En meget rig mand har købt en stor lystyacht. Desværre kan motoren ikke starte, så han tilkalder ek-sperter. Flere prøver, men må give op. De anbefaler ham at tilkalde en ældre pensioneret sømand, som bare ved alt.

Dagen efter ankommer en gammel mand med en lille taske under armen. Han kigger på skibet, går motoren igennem fra ende til anden. Så trækker han en lille hammer op af tasken. Banker tre gange på et rør og som ved ren magi går motoren i gang. Han lægger hammeren tilbage i tasken og går hjem.

Dagen efter modtager skibsejeren en regning på 100.000 kroner. Mange penge for så lidt, så han beder den gamle mand udspecificere regningen.

3 slag med en hammer – kr. 30,-

Viden om hvor man skal slå med en hammer – kr. 99.970,-

Med andre ord – viden er magt og viden er penge. Det gælder også de pickupper jeg ser på her. At lave en god pickup er ikke raketvidenskab, men at lave verdens bedste kræver en del mere. Samtidig er det desværre sådan, at mange af de der ved, hvordan det skal gøres, er oppe i årene. Der kommer ikke mange nye til og dem der kommer? Ja, måske er de gode, men man ved hvad man har, ikke hvad man får.

Isamu Ikeda (født 1929) er bestemt ikke ukendt i hifi sammenhænge, faktisk tvært imod. De fleste nikker nok genkendende til Fidelity Research som han kørte i mange år. Han anses i Japan som faderen til MC princippet. Stort set alle af de store japanske pickupfabrikanter har på et eller andet tidspunkt i deres karriere været i lære hos ham. Ikedas mere nylige milepæle (50 år siden) inkluderer introduktionen af FR-1 MC pickuppen med rent sølvtråd, luftviklede spoler, letvægtsnål og noget helt nyt på det tidspunkt en line contact nål.  Under FR kender de fleste også FR-64 og FR-66 sarmene samt MC-201 pickuppen.

Fidelity Research blev som mange andre fortrængt fra markedet, da CD’en kom. De lukkede i 1995. Men umiddelbart efter stiftede Ikeda sin nye virksomhed Ikeda Sound Labs. De introducerede deres Series 9 med brug af den samme luftspole teknologi, der var udviklet til FR-7. De lavede også en pickup uden nålefane, inspireret af den gamle Decca pickup, hvis dynamik er noget Ikeda meget gerne vil opnå.

Ikeda nye pickupper er alle med nålefane. Han opgav konceptet omkring den direkte montering på spolerne, da det var for følsomt over for støv samt vanskeliggjorde opsætning og antiskating.

9Gss er den nye topmodel fra Ikeda, den ligger så over den tidligere Kai, som dog stadig er i programmet.

Pickuppen ligner ren porno i den forgyldte fremtoning. En kraftig 24 karat forgyldning ligger over sølv på det udfræsede aluhus. Farven adskiller sig fra de øvrige i programmet, men efter sigende skulle forgyldningen også give lidt mekanisk dæmpning til det ellers meget solide hus. Basen, der ligger an mod armen / pickuphuset er af titanium og internt er der anvendt en speciel metallegering med henblik på såvel intern dæmpning samt transmission af den energi nålen sender op i pickuppen.  

Som det ses på billedet, blev den leveret i et passende forgyldt hus, så det udgør en helhed. Pickuppen kan flyttes frem og tilbage i huset, men det ødelægger lidt af designet. Alternativet er at justere overhang (og effektiv armlængde) ved at rykke armen ved basen.

Den fysiske udformning af selve pickuphuset gør det svært, både ved opsætning samt når man skal ramme et bestemt sted på pladen. Den korte nålefane gemmer sig godt under pickuppen. Til gengæld er den så heller ikke så udsat, som på visse andre pickupper (se evt. billederne længere nede)..

Jeg brugte den både med Ikedas egen ISD-201 trafo samt direkte ind i min Accuphase C-27 RIAA. Belastningen var her 30 ohm, som jeg fandt mest optimalt.

9Gss blev introduceret I april 2018 og den laves kun i 200 eksemplarer.

Frekvensområde: 10 - 45,000 Hz

Udgangsniveau:  0.3mV/1kHz

Intern impedans: 3.0 Ohm

Anbefalet belastning    ikke oplyst, men optimalt via IST 201 trafoen

Spolekerne: Luft

Magnettype; Neodynium

Anbefalet nåletryk: 1,9 – 2,1 gram

Nålefane: Bor

Nåleslibning: Semi-line contact

Compliance: 10 x 10-6 dynamisk

Kanalbalance:  Inden for 0.5dB

Kanalseparation: Mere end 30dB

Tilslutning: Rhodium-belagte stifter

Vægt: 14 gram.

Selv om jeg her  koncentrerer mig om Ikedas topmodel 9Gss og den tilhørende trafo, så lånte jeg flere af Ikeadas pickupper i den korte testperiode. Jeg fik lyttet meget lidt til de øvrige. Generelt er det nu meget nemt at lytte sig frem til det specielle Ikeda ”fodaftryk”. Det er masser af energi nedefter, en flot nærværende mellemtone og detaljeret luftig top samt en umiddelbar spilleglæde.

Disse egenskaber viser sig så i mere eller mindre udpræget grad på de enkelte modeller. Den lidt aparte udseende Tai (Rundt træhus og fastmonteret i SME-fatning) leveret en super velopløst gengivelse med masser af energi nedefter og en guddommelig mellemtone. Toppen står flot med lidt ekstra fysik. Den må siges at være super velegnet til dynamisk musik med vægt bag. Det være sig pop/rock eller klassisk. Den noget voluminøse gengivelse af de laveste oktaver vil klæde mindre højttalere, eller også skal man bare være glad for det ekstra tilskud af vægt og fysik. Totalt set en bedre, men også mere fyldigt lydende pickup, end de to noget billigere i G-serien.

Gts og Gtt har samme egenskaber, men er noget mere stramme i bunden, dog stadig med masser af magt. Lydbilledet er stort og bredt - ikke så ekspansivt og imponerende som på Tai, men stadig med kontrol og vægt bag. Der er tydeligt lidt mere styr på tingende hos 9tt i forhold til 9ts, men ikke helt på højde med 9Gss. Begge pickupper er afgjort noget man skal lægge et øre til i de respektive prisklasser, hvor mange vil blive positivt overrasket. De har som 9Gss musikaliteten og det umiddelbare til fælles. Lidt frækt kan man sige, at de mere er musik-pickupper end hifi-pickupper.

Min erfaring er, at step up trafoer i signalvejen ikke altid falder heldigt ud. Jeg har både Lundahl, Ortofon og en stor Denon. Har også prøvet mange andre trafoer. MC indgangen på min Accuphase C 27 er rigtig god og kan give de fleste pickupper gode vilkår og lav støj. Sådan har det været i mange år.

Ikeda IST-201 hører ikke til de billigste af slagsen, men den er tilpasset deres egne pickupper og angives at passe med udgangsimpedanser fra 1 ohm op til 6 ohm. De angiver at den er med lavt tab og at der er gjort meget for at undgå brum og anden indstråling. Der er tale om en særdeles solid konstruktion med mu-metal afskærmning, rhodium belagte stik og en switch til ground lift. Forstærkningen er angivet til 26 dB og sekundærsiden bør belastes med mere en 47 kohm.

Den angivne forstærkning svarer til et omsætningsforhold på 1:20. En trafo er reelt ikke en forstærker, men som navnet siger, omsætter den strøm fra pickuppen til spænding på udgangen. Hermed omsættes impedansen gennem trafoen med omsætningsforholdet i 2. Altså 20x20 = 400 gange. Det betyder, at pickuppen ”ser” ind i en impedans på ca. 118 ohm, hvis den belastes med de typiske 47 kohm. På sekundærsiden af trafoen er de 3 ohm omsat til en udgangsimpedans omkring de 400 ohm – rigeligt lavt til at drive kabel og RIAA indgang.

Men en ting er data og beregninger, noget helt andet er lyden. Her må jeg indrømme, at IST-201 på flere områder gør det bedre end direkte ind i MC-indgangen på min Accuphase, Til gengæld er der så andre få områder, hvor jeg foretrækker den aktive MC-del.

Ingen tvivl om, at 9Gss virker super tilpasset via trafoen. Der kommer mere energi igennem og det hele lyder langt mere kontrolleret og fast nedefter. Der er dynamik og liv i de lave oktaver via trafoen i  højere grad end via MC-indgangen. Til gengæld syntes jeg , at der er lidt mere luft og åbenhed i de øvre oktaver direkte ind i Accuphase MC-indgangen. Lydbilledet ligger en smule længere tilbage og er knap så påtrængende opefter.  I begge tilfælde skinner den sublime opløsning af mellemtoneområdet igennem.

Disse forskelle vil selvfølgelig være anderledes med andre RIAA-forstærkere. Har man en god rør-RIAA, er der ingen tvivl om, at Ikeda IST-201 vil yder Ikeda egne og andre lavimpedante pickupper optimale betingelser. 

Jeg skal ikke kunne sige, om andre gode MC-trafoer i samme pris/kvalitetsklasse kan gøre det samme, for jeg har aldrig før oplevet positive egenskaber som dette. Hele testen blev således gennemført med trafoen i signalvejen og den endelige beskrivelse af lyden er i denne konstellation.

Tilpasset pickupper med 2 til 6 ohms intern impedans.

Belastning på udgangen: mere end 47k ohm

Kanal adskillelse: mere den 90dB (1kHz)

Frekvensområde: 10 - 100kHz, +/-0,6dB

Step-Up niveau: 26dB

Kanalbalance: inden for 0,1dB

Mål: 14 x 9,5 x 5,6 cm (BxDxH)

Vægt: ca. 1,8 kg

Allerede fra det øjeblik pickuppen rammer rillen, hører jeg det. En dyb rumlen fra mine højttalere. Ikke støj og ikke problemer med pladen. Nej det er simpelt hen magt, power og en energi der fra de første strofer viser, hvilken kraft der kan være i musikken.  Gengivelsen af stemmer er mildt sagt imponerende. De fastholdes i perspektivet uanset dynamik og kompleksitet, står 3-dimensionelt mellem højttalerne. At lytte til opera er en fornøjelse. Toppen står meget distinkt, fysisk med  en kropslige fornemmelse der præger lyden med nerve og nærvær. Metal har vægt, blæserne og violinerne har vægt. At høre en knipset guitarstreng er en komplet sammenhæng mellem finger, streng og kasse.

På billederne taget via mit USB mikroskop ser man tydeligt den flotte bor nålefane og nålen. 

Alt sidder som det skal og hvis ikke det fremgår af billederne, er det fordi pickuppen stod lidt på skrå under fotograferingen.

Musik skal der til, og hurtigt kom der masser af forskellige plader på afspilleren.

Paul Simons seneste udspil  "stranger to stranger" blev helt korrekt blev kåret som et af årets bedste plader af EB (der er dog en ny på vej her primo september 2018), har jeg hørt et utal af gange. Det lyder som en floskel, men pludselig hørte jeg nye ting, små detaljer i lydbilledet, et instrument til højre langt bag højttaleren. Det fænomen har jeg oplevet før, men ikke i så høj grad som her med Ikeda 9Gss. På det stille nummer "Insomniac's Lullaby" leveres der et kæmpe lydbillede og i det øjeblik bassen kommer ind, sker det på en meget overbevisende måde. Magt kraft og dynamik. Vel at mærke også selv om man spiller ved lavere niveau.

Jeg kan så med det samme høre, hvordan i læsere protesterer ”Men, det er jo en digital optagelse, overført til LP”. Ja, jeg har også den digitale 24 bit / 96 kHz version, og den spiller fint via min Aurender S10 ( Telluriom Q  USB ned i en PS Audio Direct stream DAC. Nu skal jeg ikke tage den gamle debat om LP kontra digital op igen, men her er der slet ikke nogen tvivl. Den digitale HD-fil via min afspillekæde giver en helt anden gengivelse. Bevares, fllot og  pænt med detaljer og et stort åbent lydbillede,  men langt mindre spændende og engagerende at lytte til. Det hele er mere glat og ”pænt”, der mangler den kant og indlevelse, der kommer via LP'en..

Går vi så over til de gamle optagelser, der ikke kommer fra en digital master, kan vi tage Dave Brubek Quartet "Gone with the Wind". En optagelse fra 1958, altså før ”Take Five”, men hold da helt op for en optagelse. En meget levende plade med masser af dynamik og detaljer. Det fornemmer man rigtigt godt nu. Der er meget mere saft og kraft over gengivelse, som virkelig viser, at LP-mediet er dynamisk og levende som meget få har oplevet det. Pianoet står med ekstra kraft, som om der bliver spillet med større entusiasme og i det øjeblik Paul Desomonds saxofon  kommer ind i lydbilledet, giver det helt uvilkårligt et lille gib i mig. Jeg kender pladen, men alligevel er der denne overraskelses oplevelse, som gør det ekstra spændende at lytte til musik. Pladen fik lov til at spille færdig og jeg sad bare med et stort smil på læberne. Det her er godt!

En helt anden oplevelse fik jeg med Kim Larsen & Kjukken "Du Gade Verden". Flad lyd og ikke særligt spændende. Faktisk vil jeg sige, at denne plade lyder bedre med min gamle Shure V15 mkVI. Den har de farvninger og betoninger, der gør pladen mere spændende. Via Ikeda er der godt nok noget mere dynamik, men da det hele i forvejen er komprimeret, bliver lydbilledet noget mere kønsløst og fladt. Nej - videre til næste plade.

Operaoverturer "Venice"– RCA Victor. Solti og Orchestra of the Royal Opera House, Covent Garden. Igen en gammel optagelse, med sjæl og dynamik. Masser af strygere der står med både den korrekte aggressivitet og samtidig en blød "smør" klang. Lækkert med store klangflader og masser af rum. Bredde og opløsning mangler bestemt ikke, alle detaljer er der, uden at det bliver sterilt eller pindet ud. Violinerne nærmest synger og det hele er bare sammensmeltet til en helhed og en totaloplevelse.

Efter en hel pladeside var jeg mildt sag lidt rystet. Det her kan ikke være rigtigt? Jeg satte så et par af mine andre gode pickupper på. Bevares i en lidt anden prisklasse, men stadig noget af det bedste. Jo, de spiller stadig fremragende, men lyden virker lidt flad og rummet bag højttalerne er ikke så stort og altomfavnende som via 9Gss. Der er bare så meget mere oplevelse og musik i den pickup. Jeg har set andre beskrive lyden fra Ikeda pickupperne som at de "suger musikken op af rillerne". Det udsagt er jeg absolut enig i. Der overlades ikke meget tilbage, men man kan så glæde sig over, at rillerne stadig er i behold efter denne dynamiske udsugning.

Raising Sand med Robert Plant og Allison Kraus har jeg spillet mange gange. Har tidligere ment den var lidt pumpet i bunden, men ikke her. Sikken en bund! Igen denne usandsynlige saft og kraft og en gengivelse der får liv i højttalerne og ikke mindst den vippende fod - hvis man da ikke ligefrem danser foran højttalerne (ikke noget smukt syn!). De to meget forskellige stemmer der klæder hinanden, står super skarpt med sjæl og nerve mellem højttalere. Det er en ren fornøjelse, når en ellers kendt plade pludselig får nyt liv. 

Min oplevelse af Ikeda 9Gss kræver på en eller anden måde en revurdering af, hvad der er muligt. Kun én gang før har jeg oplevet noget lignende. Det var med MY Sonic Lab Eminent Gold, der dog spillede noget mere varmt og tilgivende i forhold til Ikeda pickuppen. Her afsløres alt nådesløst og det er en fornøjelse at genhøre alle ens plader, men fornyet information og liv. 

Fik du læst den lille historie i starten? Jo "Ikeda, ved hvor der skal hamres".

Efter denne oplevelse, melder der sig et stort spørgsmål. Nej 2 spørgsmål!  Skal en pickup koste mere end mange investerer i hele deres anlæg? Nej ikke nødvendigvis, men der ER forskel. Dernæst må jeg så uvilkårligt spørge mig selv, "Er mit anlæg, min pladespiller og analoge kæde god nok?" Jo, jeg kan sagtens høre kvaliteterne, men reelt kunne jeg måske få endnu mere information? Jeg har tidligere prøvet gode RIAA forstærkere med rør og det skal afgjort prøves igen. Der er noget grundlæggende "tilbage til rødderne" over denne pickup, som fortjener nogle mere optimale vilkår, end det jeg p.t. kan byde den.  Ligeledes kan det tænkes, at min DV 507 mk II (som er en fantastisk arm) ikke er den optimale løsning. Hvad med en Kuzma 4Point 14, eller måske Ikedas egen 12” arm? Endnu engang viser denne fantastiske hobby sig fra den dyre side. Det kan hele tiden blive bedre – også bedre end jeg umiddelbart troede var muligt. Med Ikeda 9Gss tager musikoplevelsen og hele glæden ved ens anlæg et gigantisk spring op ad kvalitetsstigen. Der er ingen vej uden om – en ny pickup og en tom bankkonto venter.