fylde i den nedre mellemtone. Betoning på s og hihat-anslagene er dog lidt harske i det. Opløsningen er fin uden at imponere.

Sammenlagt
Lyden er generelt åben og præcis, lidt til den lyse side i toppen, fint dynamisk, men toppen kan godt være lidt harsk og bliver meget metalhård ved bestemte høje frekvenser. Dette fænomen opstår dog stort set kun ved tale i film og på indspilninger, der er lidt lyse. Det skjuler dog ikke, at bassen har fået et heftigt hæv, men det er dog stadig charmerende med en bestemt signatur. Og kigger man på markedsføringsmaterialet, så er man ikke i tvivl om, at det er helt bevidst.
Artist-mærke-hovedtelefoner er, ingen nævnt, ingen glemt, generelt noget man bør holde fingrene langt fra. Motörphönes er en behagelig undtagelse fra denne regel. Nej - de er på ingen måde neutrale, men de er heller ikke dårlige, og til prisen ligger de langt over niveau.

For yderligere information, kontakt
Importør
EET Europarts
www.eeteuroparts.dk