MM pickupper - 4 spændende muligheder
Af: Jan Nielsen - 27/7-2019
Hvad findes der af spændende MM pickupper der er til at betale? Jan Nielsen undersøger
Hvad skal man svare, når en god ven spørger efter en pickup i prisklassen 2.000 til 5.000 kroner? Jeg har en del af de lidt ældre MM og MI pickupper fra f.eks. Shure, Stanton, Ortofon og B&O, men hvad rør der sig i dag? Nysgerrighed er en god ting, så jeg kontaktede en del importører og forhandlere.
Jeg har fået et par mails om at teste en bestemt pickup, men det er ikke altid importøren eller forhandleren er villig til at låne ud. Enten er de ikke lige på lager, eller så er der en ny model på vej. I sidste ende kan det også være min egen skyld, fordi jeg ikke er hurtig nok på aftrækkeren. Enkelte ellers spændende pickupper kom derfor for sent til denne test. Måske en anden gang?
I sidste ende blev det til 4 MM pickupper fra hhv. Tyskland, Japan og England.
Clear Audio Performer V2 har ikke angivet en compliance. Jeg vil tro den ligger tæt på de 6,5, som ”storebror” Jubilee MM. Begge ligger meget lavt og er velegnede til tunge arme.
Som stort set alle andre japanske pickupper angiver Audio Technica compliance ved 100 Hz. De 20 bliver således til mere anvendelige 10 omkring 10 Hz.
Audio Note angiver en statisk compliance. Den dynamiske vi skal bruge, ligger således omkring de 8 (ca. det halve) – igen passende for en forholdsvis tung arm.
Audio Note IQ II
For snart mange år siden lyttede jeg til den større IQ III. Der er ikke umiddelbart sket så meget siden da. Men hvorfor også lave om på et godt princip. Her har Audio Note i princippet tager en god Goldring 1042 og sat deres egen nål på. Den findes i tre versioner. Man kan om ønsket senere skifte nåleforparten ud til type III hvor nålefanen er lavet af titanium. Der er sat gevindtappe i toppen af huset, så man skal heldigvis ikke bakse med møtrikker.
IQ II kørte helt ubesværet i min tunge Glanz MH 124S arm. Det tyder på at de angivne data for compliance passer godt. Det betyder dog også, at den helst ikke skal sættes i en alt for let og spinkel arm. I min Jelco 750LB kørte den også uden problemer.
Lyden er umiddelbar og med en besnærende livlig top, der giver et ekstra snert til både slagtøj og elektrisk guitar. Der er lige en tand mere detaljer og åbenhed, men til gengæld er det noget pickuppen skaber selv. Ellers er der soliditet og fysik i gengivelsen. Der er dejligt med kant og tryk i anslag, som f.eks. forkanter på slagtøj og piano, der står flot defineret. De gode takter findes også op gennem mellemtoneområdet, der står uden betoninger. Mange har måske oplevet cellisten Vincent Belanger på Audio Notes stand ved flere udstillinger. Her var det en plade med Belanger og Bisson. Masser af liv og krop. Celloen står dyb og varm med nerve og nærvær. Jo det her spiller fremragende.
Uanset musiktypen så kommer lyden frem mod lytteren. Pickuppen er lidt tilbageholdende i den absolutte bund, men har rigtigt godt styr opefter, med krop og generelt en god impulsvillighed. Der er også et godt bredt lydbillede med et vel defineret højre/venstre forhold. Dybden kommer rimelig med, men igen må jeg konstatere, at pickuppen gerne vil frem og vise hvad den kan. Spilleglæde, farvninger eller bare personlighed? Kald det hvad du vil, men det er engagerende og får en til at lytte til mere musik.
Ikke noget at sige til, at Goldring / Audio Note har holdt fast i dette koncept i mange år. Velafprøvet, velkendt og vellydende. Måske jeg på et tidspunkt kigger nærmere på en af Audio Notes noget dyrere MC-pickupper.
Audio Technica VM 95 SH
Reelt er Audio Technica VM 95 ikke bare én pickup, men en hel serie. Den leveres med mange forskellige nålforparter og priserne starter lige under 300 kroner for AT VM95C. I denne billigere ende er den med almindelig konisk nål og alu nålefane. I de følgende modeller bydes der på lavere bevægelig masse, elliptisk eller microline nål og så i toppen en Shibata nåleslibning. Det er denne ATVM95 SH jeg lytter nærmere på her. Den byder på generelt langt bedre specifikationer, selv om de elektriske parametre naturligt nok er de samme. Kontaktfladen med Shibata nåleslibningen er noget større end end konisk eller elliptisk. Hermed er det nemmere for nålen at følge udsving i rillen samtidig med at holdbarheden på selve nålen er større. Med AT-VM95 serien kan man således starte et sted og opgradere med en bedre nåleforpart, når pengene er til det.
AT 95 SH er meget populær og det var faktisk svært at låne den. Den var hele tiden udsolgt. Allerede fra de første strofer forstår jeg populariteten. Denne MM pickup er absolut et scoop til prisen. De har krop, indlevelse og pænt overblik. Gengivelsen er pænt åben og med rigtige detaljer i toppen. Man hører tydeligt, at det er en nåleslibning, der får det hele med opefter, selv om dens aftryk i toppen er lidt spinkelt og luftigt i forhold til de bedre pickupper. Den er bestemt heller ikke overfølsom over for pladestøj. Selv flere af mine ældre plader var nærmest helt fri for støj. Ellers er spillestilen lidt tilbagelænet og meget afslappet. Den er svær at stresse og glider ubesværet gennem selv kraftige dynamiske passager. Her klares alle typer musik. Bunden er fyldig om end ikke helt så fast som på de dyrere pickupper i denne test. Der er også en let tendens til lidt betoninger i den lave mellemtone, som giver mere bryst til stemmer. I visse tilfælde kan det jo være positivt, især i denne prisklasse, hvor man må formode at den parres med arm og pladespiller i den mere overkommelige kvalitetsklasse. Der leveres et pænt stort lydbillede, hvor der mere fokuseres på det højre venstre, samt en god udskilning af enkelthederne, mens der er skruet lidt ned for præcisionen i aftegningen af dybden i lydbilledet. Når det er sagt, så er det stadig imponerende hvad man får for pengene. Det er den billigste pickup i gruppen, men den klarer sig forbavsende godt. Et bevis på, at en god MM pickup kan erhverves for rimelige penge og at en god pladespillerkombination ikke behøver at koste mange 1.000 kroner. For få 100,- kroner mere leveres den også med et SME hus.
Clear Audio Performer V2
Begge Clear Audio pickupper skiller sig ud fra de typiske MM typer ved at have en fastmonteret nålefane. Det er således ikke muligt at skifte nåleforparten. Pickuppen skal lige som med MC-typer forbi fabrikken og opdateres, når den er slidt. Det giver en langt mere stabil konstruktion, hvor man også kan gøre mere ud af monteringen af nålen i selve kroppen.
Ud over dette, stikker selve nålefanen langt ud foran kroppen. Meget langt! Det gør den nemmere at se, men også mere udsat. Pas på med støvklude og striktrøjer!
Den mindre Performer V2 er i en yderst favorabel prisklasse, men klarer sig rigtigt godt. Den er umiddelbar og glat. Spiller let og meget behageligt med et godt overblik. Der var en anelse betoning på visse kvindestemmer, men det var ikke voldsomt. En mere præcis justering af nåletrykket hjalp, men den kan ikke se sig helt fri for det. Den har så til gengæld godt styr på det pænt store lydbillede – især bredden er godt på plads, men her er der også lidt mere styr på placering af sangere og stemmer i dybden. Faktisk godt klaret i denne prisklasse. Den er glat, men ikke så dynamisk som Audio Note pickuppen. Til gengæld er den mere neutral og reelt korrekt. Her bliver det ikke lagt noget til. Snarere er det undladelsessynder, som man nemt kan leve med. Den spiller alle musikgenrer lige godt og var det ikke for den større Clear Audio ville jeg nok have lyttet noget mere på den. Men Clear Audio Jubilee lokkede!
Clear Audio Jubilee
Man kan sige vi fortsætter stilmæssigt fra Performer V2, men bare meget mere af det hele. Glat og meget homogent, og med en legende, ja nogen vil nok sige overlegen spillefacon. Den pickup kan man lytte på i timevis, for den gør det nemt at lytte. Ingen betoninger eller trættende tendenser. God dynamisk bund med detaljer og fasthed. Den fortsætter opefter med masser af luft, dybde og bredde i lydbilledet. Jo det kan lade sig gøre med en god MM pickup. Toppen er glat og lækker, men ikke helt med samme fysik og detaljeringsgrad som de bedre MC-typer. Stemmer står veldefineret og nærmest svævende imellem højttalerne med masser af plads omkring sig. Detaljerne skilles ud, uden at det på nogen måde bliver sterilt eller for meget. Clear Audio Jubilee klarer sig rigtigt godt, også set i forhold til de MC-typer man finder i samme prisklasse eller lidt højere. Den har samme lethed og flydende gengivelse opefter som mange MC pickupper og den har også samme neutralitet og glathed. Samtidig har den en fordel, da den kritiske MC-indgang kan springes over.
Man får en fornemmelse, der siger ”Det her er bare nemt, kan du ikke sætte mig på en prøve?”. Med andre ord glat, men med et godt defineret lydbillede. Dog ikke helt samme krop og fysik som Ortofon Concorde Century. Til gengæld har den så en mere ”svævende” luftig gengivelse, hvor tingene kommer fri af højttalerne. Toppen er let, luftig og meget detaljeret uden at det bliver pindet ud. Den skiller sig ud ved en glat og let tilbageholdende stil, der ikke trænger sig på. Den er kort sagt ”behagelig”. Rund og varm ville nogle måske sige.
Jeg lyttede til mange typer musik via Jubilee. Jazz blev formidlet med liv rum og detaljer. Oscar Peterson Trio med "We get Requests" er en klassiker. Flere steder er optagelsen let overstyret. Det kan pickuppen ikke fjerne. Men rummet og de mange detaljer er på plads. Bunden står levende og i toppen klinger det bare lækkert og med detaljer, som jeg aldrig har hørt det fra en MM pickup før.,
Clear Audio Jubilee spiller musik og at den gør det så godt, at man glemmer at lytte efter eventuelle mangler. Kort sagt en fremragende MM pickup.
Jubilee pirrede min nysgerrighed, så inden længe vil jeg lytte nærmere på en af Clear Audio MC-pickupper i den bedre ende af kvalitets- og prisskalaen.
Lidt tænksomhed.
Under hele testen – ca. 6 uger savnede jeg ikke mine dyre MC-pickupper. De langt mere overkommelige pickupper spillede nemlig alle typer musik. Nok i visse tilfælde på en let tilgivende facon. Men det var nemt at lytte til og der var fodtramp, når musikken flød fra højttalerne.
Efter testen gik jeg så tilbage til min Ikeda G9ss-silver. I første omgang en meget overvældende oplevelse. Alle de mange detaljer og et lydbillede der indeholder et væld af informationer, man skal tage stilling til. Ingen tvivl om at det er godt, men det kræver noget mere – både af anlæg og lytter. Man kan ikke i samme grad, bare slappe af og "nøjes med" at lytte til musikken. Her bliver du inddraget og fanget i et net af informationer. Om det så er noget godt eller dårligt må læserne selv vurdere. Under alle omstændigheder tilføjer jeg endnu en MM pickup til min samling. Den kommer på, når der bare skal nydes et godt glas vin og lidt lekture. Her kan man uden problemer multitaske og stadig nyde det hele. Med flere af mine gamle plader er der nu også lidt genkendelsens glæde. Sådan lød Supertramp, 10CC og Tøsedrengene dengang tilbage i 80'erne.
Hvad de fire testede MM pickupper angår passer pris og ydelse godt med hinanden. Der var dog to som specielt imponerede mig. Den lille Audio Technica VM 95 SH og så Jubilee fra Clear Audio. Man kan sige de befinder sig i hver deres verden og prisklasse, men alligevel så magter de noget ud over det sædvanlige. VM 95 SH beholder jeg, for med den kan jeg bevise over for gæster, at det analoge medie ikke behøver at koste 5 cifrede beløb. Man kan få en god pladespiller med en god pickup for få 1.000 kroner. Clear Audio Jubilee beviser over for tvivlerne, at en god MM pickup kan gøre det lige så godt og på flere parametre bedre end mange MC pickupper i samme prisklasse. Den har nogle ubestridelige kvaliteter, som jeg ikke har oplevet i en MM-pickup før.
Priser:Audio Technica VM95SH: 1599,-
Audio Note IQ II: 3700,-
Clear Audio Performer V2: 2549,- (pris ved redigering af anmeldelsen)
Clear Audio Jubilee: 5250,- (pris ved redigering af anmeldelsen)
For yderligere information, kontakt importøren: