Billige er måske lige at gå skridtet for langt, men ElectroMotion serien er niveauet under MasterPiece serien. Sidstnævnte adskiller sig ved at koste væsentligt mere, for at sige det mildt, og derudover også at fylde godt i landskabet da, - ja, det er elektrostater. 

Men, det er dog vigtigt at pointere at elektrostater, særligt med Martin Logans nyeste generationer, er i sammenligning med tidligere modeller et langt mere bruger- og stuevenligt produkt.

ElectroMotion ESL X er ElectroMotion-seriens største højttaler. Den er ikke overraskende også den dyreste med en vejledende pris på 44.000,- pr. sæt. Størrelsen og lyden taget i betragtning synes det nu ikke helt ved siden af, særligt ikke med tanke på hvad man har måtte betale for elektrostater for bare ti år siden. Den har også et større panel end de mindre modeller, men fremstår mindre da det kun er basenhederne og elektronikken der fylder. Selve det chassis der er omkring selve elektrostat-panelet er overraskende tyndt, men stadig ganske robust. 

Da panelet i sig selv gør højttaleren semi-transparant virker højttalerne i øvrigt meget diskret og nærmest usynligt i rummet.

ElectroMotion ESL X er udstyret med et 102x22 cm Xstat CLS panel der grundet sin begrænsede bredde formår at give en 30 graders spredning af lyden ligesom de større modeller i MasterPiece serien. Xstat CLS panelet, er lavet på en cylinderformet platform, og opnår således en væsentligt bedre spredning af lyden end hvad er muligt med et fladt panel. Dermed undgås et af elektrostaternes traditionelle problemer. Der er i øvrigt tale om en dipolkonstruktion.

Man må sige at man er kommet meget langt siden at man for lidt under 100 år siden lavede den første fungerende elektrostathøjttaler ud af svineindvolde. 

Følsomheden er opgivet til 91 dB, og det er faktisk mere end rigeligt, også til mindre kraftige forstærkere. Vil man op og udnytte ESL X’ evne til rent faktisk at spille højt, godt hjulpet på vej af 2x8” dipol basenheder i papirmasse der er huset i et asymmetrisk portet kammer, så skal man næppe under 300 watt. Der påstås at basgengivelsen går ned til 41hz, og en hurtigt måling med testtoner gør at dette ikke drages i tvivl.

Højttalerterminalerne står i en sjov vinkel bag på, således at man på ingen måde er i tvivl om hvad der er hvad.

Højttalerne kommer ganske forsvarligt pakket ind, og er væsentligt mere solide at flytte rundt med end man lige regner med. De er heller ikke voldsomt tunge med en vægt på lidt over 23 kg stykket.

Hvis man i øvrigt er i tvivl, så er her en simplificeret udgave af elektrostaternes virkemåde:

I et elektrostatisk spændingsfelt sidder en tynd membran, og denne bliver således påvirket til at bevæge sig. Omkring disse er en beskyttende ramme, en såkaldt stator der beskytter komponenterne. Netop på ElectroMotion serien er panelet ifølge Martin Logans markedsføringsmateriale udført således at denne kan reduceres i tykkelse. Membranen udsættes for en konstant ladning, og er grundet sin ekstremt lave vægt og fraværet af fysisk kontakt i stand til at bevæge sig med ekstrem hastighed. Dette giver en teoretisk impulsrespons der ikke kan matches. Men grundet konstruktionen bevæger membranen sig til gengæld flyttes ikke lige så meget luft, hvorfor at basgengivelsen vil være et problem medmindre at der benyttes decideret enorme membraner paneler. Sådanne kan, og har, Martin Logan også leveret. Den mest almindelige løsning er dog enten at sælge et subwoofer system ved siden af, eller som Martin Logan, at integrere det i selve højttalerkonstruktionen. Her fungerer de også som en udvidet base for selve panelet.

Traditionelt har man forbundet elektrostater med en række svagheder som forskellige fabrikanter har forsøgt at arbejde med, særligt spredning, basgengivelse og skrøbelighed har været de primære ankepunkter, hvilket Martin Logan i særdeleshed forsøger at adresserer med deres design og paneler. Det afrundede design der øger spredningen, brugen af indbygget dipolsubwoofer, og ikke mindst den ekstremt solide ramme der omgiver membranen må siges at gøre frygten til skamme, faktisk har importøren Interceptor Audio ved flere demoarrangementer demonstreret meget konkret hvad et elektrostatpanel kan holde til, men den form for decideret vold er testhøjttaleren dog ikke udsat for.

Lyden er først og fremmest ekstremt punktformig, luftig, let og øjeblikkelig med en fantastisk opløsning og et kompressionsfrit øje for detaljen. Karakteren er svag, nærmest minimalt lys i klangen. Men det skyldes nok særligt at mellemtonen er nok i sig selv.

Infected mushrooms “Albibeno” gengives med en fantastisk 3D gengivelse og letflydenhed i musikken. Effekterne gengives, trods deres kompleksitet meget sammenhængende, og hvor der lejlighedsvis med andre højttalere kan opleves et slæk i gengivelsen, ja nærmest informationstab grundet manglende opløsning, så er er det ganske imponerende hvad Martin Logan formår at presse ud af et så simpelt nummer, særligt når det kommer til punktformighed.

Kammermusik som Haydns String Quartet in D op. 76, fremført af Engegård Quartet, fremstår enormt velopløst og nærværende, men stadig med en stærkt, omend naturlig separation af instrumenterne, der er en nærmest analog opløsning i nummeret på trods af at det er meget digitalt (DXD format). Elektrostater synes nærmest skabt til at vise styrken i de nyere digitale formater der dog særligt for DXD formatets vedkommende dog stadig er forbeholdt et fåtal af DAC’s.

Michael Jacksons “Beat it” byder på en fantastisk homogenitet, og en svagt lys karakter. Sammenhængen i lyden er særdeles imponerende, og det er de små detaljer, den ekstra dybde i både instrumentnuanceringen, men også placeringen af stemmer og effekter. Bassen er stram som smilet på en gammel dame der har stået lidt for længe i kø i Irma, og overgangen til selve det elektrostatiske panel er forbløffende direkte og gnidningsfri.

Der kunne dog godt bruges lidt mere metalkorrekthed og brutalitet i guitargengivelsen.

Til musik af den heftige men stadig mere akustiske slags som Dave Brubeck Quartet’s “Blue Rondo a la Turk”. Her kan man få en ekstra dimension i form af at også højden i lydbilledet fremstår mere autentisk, og særligt bliver det klart at crash-bækken på trommesættet er placeret højere end ride-bækkenet. En lille, men ikke uvæsentlig detalje hvis det er de små og meget velopløste detaljer man skal have med. Det samme er de små transienter, og ikke mindst transientkontrol. Både lilletrommen såvel som tammen gør sig bemærket ved at ikke kun anslaget, men også det stop der er i lyden så snart trommestikken har forladt trommeskindet er velbevaret.

Joja Wendts “Cis moll prelude” flyder ud af højttaleren med en fantastisk åbenhed, men især hurtigheden, ja nærmest flygtigheden i klaverbokseriet kombineret med bassens velnuancerede, men stadig flydende toner. Samspillet med trommerne bliver ikke dårligere med et sæt Elextromotion X.

Trolltinds “Dunker” er næsten overvældende i sin mængde af ruminformation af, ja, tomrum. Der er en imponerende åbenhed der gør at det enkelte instrument får lov at leve sit eget liv.

Dizzy Mizz Lizzys “Phyliyng pharoe” har mange ting at byde på, også en ganske habil pondus, 8" basenhederne taget i betragtning, men det er naturligvis ikke samme gennemtrængende fornemmelse som et stort PA anlæg med horn, men stadig ganske hæderligt, guitaren måtte gerne have været lidt mere skarp.

Dire Straits evige klassiker “Sultans of swing” byder på en forbløffende homogenitet kombineret med en imponerende transparens, og ikke mindst en sammenhæng mellem bund og nedre mellemtone der ofte savnes. Bassen er der, men den er hverken adskilt fra resten eller gumpetung, den er lige hvad den skal være i et harmonisk parløb med den øvrige musik, hurtigheden i elektrostat-panelener kommer virkeligt til deres ret på et nummer som dette. Hihatten har fine små, nærmest skrøbelige anslag, og ikke mindst højtopløste udklingninger med ægte metalklang som man desværre ofte savner med dynamiske højttalere.

Plas Johnsons “Pink Panther Theme” byder på en særdeles fremragende instrumental gengivelse. Instrumenterne svinger godt, og med hinanden, særligt xylofonens overtoner og efterklang går i selvsving med hinanden på en særligt tilfredsstillende måde, hvori man virkeligt kan høre opløsningen som ElextroMotion X formår, kombineret med en meget nærværende gengivelse. Eneste ulempe er at højttalerens fintmaskede net også afslører at mikrofonen overstyrer på trompeten - som eneste instrument, men sådan er det nu en gang at være hi-fi nørd.

Valentina Lisitsas fortolkning af Beethovens Måneskinsseranade, Op 27 #2 3. sats er fænomenal, ja næsten på niveau med Wilhelm Kempffs, og det får ElectroMotionerne lov at udtrykke. Det er et nummer der er forfærdeligt komplekst, med rytme og tonalskift i et væk, og dog står tonerne smukt og letafkodelige på gengivelsen. Der findes i øvrigt en Youtube video med optagelsen hvor man kan se den stakkels pianist nærmest lide i forsøget på at følge med, absolut seværdig på mange måder.

Så vi ender til konklusionen, elektrostaterne lever ikke bare i bedste velgående, de har udviklet sig over tid, og fremstår i denne iteration som ikke bare en komplet, men også særdeles attraktiv pakke der står i skarp konkurrence til de almindelige dynamiske højttalere. Mange af de ulemper som konstruktionsprincippet har, er her visket væk eller formindsket uden at det går ud over de lydmæssige kvaliteter som et elektrostatpanel byder på. Absolut et alternativ man bør lytte på inden at man køber nye højttalere.

Pris: 44.000,- for et sæt.

Specifikationer:



For yderligere information, kontakt