R2R eller Resistor Ladder princippet med separate modstande uden for DAC chippen ses meget sjældent, men det må siges at være en god implementering i dette tilfælde. Lyden udmærker sig nemlig her ved en meget rolig og ekstremt velopløst og homogen gengivelse der nemt konkurrerer med konstruktioner baseret på nogle af de dyrere ESS og BurrBrown chips der findes i dag.

Meget forenklet, så sker konverteringen fra digitalt til et analogt signal i 224 separate modstande i stedet for inde i en integreret chip. Det kræver forholdsvis mange komponenter, og komponenter med små tolerancer. Det er ikke fuldstændig uset før, men netop på grund af kravet til den høje præcision og lave tolerancer er det ikke en opbygning man ser så tit.

Produktionsomkostningerne er heldigvis faldet over det sidste år, og det gør det derfor muligt i dag at have en Discrete R2R DAC der er til at betale. Volumenkontrol og digital signalbehandling fra USB kablet og det sendte DSD eller PCM signal varetages en en såkaldt FPGA chip. Hovedtelefonforstærkeren kører uden negativ feedback. Der er fire forskellige anti-alias filtre at vælge imellem, og der understøttes  24 bit / 384 kHz PCM audio, DoP-128 (x2) og DSD-256 (x4).

Der er 2 volt på linieudgangen og op til 3.5 volt på hovedtelefonudgangen, svarende til 400mW i 32 Ohm.

Filtrene repræsenteres ved hver deres farve i LED’en på fronten;

Rød for Brickwall (Linær fase)

Grøn for Butterworth (Minimum fase)

Slukket for blødt Butterworth

Orange for mix af Butterworth og Brickwall.

Testen er primært gennemført med Brickwall, men også lejlighedsvis med Butterworth. Der er benyttet USB 2 mode under hele testen.

Selve kabinettet er meget enkelt, en volumenkontrol, indikator LED og hovedtelefonudgang. Bagsiden indeholder en USB indgang, linieudgang (RCA), en kontakt til at skifte mellem filtrene, en kontakt til at skifte mellem to USB tilstande, og en kontakt til at skifte mellem hovedtelefon eller linieudgang. 

Rent tonalt er der ikke stor forskel på signaturen lyttet med hovedtelefon eller i ren DAC tilstand, omend at hovedtelefonforstærkeren dog alt andet lige har en sonisk indflydelse. Hovedtelefonforstærkeren er særdeles kraftig, og udmærker sig især ved en heftig og ekstrem baskontrol og stor åbenhed.

Den måde som især strengeanslag på guitarer bliver fanget på er ganske imponerende. Åbenhed og opløsning er fremherskende, især i øvre mellemtone.

Beatles “Come together” er overraskende velopløst og detaljeret for så gammel en optagelse. Efterklangen på stortrommeanslagene er tydelige, og man hører eksplicit trommeskindet trække sig tilbage efter anslaget, og ikke mindst efter-ekkoet der uundværligt vil være der. Instrumenterne er fine, og stemmen er tydelig og med karakter.

Queens “Crazy little thing called love” har en næsten fabelagtig luftighed i gengivelsen. Musikken, rumfornemmelsen og det optagerum der indfanget når trommestikkerne kører på kanten af lilletrommen er meget imponerende og sjældent hørt - især for så få penge.

Diskanten er præcis men aldrig rå, det er nok en af de mest neutrale DAC's vi har haft der samtidig ikke kommer med et prisskilt svarende til en mindre bil.

Bas/mellemtone er ikke meget anderledes, men er ligeledes meget velopløst og meget klar i bassen, og det giver en samlet og meget homogen gengivelse.

Engegårdkvartettens udgave af Haydns “String Quartet in D Major, op 76 no. 5” er ganske imponerende, definitionen af strengene på violinerne hører til i en væsentligt dyrere prisklasse. En forslidt kliche, men alligevel passende.

Michael Jacksons “Beat it” byder på en meget nærværende sangstemme, og lyder helt entusiastisk. Bas og mellemtone hænger utroligt godt sammen, og giver et utroligt fængende grund-beat på nummeret.

Mari Kodamas gengivelser af Beethovens 14. og 17. klaversonater når næsten på niveau med Wilhems Kempffs, tonerne hænger i luften som de skal, og der skiftes mellem silkeblødt og bastant russisk spil, som denne signatur mener at det sig hører til. 

Bassen er overraskende dyb, eller rettere den er præcis nok til at man f.eks. Med “Pink Panther Theme” fra Plas Johnson føler at man får en halv oktav ekstra i bunden.

Pink Floyds “Money” byder på flere finurligheder. Først og fremmest er der et drive og en anslagsenergi i bassen som alt for sjældent høres på selv dyre anlæg, herudover er mellemtonen enormt ren med meget hul igennem. Og så er nedre diskant/øvre mellemtone så fintmasket at detaljerne for alvor får lov at træde frem, og især sangstemmen kan for en gangs skyld høres.

Jim Keltners bidrag til “Sheffield Drum Records” er ganske imponerende, om det er stortromme, tam eller bækkengengivelse. Dynamikken, klangen, alt sidder lige så meget i skabet som transientgengivelserne. Som gammel trommeslager bliver man helt glad når man falder over en optagelser der yder dette fantastiske instrument retfærdighed.

Dizzy Mizz Lizzys “Love me a little” er det eneste nummer hvorpå at tilfredsheden ikke er udbredt. Ferskheden er ikke så gennemgående som på stort set alle andre gengivelser nogensinde hørt, og omend at den øvre bas er meget differentieret og tydelig i lydbilledet, så mangler der den sidste hårdhed i guitarstrengene. Det problem er der til gengæld ikke på Rage Against the Machines “Bulls on Parade” - måske det er DAC1101 der har den rigtige gengivelse - og de andre der har været forkerte?

Lisa Ekdahls “Vem Vet” er enormt åben i toppen. Blæsergengivelsen er virkeligt god, og den meget monitoragtige sangoptagelse står knivskarpt, men uden at der er overbetoninger af ’t’ eller ’s’ lyde. Det er en meget direkte optagelse, og det forsøger Soekris DAC1101 ikke at maskere. Historien gentager sig med “Dunker” fra Lumsk der formår at gengive instrumentdifferentiering og mængden af hul igennem til et niveau der ikke er hørt længe - meget imponerende.

På The Police’s storhit “Roxanne” får man en meget ren og åben gengivelse. Nogle af de dobbeltanslag der er på hihat’en går ofte tabt, men de høres tydeligt her, og bassen står også tydeligt i lydbilledet i stedet for at blive blandet sammen med stortrommen som den ofte gør på mange anlæg.

Det var først mod testperiodens slutning at der blev taget et kig på prisen, og her havde man nok forventet en 1200-1500 Euro, men prisen lander på 650 Euro, altså under 4.850,- DKK.

Soekriss 1101 er på trods af den lave pris bestemt ikke opbygget som et budgetprodukt, og den leverer forbløffende lyd og hovedtelefonforstærkning for overraskende få penge. Næste gang der skal investeres i head-fi eller pc setup, så bør Soekris 1101 næsten være en selvskreven kandidat.

Det skal også siges at Soekris produceres i Danmark, med frit udsyn til motorvejen på Sjællandssiden af Storebæltsbroen. De fleste læsere har nok på et eller andet tidspunkt kørt forbi her, helt uden at vide hvilke gennemførte produkter der bliver lavet nogle få hundrede meter væk. 

Specifikationer:

THD @ -1db <0.01%

THD @ -60dB <0.04%

S/N 20 Khz Bandwith >120 dB unweighted

Frequency Range +0.1dB -1.0dB 20hz - 20Khz

USB Input Type B, Isolated, Full/High Speed

USB Input Mode Selectable Audio Class 1.0 or Audio Class 2.0

USB Input PCM Up to 24 Bit / 384 Ksps

USB Input DSD Up to DoP-128 and DSD-256

Digital volume control -80 dB to +10 dB

Output Line RCA, 2.0V RMS, Zout 50R

Output Headphones 6.3mm Phono, 3.5V RMS, Zout 3R

Power Consumptation From USB max 3W

Size 108 x 160 x 20 mm

Weight 0.3 Kg

Warranty 3 Years

For yderligere information, kontakt
Soekris Engineering
www.soekris.dk