Xavian hører måske ikke til de mest kendte højttaler producenter i Danmark. Og det er lidt en skam, for firmaet viser med den her testede Xavian Orfeo at de formår at lave ganske vellydende højttalere.

Men Xavian er et tjekkisk familiebaseret firma, hvor grundlæggeren og chef-udvikleren Roberto Barletta, med italienske rødder siden 1988 har udviklet og produceret højttalere. Firmaet producerer i dag alt under samme tag, inklusive enheder på en facilitet udenfor Prag.

Bag det lidt kryptiske navn Xavian Orfeo står en højttaler, der måler 380 x 236 x 282 mm og vejer 17 kg. Effektmæssigt kan den håndtere op til 300 w. men er en følsomhed på 85dB forholdsvis tung at trække. Store effektforstærkere er altså et must. Delefrekvensen mellem den 175 mm bas/mellemtone enhed og 29 mm tekstilmembran dome tweeteren er fastlagt til 2250 Hz. Standere kan tilkøbes, så de passer i design til højttalerne. 

Finishen på Xavian Orfeo højtaleren er meget høj og både forarbejdning og vægten på 17 kg udtrykker vægt og seriøsitet. Der er anvendt meget lækkert træ, som har ført til en intet mindre end fornemt forarbejdet højttaler. Billeder yder ikke disse små juveler fuld retfærdighed – de skal ses! Standerne er pænt udarbejdet men en lidt simpel fod, der trækker indtrykket lidt ned. Men sættet har fået ekstraordinært gode kommentarer for udseendet for gæster under testen. Designet minder lidt om Sonus Faber, og de to ledende personer fra firmaerne er da også personlige venner. Det har åbenbart slået igennem i designet.

 

Selvom man umiddelbart skulle tro det ud fra billeder, så er Xavian Orfeo ikke en højttaler, der understøtter bi-wiring. Og man skal ikke tro, at man bare tilslutter højttalergaflerne og så er man klar til at høre musik. Nej, det er simpelthen nødvendigt at læse installationsmanualen for at tilslutte højttaleren korrekt, fordi de fire bøsninger er bestemt ikke beregnet til bi-wiring, men derimod giver mulighed for en fine-tuning af lyden. 

X beskriver i den ret korte manual de forskellige afstemninger, der kan opnås. De går fra neutral reference, til mere blød reproduktion, lidt mere mellemtone men en anelse mindre top og til sidst lidt mere øvre mellemtone men mere blød gengivelse. Jeg må indrømme, at jeg måtte læse beskrivelserne adskillige gange. Alligevel er jeg ikke helt sikker på at jeg forstår de fire forskellige klangopsætninger. Og der er heller ikke nogen stor forskel, men dog en forskel man oplever efter en hel aften. 

Jeg endte med at bruge indstilling fire, hvor en jumper skulle indsættes mellem bøsning 1 og 2.

Selve højttalertilslutningerne er ok, men minder en del om det, vi så på fx engelske højttalere – for 25 år siden. Men de gør det de skal, og giver en solid befæstelse af højttalergafler.

Højttaleren er i øvrigt – som med mange andre standerhøjttalere – nem at placere og flytte rundt med. Det er også let at finde en position, hvor lyden er optimal. Standere vil jeg vurdere er et must for denne konstruktion, så regn disse eller tilsvarende med i budgettet for denne højttaler – de er simpelthen nødvendige.

Højttaleren skal i den grad tilspilles. Vort test eksemplar kom lige fra produktionslinien, og førstehåndsindtrykket var faktisk ikke særligt overbevisende. Måske tager de dobbelt kantophæng sig lidt for god tid til at være tilspillet, for et faktum er at efter ca 50 timer begyndte højttaleren ligesom at vågne op og vise sine dyder.

Det allervigtigste for mig ved en højttaler er at voicing, altså højttalerens ”klang”, passer min smag, og den er i denne sammenhæng meget enkel: Det skal lyde naturligt! Men det er selvfølgelig i den grad en smagssag, men en violin lyder nu altså altid som en violin, og det er et af de væsentligste instrumenter for mig for at fastlægge, om voicing er naturtro eller ej. Det er i det mindst for mig helt umuligt at vurdere neutralitet og naturtro gengivelse med studieproduceret rytmisk musik, hvor der i alle ender og kanter er manipuleret med klangfarve. 

Generelt finder jeg at moderne højttalerkonstruktioner mere og mere hælder mod det lyse. Måske for at give ekstra indtryk af, hvor detaljeret den spiller. Men det sker efter min opfattelse på forkert grundlag – for det går ud over det naturlige i musikken. Og giver i værste fald lytte træthed. 

Til at fastlægge voicing på en højttaler anvender jeg altid indspilninger af klassisk musik, da det efter min erfaring er den eneste musik hvor en vant koncertgænger kan fastlægge om en højttaler lyder korrekt.

Det er tydeligt at manden bag Xavian Orfeo, Roberto Barletta, er en stor tilhænger af klassisk musik, og yderst ofte er at finde i den skønne Rudolphinum koncertsal i Prag. 

Den fremragende italienske musiker Giuliano Carmignola høres på Haydn: Violin Concertos violinkoncert i A-dur, (Tidal) albummet Xavian Orfeo viser at den kan det der med at gengive rum, præcist med korrekt dybde. Og at den er fremragende til at adskille de enkelte instrumentgrupper. Bunden er overraskende fyldig, men især er det klangen af violinen, der viser nogle stærke sider ved denne højttaler: Nemlig en ekstrem høj grad af afslappet lyd, korrekt gengivelse af instrumentets farve og en luftig top, helt uden den mindst aggressivitet. Dog mangler der lige det sidste i dynamik, men næsten forventeligt at en så forholdsvis lille højttaler.

En anden god klassiker til at vurdere neutralitet og voicing er Rachel Podgers indspilning af Bach’s partitaer på den fremragende indspilning på Channel Classics album ”Bach: Sonatas and Partitas”. Hør fx den første sonate 1. Adagio sats og bemærk hvordan det er muligt at opleve violinens trækasse og harpiksen på buen! Og i den grad at fornemme rummets størrelse og akustik. Jeg kniber mig i armen….. Hvordan har hun sneget sig ind i mit lytte rum?

Det er samtidigt meget tydeligt at høre at Xavian Orfeo ikke er tunet til at vise, hvor detaljeret den kan spille. Dette er desværre en fælde, som stadig alt for mange højttalerkonstruktører stadig falder i. Den fælde sker med store omkostninger, da denne lidt kunstigt frembragte gennemsigtig sker på bekostning af neutralitet. Tricket fungerer måske fint til studieproduktioner af jazz og rock, men til klassisk musik høres det let på vokalstemmer og øvrige akustiske instrumenter at de ikke har den korrekte klang.

Korrekt klang, det har Xavian Orfeo! Hør ”Fuggi, Fuggi” fra den fornemt optagede Dorian CD ”The Italian Lute Song”. Meget naturlig sopranstemme, leveret af Juilianne Baird, akkompagneret af en ligeså korrekt lut omgivet af et perfekt rum. Det er bare godt!

Mere pågående musik klarer Xavian Orfeo næsten så det forbløffer! Patricia Barber på CD’en “Companion” og nummeret ”The Beat Must Go On”. Og ja, det gør det sandelig på Xavian Orfeo! Den krævende kontrabas bliver så sandelig overbevisende gengivet, og med en i det mindste i mit lytte rum, en rimelig tilstrækkelig dybde. At den sidste dybde ikke er med, er nærmest en fordel: De næsten altid tilstedeværende rum resonanser bliver ikke i samme grad anslået og så gør det faktisk mindre at Xavian Orfeo ikke giver musikken det sidste ”punch”. Ganske fint!

Xavian Orfeo’s basrefleks port opleves som rigtigt godt afstemt og selvom porten er bagudrettet, bidrager porten med at få den samlede basgengivelse er sammenhængende og smelter rigtigt sammen.

Man skal ikke tro at fordi Xavian Orfeo ikke spiller analytisk, at den så heller ikke evner at gengive detaljer. Nej, den gengiver detaljer med en meget lækker og tilbageholdt spillestil. Lytter du meget til musik, kommer du til at værdsætte denne evne, da lyttetræthed indfinder sig betydeligt senere.

Albummet ”Chicago II” med Chicago lyttet fra Tidal i MQA version over Bluesound Node 2 (anmeldelse følger senere) bliver godt realiseret over Xavian Orfeo. Igen slår indtrykket af det behagelige men dog dynamiske og ret detaljerede lydbillede igennem. Messingblæserne gengives helt uden hårdhed og med god luft omkring de enkelte musikere. Fordelene ved MQA afsløres tydeligt

Det samme gør sig også gældende ved fx afprøvning af forskellige streamere. Forskellen mellem lyden fra fx før omtalte BlueSound Node 2 og Sonore MicroRendu blev ganske tydeligt fremlagt. Så selvom Xavian Orfeo ikke på nogen måde spiller klinisk eller analytisk, skal man ikke tro at højttaleren ikke lader selv de mindste forskellige passerer direkte igennem. 

Det er dog også tydeligt at Xavian Orfeo behøver kraftfulde forstærkere for at komme til at yde sit optimale. En længere lytte seance med fx Benchmark AHB2 klargjorde, at selv denne forstærkers ellers yderst effektive og reelle 100 watt til tider var lige i underkanten til at få Xavian Orfeo til at give det sidste i dynamik og volume. 85 dB følsomhed er da også en relativ lav følsomhed ud fra dagens standard. Men med et par Ayre mono-blokke på 300 watt kommer lyden fra Xavian Orfeo op i en helt anden klasse rent dynamisk. Så XO stiller krav til effektforstærker. 

Som det måske allerede fremgår, så har det været ganske fornøjeligt at lytte til XO. Det er en højttaler, som man bare har lyst til at høre musik over. Den er ganske fremragende til klassisk musik inklusiv orkestermusik, men er også virkelig god til rytmisk, selvom den selvfølgelig mangler den sidste evne til at kunne spille rigtigt højt. Men kan mindre ikke også sagtens gøre det? Den spiller hermed meget neutralt, med overbevisende detaljeringsevne og med en meget naturlig klang. 

Hvis du er i markedet for standerhøjttalere er der naturligvis andre stærke alternativer: Dynaudio New Contour, B&W 805D3, Sonus Faber Olympica I, for blot at nævne nogle få - alle meget velkendte mærker.

Men blandt disse så giv Xavian Orfeo et lyt – kom den på lytte listen. Måske vil du give mig ret i, at Xavian Orfeo er et ganske positivt bekendtskab, som bestemt er værd at bruge tid på! Måske konkluderer du endda at den kvalitativt og ud fra klang også er værd at bruge penge på! 

Pris: kr. 43.995,- (+ stander kr. 8.995,-)

For yderligere information, kontakt
Importør:  
Lyd & Kabel
www.lydogkabel.dk