Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Glanz MH-124 S

Stålsat elegance

Produkt: Glanz MH-124 S - 12" tonearm i rustfrit stål
Pris:  kr. 52.125,- 
Producent:  Hamada Electric i Shizuoka, Japan - http://glanz.tech/e/
Forhandler: Connaisseur-AV -  http://www.connaisseur-av.eu/

Man kan med rette spørge: ”Hvad skal en tonearm kunne?”  Det lyder som et enkelt spørgsmål, men der er faktisk mange svar, flere spørgsmål og selvmodsigelser. Det største problem er nok, at armen skal holde pickuppen fast, men samtidig skal pickuppen nødvendigvis kunne flyttes ind over pladen. Hermed opstår der en masse kompromisser, som egenvægt, masse, lejefriktion, resonanser og meget mere. Jeg kigger nærmere på en arm, som en enkelt mand har brugt en stor del af sit liv på at optimere. Denne arm kan på mange områder sammenlignes med et fint urværk. Præcision, perfektion og flot finish..

Den meget elegante Glanz MH-124S er et seriøst bud på, hvordan det skal gøres. Den japanske arm virker nærmest som en anakronisme, som den fremstår både simpel men også kompliceret. I dag ser vi 3D printede arme, samt arme lavet i magnesium, kulfiber, træ og for det meste i aluminium. Mange har et hav af justeringsmuligheder og er forsynet med mikrometerskruer til VTA og alskens bekvemmeligheder. Glanz MH-124S er lige det modsatte. Her er vi tilbage ved rødderne. En 12” arm i rustfrit stål (findes også i 10” og 9”), hvor der er lagt vægt på præcisionslejer, samt en optimal intern dæmpning af den solide stålkonstruktion. En arm med høj bevægelig masse beregnet til absolut lavkompliante pickupper. 

Ikeda 9Gss pickup monteret

Glanz MH-124 S er nummer to fra toppen i et større program.Glanz laver kun arme og huse. Der er tre serier - MH 9B og 10B er en let neddroslet version med brug af rustfrit stål til amen, men ellers forkromet messing til basen. Modellerne MH-94S, 104S, 124S er alle 100 % i rustfrit stål. Typebetegnelsen angiver deres størrelse i tommer. Det er 124S (12") jeg kigger på her. I toppen af programmet finder man 124SD, hvor der er tilføjet et carbon lag med samme hårdhed som diamant på alle metaldele. Der anvendes rene sølvkabler med silke omgivet af polyesterfibre i armen. Samtidig er der indført yderligere dæmpning i kontravægtens ophæng. 124SD ligger i prisklassen over de 100.000 kroner.  

STÅL
Et metals styrke kan måles i Youngs Modulus. For aluminium er værdien 5 millioner kg pr. kvadrattomme (psi). For stål er den generelt omkring 15 millioner psi.  Udtrykt på normalt dansk vil det sige, at et stålrør er tre gange stærkere end et aluminiumsrør af samme dimensioner. Om det samme gælder specielt rustfrit stål, skal jeg ikke kunne sige.
Problemet er så, at et stålrør vejer 3 gange så meget. Altså må man lave stålrøret tyndere og dermed lettere. 
Rent mekanisk er der så også andre aspekter, som temperatur stabilitet og transmission af lyd og vibrationer. Her bliver det ret kompliceret og jeg overlader trygt problematikken til Hamada.

Udpakning og montering
MH 124S leveres i en solid trækasse incl. engelsk manual (lidt japanerengelsk) og en skabelon til brug for placering af armen på pladespilleren. Det hele er forsvarligt pakket ned med base og kontravægt, samt et RCA kabel med 5-polet stik, der passer i bunden af armen. Såvel internt som i det medfølgende kabel anvendes der højkvalitets kobber. Glanz oplyser ikke nærmere, men hvis kunderne ønsker at eksperimenter med andre kabler, er det helt OK. Jeg brugte et Oyiade PA-2075DR V2 kabel det meste af testen. 

Der medfølger også et hus til montering af pickuppen. Dette er som resten af armen fremstillet i speciel højkvalitets stål. Huset er smalt og med en gummidæmpning på toppen. Umiddelbart undrede jeg mig over den lille metalbøjle på toppen til montering af pickuppen. Nu gør man rigtigt meget ud af at lave en arm i stål, hvor der er gjort rigtigt meget for at holde vibrationer og resonanser nede, men så skal pickuppen sættes fast med en tynd metalbøjle?



Man skal dog ikke lade sig snyde, for den forholdsvis kraftige metalbøjle er selvfølgelig også af stål og når pickuppen spændes fast, sidder den godt og solidt. Samtidig er det muligt at dreje den lidt for optimal justering. Rent optisk og mekanisk udgør dette hus og armen et hele. Ret flot og hvis ikke man anvender en pickup med fast hus, er det en god løsning.

Armbasen er 30 mm i diameter og Glanz anbefaler et 31 mm hul, så er der lettere passage. Montagepladen kan være op til 20 mm tyk. Det hele kom på plads uden problemer. Antiskating og arm-rest kan afmonteres, hvis man ikke ønsker dem. Glanz anbefaler at man afmonterer disse for optimal lydkvalitet. Man går til ekstremer her for at holde det så simpelt som muligt og undgå alt overflødigt, som evt. kan skabe uønskede resonanser. Det skinner også igennem, ved konstruktionen hvor der ikke er brugt lim eller skruer. Alt er press-fit – altså forsigtigt presset sammen og med størst mulige anlægsflader. Det gælder også de højpræcisions kuglelejer der anvendes. Som hos en urmager er de meget forsigtigt banket ned på plads, så de sidder urokkeligt fast.

Selve det ”S-formede” armrør er internt dæmpet, så der ifølge Glanz undgås tidsmæssigt ekko forvrængning. Med andre ord dæmpning af resonanser.


Armresten er lidt tricky. Man kan ikke lige med en finger vippe låsen op. Det kræver nærmest 2 hænder, hvor der skal holdes på armen samtidig med at låsen vippes til venstre. Det er set mere smart andre steder.
Har man en pladespiller med låg, skal der lige tages hensyn til om armen kan være der. En 12” arm skal langt tilbage og kontravægten stikker et pænt stykke ud bagpå. Min pladespiller er uden låg, så det problem stødte jeg ikke på.

Lidt historie
Glanz er ikke et nyt mærke. Faktisk stammer det helt tilbage fra 1950'erne. Det japanske firma Mitachi Acoustics produkter blev udviklet og markedsført under Glanz-mærket. De har f.eks. lavet mange pickupper, både MM og MC typer. Flere af deres produkter er udviklet af Masataka Hamada, der i 2008 på licens fra Mitachi fik lov til at markedsføre sine tonearms under Glanz-navnet. På den måde blev Glanz navnet genfødt, samtidig med opblomstringen af LP-mediet. Tonearmene fremstilles nu af Hamada Electric i Shizuoka i Japan. Sortimentet tilbyder som nævnet ovenfor, på tre niveauer.

Glanz MH-124S kan umiddelbart virke som en kopi af de arme, vi så tilbage i 70’erne. f.eks. FR 66 og i dag f.eks. Ikeda, Jelco, Ortofon, SME, Schick og et par stykker mere. Alle laver 12" arme. som virker noget nostalgiske i deres fremtræden med standard SME-fatningen.


Men der er mere i historien en blot endnu en 12" arm. Hamadas designfilosofi bygger på vibrationer og hvordan man behandler dem. Pickuppen sender vibrationer op gennem armen, hvilket generer masser af uønskede effekter. Vibrationerne skal ledes væk gennem armen, lejerne og ned i basen. Alle steder hvor forskellige materialer mødes opstår der barrierer. Trådophæng, magnetafkobling eller kombination af materialer som træ, metal og plast skaber disse overgange. Her kan man være uheldig, at energien så sendes retur til pickuppen som det Hamada kalder ”ekko forvrængning”. Med en konstruktion helt af stål og den tætte kobling hele vejen. er der ikke nogen overgange og energien kan frit flyde gennem armen og sikre pickuppen de optimale betingelser. Af samme grund finder du heller ikke knivlejer eller unipivot lagring her. Alt skal være styret og ikke ”bare” dingle rundt holdt på plads af tyngdekraften.



Specielt fremhæves det kraftige overdimensionerede bundleje, der er udformet som et trykleje. Dette sikrer en glat og friktionsløs bevægelse af denne tunge arm.

Man kan så undre sig over, at armen er lavet med SME fatning til montering af et løst hus. Det er nu heller ikke det primære formål. Hamada er stor fan af Ortofon SPU. Han har gennem mange år arbejdet med de kendte Ortofon pickupper og repareret dem for kunder i Japan. Derfor er armen designet til at yde Ortofon SPU de optimale betingelser. Enkelte andre pickupfabrikanter tilbyder tilsvarende pickupper med et fast hus og SME-fatning. Her kan kort nævnes IKEDA, EMT, Sony og Dynavector.




Et andet aspekt er dæmpning. Det ser vi ofte I arme med siliconekar eller afkobling ned gennem armen. Dæmpning er godt, men for meget dæmpning går ud over lyden. Det umiddelbare forsvinder og detaljerne I musikken bliver undertrykt. Som en løsning på dette kompromis bruger Glanz noget de kalder ”parallel dæmpning”. Herned opnås den ønskede effekt uden at give afkald på dynamikken og de fine detaljer. Dæmpningen sker inde I amen samt ved afkoblingen af kontravægten, hvor der anvendes et tredobbelt lag af carbonfibre og ABS plast samt gummi. 

Ibrugtagning
Jeg ventede lidt med Glanz stålhuset og monterede i stedet min Ikeda 9Gss pickup i et grafithus fra italienske Audio Silente. Det her er tungt! Pickuphus og pickup vejer 34 gram tilsammen (I Glanz stålhuset var den samlede vægt 25 gram). Både arm, hus og pickup trækker således i den helt forkerte retning i forhold til det man ellers ser og anser som optimalt. En hurtig beregning viste en armresonans på 6,3 Hz i denne opsætning (6,8 Hz i Glanz huset). Der var dog ingen problemer med afbalanceringen af armen og sporing. Buler og ujævnheder i pladen blev klaret helt uden problemer. Man skal selvfølgelig tilstræbe en optimal armresonans, men man skal bestemt heller ikke være blind for, hvor godt dæmpet denne er. Her virker det absolut som om Glanz har fuldt styr på det hele.

Justering af nåletryk sker ved forskydning af kontravægten, der mekanisk er afkoblet og dæmpet. Der er en mindre skala, men jeg brugte en elektronisk nåletryksvægt. Glanz afviser at bruge en fjeder til justering af nåletrykket, da de mener en sådan tilfører resonanser. Det samme gælder antiskating, der her fungerer via en lille vippearm med lod.

Van Den Hul Ultimo 30A pickup monteret

Liften fungerede fint, men kunne måske trænge til lidt mere silikone. Tror ikke, den arm jeg lånte, var helt ny.

Reelt burde armen være monteret i en stålbase eller i det mindste en af aluminium. De løse baser jeg har til brug ved test af arme er dog af 10 mm tyk akryl. Absolut stabilt, men ikke helt den optimale løsning.

Lyden
Jeg kan levende forestille mig, hvordan nogle tænker, at det her må lyde "koldt som stål" eller lignende analogier. Nej, jeg vil snarere sig "præcist" som stål. Den "skærer igennem" og afslører alt i såvel bredden som dybden af lydbilledet. Der er en dejlig ro og alting står præcist i lydbilledet. Stemmer er som naglet fast i midten, hvis det er der de skal være. Jeg ved godt det er et specielt hifi-fænomen, men det er altså lækkert at opleve.

I første omgang kunne man forledes til at tro, det hele er en tand for rent og slankt, men man opdager hurtigt, at det skyldes fraværet af det bløde og udefinerede i de laveste oktaver. .Et rent snit, en ren lyd behageligt fri for farvninger og betoninger. Der er altså ikke noget kunstigt loudness eller boost i bunden. Tvært imod virker det hele glat, præcist og meget dynamisk. Gengivelsen er fast og kontrolleret, men med mindre fylde nedefter. Mere ro i lydbilledet, selv i forhold til min Dynavector DV 507.

SPU pickup monteret

Ovennævnte var med grafit-huset fra Audio Silente. Jeg prøvede Glanz huset. I første omgang med min Benz LPs. Det må siges at være en vellykket kombination. Der var mere "bid" og lethed over gengivelsen.  De indgik nærmest i en slags symbiose og virkede afgjort godt sammen. Da min Ikeda G9ss kom over i stålhuset var indtrykket mere blandet. Jo, der kom noget mere glathed og lethed i lyden, men samtidig var bunden tydeligt dæmpet og mindre fast. I forhold til det tungere Audio Silente grafit-hus manglede der lidt substans og kraft, som om musikken savnede noget at sætte af fra. Dynamikken blev en anelse undertrykt. Så her var det klart det tunge grafit-hus, der passede bedst med Ikeda pickuppen. Det følgende er så med grafit-huset på Glanz MH-124S og Ikeda 9Gss pickuppen.

Jeg er inde i en periode, hvor der bliver lyttet meget til Jazz; Ben Webster meets Oscar Peterson (optagelse fra 1959) har været spillet flere gange. Den har det typiske "dobbelt mono", som man lavede i stereoens barndom, men med sjæl, nerve og fantastisk musik. Jeg har ofte taget den LP frem, når der har været gæster. De har så  kunnet høre, hvordan en god pladespiller med en god plade er alt andet en støj og knas. 


Med kombinationen af Glanz og Ikeda er der virkelig åbnet op for oplevelsen. På trods af alderen har optagelsen et stort lydbillede og masser af dynamik samt luft og detaljer i toppen. Glanz armen kan i sandhed placere tingene på et sølvfad (eller er det et stålfad?). Det hele virker endnu mere glat og uanstrengt. Der er en ro i lydbilledet, men samtidig den meget søgte evne til at gengive dynamik. Både de voldsomme udladninger, men i lige så høj grad de helt små detaljer og mikrodynamikken.

En nyere optagelse er svenske Bo Sundström / Mitt Dumma Jag. Her er vi ovre i det mere tilbagelænede. Stemmen kender mange nok fra Bo Kaspers Orkester, men når der spilles jazz er det noget mere sjælfuldt og indlevende. Teksterne er et helt kapitel for sig selv, så stemmeforståelsen er vigtig. Absolut ingen problemer her. Bo Sundströms karakteristiske lidt spinkle stemme står lyslevende foran lytteren. De øvrige musikere på pladen leverer også en fremragende indsat på denne meget tiltalende plade.


En anden nyere favorit er Paul Simons  "In the Blue Light". Et bevis på, at man også i dag kan lave fantastiske optagelser og en god pladepresning. Nu har jeg altid været glad for Pauls Simons plader, men denne er bestemt et mesterværk. Til tider neddæmpet og til tider mere pågående og dynamisk.
Jeg havde hørt pladen flere gange før Glanz armen kom på, men efter åbnede der sig nye detaljer. Stemmen står om muligt endnu mere levende og velartikuleret lidt tilbage i lydbilledet. Man hører alle nuancer og der er intet spor af betoninger på hver "s" eller "t" lyde. En fremragende optagelse parret med en fremragende arm og pickup får det hele til bare at risle ned ad ryggen. Ren nydelse!


Carmen er altid godt, uanset om det er opera eller "Carmen suite" som den fremragende optagelse med Los Angeles Chamber Orchester på EMI. Masser af dynamik og rum. Et stykke tid siden jeg sidst har hørt denne plade, men nu med ekstra stort lydbilledet og de overraskende effekter en god dynamisk optagelse kan levere. Et kort lyt med samme plade og Ikeda pickuppen skiftet over til min Dynavector arm, gav en noget anderledes oplevelse. Begge absolut i toppen, men mere mørk, tung og noget lukket i forhold til Glanz armen. Her efter nogle uger med Glanz MH-124S har jeg i den grad vænnet mig til de ekstra detaljer og den glathed, der gør musikken mere nærværende.


Kan en arm være "hurtig"?  Tja, det spørgsmål stillede jeg mig selv efter at have hørt  et knæk fra en mindre ridse i begyndelsen af en LP. Nu er det ikke sådan at jeg laver ridserne, de er der ofte, når man køber pladerne!  I dette tilfælde var det tydeligt, at den blev gengivet som et kortere "klik", der hurtigt døde ud. Med sammen pickup i min DV 507 var det en mere dump dæmpet lyd - en slag "plump". Dette aspekt forklarer også meget godt, hvorfor armen lyde mere "hurtig" og transparent, når det kommer til musikkens udladninger.

Konklusion
Med Glanz MH-124S er vi tilbage ved det basale - en slags  ”grund arm” som de blev lavet for 30 år siden. Her finder du ikke en masse moderne teknologi - kulfiber, keramik og VTA justering under afspilning. Der findes mange andre langt mere avancerede løsninger på markedet til samme høje pris. Med Glanz får du i stedet en arm, der er lavet som et præcisionsurværk. Et enkelt design, fornem finish og en elegance, der ikke kan sættes en finger på. En arm der når man fører den ind over pladen bare indgyder respekt og giver en fysisk fornemmelse, der siger "det her er rigtigt".

MH-124S er en super elegant arm, hvor der er kælet for detaljerne. En enkelt mand med mange års erfaring har udført det hele efter egne ideer og idealer. Det er en arm designet til et formål, som den så opfylder til perfektion. Er du til pickupper med fast hus som Orfon SPU eller andre tungere lavkompliante pickupper, er denne arm absolut noget af det bedste på markedet. Kombineret med den rette pickup opnås en symbiose, der resulterer i en gengivelse i den absolutte top.

For yderligere information, kontakt
Importør
Connaisseur-AV
http://www.connaisseur-av.eu/


Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.