Dynaudio Special 40 er ’endnu’ en af Dynaudios jubilæumsmodeller, et potpourri af hvad Dynaudio kan. I dette tilfælde er det firmaets 40 års jubilæum der fejres, og det sker med maner.

Jubilæumsmodeller er anledningen til lejlighedsvis at blære sig med alt hvad man kan, men denne gang er der hverken begrænset oplag eller vanvittige priser på trods af at det hele laves i Skanderborg – 23.000,- kroner koster de for et sæt i enten rød eller grå birke finish – begge højglans. Det er i øvrigt ”man made wood” – hvilket betyder at finishen består af små individuelle træstave der er sat vertikalt sammen, hvilket giver en meget speciel, men særdeles smuk finish. 

Bagpladen og kassen inkorporerer i øvrigt den kendte MSP mellemtoneenhed i logoet – ganske kreativt.

Diskanten bygger på de kendte Esostar enheder og hedder ganske enkelt ”Esotar Forty”. Det er reelt set en ændret Esotar 2 softdome diskant med coating og et nyt Neodynium magnetsystem med en øget luftgennemstrømning, forbedring af reflektionsabsorbering, samt en resonansfrekvens helt nede på 1.000 Hz.  

Det giver ikke overraskende gode muligheder for at optimere integrationen med bas/mellemtoneenheden.

Som det også kendes fra deres billigere modeller kan basreflekskonstruktionen laves om til en lukket konstruktion, eller der kan ændres lidt på portens omfang med de efterfølgende skumrør. Da konstruktionen er lavet som basrefleks er den dog testet ”au natural”.

Bas/mellemtonen er en ny 6,7” konstruktion, 17W75, der erstatter den eksisterende enhed af samme navn. Der er forbedret hybrid ferrit/neodynium magnetsystem, ny svingspoleform i glasfiber, og nomex-spider. Det er de kendte MSP (Magnesium Silicate Polymer) enheder der er lavet i et stykke, således at man har maksimal kontrol over opbrydninger, og samtidigt kan forbinde enheden og aluminiumssvingspolen direkte. 

Selve magnetsystemet er placeret inde i svingspolen – hvilket Dynaudio mener er en teknisk langt mere korrekt måde at gøre det på, hvilket så kobles med et chassis hvor der er forøget luftgennemstrømning ift. Tidligere modeller. Den spiller op til 4.000 Hz, og der er således reelt et overlap mellem diskantens nedre grænse og mellemtonens øvre grænse på 3.000 Hz – hvilket burde give en gnidningsfri overgang mellem de to enheder. 

Der er er som altid en fast ide om faselinearitet igennem single-wire, så det gør sig også gældende her. Terminalerne er i øvrigt særdeles robuste og velbyggede.

Delefilteret er et førsteordens hvori der internt er brugt Van den Hul kobberkabler med 6 Ohms lineær impedans iflg. Producenten. Der er afstemt ned til 41 Hz og med 2 kHz som delefrekvens. 

Højttaleren vejer 8.1 kg stykket, går op til 23 KHz, og kan håndtere 200 Watt kontinuerligt. Følsomheden er på lidt mere beskedne 86 dB – men det er ikke unormalt for en standerhøjttaler. 

Prissætningen er dog ganske aggressiv, og det må antages at Special Forty kommer til at kannibalisere på andre af Dynaudios produkter i samme prissegment, men det er Dynaudio nok helt okay med.

Under testforløbet blev der prøvet lidt mere eksotiske kombinationer, eks. en Gryphon Diablo 120 – en kombination der næppe bliver mange af i de små hjem, og det er ærgerligt, for det var djævelsk(!) godt.

Generelt ligger vi i den rigtigt gode ende. Mellemtonen er ikke så tør som på de lidt billigere modeller vi før har testet, og diskanten har fået en voldsom opgradering ift. Metalkorrekthed og ”swing”. Lyden er neutral uden at være kedelig, og så er den særdeles transientvillig og homogen, det er klart en af de mest sammenhængende højttalere i mid-fi segmentet der længe er lagt øre til.

Nils Lofgrens ”Keith Dont go” byder udover et rigtig fint stereoperspektiv på noget mere særegent, nemlig efterklangen fra flageolet-anslagene, kombineret med den særlige efterklang der er fra guitarkassen. Det er en af de små detaljer der nemt bliver tabt i overgangen mellem diskant og mellemtone normalt.

Dave Brubeck Quartets ”Take Five” er eminent sammenhængende gengivet. Kontrabassens overtoner forplanter lidt fuldstændigt lineært langt op i mellemtoneområdet, tammer og trommer slåes an med et overbevisende og kontant ’umpf’ og dynamikken især i bassen gør at man imponeres over så lille en højttaler.

Der var til testen udlånt en Sub6 – en særdeles imponerende subwoofer der fortjener, og vil få, sin egen anmeldelse, men om end at den giver en 15-20 Hz ekstra i bunden da den ab fabrik er lavet til at supplere Special Forty med aktiv deling, så er det på ingen måde nødvendigt i et mindre rum under en 45-50 Kvm. 

Lumsk nummeret ”Dunker” præstere ikke overraskende et solidt og klippefast perspektiv. Den meget klare sammenhæng og basdynamik går igen, men her også krydret med noget punch i mellemtonen i trommerundgangen. Man sidder dog lidt med en fornemmelse af at øvre mellemtone har mere at byde på og måske kan give endnu mere hul igennem.

Dizzy Mizz Lizzy’s Mindgasm åbner op for festen. Her er illuderet metalklang så godt som en softdome kan gøre det, både på guitarstrenge og bækkener, men måske mere vigtigt, så afslører B-stykket at den nye Bas/mellemtoneenhed også formår at stoppe ganske prompte på kommando, hvilket giver nummeret lidt ekstra tempo. Den vellykkede integration mellem diskant og det øvrige frekvensområde kommer endnu en gang til udtryk som var det en sand fornøjelse. 

Der skal helst noget benzin på bålet, bevares, der ændres ikke tonalitet eller andre unoder når man spiller lavt, men skal højttaleren virkeligt komme til sin ret, og udklingningerne komme helt ud i hjørnerne, så skal de have noget at leve af.

Rachmaninovs Prelude i G, op.- 23 No 5 fra ”A window in time” er en af de mere støjsvage originale optagelser, og det er en fantastisk kompliceret omgang klaver som Special Forty formår at leverer. Man kan næsten høre turbulensen der opstår når en tangent hamres i bund, og den ved siden af står helt stille, samtidigt med at de små subtile passager med forsigtige, lettere undskyldende anslag står i skærende kontrast. Overtonegengivelse og efterklangen er ganske fint, og på trods af at MSP enheder kan have tendens til egenlyd, så er det ikke noget man lægger specielt mærke til her. Vil man have mere anslagsenergi i klaveret skal man dog nok kigge på nyere indspilninger af eks. Joja Wendt.

Queens ”Innuendo” har bemærkelsesværdigt nok ikke en overbetoning af S og T lyde, det er ikke meget, men lige præcis nok at diskanten tager af, og det giver en fantastisk gengivelse af dette i forvejen meget helstøbte nummer. Effekt og instrumenterings-separationen kan der ikke klages over, og de klap der er i brostykket kommer virkeligt godt frem uden at drukne i den klassiske spanske guitar. 

Michael Jacksons ”Beat it” emmer over af ungdommelig toppræstation. Diskanten formår at fange små uanseelige nuancer, det kan være en stemme der er optaget mere transparent end det øvrige, lidt ekstra ekko på en korsanger, men det hele gengives klart og rent. 

Lisa Ekdahl er meget fysisk til stede på ”Papillas Samba”. Celloen kommer til sin ret med de små hurtige stryg, men mest af alt er det de små nuanceforskelle i hvor meget lydtryk frøken Ekdahl vælger at byde ind med der gør at man får en ekstra dimension af naturlighed, u-perfektion i stemmeføringen om man vil. 

Dynaudio kalder selv Special Forty for ”en greatest hits” – og det er faktisk meget rammende. Det er en af, hvis ikke den, bedste diskant denne skribent har hørt fra et Dynaudio produkt, og det at man laver enhederne selv i stedet for som mange at kombinere tredjepartskomponenter giver et helt andet niveau af sammenhæng i musikken som desværre ses alt for sjældent. Læg hertil at man forstår fra udviklernes side at presse alle komponenter maksimalt uden at det resulterer i noget hørbart negativt, ja så har man en succes.

Til Kr. 23.000,- er det en no-brainer, denne højttaler skal høres inden at man køber en anden inden for samme budget.

Pris: 23.000,- for et sæt

Specifikationer:

For yderligere information, kontakt producenten:
Dynaudio
www.dynaudio.dk