Såfremt man skulle have sovet i timen, så er østjyske Gryphon Audio en af industriens helt store giganter målt på omdømme og udenlandsk hæder og priser. De laver kompromisløs high-end i mange prisklasser, hvor den integrerede forstærker Gryphon Diablo 120 er firmaets nye startpunkt inden for forstærkere. Men de laver enkelte produkter der er en smule billigere, f.eks har firmaets kabler og strømskinner noget lavere prisskilte. Prisen for en Diablo 120 er Kr. 83.000,-, og så er der tillæg for RIAA på Kr.16.000,- eller DAC på Kr. 31.500,- Det testede eksemplar var udstyret med DAC. 

Gryphon Diablo 120 er på papiret en nedskaleret version af deres Diablo 300, der efter 10 år afløste den “gamle” Diablo, en forstærker der ikke ufortjent blev kendt på sit bombastiske, men for denne skribent og fantastiske og ikoniske design, bedst beskrevet som “Darth Vader som hi-fi”. Nedskaleret er så meget sagt, bortset fra udgangseffekten og en lidt mindre strømreserve så er det ikke fordi at det er voldsomme ændringer der er foretaget, mere konsekvenser af at man laver forstærkeren mindre og med lavere udgangseffekt. Den lægger sig tæt op af Atilla forstærkeren som den afløser, og man får nemt den tanke at Gryphon har valgt at forenkle produktnavne og design i deres integrerede forstærkere. De lægger dog ikke skjul på at Diablo 120 er ment som en videreudvikling, og at tiden efter 7 år var til en opgradering, og specificerer endda hvad der er opgraderet i forhold til Atilla modellen.

Rent æstetisk er der tale om en slankere og mere diskret udgave af Diablo 300, dvs. Sort monolit-design med tydelige industrielle linjer og et strejf af elegance, med en bagside der indikerer solidt konstruktion og materialebrug. Fjernbetjeningen er på samme måde massiv men elegant, og ligger fantastisk i hånden uanset om man er venstre eller højrehåndet.

Forsiden byder på et logo og så et VFD (Vacuum Fluorescent Display), en display type der meget forenklet er en rørudgave af LCD/LED. Det giver et behageligt og justerbart lys der er ekstremt let at læse. Displayet er udført i akryl, mens at selve kabinettet er i blokke af sort anodiseret aluminium.

Indmaden er dual mono i den forstand at kun Holmgren trafoen på 1200 VA deles, ellers er alt andet delt og separeret, også ladelyttebanken der er på 2 x 60.000 uF. Volumenkontrollen er en 46-trins attenuator, med maksimalt 6 komponenter i signalvejen, og ingen global feedback. Der bruges transistorer fra Sanken i udgangen, og der leveres, som navnet antyder, 2 x120 watt i 8 ohm i klasse AB.

Bagsiden byder på forgyldte indgange, 4 sæt af RCA typen, et sæt Neutrik XLR og to sæt forgyldte højttalerterminaler. Der er også en separat chassis-stelforbindelse, Tape out og 12v link. En pre-out og subwoofer udgang er der dog desværre ikke, og det er ret ærgerligt, men sandsynligvis en konstatering af hvordan de fleste vil bruge produktet.

Der er to muligheder for ekstramoduler, enten DAC eller MM/MC RIAA. DAC-modulet kommer med BNC, USB, Optisk og AES/EBU indgang og understøtter op til DSD 512 og 32bit/384kHz på USB indgangen. 

Skulle man være i tvivl, så er forstærkeren udsøgt og virkeligt gennemført bygget. Forstærkeren er ganske vist kostbar, men det reflekteres også i byggekvaliteten. Det samme gør sig gældende med fjernbetjeningen er der fuldstændigt skrabet for al unødvendigt, og til gengæld har kæmpeknapper i aluminium med god taktil feedback, og designet er både tungt, men stadig stilfuldt, funktionelt og ergonomisk, det er klart en af de bedste hi-fi fjernbetjeninger der er prøvet.

Der er testet på en række forskellige produkter, blandt andet højttalere til 6.000 kroner for et sæt. Det er faktisk ganske imponerende hvad der kan hives ud af selv prisbillige højttalere hvis udstyret er godt nok til at starte med.

Når man er oppe i det her niveau af udstyr er det ofte de små nuancer der gør forskellen, men det kan være svært at anmelde, dels fordi at man måske bliver for begejstret over hvor godt det kan gøres - upåagtet prisen, men også fordi at man finder sig selv i gang med at genopdage sin yndlingsmusik i stedet for at skrive noter til en anmeldelse.

Overordnet set er Diablo 120 karakteriseret ved en ren og homogen gengivelse med et meget lavt støjgulv, hvilket igen giver ro og overskud i musikken. Dette fordre ganske naturligt et præcist lydbillede der er stort men aldrig diffust, og nemt og navigere rundt i. Nedre mellemtone fremstår ganske slank hvis man går direkte fra mere runde forstærkere, så skal man ikke have et kulturchok bør man ikke skifte direkte fra forstærkere med en mere tyk amerikanerlyd.

På Michael Jacksons “Beat It” hører man tydeligt producerens valg af hvad der er i forgrunden og baggrunden, men måske mere sigende, så høres det svage ekko fra den stemmeboks som koret har stået i, og også forsangeren, omend der er lukket rigeligt op for ham i denne omgang. Transientstart- og stop er i øvrigt formidabelt gengivet.

Nils Lofgrens “Keith Don’t Go” er sjældent hørt så sammenhængende. Der er dog en svag tendens til at den mest skarpe diskant udebliver, antydningen er der, men øret skæres ikke ud med en sløv teske.

Men i den her prisklasse kan man med rette forlange dynamik og opløsning - og det får man også i guitaren hos førbemeldte Hr. Lofgren, men den samme form for luftighed går igen på væsentligt mere komplekst lydende instrumenter som saxofonen på Dave Brubeck Quartets “Take Five”. Fraværet af kompression gør sig tydeligt gældende, på trods af at flere hi-hat slag er maskeret bag en væg af andre lyde, så kan man stadig klart hører udklingningen, og detaljeringsniveauet er hevet en grad op fra normalt, her kan man næsten gætte træsorten på døren der bliver banket på mod nummerets afslutning.

Diana Kralls “Peel Me a Grape” får ekstra point for realismen i gengivelsen. Kontrabassen er især bemærkelsesværdigt realistiske gengivet, om det er lyden af fingrene der griber og slipper strengene eller energihenfaldet fra udklingningerne kan man altid diskutere, men det fremstår i skøn forening med stemmen og de øvrige instrumenter, komplementeret til sidst med en fantastisk korrekt overtonegengivelse fra klaveret i de døende strofer af nummeret. Stemmen er levende, nærværende og gengivelsen ganske transparent, hvilket igen øger fornemmelsen af sangerens smukke og fysiske tilstedeværelse. Om det så er kvaliteten af indspilningen eller bare et fantastisk stereoperspektiv er op til den enkelte.

Led Zeppelins “Whole Lotta Love” har en usædvanlig renhed og klarhed i sin gengivelse. Særligt på brostykket inden B-sektionen hvor der foretages en kompleks bækkenrundgang med tilhørende akkompaniement fra hi-hat pedalen, der må det siges at hvert bækken fremstår med den tydeligste metalklang og ikke mindst metalkorrekthed, den helt rigtige måde at klinge ud på, og en trommeaficionado ville sikkert kunne bestemme både størrelse og fabrikat. 

“Trolltind” fra Lumsk har fået en ekstra dybde i sig. Der er lidt mere krop på guitaren, bassen havde et par ekstra anslag der ikke tidligere er hørt, og sangerindens stemme kom som kun få gange før fysisk til stede i rummet. Der hvor man ligger særligt mærke til forstærkerens kvaliteter er dog evnen til at separere instrumenterne, og så alligevel gengive dem som en helhed. 

Basgengivelsen er naturligvis stenhård og meget transientkorrekt på Royksopps remix af Trentemøllers “What else is there” - igen med en meget ren og klar gengivelse hele nummeret igennem. Det samme gør sig gældende på Dizzy Mizz Lizzys “Mindgasm” hvor dynamikken på det små subtile basguitar-anslag i starten af nummeret er fantastisk gengivet. Eneste kritikpunkt er at metallyden fra ride-bækken anslagene på B-stykket gerne måtte have været endnu hårdere, til gengæld kommer efterdønningerne fra lilletrommens påspændte zeideling klart igennem.

Johnny Cash “Like the 309” har nogle små detaljer der er nye, der er lidt ekstra optagestøj opfanget, den tørre lettere raspende stemme er blevet lidt mere sandet, men instrumenter og perspektivet står knivskarpt og mejslet i sten. Hans stemme er fyldt med erkendelse og livsfuldkommenhed på en og samme tid.

Hvis man skal gå i ekstremt små sko, så kan der argumenteres for at diskanten er en smule svagt afrundet omkring de skarpeste toner, og øvre mellemtone er en my slankere end hvad præferencen er - men ellers er det vist kun prisen der kan sættes en finger på - alt andet leveres til UG.

Samlet konklusion:

Det er virkeligt ærgerlig at Diablo 120 koster hvad den gør, og kun forhandles et enkelt sted i Danmark, for det er en forstærker alle burde prøve - bare lige for at se hvad det øvrige system byder på.

Specifikationer:


Pris: 83.000 DKK - RIAA 16.500 DKK, DAC 31.500 DKK

For yderligere information, kontakt producenten
Gryphon Audio
www.gryphonaudio.dk

Forhandler:
Audiophile.dk
www.audiophile.dk