Northstar har efterhånden sat sig godt fast i mellemsegmentet på DACS, og med Incanto presser de sig ned i prisklassen lige under deres normale niveau, på trods af at der er smidt en hovedtelefonforstærker med i købet. 

Indpakningen er som sædvanligt ganske tillidsvækkende, det hele kommer i en dobbeltkasse og selv fjernbetjeningen er solidt pakket ind. Selve apparatet er bygget særdeles solidt med et omsluttende aluchassis, og grundet de sølle 30x17x7 cm, så virker de 3,8 Kg pludselig til at være meget for så lille en “æske”.

Der håndteres DSD256 og PCM 32/384 via USB og dobbelt Sabre ESS 9016 DAC Chip. Der er som ved de fleste andre North Star produkter mulighed for at vælge filterstejlhed på PCM afspilning. USB delen varetages af en ISO7640 fra TI.

Det giver et dynamikniveau på 126dB, 0,0003% forvrængning, og der er et sæt RCA terminaler til udgangene, mens at der er en USB-indgang, to Coaxial-indgange og to Toslink-indgange, hvilket giver en masse tilslutningsmuligheder for dem der har mange ting der skal sluttes til samtidig. Der er både RCA og XLR udgang.

Udgangen kan stilles som både fikseret og variabel med op til 4 volt på de ubalancerede udgange. 

Hovedtelefontilslutningen er klassisk ¼” jackstik. Der er separat strømforsyning, og udgangstrinnet er forsynet med en LME49610 buffer fra TI, og der leveres op til 8 volt på udgangen, det er heftige sager der er særdeles potent.

Der hører alt med til, selv et USB kabel, og endda en opsætningsguide til forskellige typer afspilningssoftware, omend at det strengt taget ikke er North Stars problem, så ekstra point for det. Vi brugte Jriver under testen.

Det hele kan i øvrigt styres via en fin lille fjernbetjening. Dog er volumenreguleringen på fronten også måden hvorpå man betjener undermenuer, og slukker. Det har den ulempe at holder man knappen inde et mikrosekund for lang tid, så slukker man i stedet for at gå tilbage i undermenuerne, det er lidt småirriterende for at være ærlig.

Hovedtelefondelen har flere tilstande som den kan befinde sig i. Der skal manuelt skiftes mellem hovedtelefon og DAC tilstand, og med hver sit sæt af følsomhedsmuligheder - det er dog noget nemmere end det lyder.

Manualen er fin og til at forstå, og driverinstallation foregik uden problemer.

Hovedtelefondelen er produktets hovedfunktion, og den er ekstremt potent. Lyden er meget afslørende og har bestemt meget audiophile kvaliteter, men den er også ganske neutral og afslørende, og bestemt ikke for folk der gerne vil have en bestemt farvning af deres lyd. Metallyde gengives flot, og det samme med overtoner produceret af metalbaserede instrumenter. Alt i alt er det 9016 chippen når den er bedst, hvilket indikerer at man har konstrueret en ordentlig strømforsyning. 

Hovedtelefondelen er meget ren i lyden, ikke overraskende især på DSD afspilninger. På Michael Jacksons “Beat it” er der en svag lys tendens i diskanten, og omend nummeret er meget detaljeret og velopløst, så afslører det også at man skal passe på med hvor lyse hovedtelefoner Incanto parres med.

Der er en stor åbenhed i mellemtonen og en ganske fornuftig luftighed i diskanten, og ikke mindst en timing der er lige så god som på Beat it, men Dire Straits “Sultans of Swing” har også en virkeligt god diskant udklinning på bækkenanslag.

Samme gode takter føres videre på Dizzy Mizz Lizzys “Love me a little”. Her er lilletrommeanslagene ganske dynamiske og realistiske, og timing mellem instrumenterne er ganske fin, omend den lettere lyse og lidt ferske tendens i øvre mellemtone er mere fremtrædende.

Plas Johsnons udgave af “Pink Panther theme” er ikke uventet både velopløst og ganske dynamisk, blæserne måtte dog gerne have haft en ekstra snert af metal i horn lyden, men ellers er xylofonen og det øvrige orkester ganske godt gengivet, og bassen er stadig dyb og niveau differentieret.

“The Devil may care” fra Eleonnora Holiday er meget detaljeret med alle tænkelige læbelyde og ekkoeffekter, og hendes stemme er flot præsenteret. Den lidt lyse øvre mellemtone gør dog at t- og s lyde lejlighedsvis er noget mere betonet end hvad der er helt optimalt - det skal dog siges at det er det på samtlige gengivelser af nummeret der er hørt, men det er bare ikke særlig nedtonet .

Som DAC er Incanto også i sit es. DAC'ens ro i lyden, præcisionen og fintmaskethed er gennemgående som med en høj grad af neutralitet. Både på MarianneThorsen, “Violin Concert in D Major k 218 Allegro”, eller Tone Wik og Baraokkaernes fortolkning af Vivaldis “Recitative and Aria fra Cantrata Rv 679”. Dynamikken, neutraliteten, og finnuancering af hvert et lille anslag er ganske imponerende. 

Queens “Im going slightly mad” er præget af stor dynamik, luftighed i lydbilledet, og frem for alt en rolig og kontrolleret gengivelse. Der er ikke noget der stikker af, alt sker til tiden og på korrekt vis.

Dizzy Mizz Lizzys “Love me a little” er ekstremt dynamisk, især på stortrommen, og den energisignatur sådan én har bliver gengivet på den helt rigtige måde. Samtidigt står de enkelte anslag på bækken eller en guitarstreng lysende klare.

Spiller man Joja Wendts livekoncert "Mit 88 Tasten um Die Welt" bider man mærke til andet end samhørigheden og nuanceringen af de enkelte anslag på klaveret, det er den måde som de enkelte grundtoner og deres overtoner får lov at klinge ud på i rummet, enormt realistisk gengivet for prisklassen, og for dem der ynder at nyde den slags live vil Incanto være en oplagt kandidat når der skal vælges nyt konverteringsdyr til stuen - uden at budgettet sprænges.

Lydbilledet er altid præcist, ændrer sig ikke fra nummer til nummer, flyder ikke ud, lægger ikke til eller trækker fra.  

Det er en ganske imponerende opløsning og dynamik der kan findes på AC/DC's ældre album såsom “Dirty Deeds Done Dirt Cheap” hvor titelnummeret udmærker sig ved en decideret fantastisk gengivelse af anden-stemmen, og hvor instrumentgengivelsen er så tydelig at man næsten skulle tro at det var en ny indspilning, men det er et album fra den gode Bon Scott periode, nærmere bestemt 1976.

På “Papillas Samba” fra Lisa Ekdahl skulle man tro at det var den svenske sangprinsessens fine og yndige stemme, og ikke mindst den nuancering af den som man vil lægge mest mærke til, men det er faktisk optagelsen af guitaren, nærmere bestemt det ekko som fremkommer fra guitarkassen, og som er uhyggeligt godt gengivet på denne optagelse - hvis udstyret magter det.

Om det er Rodrigo Y Gabriela eller Apocalyptica der spilles, så er det tydeligt at fokus med DAC'en har været at få mest muligt ud af den chip man har til rådighed, og det må man sige er opnået med Incanto.

Det er de små anslag på tammerne der gør forskellen på Led Zeppelins “Whole lotta love”. Gengivelsen er ren, klar og tydelig, men det er de små mikrodynamiske detaljer og anslag der gør Incanto speciel, ikke "bare" den korrekte metalklang i guitaren, eller en udklingning fra et bækken anslag der tydelig kan skelnes imellem de mange andre lyde på nummeret.

Niels Lofgrens “Keith Dont go” er faktisk en hel fornøjelse, tingene står klart og tydeligt, transienter og små detaljer er tydelige, og et nummer der lidt kan blive mudret på mange måder spiller med en åbenhed og renhed der ellers kan være langt imellem.

Johnny Cash’ stemme på "God’s gonna cut you down” har en bemærkelsesværdig energiformidling i stemmen, den fremstår meget fysisk og "til stede i rummet", perspektivet viger ikke en millimeter, og detaljeringsgraden er høj, især de små luftstrømme fra svælget kan højes hvis man skal have de overdrevne hi-fi briller på. Ganske imponerende.

Til en pris på Kr. 7.900,- er der ikke så meget at udsætte, både som højpotent hovedtelefonforstærker såvel som “rigtig” DAC er ydelsen særdeles fornuftig, omend svagt fersk på enkelte numre, men det bliver svært at finde en kombination der yder dine ørebøffer samme retfærdighed.

For yderligere information, kontakt importøren:
Exotic Audio
Willemoesgade 14 kld tv
DK-2100 København Ø
email:info@exoticaudio.dk
Tlf. 35 11 27 70