At Earthquake er andet end vanvittige subwooferkonstruktioner har de brugt de sidste ti år på at bevise, men med M8 bliver det for alvor slået fast.

Firmaet har tidligere lavet små aktive højttalere i form af storsællerten iQuake, men har med StudioQuake serien der pt. består af to modeller, sigtet mod et helt andet og måske mere modent publikum såvel som mere hi-fi og studioorienteret brug. Der er to modeller, en med en 6” og en 8” bas/mellemtone i aramid-glasfiber. Der er XLR input udover Jackstik og RCA, samt volumentilpasning såvel som diskantjustering. Hver diskant har sin egen 25 watt klasse AB forstærker, og basenheden får 80 watt, ligeledes fra sin egen dedikerede forstærker. Det er en basrefleks konstruktion med porten bag på i et aflangt design. Det er ikke forklaret hvad ideen er bag dette er, men det virker, og der blev ikke registreret hørbar portstøj under testen.

Der er en blå LED på fronten, den kan desværre ikke slås fra, men ellers er der ikke så meget skidt at sige om designet som Earthquake selv meget rammende kalder “understated”. 

Manualen er ganske udførlig for prisklassen, og med rigtigt gode råd til opsætning. En lidt mere teknisk gennemgang af forstærker og enheder havde dog været optimalt.

Begge modeller kommer med den samme bånddiskant og i samme type meget diskrete og sorte kabinet, sammen med frontstof der sidder på med magneter.

Der er forskel i størrelsen, men prisforskellen er kun 800 kroner per sæt. Har man plads, så er der derfor ikke den store grund til at nøjes med den mindre højttaler.

Frekvensgangen er oplyst til at række ned til 30Hz, en påstand der blev mødt med større skepsis. Efter den første uge må det dog siges at det ikke er helt ved siden af, hverken ved almindelig brug eller ved benyttelse af sinustoner.

M8 koster kr. 5.398,- sættet, mens at M6 står til kr. 4.598,- for et sæt. Det må siges at være særdeles aggressivt prissat, resten af markedet taget i betragtning. 

Nils Lofgrens “Keith dont Go” bliver gengivet med et kæmpe soundstage, enormt meget luft, og en opløsning der ikke er hørt i prisklassen før. Fortærsket - men sandt. Der er smæk på hele vejen igennem, og transientkorrektheden, særligt transientstop, er ganske imponerende.

Michael Jacksons “Beat it” gengives med en særdeles behørig detaljerigdom og opløsning, og selvom at antrittet er godt, så er gengivelsen hørt mere åben på andre systemer - men dog ikke på systemer i den her prisklasse.

Queens “Innuendo” har et virkeligt godt stereoperspektiv, man får rent faktisk lov at "høre" placeringen af de to forskellige guitarer på b-stykket. Transientgengivelsen på især stortrommen er gennemført, men de fleste vil nok bare lade sig forblænde af mellemtonens integration med diskanten, og den dertilhørende meget homogene gengivelse hele vejen igennem. Der er hul igennem på en måde som det sjældent opleves for små højttalere.

En 8" basenhed i sådan en lille højttaler giver naturligvis en del bas. På AC/DC's “Hail Ceasar” er anslagene hårde, kontante, og dybe som en diktators lommer. Det holder faktisk hele vejen op til selv halvstore rum. Der blev eksperimenteret med at lukke lytterummet af, og op til omkring 25 m2 fungerer fint. Rumstørrelser derover må aktiv deling med subwoofer anbefales.

Den glasagtige overklang er virkeligt godt gengivet på Lumsk nummeret "Trolltind", uden at hverken klaveranslag eller trompetblæserne overdøver den fine ømfindtlige kvindelige sangstemme. Detaljerne i mellemtonen, være det sig lilletrommeanslag eller enkelttoner på elguitar er kommer stadig frit frem, og det er en af de få gange hvor nummeret er hørt igennem i sin fulde længde i testsammenhæng.

Det er en hel hellig tre-enighed når Dizzy Mizz Lizzy spiller "Nerdgasm". Her kommer bassens dybe men transientkontrollerede anslag i skøn forening med den lettere hvinende elguitar, og ikke mindst de små fine bækkenanslag der får lov at lade overtonerne dvæle kortvarigt i luften hvorefter at de afløses af hårde og brutale, men dog virkeligt godt differentierede, gulvtamsanslag.

Johnny Cash' udgave af Depeche Mode klassikeren "Personal Jesus" er enormt nærværende, meget fysisk i sin sangstemme der får hele dybden i stemmen med. Men lidt overraskende, så er der med Earthquake M8 blevet plads til klaverpassagerne der ellers ryger helt væk på næsten alle gengivelser af nummeret der er hørt de sidste mange år.

Armin Jordans udgave af “Dance of the Knights” (Romeo and Juliet Suite No.2 Op.64c - Montagues and Capulets, Prokofiev 50th ann. Edition) er et enormt sansebombardement. Mellem strygernes meget bastante overtone gengivelse kommer den dybe bund, messingblæsernes korrekte gjalden, og de meget transientvillige trommeanslag. Man behøver ikke at have hørt udgaven fra Andre Previn og London symfoniorkester, hvor både tromme og blæsere er bedre, men strygerne har ikke samme gennemslagskraft, og bassen er ikke differentieret som på Armin Jordan udgaven. Earthquake M8 formår dog uanset personlig præference livligt at demonstrere forskellen på to ellers relativt ens stykker musik.

Samlet set må det siges at være et fund til prisen, en fjernbetjening eller en subwooferudgang havde været kronen på værket.

Pris: 5398,-

Specifikationer

For yderligere information, kontakt
Importøren
Earthquakesound Europa
www.earthquakesound.dk

Forhandleren
Hififreaks
www.hififreaks.dk