For nogle år siden ramte DS-Audio markedet med et brag. Tilsyneladende et helt nyt pickupprincip baseret på lys. Nej ikke en laser i rillen og bestemt ikke digitalt. Men noget der faktisk er baseret på teknikken vi kender fra de håndholdte optiske computermus.

For ca. 40 år siden var der også optiske pickupper fra Toshiba, Sharp og andre, men mere om det til sidst. Det japanske firma Digital Stream Corporation (DSC) udviklede faktisk den optiske PC-mus sammen med Microsoft. I mange år har de været eksperter i at fremstille specielle meget fintfølende optiske kredsløb. Ejeren er meget interesseret i pladespillere og hifi, så løsningen lå nærmest lige for. Hvorfor ikke lave en pickup, hvor bevægelserne i riller aflæses og afkodes via lys?  Teknikken er i dag moden til at man kan gøre det rigtigt. Som sagt så gjort. DS-Audio blev stiftet og den første pickup så ”lyset” tilbage i 2016. Modtagelsen var blandet, men siden er princippet blev udviklet og forfinet. Programmet omfatter i dag 4 pickupper i prisklassen fra ca. 23.000 (DS-E1 som jeg kigger på her) og op til topmodellen DS-Master til ca. 200.000. For alle modeller gælder det, at der medfølger en separat forstærkerboks, som ud over strøm til dses et lineært signal fra systemet, som ikke har brug for en RIAA. Det hele foregår uden magneter eller spoler og man er helt fri for brum.

DS-E1 blev monteret i min DV 507 arm og derefter i Triplanar Mk VIi. I sidstnævnte opnåede jeg det bedste resultat. Man skal huske på, at det er en forholdsvis let pickup og med en kompliance på 15 kræver den en ikke alt for tung arm. Med Triplanar regnede jeg mig frem til en armresonans på 9,3 Hz, hvilket er passende. Pickuppen er noget følsom og skal sættes ordentlig op. Jeg brugte min Feickert protractor.  

Da den interne lyskilde er en diode, skal man ikke bytte om på den grønne og blå ledning oppe ved pickuppen eller stikkene til højre/venstre kanal på boksen. I så fald er der ikke noget lys og ingen lyd. Men bort set fra dette lille problem (som jeg selvfølgelig oplevede), så foregår det hele dejlig ubesværet og støjfrit. På bagsiden af boksen er en lille omskifter. Her kan man om ønsket sænke niveauet under 100 Hz.

DS Audio medleverer en imponerende flot brochure, der omtaler hele deres program. Der er angivet mange data, men ingen steder – hverken her eller på nettet – har jeg fundet oplysninger om frekvensgang og forvrængning. Visse udenlandske blade har målt, det har jeg så også prøvet. Mine målinger med brug af Feickert Adjust + blev sammenlignet med kendte MC pickupper. Der kunne ikke drages nogen endelig konklusion, men der ses dog et pænt løft nedefter, som dæmpes ved indkobling af omskifteren på bagsiden af boksen.  I toppen sker der lidt mystisk omkring de 15 khz og derefter falder frekvensgangen lidt.

Med indkoblet filter er der ca. 2 dB lavere output ved 20 Hz, men stadig et let hæv.

Jeg målte også den harmoniske forvrængning:

                             DS-E1                 Ortofon MC 5000

2. ordens          1,42 %                      6,13 %

3. ordens          0,56 %                      0,35 %

Total THD         2,60 %                      8,87 %

Som det ses, er den ulige harmoniske, som er den mest generende, noget højere på DS. Men total er forvrængningen højest på min renoverede Ortofon.

Tja, man bliver blæst bagover. Hold da op hvor er der power og spark i den her pickup. Voldsom og meget engagerende. Nok også fordi den via den medfølgende boks har et pænt output. Masser af bund og en gengivelse der sprudler lidt ekstra og har noget energi opefter, jeg ikke lige er vant til.  Absolut intet brum eller sus. Det er så førstehåndsindtrykket, men efter nogle uger må jeg så indrømme, at det her er så anderledes, at der lige skal sluges nogle kameler. Eller også skal jeg bare lige vænne mig til, at det her er noget anderledes. En anden fortolkning af, hvordan en pickup skal lyde.

I starten virkede det til tider en tand mekanisk og næsten for ”rent”, for meget fremme og pågående (super til pop og rock). Pickuppen var også helt ny, og skulle spilles noget til. Man kunne dog sagtens høre, at der var både kvaliteter, men også en speciel DS-E1 egenlyd. Jeg kom lidt til at tænke på de første CD-afspillere, der kom frem. Man var uvilkårligt imponeret, men efterhånden fandt de fleste ud af, at der nok manglede et eller andet. Nu er DS-E1 som nævnt slet ikke digital på nogen måde, men alligevel skiller gengivelsen sig på samme måde ud fra mere almindelige kombinationer af pickup og RIAA. Den glatte og sammenhængende gengivelse hele vejen op fra den øvre bas, gennem en detaljeret  mellemtone til diskantområdet minder meget om en rigtig god CD eller digital kilde. Det er glat, afslørende og overvejende neutralt. Glem alt om en blød og afrundet gengivelse fra det analoge medie.  

I den øverste top er der lidt tilskud og ekstra energi, som kan virke musikbefordrende. Men… for der er et ”men”. DS-E1 gengiver ikke helt neutralt i de øvre oktaver samt i bunden. Den er en imponator, som lægger til. Knappen til dæmpning af bunden fra 50 Hz og ned (6 dB oktav) blev koblet ind. Langt bedre over mine højttalere, hvor 4 stk. 15” ikke behøver nogen hjælp til at skabe bas i stuen. Ellers kunne jeg forestille mig, at det er passende med mindre højttalere. Opefter var der dog ikke lige noget at gøre – toppen stak lidt af og gengivelsen af det tredimensionelle, rummet opefter var noget nedtonet. Man må her også huske på, at der ”kun” er tale om en elliptisk nål i en alu nålefane. De sidste mange år har jeg kun lyttet til specialslibninger i bedre nålefaner. Dette faktum kan også have indflydelse på min opfattelse af gengivelsen i de øvre oktaver.

Alverdens anmeldere er faldet i svime over lyden fra DS pickupperne også DS-E1. Selv var jeg også meget imponeret, da jeg hørte den større DS-W2 på udstillingen i Göteborg sidste år. På den ene side kan jeg godt forstå den store begejstring, men alligevel mener jeg ikke DS-E1 er perfekt. Efter nogle ugers brug og mange pladesider må jeg dog konkludere, at den har en speciel charme og nogle ubetingede dyder. 

Jeg havde kun DS-E1 til rådighed i ca. 4 uger. Den sidste uge i julen blev der spillet en hel del. Jeg blev mere og mere fanget ind af den umiddelbare gengivelse og det store overblik. Der er en besnærende sammenhæng og noget ”rigtigt” i den måde pickuppen spiller. Problemet med lidt for meget bas faldt noget på plads, eller også vænnede jeg mig til det. I toppen spores stadig en let betoning og noget ”glimmer”, men det blev også nemmere at leve med.

Kort sagt blev de positive dyder efterhånden værdsat mere. Jeg oplevede i højere grad hvorfor, mange er så vilde med DS-lyden. Det gælder f.eks. også Nelson Pass, der har hele tre systemer.

Det seneste udspil fra Lana del Ray ”NFR” er flere steder kåret til årets album. Jeg er til dels enig. En fremragende plade med masser af let flydende næsten hypnotisk musik. Man bliver ikke skuffet via DS-E1. Den kraftige bund kommer absolut igennem og stemmen står meget glat og flot i lydbilledet. Det store åbne vindue ind til oplevelsen er lige en tand mindre bredt og knap så veldefineret som via mine bedste pickupper. Men set i lyset (ha!) af prisen og hvad der reelt fås for pengene, så er det en dejlig komplet musikoplevelse man bliver vidne til.

Friedemann er en tysk instrumentalgruppe, som nok ikke så mange kender. Jeg har købt en del af deres plader i Tyskland.  "Echoes of a shattered Sky" er som flere af deres plader meget pompøs og med voldsom dynamik og masser af effekt i bunden. Jeg har hørt titelnummeret mange gange, men her via DS-E1 hørte jeg faktisk nye detaljer og det hele virkede mere robust og sammenhængende. Imponerende kan man også sige. Den magt og kontrol pickuppen har klæder musikken. Jo, jeg var ved at blive overbevist.

Supertramps klassiker ”Crime of the Century” kom på pladetallerkenen. Denne Mobile Fidelity half speed master har været spillet rigtigt meget. På trods af en del støj, så stod ”School” der med masser af rum, nærvær og en god udskillelse af detaljerne. Bunden er fyldig om end ikke så kontant, som jeg har oplevet det. Toppen var flot og mundharpen i starten står knivskarpt, men ikke helt så tredimensionelt, som jeg er vant til. Skrigene fra skolegården kommer med stor naturlighed, og min kat kiggede som sædvanligt på højttaleren.

Massenet ”Le Cid” i en fornem DECCA indspilning med Israel Philharmonics, var en af de plader der fik mig overbevist om DS-E1s kvaliteter. En meget dynamisk og levende optagelse, hvor det hele i den gran springer imod lytteren. Der er ”smæk” på drengen, som man siger. Denne specielle overraskelseseffekt, hvor man lige letter en gang i stolen, når pauker eller blæsersektionen får lov til at vise, hvad de kan. Et stort åbent lydbillede og mine ankepunkter mht. bund og top, mærkede jeg ikke meget til her.

Dobbelt LP’en “The Wonderfull Sounds  of Female Vocals”, kom med posten lige før Jul. Masser af god musik, men her vil jeg specielt nævne de første 2 numre på side 4. Jennifer Warnes med ”Ballad of the Runaway Horse” samt Diana Krall med liveudgaven af  “A Case of You”. Her var det så absolut de fantastiske stemmer der stod i fokus. Masser af detaljer og nerve. Stemmerne komme fra en helt sort baggrund og der er en krop og fylde bag gengivelsen. Magt, som om forstærkerne pludselig har fået bedre fast i højttalerne. Det her var en absolut nydelse. Nok også fordi, der her ikke blev provokeret med alt for meget niveau i bund og top. Her fik DS-E1 lov til at vise sine forcer.

Det er altid et godt tegn, hvis der bliver spillet meget musik, når noget er til test. Det skete afgjort med DS-E1. Selv om jeg har nogle kritikpunkter, så var det en fornøjelse. Man kan sige, at jeg efter en måned ”så lyset”. 

DS Audio DS-E1 er en meget anderledes pickup. Eller rettere sagt et pickup-system. Den nærmest tvinger lytteren til at tage stilling eller måske bare at ændre opfattelse af, hvordan en pickup skal lyde. Den er umiddelbart meget åben og glat med en super detaljeret gengivelse. Et stort område fra den øvre bas og opefter er nærmest magisk med saft, kraft og kontrol. Der er dog også lidt ekstra i de frekvensmæssige yderområder. Toppen kan man beskrive som detaljeret eller også let fokuseret med noget ekstra energi. Der mangler lidt af den glathed, der findes i de bedste MC pickupper. Bunden er et kapitel for sig selv. Reelt rækker
DS-E1 til langt under 20 Hz og måske derfor virker den noget dominerende.

Hvorvidt du skal investere i dette system, afhænger noget af, hvad du har i forvejen. Skal du sælge en god RIAA og springe ud i det. Helt afskrive almindelige pickupper og ændre 100% til DS-Audio? Du har selvfølgelig muligheden for senere at opgradere både pickuppen og forstærkerboksen. Jeg havde begge systemer til rådighed i form af 3 arme på pladespilleren. Jeg kunne godt forestille mig dette supplement fra DS-Audio, men nok i en af de større modeller, hvor jeg håber, de har udnyttet systemer bedre. Jeg vil dog ikke afskrive mine MC pickupper og tilhørende forstærkere. Dertil er jeg ikke kommet endnu. Jeg hænger lidt fast ved det kendte og afprøvede, men er dog åben for det nye, nu jeg har "set lyset".

DS Audio er en del af Digital Stream Corporation (DSC), der har opereret inden for laseroptik i mere end 25 år. Selv om du nok ikke kender dem, kan det tænkes du har et af deres produkter lige i nærheden. DSC er nemlig leverandører af laseroptiske systemer til aflæsning af optiske diske (CD, DVD og BlueRay) samt til medicinske test systemer og fintfølende optiske computer mus.

Den optiske mus f.eks. blev udviklet I et samarbejde mellem Microsoft og Digital Stream Corporation.

Men emnet her er den optiske pickup, der detekterer mekaniske bevægelse af nålen i pladerillen ved hjælp af en infrarød LED.  I princippet det samme som den gamle Toshiba og Sharp pickupper med elektrisk pære for 40 år siden.

Der ligger masser af info på DS-Audios hjemmeside, så her vil jeg blot kort gøre rede for hvordan det hele virker. 

Først og fremmest skal man være klar over, at DS-princippet er baseret på "displacement" - altså varierer udgangssignaler afhængig af, hvor meget nålen flytter sig. Reelt kan man hente DC ud af den. Det samme gælder f.eks. Strain Gauge pickupper og de tidligere Elektostatiske pickupper fra Stax. I modsætning til dette er MM og MC pickupper baseret på "velocity" - altså hastighed. Jo hurtigere pickuppen bevæger sig desto højere output.

Dette har en stor betydning for frekvensgangen. Normalt skal vi bruge en RIAA korrektion, men ikke her. DS-Audio pickupperne leverer et næsten lineært signal der kun kræver mindre korrektion (f.eks. sænkning af de laveste frekvenser). Samtidig er der med hele 40 mV ud - næsten 100 gange så kraftigt signal som fra en typisk MC-pickup. Der stilles således ikke store krav til den medfølgende forstærkerbox. Den skal levere en støjfri spænding til lyset og forstærke signalet samt tilføje lidt eq. Det forlyder, at andre producenter af elektronik har kastet sig ud i at lave disse "forstærkerbokse" til DS pickupperne. F.eks. Ed Meitner fra EmmLabs skulle have en på vej.  Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Nelson Pass er meget begejstret for DS og at han har hele tre af deres systemer. Mon ikke han også planlægger konstruktion af en tilhørende forstærker?

Som det ses af figuren er det forholdsvis simpelt. En infrarød lyskilde er placeret forrest i pickuppen (lige bag det lys man kan se udefra). Mellem lyskilden og de lysfølsomme sensorer sidder en meget lille og let (nok kulfiber?) plade. Denne plade flyttes af nålearmen og varierer med bevægelserne hvor meget lys der sendes til forskellige steder på sensorerne. Umiddelbart simpelt, men fantastisk at det kan lade sig gøre.

Pris incl. forstærkerboks - kr. 22.900,-

For yderligere information, kontakt forhandleren