I Herning huser man en del små og mellemstore virksomheder, en af dem tilhører Alexander Vitus Mogensen, og den hedder Alluxity. Firmaets speciale er entry-level high-end i pæne rene kabinetter, industrielt design, og maskiner der sørger for at tingene er samlet så præcist og nøjagtigt at enhver industriel designer må knibe en tåre.

Vi har haft mediastreamer/DAC maskinen Media One forbi sammen med den integrerede forstærker Int One.

Int One og Media One er testet hver for selv såvel som sammen.

Streamingserveren fra Alluxity er i modsætning til mange andre ikke styret med proprietær software, men derimod direkte fra et fint lille webinterface fra ReQuest. Det fungerer fint på både tablet, mobil og PC, og det er underligt at der ikke er flere der vælger netop denne løsning.

Der er også en lille skærm, 800*480 pixels, men den er rigeligt stor til alle basale funktioner såvel som et lille afspilningsdisplay og navigation. Displayet kan skrues op og ned i lysstyrke eller slukkes.

Bagsiden har en mindre blæser fra Papst der ikke siger meget, Ethernet, USB, Toslink, AES S/PDIF og harddiskindgange samt to sæt udgange, både balanceret og ubalanceret. Der blev ikke observeret nogen klangdifference på de to udgange under testperioden.

Den kommer i sort, hvid, og hvis man spørger pænt, orange. 

Prisen er Kr. 71.250,- med HDD og Kr. 86.250,- for SSD udgaven.

Det er til nemt at tilføje filer til den interne NAS, og det var heller ikke svært at få driversoftwaren til at virke med DAC delen der har egen strømforsyning, og understøtter op til 384 kHz og DSD256. Harddisken på testmodellen var 2 TB, men ellers kan der tilsluttes både ekstern NAS eller harddisk. Media one kan også bruges som NAS af andre enheder hvis man ønsker det, og ReQuest softwaren kan sættes op til at styre andre forbundne Alluxity produkter.

Backup af systemet er ganske let da det hele dukker op som en del af dit netværk på computeren. ReQuest softwaren har vi ikke prøvet før, men den evner både at være nem at bruge, og har en masse skjulte ekstraindstillinger for dem der gerne vil lege med det, eks. multirum afspilning med Media One som NAS, eller man kan lade det hele være. Fleksibiliteten er i hvert fald påskønnet.

Selve apparatet har en meget ren lyd, med et usædvanligt lavt støjgulv. Fraværet er støj, både digital og analog er meget åbenlyst når man første gang ligger øre til Media One.

André Previn og London Symfoniorkesters Beethoven symfonier formår at få godt med tryk på basdelen af blæserinstrumenterne, men den er hvad den er, ganske bombastisk når man sammenligner med Armin Jordans udgave af samme der fremstår langt mere helstøbt.

Det sjove i dette er dog Alluxity’ens evne til at man kan høre forskelle i bitte små forskellige toneringer, og ikke mindst rytme- og timingsforskelle i de to forskellige udgaver af samme nummer.

“Candela” fra Buena Vista Social Club fremstår med en uhyre god gengivelse på både det makro- og mikrodynamiske plan. Om det er bongotrommeanslag eller en trompet, så kommer tingene naturligt til udtryk, og det er en ekstremt sammenhængende og homogen gengivelse, en sand fornøjelse med den åbenhed og velopløsthed der bydes på.

Dave Brubeck Quartets "Take Five" gyder på at stort, dybt, og særdeles punktformigt lydbillede. Åbenheden i saxofongengivelsen er ganske imponerende, kun overgået at transientkontrollen ved lilletromme-anslagene, ej at forglemmer efter-ringningerne fra trommeskind der trækker sig tilbage efter at være blevet anslået.

Media One koster en pæn slat penge, men både som mediastreamer og DAC har den betjening og lyd der kan matche prisen. Den er både enkel og kompleks, det er helt op til brugeren.

Den har som mediaserveren et lille display hvor man vælger indgang, volumen op og ned. Der hører en lille fjernbetjening til der også kan klare dette. Den er meget industriel og monolitisk at se på, hvilket nok hænger sammen med at Alluxity kabinetterne er lavet ud i et stykke aluminium - og det er ikke den tynde slags. På trods af at være lavet i et letvægtsmateriale vejer forstærkeren stadig 17.5 kg.

Ligesom medieserveren kan apparatet vækkes fra standby ved at trykke blidt med fingeren på displayet. Når den er i standby kobles udgangsrelæerne i øvrigt fra.

Der er fem indgange, to balancerede og tre ubalancerede, og så en ubalanceret udgang. 

Bagsiden byder også en en Ethernetport til styring fra andre Alluxity produkter, strømindgang, og to sæt meget kraftige højttalerterminaler. 

Det lille interface har i øvrigt en sjov feature, det justeres fra -99 dB (slukket) til + 6 dB, men hvor små intervallerne er, differentieres jo højere man spille, så fra -99 går man direkte 30 dB op til -69, mens at man i den høje ende af skalaen kun ændre en halv dB af gangen. 

Brugervenligheden er altså i top, og det er en mærkelig fusion mellem godt gammeldags industrielt design, kombineret med en moderne men stadig stilren brugerflade. 

Prisen er Kr. 56.250,- kroner for både den hvide og den sorte udgave. Spørger man pænt kan den også fås i Orange.

Den samme åbenhed som høres i DAC’en er ganske gennemgående også i forstærkeren, igen er lyden meget ren og forvrængningsfri. og i lighed med “Take Five” fra Dave Brubeck Quartet, så rummer Joja Wendt's "Cis-Moll Prelude" både en forrygende homogenitet i gengivelsen, men vigtigere, evnen til at bevare og gengive den særlige energi der er i efterklangen fra et klavertangentanslag.

Forstærkeren evner på med sine 2x200 watt / 8 Ohm / Klasse AB at have fat i den nederste bund med fornem autoritet, og uden at det bliver for fokuseret på netop dette. Opløsningen fra mellemtonen er bibeholdt, og især kontrabas gengives klangkorrekt og med den dybde og ’umpf’-faktor der skal til.

Michael Jackson "Billie Jean" har det ekstra drive, skabt af en særlig evne fra anlæggets side til at time den meget levende bas og det bagvedliggende trommebeat, hvilket kræver at forstærkeren magter at styre det hele korrekt på en gang.

Der er i det hele taget ikke rigtigt mange unoder man kan brokke sig over, tværtimod, og det gør Alluxity pokkers svært at anmelde, måske fordi at man havde forventet en mere klinisk klang, men i stedet er den bare ren, homogen og transparent.

Englegård Quartet udgaven af Haydn String Quartet op 76 i D, Finala Presto er ikke overraskende ekstremt godt gengivet, faktisk så godt at man kan høre hvordan at celloens optagerum adskiller sig en anelse fra violinerne, og hvor mikrofonerne under indspilningen har fået en del af optagerummet med, hvorimod violinerne ’kun’ har fået den rene violinlyd med. Det er rart med både DAC og forstærker der rent faktisk kan gengive en violin korrekt. Det er desværre en sjældenhed.

AC/DC's "Let me put my love in to you" er rå og beskidt. Guitaren er i mixet skruet for højt op - bare for at gøre den er endnu mere grov i sit udtryk, og Bon Scott's stemme har fået en tand for meget rumklang - og sådan skal det være. Evnen til at differentiere indspilninger, og ikke mindst optagerum er noget der i denne skribents øjne virkeligt differentiere high-end fra god hi-fi, og det er de små mikrodetaljer der er forskellen imellem om man lytter til - eller indlever sig i musikken.

Lumsk-klassikeren “Trolltind” står glasklart, for gengivelsen har den helt rigtige glasklangsovertone som ligger som en hinde på de fleste diskanttunge indslag på pladen, det er ikke en fejl, sådan skal det lyde. Kvindestemmen fremstår smuk og formfuldendt, og Alluxity formår at bevare kontrollen i en gengivelse der rummer både dyb og meget nuanceret bas kombineret med et inferno af høje toner der ikke må blandes sammen.

Billie Holidays "Day in, day out" spillet op mod Diana Kralls "Peel me a grape" er nærmest et studie i forskellig indspilningsteknik, og ikke mindst kunsten at ensarte klangbalancen ved hvert instruments optagelse. Til gengæld står sangerinderne ganske levende i rummet, og messingblæsergengivelsen er både ekstremt åben og meget naturtro.

Både forstærker og DAC formår med deres meget detaljerede og transparente gengivelse at slå hul på high-end taget, og på trods af at det stadig er realistisk betalbart, så viser det store evner. Lyden fremstår med et ekstremt lavt støjgulv, og designet følger med.

Alluxity Int One og Media One beviser at highend ikke behøver at være klinisk og kedeligt, selv når prisen stadig holdes inden for noget der kan betales med en almindelig indtægt.

Begge dele kan i øvrigt med meget stor sandsynlighed opleves på årets Hifi & Surround messe hvor Alluxity udstiller.