Pioneer har i mange år, faktisk siden 1960, haft en high-end hovedtelefon, stort set altid med SE prædikatet. Pointen er at det repræsenterer toppen af Pioneers hovedtelefonteknologi, og er det ypperste Pioneer kan præstere netop nu.

Det hele er naturligvis samlet i hånden, som de fleste nok har fundet ud af, så er det også ensbetydende med høje priser. Vi er dog stadigvæk i den lave ende for ting der er håndlavet i Japan, Top Sound sælger et sæt for 19.995,- og er ved denne anmeldelses udarbejdelse eneste officielle danske forhandler der har dem fast på lager.

Selve membranen er kun 25 My tyk, og den er udført i aluminium der er påført et tyndt keramisk lag, såkaldt Parker Ceramic Coating. Siderne er rillede og påført et lag PEEK (poly-ether-ether-ketone) hvis formål er at mindske forvrængning. 

Pioneer fremfører selv at de benytter sig af nyeste teknologi, heriblandt brugen af computere til at simulere valg af materialer, placering, sammensætninger mv. Det er ikke nyt som sådan, men vi er dog bekendt med at det er ret dyrt. 

Frekvensresponsen går op til 85.000 Hz, iflg. Pioneer leverer man dermed langt over minimums kravene for “high resolution audio” som er et prædikat mange japanske producenter har taget til sig.

Gummi er indlagt i de fysiske samlinger mellem de forskellige dele af hovedtelefonen for at sikre færre vibrationer, og man har ligeledes benyttet kunstig specialharpiks (Acrylonitrile styrene acrylate) og fæstnet membranen yderligere med aluminium. Aluminium er også brugt til “kabinettet” til hver enhed, og aluminium med speciallegering er også brugt til hovedbåndet, der er belagt med blødt ruskindsagtigt materiale. Selve ørekoppen er i hvad der ligner kunstlæder, og der er benyttet to forskellige tykkelser af memory-foam, hvilket skulle øge komforten og føles mere naturligt. 

Trækstængerne kan indstilles på 14 forskellige måder, og kommer i to forskellige typer.

Pioneer har ligesom mange andre valgt at have deres egen type stik, her hedder det MMCX.

Serienummeret på den testede model er kun trecifret, vi må altså antage at der ikke er tale om et produkt der dagligt bliver spyttet ud i titusindvis af eksemplarer.

Samlet set er de ekstremt velbyggede og behagelige at have på, men som en meget åben konstruktion er det lidt af en egoist-hovedtelefon. Der er meget begrænset passiv lydisolering fra enhederne, faktisk slet ikke nogen.

På trods af at vægten på 460 gram måske skræmmer, så føles de enormt lette og er ekstremt behagelige, også ved lang tids lytning. De er overraskende nemme at drive, og det lykkedes problemfrit at afprøve dem med en headamp der "kun" giver 400mW ved 32 Ohm. 

De er forholdsvis store omkring øret, og det giver en meget mere fri og luftig fornemmelse end ved mange andre hovedtelefoner.

Der medfølger et Jack til MMCX kabel, men der er også lavet et specielt (og ikke helt billigt) balanceret kabel kaldet JCA-XLR30M med XLR-stereo tilslutning. Det kommer da også i en pæn æske, og det lyder da også en smule bedre - men det er lidt underligt at man ikke bare have hævet slutprisen, og så inkluderet begge kabler fra starten. 

Der er en fantastisk kanal-separation. Dave Brubeck Quartets “Take Five” er enormt nærværende, og samtidigt føler man at alle lag i lyden kommer igennem. Lydbilledet er intakt som man kender det fra højttalere, noget der desværre ikke sker så tit. Detaljeringen er ligeledes imponerende. Den smule luft der kommer igennem systemet inden at de første toner rigtigt slås an på saxofonen høres tydeligt, og bassen har samme detaljeringsgrad som trommer og klaver, mens at luftigheden og naturligheden står ubegrænset tilbage.

Der kan spores en lille tendens til at nedre diskant er lidt mere åben end resten af frekvensområdet. 

De kan gå fantastisk dybt. Har man gamle indspilninger med pladerumlen, så kommer det med. Er man vant til at det filtreres fra af RIAA, delefiltre eller andet, så får man sig en overraskelse.

Der er imponerende transientvillighed og dynamik som er særligt klar grundet den åbenhed gengivelsen byder på -  på det punkt er det nok en af de bedste hovedtelefoner vi har testet i årevis.

Titelnummeret fra Infected Mushrooms “Converting Vegetarians” får en spektakulær gengivelse.  Nummeret er ganske simpelt i sin opbygning og sit lydbillede, alligevel formår Master SE- Master 1 at hive et detaljeniveau og opløsninger og detaljer ud af musikken der ikke før er hørt - meget imponerende.

Det er en meget ren og finmasket gengivelse af Lumsk “Dunker”. Problemet med det er dog at det er muligt at høre hvis der er enkelte små ting på gengivelsen, eks. fade ind/ud af instrumenter der ikke er helt korrekt synkroniseret - men det er imponerende fra Master SE-1s side.

Der bliver blæst igennem på Rodrigo Y Gabrielas “Hanuman”. Anslagsenergien er ikke overraskende decideret imponerende.

Apocalypticas “Worlds Collide” holdes i stram snor, ingen sammenfald eller kollaps at spore, og en total gennemsigtighed på et nummer der ellers ikke er uvant med at bringe dyre anlæg i knæ. Gennemslagskraften i stortrommegengivelsen er i øvrigt ganske fortræffelig. Det der imponerer mest er dog ved fingerspillet på celloerne, her kommer nogle anslagsdetaljer frem som ellers aldrig er hørt på andre hovedtelefoner.

En sidenote. Omend kablet passer til, og SE-1 sælges i bundle med Pioneer U-05 DAC/headamp, så bør man prøve andet hvis lysten - og pengepungen holder, for SE-1 kan sagtens matche hovedtelefonforstærker/DAC kombinationer der er bedre end U-05.

John Mogensens “Erik Oluf Andersen” har en fantastisk detaljeret kontrabasgengivelse, og trommer fremstår med en helt ny opløsning hvor detaljer der ellers ikke før er hørt fremstår tydeligt. At lydbilledet så er enormt differentieret på hvert instrument og sangstemmen er bare et endnu større cadeau til Japanerne. 

Hugh Lauries “St. James Infirmery” bliver meget engagerende gengivet, både stemme, klaver, guitar og blæsere fremstår ægte, og med en drivende kraft.

Engegård Quartets strengeleg fra “Haydn op 76 no 5 Finala Presto” gengivelse er nok den bedste der er hørt i hovedtelefoner, luftigheden, opløsningen, detaljerne, realismen, gengivelsen er åben og alligevel meget præcis, med et lydbillede som man ellers kun kender det fra et par gode højttalere.

Michael Jacksons “Beat it” er meget homogen og velafbalanceret. Transientgengivelsen sidder lige i skabet, og timingen ligeså. Sangstemmen lyder som den skal, der er hverken lagt til eller trukket fra i særlig grad. 

Joja Wendts “Mit 88 Tasten um die Welt” evner at stoppe og starte på sekundet, og opløsningen gør gengivelsen ganske troværdig, kombineret med en fin udklingning og fintmaskede detaljer.

“Pink Panther theme” fra Plas Johnson har en virkeligt god rumgengivelse. Optagerummet omkring det enkelte instrument kommer godt med, og det er en gengivelse hvor hverken blæserne eller udklingninger på xylofonen falder igennem.

Et check på listen er om der kan spilles “Keith dont go” uden at lyde som en fortærsket hi-fi udstilling, og det kan de. Præcisionen og timingen i anslagene er tydelige, og man kan identificere lige det splitsekund hvor strengen slippes, en ret imponerende opløsning for at sige det mildt.

Til testen hørte også Pioneers DAC/Headamp, U-05. Det er Pioneers første forsøg på den type kombi-produkt, og det er de sluppet helt ok fra. Først og fremmest er produktet tydeligt designet med brugervenlighed in mente. Det er en kompakt lille æske, der er fjernbetjening til alt det komplicerede, og det mest essentielle betjenes på frontpanelet der også har et meget stort display.

Indmaden er to styk ESS 9016 DACs, og kompatibilitet for op til DSD 5.6 og 32 bit /384 kHz gengivelse. Coaxial / Optisk / AES / EBU kører op til 24 bit / 192 kHz. Strømforsyningen er isoleret og det samme gælder den digitale og analoge sektion. Der køres fuldt balanceret indvendigt, og der er Neutrik terminaler bag på.

Fronten byder ud over displayet på tre udgange, en ubalanceret, en balanceret, og en dobbelt balanceret. Udover tænd/sluk, input og styrke (gain), så er der også meget praktisk en output-styring med. Der er volumenkontrol, og grundet forskellig gain så kan denne finjusteres med en ekstra drejeknap. Ganske godt tænkt.

Displayet kan i øvrigt dæmpes, og små logoer lyser op når forskellige ting er tændt, f.eks. Upsampling eller Lock Range der kan justeres, og dermed skabe mindre jitter. Det er dog ikke noget der er særligt godt beskrevet, og effekten var tvivlsom.

Bagsiden byder på én USB indgang, to coaxiale, to optiske og en AES/EBU. Der er både ubalancerede og balancerede udgange, samt en fase og en fixed / variable kontakt.

Som hovedtelefonforstærker er den fantastisk til prisen, andet kan ikke siges, masser af kræfter og indgange. Den kan indstilles på mange måder og er trods sine muligheder og vægt stadig kompakt. Hovedtelefonudgangene er dog væsentligt lysere end linieudgangen, så det er vigtigt at man får afprøvet hvad der passer den enkelte.

Der er lyttet på højttalere via coaxial-indgangen. Gengivelsen er generelt end smule mørke end man er vant til, opløsningen er fin og over standard, men ikke på referenceniveau. Lydbilledet og detaljeringen i bassen er dog overraskende godt.

Queens “Innuendo” er svagt mørkere i klangen end sædvanligt, og der mangler lidt detaljer på klappene i mellemstykket. Lyden kan også være lidt ulden i nedre diskant lejlighedsvis, men til gengæld er der et flot stereoperspektiv med rigtigt meget dybde. Instrumenter og stemme måtte dog gerne have været skåret mere hårdt og præcist. Diskanten bliver aldrig hård eller pågående, så ekstra point for det.

Efterklang og effekter klarer sig godt på Michael Jacksons “Beat it”. Der er god dybde, omend lidt smallere lydbillede end ved referencen. Guitaren måtte gerne have været mere aggressiv og metalagtig, og man savner måske lidt at musikken for alvor kommer ud af højttaleren.

Dizzy Mizz Lizzy er noget mørkere i klangen end forventet, men stortrommen har gode dybe drøn med, og det trækker voldsomt op med en så korrekt gengivelse i bassen. Metallyden på guitar og elbasstrenge er dog ikke helt så meget til stede som ønsket. Den lidt mørkere klang klæder dog Tim Christensens stemme ganske fint. 

På Plas Johnsons “Pink Panther theme” får man fint fanget lagene af blæserne og ikke mindst lyden af messingblæsere. Bassen er igen ganske præcis og detaljeret.

“Papilleas Samba” fra Lisa Ekdahl byder på noget tiltrængt dynamik, stemmen står lidt længere tilbage i lydbilledet, og den lidt mørkere klang gør at man ikke får den monitor/indspilningsstudie-agtige lyd som optagelsen har. Stemmen får også lidt mere kød på, men enkelte små fraseringer i øvre diskant går tabt.

U-05 er på trods af kritikken en rigtigt fornuftig DAC med mange hovedtelefonmuligheder, og omend den nok er en tand for pæn i toppen til denne anmelder, så er der ingen tvivl om at den vil passe rigtigt mange hi-fi nørder ganske glimrende. Som DAC/headamp er den bedre end f.eks. Teac UD-501, men som ren DAC får den ikke et ben til jorden i forhold til eks. North Star Intenso. Det synes nu også unfair at parre U-05 med Master SE-1, for SE-1 er så god at den snildt kan parres med noget der ligger i samme prisklasse som den selv.

Type Open-air dynamic(Closed-front, open-back)

Driver 50 mm (neodymium magnet)

Sensitivity 94 dB

Frequency response 5 Hz to 85.000 Hz

Maximum input power 1.500 mW

Impedance 45 Ohm 

Cable 3.0 m OFC litz wire

Plug 6.3 mm standard stereo plug (gold plated)

Weight 460 g (without cable, tension rod)

Accessories Tension rod A: 1.6 mm (product sold with rod A in place)

Tension rod B: 2.0 mm

For yderligere information, kontakt
Top Sound Hifi
Østerbrogade 90 
2100 Østerbro
http://www.topsoundhifi.dk/