Højkvalitetsstreaming på den nemme måde
Hvad er Lumin?
Markedet for streamere har været der i en del år efterhånden. Det er fyldt med mange forskellige løsninger, mange forskellige formater, mange udbydere, og ikke mindst rigtigt mange produktudbydere.
Grundidéen er, at man kan afspille sin digitalt lagrede musik fra en dedikeret opbevaringsenhed f.eks en NAS (der fås i et utal af variationer). Til testen blev der brugt en maskine fra producenten Synology, med fire harddiske og fuld redundans på alle data). Data fra NAS-enheden bliver så overført til en streamer. Denne maskine styrer musikken, og giver adgang til at vælge, spole og bladre rundt i musikken. Nogle streamere har, som Lumin, indbygget DAC, således at signalet herefter kan køres videre ind i forforstærkeren. Andre skal først have signalet over i en DAC, og så derefter ind i forforstærkeren.
Lumin har en meget kort historie i Danmark, men produktet har dog formået at adskille sig på flere områder.
Oprindeligt var der kun én model, men flere er dog kommet til løbende. I dag er der således fire modeller;
D1 uden HDMI, 2x Wolfson WM8741 DAC’s
T1 2x WM8741, Lundahl udgangstrafo, ekstern dobbelt toroidal strømforsyning
A1 - som T1, men i et andet kabinet, A1 var Lumins oprindelige ene produkt.
S1 - DSD128 understøttelse, og 4 ESS SABRE32 9018 DAC chips.
Display på T1
Fælles for produkterne er et strømlinet industrielt design, der ikke fornærmer nogen. Finish og kabinet varierer efter model, men der er en klar designlinje hele vejen igennem.
Alle produkter har indbygget DAC, og mulighed for at tage signalet digitalt ud, så der kan opgraderes hvis man finder den indbyggede DAC utilstrækkelig. Ingen af produkterne har indbygget harddisk. Al afspilning foregår fra NAS eller ekstern harddisk. Alle produkter afspiller FLAC, ALAC og DSD. Der er afspilning fra dedikeret iPad-app.
Designet er lækkert, der er mange muligheder for indgange, og så er der to essentielle ting der gør Lumin til en god streamer...
For det første er opsætningen meget nem. Både opsætning af NAS-server, ekstern harddisk og iPad foregår utroligt nemt og smertefrit. Der er en nem og lige til trin-for-trin guide på Lumins hjemmeside, og afspilleren er kompatibel med stort set alle NAS-servere på markedet.
Strømforsyning
Afspilningen er ligeledes ret nem og ligetil. Især DSD-afspilning (der ellers ofte giver en del udfordringer) foregår glidende og strømlinet, og Lumin T1 bød på min hidtil bedste DSD afspilningsoplevelse indtil videre. Det havde været rart med DXD understøttelse også, men mon ikke at vi overlever. Det kan være at det kommer på en ny model på et tidspunkt.
App’en er godt designet, intuitiv, og det er både nemt og næsten beroligende at bladre igennem sin musik og afspille hvad man lige har lyst til.
Der er i det hele taget store plusser hele vejen rundt. Man kan argumentere for, om Lumin bude have en udgave med indbygget hardddisk, men Lumin har i stedet valgt en løsning hvor der kan tilkøbes en ekstern harddisk i et kabinet der matcher afspillerens strømforsyning (og selve afspilleren). For denne anmelder kan det være ret lige meget. Det er funktion og kvalitet der tæller.
Som med alle andre netværksafspillere er den store flaskehals i systemet den eksterne hardware der forbindes. Den NAS-server og de harddiske der indeholder musikken, kombineret med det øvrige netværkshardware der bringer data til streameren, er derfor altafgørende for, at man får en flydende oplevelse. De danske forhandlere af streamingprodukter plejer dog generelt at have en rigtig god viden om netværk og netværksopsætning, og ofte kommer det til at man sørger for at købe hardware af en rimelig standard, og ikke bare lader sig nøjes med Bilkas tilbud, eller det der følger med fra internetleverandøren.
Produktet i stuen
Den testede T1 kommer i en pæn kasse. Den er forsvarligt pakket ind, og til en pris på ca. kr. 29.000,- er kvalitetsfornemmelsen stadig intakt. Eneste anke er, at stik på bagsiden kan være lidt svære at komme til pga. designet, men omvendt afskærmer det også indgangsstikkene til maskinen. Så rent designmæssigt er det faktisk meget velovervejet.
Maskinen er, som før beskrevet, overraskende nem at sætte op og betjene. Der er fuld UPnP- understøttelse. Afspilningen foregår som man vil have det, og der understøttes både DSD, DoP og DIFF udgaver af DSD-filformatet. Man kan så overveje, om man ikke skulle forlange en firmwareopgradering til fuld understøttelse af DSD128, men en eller anden grund skal der jo være en grund til at købe topmodellen. Det betød ikke rigtigt noget i det daglige, da alle DSD-filerne denne anmelder har findes i både DSD 128 og DSD 64.
Der er som forventet FLAC, ALAC, AIFF og WAV understøttelse, samt MP3 og AAC til dem der vil bruge deres Lumin som en jukebox. Der understøttes op til 384khz/32 bit, og maskinen æder derfor reelt alle filer undtagen DXD.
Maskinen skal have et netværkskabel tilsluttet bagpå (så man kan evt. skjule det), alternativt en USB-stick eller en ekstern harddisk. Grundet den strømmængde en USB harddisk trækker, understøttes kun eksterne diske med egen strømforsyning, men med de størrelser som musiksamlinger med tabsfrie formater har, så er det ikke det store problem. Herudover giver det også mulighed for at placere den eksterne harddisk et andet sted end lige ved siden at T1 afspilleren.
Der er fire særdeles velkonstruerede gummifødder under maskinen der gør, at den står utroligt stabilt. Strømforsyningen har sit eget meget solide kabel, der synes at have fået noget inspiration fra industrien.
Der er både XLR- og RCA-udgang, og der kunne ikke høres nogen reel lydmæssig forskel mellem de to.
Der er S/PDIF 24/192 BNC-udgang, så der kan bruges en anden konverter, samt en 24/192 HDMI-udgang primært beregnet til DSD.
Der sidder dobbelt WM8741 DAC’s i maskinen, og alt skulle, efter producentens oplysninger, være i fuldt balanceret konfiguration. Da maskinen ikke lader sig skille ad lige umiddelbart, har denne påstand dog ikke kunnet efterprøves. Udgangene er koblet til en dobbelt Lundahl LL7401 transformer. 8741-chippen var topmodellen da den kom på markedet, det er ikke ligefrem nyeste tilgængelige chip, men ydelsen kan der generelt ikke klages over. Er man utilfreds kan man tage den digitale udgang i brug. DAC'en er måske "gammel" (det er sidste års topmodel) men den spiller nu stadigt meget sammenhængende, dynamisk, velopløst og transparent. I det hele taget hvad man forventer af en god DAC i 10.000 kroners klassen. Selvom at DAC-delen sidder afskærmet, så er det ret mange ting der foregår på meget lidt plads inden i maskinen. Det var derfor en kærkommen overraskelse hvor rolig lyden egentlig er.
Til testen blev der brugt en Synology NAS. Hér er opsætningen af UPnP noget der tager mindre end to minutter, og Lumin-app'en gør resten. Der findes endda vejledning på dansk til at slå UPnP til hvis den ikke allerede er det. Lumin er stærkt afhængig af den NAS man benytter. Det skal helst være en nyere model, og med harddiske der ikke er alt for sløve. Heldigvis koster den slags ikke det store, og hvis man synes det er for besværligt, så kan man også bare sætte en ekstern USB-harddisk direkte til Lumin. Det virker lige så godt - hvis ikke bedre. Biblioteket skal opbygges/genkendes, og har man en stor musiksamling må man påregne noget tid, især hvis man har en NAS der ikke har den største fokus på hastighed. Hurtigste loadtider kom med ekstern harddisk.
App'en har den fine mulighed. at man kan vælge at upsample sin musik, og det var i mange tilfælde en forbedring. Under testen fandtes en skjult funktion; Lumin kan nemlig i visse tilfælde afspille videoer. Der er godt nok ikke noget billede, men der er i hvert fald lyd. Søgefunktionen virker også fint, og denne anmelder ser frem til den dag hvor volumenreguleringn er fuldt funktionel for alt. Det skal dog siges, at Lumin både af praktiske og lydmæssige årsager fraskriver sig enhver mulighed for at styre volumen digitalt, men mon ikke det kommer på et tidspunkt.
App’en har ret mange avancerede muligheder, hvis man har lyst til at rode med det, ellers er mulighederne gemt væk. Først og fremmest kan man styre selve maskinen, lyset kan dæmpes, det kan bestemmes hvornår at den skal stå på standby, og udgangsniveauet kan dæmpes med 4dB.
På lydsiden er der en del ekstra muligheder, der også fortjener lidt omtale; Der kan blandt andet vendes fase, PCM-lyd kan downsamples såfremt at man har en ekstern DAC, der ikke understøtter de høje samplerates, og der kan naturligvis også upsamples, En mulighed der faktisk også findes for DSD-filer.
Herudover kan der justeres på bitdybden. I udgangspunktet vil de fleste nok bare have det meste på “native” - hvilket vil sige, at maskinen holder fingrene fra signalet og bare gengiver det som det er.
Upsamplingen fungerer fint. Det er ikke nødvendigvis al musik der har fordel af upsampling, men det bliver heller ikke værre af det. Det skal afprøves, da det varierer fra plade til plade.
Hvad er så manglerne..?
App’en kan ikke genkende .iso filer, og har man rippet sine skiver i dette format, må man finde den frem igen. Det skal dog siges at .iso ikke understøttes af UPnP protokollen, som er grundlaget for stort set samtlige streamere på markedet - så det er reelt ikke en mangel i forhold til konkurrenterne.
Afspilning af Wimp kræver Airplay, og da Lumins App kun er til iPad giver det sig selv. Grundet problemer med Wimp-app’en, som vel basalt set så bliver et Apple-relateret problem, lykkedes det dog ikke at få det til at virke, men det er dog ikke Lumins skyld. En nem løsning kunne have været, at bruge en Apple Airport Express som trådløs router. I samme åndedrag kan det undre, at man insisterer på kun at have en iPad-app. Det giver god mening, hvis man ved lidt om app "økosystemer" og ikke mindst tilgængelighed af support ved udvikling, men det er lidt ærgerligt, at man udelukker dem der af en eller anden årsag ikke vil bruge Apple-produkter. Og når man nu har en iPad-app, så kunne der vel også godt have været en nedskaleret iPhone-version. Det havde været lidt mere handy.
Wimp-afspilning var en prøvelse, pga. Wimp app'en ikke har samme nvieau som Lumins egen app. Til gengæld viser det sig, at være muligt at afspille fra Androidbaserede enheder med gratisprogrammet “Airaudio”, mens at gratisprogrammet “Airfoil” løste alle problemer med Wimp-app'ens manglende evne til at genkende Airplay.
Den indbyggede DAC er en begrænsning, men ikke en begrænsning der er værre end at man kan tilsutte en ekstern DAC via S/PDIF-stikket bagpå. Man behøver heller ikke bekymre sig om at det er BNC- S/PDIF som understøttes af eks. Young DSD DAC fra M2TEch. Hvis ikke, så koster en adapter i god kvalitet ca. 30 kroner. Den indbyggede DAC gør det dog så godt, at det nok ikke er noget, man vil tænke over de første mange år man har en T1.
Skal man så have sig en Lumin?
Nu er markedet stort, og det er ikke alle produkter der kommer forbi Nerds.dk, men Lumin er pt. et fantastisk godt bud. Den ser godt ud, den er nem at sætte op, den er nem i brug, DSD-afspilning er en leg. Den indbyggede DAC lyder godt, og man bliver bare mere og mere glad for sin musiksamling, der er nemt tilgængelig på den medfølgende app. Prisen er ganske rimelig, tilslutningsmulighederne er mange, og vil man have en bedre eller billigere udgave kan det også lade sig gøre.
Det er vist på tide med en anbefaling herfra.
Pris: 29.900,-
Specifikationer:
Streaming Protocol:
UPnP AV protocol with audio streaming extension
Gapless Playback
On-device Playlist
Supported Audio File Formats:
DSD Lossless: DSF (DSD), DIFF (DSD), DoP (DSD)
PCM Lossless: FLAC, Apple Lossless (ALAC), WAV, AIFF
Compressed (lossy) Audio: MP3, AAC (in M4A container)
Supported Audio Sample Rates, Bit Depths, Number of Channels: PCM 44.1khz - 384kHz, 16 - 32bit, Stereo
DSD 2.8MHz, 1bit, Stereo
Input:
Ethernet Network 100Base-T
USB flash drive, USB harddisk
(FAT32, NTFS and EXT2/3 only)
Outputs:
Analog Audio: XLR balanced, 4Vrms, pin 2 Hot RCA unblanced, 2Vrms
Digital Audio:
BNC SPDIF: PCM 44.1khz-192kHz, 16-24bit
DSD (DoP, DSD over PCM) 2.8MHz, 1bit
HDMI: PCM 44.1khz-192kHz, 16-24bit DSD 2.8MHz, 1bit
Analog Output Stage:
Wolfson WM8741 DAC chips, 1 chip per channel
Fully balanced layout with high quality components
Output connectors coupled with dual LUNDAHL LL7401 output transformers
For yderligere information, kontakt importør/forhandler
Vassago Hifi
Klostervej 23K
5000 Odense C
+45 60 19 91 68
Mail: rail@pc.dk
Web: www.vassagohifi.dk