Falder North Stars billigste DAC igennem?
Vi har før testet produkter fra North Star, og vi har generelt været imponeret af lyd og byggekvalitet. Spørgsmålet er så om “den billige lillebror” kan følge med?
Helt billig er den nu ikke, men halvvejs inde i testperioden besluttede importøren alligevel at være ekstra aggressiv i prissætningen og nedsatte DAC’en med 25%, fra kr. 7999,- til kr. 5999,- Det er en ekstremt skarp pris der gør at Intenso DAC pludselig konkurrerer med f.eks. Teac’s UD-501 i stedet for Metrum Octave som alternativer.
Der er, med North Star, tale om en klassisk 32 bit / 384 kHz DSD DAC baseret på en Sabre ES9016 chip fra ESS Technology. Der er mulighed for at afspille DSD64 (2.8 MHz) filer via USB asynkron overførsel, og kun PC’en kræver drivere. Den accepterer dog også DSD128 og DSD256, men nedskalerer med stor sandsynlighed til DSD64 da den kun er opgivet til at afspille dette format, upåagtet at den modtager de to andre DSD typer også. Da der kun er analog udgang har dette dog ikke kunne konstateres.
Selve kabinettet er i samme sort-lakerede finish (kan også fåes i sølv) og byggekvalitet som hvad vi før har prøvet fra North Star. Det største problem er at der flere steder (f.eks. i manualen) står at opløsningen er på 24 bit, men det er nu engang sådan at den chip som DAC’en er baseret på kan håndtere 32 bit. Et gæt på en forklaring herfra er at man oprindeligt ville have lavet Intenso baseret på en anden og måske billigere DAC chip, men så i sidste øjeblik ombestemte sig og ikke ville lægge navn til et billigt 24 bit produkt uden DSD understøttelse, men det er ren spekulation.
Der er en tænd/sluk knap og en indgangsvælger med seks indgange at vælge imellem. Det er en USB, to Coax, og tre optiske, mere end rigeligt for de fleste. Som sædvanligt er North Star overraskende åbne omkring den tekniske opbygning, og selvom at der ikke er brugt 1.000 kroners guld-komponenter, så vækker det alligevel en hvis glæde at man åbent og ærligt har fortalt hvad der er i æsken.
Der er desværre ikke fjernbetjening til, men det er også usædvanligt efterhånden. Vil man have fjernbetjening skal man have fingrene i den noget dyrere Incanto DAC.
Selve DAC’en er ikke specielt stor, men er overraskende tung. Den er heldigvis meget enkel i hverdags-betjeningen, så den før omtalte manglende fjernbetjening savner man ikke. Eneste reelle minus er at den diode der indikerer den valgte indgang er rimelig skarp, og umiddelbart er identisk med den blå lysdiode North Star bruger på alle sine DAC-produkter. Samle-kvaliteten er som før nævnt ganske god, og lever op til det niveau man forventer af et North Star produkt.
Lyden
Tager man 2L's test katalog af HD filer står en ting lysende klart: Selvom at det er "billig" DAC så er der intet billigt over lyden. De små nuancer på DSD filerne kommer klart og rent til udtryk, de mindste fraseringer eller berøringer med buen på violin-strengene er klare og tydelige, og tonerne får deres fulde udklangstid uden at mudre sammen eller ødelægge det fine lydbillede.
Billie Holidays “Day In, Day out” har en ganske forrygende åbenhed i både diskant og mellemtone, og blæser-gengivelsen er uhørt god for noget der faktisk er til at betale - og også på en absolut skala. Det er både rumklangen og efterklangen, men frem for alt tydeligheden og detaljerne der gør forskellen. At nummeret så i øvrigt er meget dynamisk og også svinger rent timing-mæssigt gør ikke fornøjelsen ringere.
Dizzy Mizz Lizzys “Love me a little” er ganske imponerenede i stortrommen, ikke kun med sin præcision, men også de små detaljer og samhørigheden og neutraliteten i nummeret. Dynamikken er på plads uden at de små detaljer går tabt. Lydbilledet er dog en 40-50 cm smallere end på Incanto DAC'en.
Queens “I’m going slightly mad” er en velopløst, meget åben, detaljeret og svagt lys gengivelse. Selv de mest subtile af bas-anslagene kommer med, men mest imponerende er hvordan at man kan høre hvorledes skindet på stortrommen flytter sig tilbage til sin udgangsposition efter et anslag. Sangstemmen er meget åben og ren, og de stemte s'er er præcis som de skal være – og det er sangerens skyld. Det gennemgående er dog den luftighed der er til stede, og hvis det havde været en forstærker der var testet her, så ville man have beskrevet den som havende et imponerende headroom.
“Cuarto de Tula” fra Buena Vista Social Club byder på en særdeles detaljeret gengivelse. Niveau-differentieringen på de enkelte instrumenter står knivskarpt, og samtidigt kommer anslags-energien på især kontrabas-anslagene tydeligt til udtryk.
Men der er stadig meget luft omkring det enkelte instrument og de får den plads de skal have. Samtidigt fremstår stykket med en enorm præcision i både lydbillede og udførslen, noget der ikke er at forvente fra en DAC i denne prisklasse, især sammenholdt med hvor små fine detaljer der kommer fra specielt guitardelen.
Plas Johnsons udgave af teamet til Den Lyserøde Panter byder på en yderst differentieret forestilling. Kontrabassen har bevaret sin dynamik og anslagskraft - og energi, men uden at miste de små forskelle i hårdheden af anslagenes hårdhed. Åbenheden i diskant og nedre mellemtone er ganske imponerende, og tonerne får lov at hænge som de skal, ganske afhængige af det energi-niveau de er startet ud med. Blæserne har det rigtige trut, og xylofonen det rigtige attack uden at det bliver for meget, og bækkenslag har reel metallyd uden at det bliver harsk at høre på. De hurtige anslag på Hammond-orgelet er klinisk renset for støj på selve optagelsen, og lige her havde det faktisk været klædeligt, men optagelsen er meget ren i snittet, og det skinner igennem med Intenso endda uden at virke kunstigt.
Stort set samme historie gentager sig med Dave Brubeck Quartes “Take five”, hvor der kan tilføjes en masse pæne ord om realismen i stortromme og lilletromme gengivelsen, og hvor tydeligt raslen fra zeidling høres.
Der er god energi i anslagstransienterne på Michael Jacksons “Beat it”, og dynamikken er slet ikke tosset, men nummeret afslører også at der ikke er helt samme opløsning i mellemtonen som på storebroderen Incanto som vi havde på besøg samtidigt med. Lydbilledet er præcist og afmålt, men stadig stort og luftigt og der er plads til ethvert instrument eller lydeffekt.
Bassen er stram og præcis, og udviser både niveau-differentiering og stor dynamik samtidigt.
Michael Jacksons “Beat it” sidder finurligt nok også lige på beatet som det skal. Der er rytme og timing for alle pengene, gengivelsen er måske lidt mere direkte i forholf til storebroderen Incanto, men timingen og energi-udsvingene i musikken er den samme for begge modeller.
Rammsteins “Mein Land” er et meget massivt nummer, men Intenso går på intet tidspunkt ned på detaljerne. Till Lindemanns stemme fremstår med stor autoritet, og de stemte t'er bliver afsluttet med tysk præcision, og det samme gør sig gældende med stortrommen.
Intenso formår på Lumsk nummeret "dunker" både at fremvise stor dynamik i bunden, en naturlighed i stemmegengivelsen som giver den fine norske sangstemme de bedste arbejdsbetingelser. Og violinen står stadig knivskarpt og er i sig selv skarp i de helt rigtige toner, og har den rigtige skæring af strengene i de helt høje frekvenser. Der er stor åbenhed og luftighed i den fintmaskede gengivelsen, særligt i øvre mellemtone, og det gør at mange af de små fine nuancer nemt kommer frem i lydbilledet.
Samlet set
Intensos store styrke er dens evne til at spille enormt åbent og direkte uden at dynamikken eller lydbilledet går sig en tur. Om det er Niels Lofgren, Lisa Ekdahl eller Dave Brubeck, så kan hvert et lille anslag på en streng eller tangent høres, alle instrumenter kommer til deres fulde ret og intet bliver forsømt, og instrumenterne timer virkeligt godt.
Intenso er i testperioden blevet sat ned fra kr. 7.999,- til kr. 5.999,- og må derfor med rette anses for at være referencen inden for DAC's der er til at betale.
Specifikationer
North Star Intenso
Dimensions / Weight 30 cm (W) x 17 cm (D) x 6 cm (H) - 3,2 Kg
Main voltage / Consumption 230/115V 50/60Hz 7W - Stand-by 0,5W
Analogue output unbalanced 1 pair per channel on RCA connectors
Digital input 5 S/PDIF (2 RCA coax, 3 Toslink) 1 USB 2,0
Distortion 0,001% 0 dB
Dynamic range 122 dB
Pris: Kr. 5.999,-
For yderligere information, kontakt importøren
Exotic Audio ApS
Willemoesgade 14 kld tv
DK - 2100 København Ø
Tlf.: 35 11 27 70
Email: info@exoticaudio.dk
Web: www.exoticaudio.dk