Teac UD-H01

Af: Kim Olsen - 29/3-2015

Teac vil også være med i legen om at være din favorit DAC/hovedtelefonforstærker, der er til at betale.

At kombinere en DAC og en hovedtelefonforstærker er intet nyt. Mens prisen er gået ned, er kvaliteten gået op. Og Teac’s UD-H01 er ingen undtagelse. Markedet for denne type produkter er mildest talt stort, og også hér på Nerds.dk kan man se, at de efterhånden fylder lidt i landskabet.

H01 Reference er Teacs bud på ministørrelse-systemer der stadig kan yde som et full size- system. Der er en række produkter i serien; bl.a forstærker, docking station, cdafspiller, komplet minisystem, og så UD-H01 som er seriens DAC.

Selve kassen ser meget hifi-agtig og standardiseret ud med aluminiumsfrontpanel, indikatorer på fronten, der indikerer signalets samplingrate, tænd/sluk knap, hovedtelefonstik og regulering af hovedtelefonvolumen. Herudover vælger man mellem én af de tre kilder med en drejeknap. Toppen er lavet i blank acryl/plast, og er udstyret med en stor køleribbe. Bagsiden har både XLR- og RCA output, og der er USB, Coax og optisk indgang, samt netstik. Undersiden byder på fire store fødder. Til kr. 3199,- er kvaliteten overraskende høj og solid. Eneste minus er, at køberibben bliver varm ved længere tids hård lytning med tungtdrevne hovedtelefoner.

Manualen er nem og ligetil, og der er også driver tilgængelig på Teac’s hjemmeside, hvis man har behov for det.

USB-delen er en Tenor 8802 der kører asynkront, og der er en 32bit/192khz BurrBrown PCM1795 per kanal. Trafoen er med Toroidalkerne, S/N ratio er 115dB, og de 1,5 kg kommer i form af 215 x 61 x 231 mm. Det er umiddelbart ikke muligt at få oplysninger omkring hovedtelefonforstærkerdelen eller strømforsyning.

Hovedtelefonforstærkerdelen til hovedtelefoner er ganske udmærket, den savner de kræfter en rigtig headamp har. Den er forholdsvis neutral, men mangler dog det opløsningsniveau man typisk finder hos en dedikeret hovedtelefonforstærker.

Lyden

Generelt er lyden udmærket, omend en smule lys i toppen, men aldrig noget der bliver et irritationsmoment.

På Franks Sinatras “Mack the Knife” er der en gennemslagskraft og realisme i diskanten når blæserne sætter i gang i starten af nummeret. Dette demonstrerer både dynamik og god opløsning, samt evnen til at bevare den subtile og afdæmpede kontrabas uden at miste detaljer og nuancering. Mellemtonen er ganske detaljeret, men det er især optagerummet ved stemmerne, og det dybe lydbillede, man ligger mest mærke til, og musikkens evne til at "komme ud" af højttaleren. Man skulle nok have bedt gamle Blue Eyes om at stå bare et par cencimeter længere fra mikrofonen...

Bjørn Berges “Black Jesus” er  meget åben og har en tydelig mellemtone med en stram og præcis træskobas. Hvert fingerstrejf er hurtigt og præcist gengivet. Metallyden måtte gerne have den sidste aggressivitet og metalklang; men til prisen for DAC’en er det langt over niveau. Bjørn Berges stemme lugter af tobak, whisky og skumle værtshuse. Og så er alt jo som det skal være...

Apocalypticas “Worlds Collide” har en finurlig god opløsning og detaljering i især diskant og mellemtone.  Man kan tydeligt høre efterringningerne fra lilletrommen, når den er blevet slået an. Dynamikken er også fin, omend den gerne måtte have været en smule mere udtalt. Timingen er der ikke meget at udsætte på, og de små fine nuancer i nedre mellemtone fremtræder fint uden at blive "underkuet" af celloernes bastante pumpen. Den massive lydmur føles aldrig som et mudderskred, men blot som rigelige mængder information på én gang. Mellemtonen har en meget svag rund tendens, men kun noget der lægges mærke til ved ultra kritisk lytning.

Dire Straits' “Sultans of Swing” byder på veldefineret basgang som formår at adskille sig fra stortrommen, og der er en fin udklingning og optagerum på tammerne på trommesættet. Mellemtone og diskant hænger fint sammen med bassen. Mark Knofler fremstår i en forholdsvis lineær frekvensmæssig sammenhæng med resten af musikken. Stemmen er centreret, mens guitaren får lov at lege for sig selv og er rigtig godt defineret. Detaljeringen omkring guitarens miderste register er ganske godt, og der er de små mikrodetaljer man, som guitarspiller, ofte mangler på denne gengivelse. Der kan ikke klages over en den fine hihatgengivelse og udklingning. Dynamikken og opløsningen er også tilfredsstillende uden at blæse lytteren bagover. Bassen har en svagt fersk tendens, men ikke noget man for alvor bider mærke i.

Rodrigo y Gabriela har masser af smæk og god timing på gengivelsen. Efterekkoet fra slag på guitarkassen fremgår tydeligt, og giver nummeret et nyt niveau af transparens og luftighed.

Lumsk nummeret “Dunker” har en sangstemme der er godt gengivet. Man savner dog det sidste niveau af opløsning og transparens ift. highend-DACs, men stemmen er fint sammenhængende med resten. Mellemtonen fremstår, endnu en gang, klar og veldefineret med en masse luft og detaljer, men samtidigt med den korrekte kant. Bassens efterklingninger kommer fint med, og den meget sammenhængende gengivelse er en fornøjelse. Guitaren måtte dog gerne have haft det sidste niveau af rå metalklang.

Michael Jacksons “Beat It” har fin dynamik på klappene i nummeret. Hihat-anslagene mangler, som på de øvrige numre, den sidste metalklang, men nummeret hænger ellers fint sammen. Michael Jacksons stemme er minimalt lysere end normalt, og han lyder som om at han har tabt et par kilo kropsmasse siden sidst (ikke at der var meget at give af...). Guitaren på brostykket har en lille smule fnidder i det øverste register, men fremstår nydeligt og med en masse optagerum. Guitarsoloen måtte gerne være lidt mere rå og aggressiv. Basgangen sidder præcist med smæk og lige på.

Dave Brubeck “Take Five” formidler en saxofon der er meget luftigt og detaljeret gengivet. Den mangler måske lige den sidste fylde og det sidste snert af organisk lyd. Men taget i betragtning hvad DAC'en koster, er det meget imponerende. Stortrommen er ganske dynamisk og detaljeret. Det samme med kontrabassen der tydeligt holder grundrytmen under saxofonens "hærgen" i starten af nummeret. Klaveret får en ganske realistisk gengivelse hele vejen igennem. Trommesoloen er detaljemæssigt fint gengivet, men der måtte gerne være lidt mere smæk på lilletrommeanslag og det sidste niveau af dynamik mangler stadig når trommestikken hamres ned på trommeskindet.

Samlet set:
DAC'en leverer ret meget af hvad storebroderen UD 501 kan (og som vi har A/B testet med i forløbet), og det er måske ikke så underligt da den er baseret på samme DAC chipset. Til lidt over 3000 kroner er det en særdeles fornuftig DAC, der vil gøre sig fint i både mindre anlæg såvel som til computeren.

Pris: kr. 3199,-

Specifikationer:
USB Input: x 1(USB 2.0)
Digital Audio Inputs: x 2(Coaxial, Optical)
Balanced Audio Output: x 1(XLR, 1=GND, 2=Hot, 3=Cold)
Audio Output: x 1(RCA)
Headphone Out: x 1(6.3mm)
Input Signal Sampling Rate: 44.1kHz, 48kHz, 88.2kHz,
Frequency Response: 5Hz - 55kHz(-3dB, 192kHz)
Signal-to-Noise Ratio: 115dB
Total Harmonic Distortion: 0.0015%(1kHz, 192kHz)
Operation: 120V AC, 60Hz(US), 230V AC, 50Hz(EUR)
Power Consumption: 13W
Dimensions (W x H x D): 8-1/2" x 2-3/8" x 9-1/8"
Weight: 3 lbs. 5 oz., 1.5 kg
General Specifications
215 x 61 x 231 mm

For yderligere information, kontakt producenten
Teac Audio
www.teac-audio.eu
Forhandler-lokalisering: http://www.teac-audio.eu/en/Authorised-Dealers-92337.html