Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

XTZ Earphone 12

Svenske XTZ leverer in-ears med en fantastisk ydelse til en lav pris.

Markedet for hovedtelefoner, til brug på farten, er ikke bare i rivende udvikling, det er også et marked der med rette kan konstateres som værende i total konkurrence.

Svenske XTZ vil have en bid af kagen, og med en pris på kr. 299,- for deres Earphone 12 er det i hvert fald ikke prisen der skræmmer køberne væk.

XTZ er ikke helt ukendt på det danske marked; de er leveringsdygtige i både højttalere, rumkorrektion, subwoofere og forstærkere, alle i en ende af prisskalaen hvor de fleste kan være med.

Earphone 12 har lidt unikt mulighed for også at benytte den app som XTZ har fået lavet, denne gang med den finesse at der er DSP fra Dirac Research involveret. Dirac leverer DSP til bla. BMW og Bentley, men også til Naim, Datasat, Oppo og så naturligvis XTZ.

Det er ikke ligefrem imponerende hvor meget teknisk information der er. Det er informativt, men primært fokuseret på fordelene ved DSP, dog uden at blive teknisk konkret. Der medfølger flere størrelse ørepropper og en flyadapter.

Det eneste konkrete der er at sige er, at der er tale om en dobbelt 8.6 mm enhed i PET med et neodynium magnetsystem. PET-enheden er behandlet, men der er intet oplyst om hvordan eller med hvad. Følsomheden ligger på respektable 93dB. De skal dog have noget at leve af for at spille godt.

Bas niveauet kan reguleres alt efter hvilken størrelse ørepropper der benyttes hvilket er både praktisk og smart. Det store salgstrick, Dirac DSP app’en, er desværre kun til iphone. Den virker dog efter hensigten.

Ideen med App’en er at gå ud over de begrænsninger der ligger i at have en meget lille enhed i et meget lille kabinet. Med en DSP kan man derfor rette op på de fysiske mangler som er særdeles svære at lave om på – en ganske smart måde at tænke ud af boksen på. Samme fremgangsmåde benyttes til XTZ’s trådløse hovedtelefon Divine der er en skarp konkurrent til Parrot Zik som vi også anmelder. App’en giver en langt mere klar og luftig lyd, men da niveauet også hæves kraftigt er en direkte A/B sammenligning meget svær. Der er tale om adskillige forudindstillede muligheder, udover en rimeligt frekvenslineær gengivelse er der også mulighed for at øge niveauet i visse dele af frekvensbåndet.


Frekvensgang med og uden app iflg. XTZ

De vejer ikke meget, 13 gram, og sidder godt i øret, også i længere tid. Der leveres et fladt kabel, og de er magnetiske.

Til prisen byggekvaliteten overraskende høj. 

 

Lyden
Generelt er lyden ganske neutral; bassen og øvre mellemtone har et mindre hæv som dog retter sig ud når der bruges DSP-app, men gengivelsen er stadig så god uden app, at det vil være ekstremt interessant for dem der vil bruge Earphone 12 til andet end iOS enheder.

AC/DC’s  ”Whiskey on the Rocks” har en guitar der er rå uden at rive, bækkenlyden er godt defineret og fremstår klar og tydelig. Der er en ganske fin stortrommefornemmelse, mens Brian Jonas stemme lyder som den skal; af billig whisky og ditto røg. Transientstop fuldføres glimrende, og tillader dynamikken og opløsningen at fremtræde efter bedste evne (det er trods alt AC/DC).

Dunker fra norske Lumsk er meget nærværende; en nærmest intim gengivelse hvor optagerummet dog er kommet med, omend lidt indsnævret. Man føler at sangerinden sidder helt tæt på, det giver mulighed for at høre langt de fleste af de mange små niveauændringer, fraseringer og andre variationer. Mellemtonens renhed gør at klaver og guitar altid føles tæt på, og aldrig gemt væk. Bunden er dog en smule voluminøs.

Joja Wendts ”Asturias” har en imponerende anslagsdynamik på lilletrommen og det højere register på klaveret, og der er godt med tryk på de dybdegående tangenter og kontrabassen. Der måtte gerne være åbnet lidt ekstra op for den øvre mellemtone og toppen, da nummeret bliver lidt mørkt i det. Men ellers fornuft ud fra de klassiske hifi parametre, og så med en ganske tør basgengivelse.

Nuanceringen i diskant og øvre mellemtone er overraskende præcis og fintmasket gengivet.

Opløsningen i mellemtonen er overraskende god på Apocalypticas ”In Memoriam”, det tillader de små subtile detaljer at træde tydeligt frem. Der er god bund og timing på nummeret, der måtte dog gerne være lidt mere energi i paukeanslagene.
Tam-anslagene har en ganske god vægt og hastighed på trommeskindets efterringninger, og selvom der er en subtil forøgelse af mellembassen der gør elbasgengivelsen en smule dominerende, så bliver det aldrig en voldsom tonal påvirkning, da gengivelsen er fint sammenhængende, og diskanten stikker aldrig af fra resten af registeret. Optagerum og lydbillede er en hel del mindre end på et sæt store åbne on-ear hovedtelefoner, men det er stort set umuligt ikke få den oplevelse med in-ears.

Infected Mushrooms ”Albibeno” går klart og rent igennem, bassen er en smule hævet, men der er stadig den anslagskraft der skal være i både bas og mellemtone. Bassen demonstrerer dynamik, transientkontrol og anslagsenergi.

Michael Jacksons ”Beat It” har godt tryk og fin timing på grundbeatet, intet stikker af. Der er ikke den åbenhed og neutralitet i bassen som et par gode højttalere kan præstere, men for et sæt in-ears i den billige ende er det yderst fornuftigt. Stemmen er klassisk Jackson, måske med en smule mindre energi og virkelyst.

Prokofievs ”Dance of the Knights” har en næsten fysisk trykvirkning i bassen, blæserne gjalder for et sæt in-ears rigtigt fornuftigt igennem, og violinerne har en fin gengivelse uden at blive for spidse eller rive i ørerne. Dynamisk er nummeret fint, og energisignaturen, for især blæseinstrumenterne, er fint bevaret.


Samlet set.

Hvad kan der siges? Neutral er Earphone 12 ikke; der er lidt ekstra bas, og diskanten bliver aldrig på niveau med et sæt gode åbne hovedtelefoner. Men. Det hér er et sæt in-ears der fint udelukker det værste støj udefra, de er blandt markedets billigste til kr. 299,- og både dynamik og opløsning er også fin - og det var det også da vi testede dem i første omgang og troede at prisen lå på ca. 1000 kroner. Og det skal nævnes at XTZ har snydt - for man kan regulere basniveauet ved at skifte ørepropperne, større ørepropper giver mere bas. Det er ikke bare smart, det er genialt. Herudover er der naturligvis tvistet med App'en der giver en bedre og mere liniær lyd - det er virkeligt godt tænkt.

Til den pris de sælges til er det et røverkøb. Og så overlever man nok, at ydelsen ikke matcher et sæt hovedtelefoner til det 10-dobbelte! Det er uden tvivl fantastisk ydelse til prisen.

Vi giver sjældent priser ud, men vi vil da gerne citeres for "10/10 til prisen" - XTZ Earphone 12 er en lille perle - og så er den til at betale.

 

Pris: Set på tilbud til 299,- (primært i forskellige web-shops, der er ikke en egentlig dansk distributør).

Specifikationer
-Plug 3.5mm
-Cord Length 1.2m
-Impedance 16ohm
-Frequency Response 18 - 22kHz
-Sensitivity (at 1 KHz) 93dB
-Driver Unit 2 x 8.6mm
-Magnet: Neodymium
-Driver : Treated PET
-Weight : 13g

 

For yderligere information, kontakt producenten
XTZ AB
Gamla Nissastigen 19
314 41, Torup
Sweden
www.xtz.se
info@xtz.se

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.