Trådløs er trådløs og en reolhøjttaler er en reolhøjttaler er en.. eller er den? Saxo 5 Active fra System-Audio beskrives som en trådløs højttaler, der er bedre end markedets bedste - på firmaets egen hjemmeside, spørgsmålet er så, hvad det betyder og hvordan det lyder.
Saxo 5 Active (eller bare Saxo 5 i daglig tale) er flagskibet i Saxo-serien, som er en budgetserie til hele familien og alle genrer - også og selvfølgelig til hjemmebiografen. Ambition at være bedste højttaler til prisen.
Saxo 5 Active er produceret af det danske firma System-Audio, der har været på banen siden 1984, og har gjort det til en af sine hjertesager, at skabe stor lyd også i kompakt indpakning. System Audio har har en bred vifte af højttalere i porteføljen, fra den store gulvhøjttaler til den lille væghøjttaler, og firmaets højttalere har gennem tider fået flere priser - også den aktuelle som årets bedste trådløse højttaler i 2015 i Lyd og Billede.
Som indgangsreplik skal det siges, at anmelderen nærmer sig hele området med stor skepsis - for det første i forhold til trådløshed overhovedet, og om der kan streames tilstrækkeligt stabilt med en ordentlig kvalitet, for det andet om små højttalere designet til at holde bøger oppe i Ikea-reolen overhovedet kan flytte lyd nok nuanceret nok og for det tredje om ikke alting bare drejer sig om at få god lyd til sit fjernsyn og få afhviklet en masse ligegyldig pop-musik, der er skruet sammen på Macbooks, uden der har været en ærlig musiker i nærheden. Anyways; stuen hvor SA’erne har huseret et stykke tid, er ellers kun bestykket med et par gamle Dali 104 holdt sammen af skruetvinger, et NAD 2400 forstærkersæt, der knaser lidt, og en rega planar 2 som er på vej til rep fordi den brummer fra motoren. Et totalt retro-setup, men det lyder faktisk ok fedt - så nu har I måske en referenceramme og billedet af en sur gammel mand med korslagt arme, der ønsker sig en spolebåndoptager til jul.
For at skabe sig en referenceramme var anmelderen på tur i div. relevante forretninger for at se, hvad markedet og lyden kan inden for prisklassen, især for at give Saxo 5’erne en fair behandling.
Højttalerne fremstår som solidt bygget i træ med enten sort eller hvid højglans finish. Fronten er dækket af sort stof på en ramme (som faktisk sad lidt for fast, da det skulle afmonteres af en fumlefinger, men det må jeg ordne med SA efterfølgende). Vi har at gøre med en 2-vejs basreflekshøjttaler, med en 13 cm bas og en 25 mm diskant med DXT akustisk linse, der sikre spredning i rummet. Den højre er monteret med en 40 W klasse D forstærker. Enhederne forbindes med kabel (og er således ikke helt-helt trådløse), På inputsiden er der både Bluetooth til iPhones og andre med bla. AAC og aptX, du kan tilslutte via minijack, RCA, du kan oplade dine telefoner og du kan tilslutte subwoofer, hvis du skal have mere bund. Det fremhæves i øvrigt, at strømforbruget er kraftigt reduceret i forhold til andre modeller, og at standby er på 0,5 watt, til oplysning for de, der interesserer sig for den bæredygtige dimension (og det gør vi jo!). Saxo 5 Active kommer med en lille fjernbetjening til de basale funktioner, men lydniveau kan også betjenes fra hovedhøjttaleren.
Saxo 5 Active er overvejende testet igennem på egne præmisser, dvs. via Spotify i extrem kvalitet på hhv. iPad, Macbook og PC, trådløst, men også med en lille afstikker til kabel, bare for at få fornemmelsen og sammenligningen og fordi Bluetooth’en altså en gang imellem bare alligevel hakker lidt vel rigeligt - hvilket er nok til at stoppe hele trådløs festen, i min optik.
Lyden
Der testes først med super-producerne af well-lyd, Steely Dan, med nummeret Babylon Sisters som har masser af detaljer og dynamik.
Der er fint balancerede detaljer i det meste af diskantområdet. Hihat og bækkener står klart defineret, vokalerne har en god sprødhed i toppen uden at hvisle, hornene har kant uden at skære. De mange små detaljer og især det elektriske klaver lyder rigtigt godt. Dog mangler der noget klarhed og prioritet i det helt høje, en svær balance, men der kommer altså et lidt indelukket indtryk.
Mellemtoneområdet blander rimeligt godt op til diskanten, og vokalerne ligger tydeligt i rummet i forhold til hinanden, lilletrommen har en god tyngde og trommerne lyder generelt godt med masser af smæk og nuancer, guitar og keyboards står smukt og tydeligt ud fra hinanden.
I det dybe område ligger bassen og stortromme med en fornuftig tyngde, størrelsen af højttaleren til trods, og bunden fremstår nogenlunde klart og defineret.
Daniel Lanois - falling at your feet. Endnu en velestimeret producer (U2, Dylan osv). Et ret krævende nummer, som har en meget dominerende bas med masser af dyb mellemtone, samt en masse fine detaljer med mange lag, kor, akustiske guitarer, trommer med whiskers.
Her bliver det meste af diskantområdet virkelig sat på prøve og kan næsten ikke få plads til at ånde. Der er kun plads til et tyndt ikke så veldefineret lag omkring toppen af vokalerne, de øverste lag i guitaren, bækkener, der kun lige når, at markere sig. Der er rigtigt mange detaljer i nummeret som drukner lidt i den rumlende bas, det er lige før vi taler om forvrængning. Det høje mellemtoneområde lider også lidt og bliver pakket en smule ind i vat, Bund er der faktisk en del af, men den megen mellemtone/bas, driller virkelig Saxo 5’erne, og der mangle helt tydeligt overskud på grund af størrelsen - der er noget bas, man ikke kan snyde sig frem til. Så ikke et nummer, der var venligt stemt og kræver nogle noget større højttalere.
Brian Blade - Perceptual; moderne Jazz-trommeslager i Pat Metheny sporet.
Her fremstår det meste af diskant-og mellemtone-områderne klart veldefineret, med rimelig god oplysning og præsentation af de mange nuancer i musikken. Guitar og saxofon lyder godt og har tyngde - . Der mangler dog stadig lidt i den øverste top - som om den er trukket lidt tilbage i lydbilledet og det giver den samme fornemmelse af indelukkethed og manglende luft opadtil som i nogle af de andre musikstykker. Bunden med kontrabas og en åben tomtom/stortromme buldrer en lille smule og forstyrre de andre lag i musikken, når dynamikken sætter ind, og nuancerne lider lidt under det. De præsterer klart bedst i de stille passager.
Lyle Lovett - Pontiac, countrymusikkens feinschmecker, som kan bruge timer på at stemme sin guitar. Perfektionist til fingerspidserne. Nummeret her er helt enkelt - klaver, akustisk guitar, cello og en fremragende kraftfuld stemme.
SA5’eren har godt af den enkelhed, der ligge i nummeret. Instrumenter og vokalen står veldefineret i rummet, der er skarphed i diskantområdet, fingrene kan høres flytte sig på westernguitarens stålstrenge, og guitaren lyder grundlæggende godt. Alt kan tydeligt skilles ud fra hinanden - der er rum til de små nuancer.
Led Zeppelin Black Dog, en rock’n’roll klassiker.
Samlet set leveres nummeret igen i en lidt indpakket version. Der er meget pænt smæk trommerne og vokalen i versene
Generelt løfter familiehøjttaleren SA5’eren opgaven nogenlunde, og selvom den fremstår indelukket i den øverste top, så musikerne ikke kommer helt ind i stuen, så er de i hvert fald i rummet ved siden af. Der er dog tydelige udfordringer, hvis der bliver udfordret i bunden - de leverer fint, når der er en hvis enkelhed i musikken, men bliver det dybe enten meget dybt eller komplekst, så mudrer det lydbilledet. I forhold til de andre højttalere jeg fik anbefalet i prisklassen og lidt over, klarer SA5’eren sig rigtigt fornuftigt, her var det enten piv-skærende i diskanten eller helt indelukket i dåsen.
I forhold til de 40 watt, så kan de spille 20-30 kvm godt op uden at lyden skæmmes, og højttalerne fremstår således rimeligt potente, igen størrelsen taget i betragtning. Højttalerne er ikke testet i forhold til hjemmebio - der er så ikke TV på ejendommen, et aktivt valg, da nyhederne blev for dårlige og kanalerne for ens - så her må andre konsulteres. Om en pris på 6.000 er specielt budget-egnet, skal jeg ikke stille mig til dommer over; det kan være at audiofiler, der er vant til at sende femcifrede beløb efter det rigtige kabel, der synes det er ok - jeg synes det er lige i overkanten.
Men i forhold til indledningsreplikken, så mener disse ører nok stadig, at mindre trådløse højttalere lidt er en nødløsning, hvis man vil have ordentligt udbytte af sine vinyler, men også af sine playlister på mobile enheder, hvad enten det er nu kunne være Flaming Lips, ECM (slå det evt. op), eller en hostende Johnny Cash, der gisper efter det sidste vejr, mens han dommedagspræker om My Own Personal Jesus.
Specifikationer:
Inputs:
Bluetooth 4.0 lossless aptX (CD kvaitet)
AAC (Apple), WAV, MP3 320 kbps
2 optiske digitale
1 analog 3,5 mm stereo jack
1 analog stereo RCA
Outputs:
2 x 40 watts klasse D
Subwoofer out
5V USB oplader
Højttaler
Bashøjttaler: 1 x 13 cm
Diskanthøjttaler: 1 x 25 mm DXT akustisk linse
Princip: 2-vejs basrefleks
Dimensioner (BxHxD) cm: 16,5x28x23 cm
Finish: Sort eller hvid højglans
Forberedt til vægbeslaget W.5
Pris: 5.998,-
For yderligere information, kontakt producenten
System Aduio
www.system-audio.com
System Audio A/S - Klosterengen 137 L - 4000 Roskilde - Denmark
Phone: 45 36 45 80 80