Shanling M2X og Final Audio B1 og B3

Af: Kim Olsen - 2/4-2020

Perfekt til pendling - en dedikeret bærbar afspiller af den billige slags fra Shanling sammen med gode in-ears i to forskellige prisklasser fra Final Audio.

Transportabel hi-fi har været et stigende marked i længere tid, og på trods af at mobiltelefoner og andet bliver og mere avanceret, så er lydkvaliteten altså bare ikke det samme.

Shanling M2X
Hvis vi starter med afspilleren, så er Shanling det officielle mærker for en af verdens største lydproducenter der lige som stort set alle andre hører til i Shenzhen i Kina, her har man bare opdaget at det er langt sjovere at sælge direkte til forbrugerne end at smide andres mærke på sine produkter så de tjener pengene. Det har givet grobund for at en lang række produkter der er lavet i en standard der passer til vesten, men hvor prisen afspejler både den globale konkurrence og det faktum at de skal kunne sælges i lande med en noget lavere indkomst end i Europa.



For kr. 1799,- får man en afspiller i overraskende god kvalitet, og ikke mindst mulighed for at bruge andre end Shanlings eget system til afspilning. Der hvor der er sparet er at der ingen indbygget hukommelse er, og det er derfor nødvendigt selv at købe MicroSD kort til, men så får man også lige den størrelse man gerne vil have, op til 2 TB.

Der er som forventet Aptx og LDAC, men mere overraskende er der faktisk indbygget Tidal afspiller i maskinen således at man med tilsluttet wi-fi kan afspille Tidal. Den kommer i sort eller titanium finish, det testede eksemplar var i sort.



Brugerfladen er et 3,2” display og styresystemet er Shanlings eget Mtouch. Det er enkelt, det fungerer, og alt er logisk opbygget. Det komplementeres af et lille riflet hjul og tre knapper på siderne. Skærmen er lys og ikonerne giver god mening.

DAC’en er en Asahi Kasei AK4490EN der i sig selv er en 32 bit / 768 MHz DAC der håndterer op til 11,2 MHz / DSD256. Udgangstrinnet er fra Texas instruments og er OPA1612 der er kendt for sin lave forvrængning og lave støjniveau, her leverer den filterfunktion og er kombineret med to Analogue Devices AD8397 forstærkertrin

Lidt usædvanligt er der både Bluetooth modtager og sender indbygget i M2X - der kan altså også modtages lyd fra en anden kilde. Afspilleren holder cirka 10 timer, og til brug for denne anmeldelse blev den brugt ved pendling, det passer godt med at den skulle lades op en gang om ugen.



Der er både 2,5 og 3,5 mm miniJack, og forstærkningen er ganske kraftig, der skal man passe på og starte blødt ud. Selv mindre planar-magnetiske hovedtelefoner kan drives uden problemer.

Størrelsen gør den nem at betjene med en hånd, med en vægt på under 150 gram er den let at have med, og så skal den have ekstra ros for at bruge USB C.

Lyden er generelt en smule til den lyse side, men ellers ganske lineær uden de store afvigelser, og med overraskende god dynamik for et så billigt produkt, og der er tillige både opløsning og transparens at hente hvis man har nogle in-ears eller hovedtelefoner der kan leverer det.

Lyden afhænger en smule af hvilken udgang man bruger. 3,5 mm udgangen giver 180mw ved 16 Ohm, 117 dB signal-støjforhold, og en kanalseparation på 70 dB. 2,5mm udgangen har lidt mere kraft: 212 mW i 16 Ohm, 116 dB signal-støjforhold og en kanalseparation på 107 dB.



Det gør også at man skal passe på, for der er godt med smæk for skillingerne når man skruer op. Til gengæld bliver man behageligt overrasket over.

Lytte indtrykkene til sidst i artiklen er med Final Audio in-ear i kombination med Shanling M2X.
Afspilning på andre produkter gav ikke rigtigt nogen større afgivelse end hvad man kunne forvente, altså lidt flere detaljer, lidt bedre bas, lidt mere opløsning og deslige når der blev brugt dedikeret stationær afspilning. Men altså intet der indikerer andet end at Shanling M2X virkeligt giver noget for pengene lydgengivelsesmæssigt.


Final Audio
Firmaet bag Final Audio er japanske S’Next, og det kan undrer at man ikke har bibeholdt sit oprindelige navn, men efter opkøbet af det oprindelige firma - der lavede pickupper helt tilbage fra 1974 - kom firmaet altså til i sin nuværende form i 2007 som en underafdeling af Molex Japan, der igen er den japanske afdeling af amerikanske Molex, der er de facto standarden for strømkabler til computere og computerudstyr. Ideen med at producere hovedtelefoner og andet kom sammen med købet af en filippinsk fabrik i 2009, men heldigvis lykkedes det firmaet at købe sig selv fri i 2013, og har med stor sandsynlighed allerede på dette tidspunkt haft etableret sin egen fabrik i Japan som omtales i forbindelse med at man er flyttet ud af Tokyo i 2015.



Så, efter en længere rejse, så sidder man altså med et japansk produkt, udviklet og lavet i Japan.
Final Audio laver en hel del forskellige serier af in-ears såvel som almindelige hovedtelefoner, og starter på studenterbudget, mens at de største hovedtelefoner koster det samme som en god brugt bil. B serien som vi fik lov at kigge nærmere på er lidt mere prisvenlig, og ligger på kr. 5.000,- for topmodellen B1, mens at entry-level modellen B3 står til Kr. 3.600,-.

Fælles for dem er at det er vanvittigt lækkert udført, de kommer med en rigtig lækker pung i en afart af blød gummi med overfladebehandling, flere størrelser gummistykker, 3D printet hus i metal, kabler i en imponerende kvalitet, og ikke mindst Final Audios egne drivere.

Herudover har man en lidt sjov navngivning såvel som prissætning, hvilket skyldes at man har valgt at lancere produkter når man er klar til det, og når produkterne er gode nok. Derfor kan det også være ganske kompliceret at forstå det interne hierarki både serie- og prismæssigt. Meget japansk, og med vestlige øjne også rart at se nogen der tænker mere på produkterne end markedsføringen. Producenten går i øvrigt enormt meget op i at forklare hvad det enkelte produkt kan, og har matricer til at forklarer hvordan hver enkelt produkt er voicet i forhold til hinanden.




B1 skal først og fremmest have ros for at sidde virkeligt godt i ørerne. På trods af at det er en solid byggekvalitet, så er de aldrig tunge, men har en fantastisk pasform. Japanerne har da også dedikeret et længere tekststykke omkring hvorfor og hvordan de har gjort.

Driverne er både en dynamisk, såvel som Final Audios Balanced Armature hvor spolen er stationær og enheden typisk tunes til et specifikt frekvensområde den skal gengive. Der er ikke voldsomt meget information omkring hvordan at Final Audio laver og benytter deres drivere, selvom det er en ganske mere kompliceret og dyr måde at gøre tingene på. Men multi-driver in-ears er per definition bare ikke billige at lave. På B1 er Balanced Armature enheden dedikeret til diskant, mens at den dynamiske enhed tager sig af bassen.

Der medfølger som før nævnt et Junflon kabel, også leveret af en anden japansk producent, Junkosha, der laver kablet i forsølvet iltfrit kobber. Kappen på kablet er PVC på ydersiden, og inder isolering i PFA. Der er 3,5 mm jackstik på, og forbindelsen til IEM (in-ear-monitors) er heldigvis med hver sit MMCX stik, hvilket betyder at man nemt kan skifte kabel hvis man ikke kan lide det medfølgende. Junkosha er nok ikke særlig kendt uden for japan, men gør sig primært i computerkabler til højhastighedstransmission, og er et meget anerkendt mærke.

 

Huset er i en ekstremt poleret rustfrit stål belagt med hvad en urkender nok vil kalde klassisk rose-gold. Impedansen er 13 Ohm, og vægten er 36 gram. Følsomheden er til gengæld kun 94 dB, så der skal altså kobles til en afspiller der kan lidt. Det er lavet som to stykker der holdes sammen af en lille fin skrue på hver sin side af konstruktionen, og rent faktisk giver mulighed for reel reparation i stedet for at man bare skal købe nyt. Det er lavet som støbt metal, og er ganske smukt at se på og holde om.

Selve silikoneørepropperne er i øvrigt med hver sin farve inden i så man kan kende forskel på højre og venstre, og består naturligvis af to forskellige typer silikone, en til den del hvor lyde kommer fra, og en anden til den del der understøtter pasformen og sikrer en høj grad af passiv isolering.



B3 er på trods af mange gennemgående ens træk af sin egen, både i konstruktion og lyd.
Final Audio definerer selv B1 som værende mere smal og præcis i lydbilledet, hvor B3 lægger mere vægt på klarhed frem for rumfornemmelse i lydbilledet. Der hvor de for alvor skiller sig ad er at B3 har to Balanced Armature enheder, en til diskant, og en til mellemtone/bas. Modstanden er lidt højere, 19 Ohm, til gengæld er følsomheden 102 dB, hvilket gør dem nemmere at drive, og ja, det kan man faktisk godt med en mobil, omend at det er synd og skam ikke at bruge en dedikeret afspiller i det her prisleje.


Lyden af B1 og B3

Begge er testet samtidigt og hver for sig, for de deler enormt meget DNA, og meget gør sig derfor gældende for begge.

Michala Petri og DR Vokalensemblets “Det var en lørdag aften” gengiver både rum og fløjtens overtoner på fantastisk vis. Stemmerne er enkeltvis nemt identificerbare, og fløjtens lettere asynkrone rytme hen over stemmerne identificeres. Detaljeringsgraden er imponerende, og man er ikke i tvivl om at det her er IEM's i den sjovere del af kategorien.

Creedence Clearwater Revivals “I put a spell on you” er et farligt nummer, for grundet klarheden i gengivelsen kommer man nemt til at skure ganske højt op. Lilletrommens anslag går rent og dynamisk igennem, og den ellers mudrede basgang er virkeligt godt gengivet, særligt på B1 er den altså bare bedre og mere veldefineret end på B3. Guitaren gengives med den rette metalkarakter, og det kradser lidt på mellemstykkets solo - som det nu engang skal. Der er dog stadig ikke sparet på opløsningen, og rytmeguitaren mudres aldrig sammen med de andre instrumenter, hvad den ellers godt kan, særligt på de meget tunge og fyldige passager.

Trondhem solisternes udgaves af Mozarts Violinkoncert no. 4 i D dur KV 218 Allegro er decideret imponerede, ikke bare for den bas der kan ydes med så små enheder, men sammenhængende og opløsning - samt ikke mindst den sammenhæng der er instrumenterne imellem, og den naturlighed de er gengivet med, uden at detaljeringen eller dynamikken har måtte lide. 

Mari Kodamas fortolkning af Beethovens 14. sonata op. 27 Presto beviser ikke blot at hun i denne skribents optik er en fantastisk pianist, men også at hun ligger sig tæt op af mesteren selv: Wilhelm Kempff. Men vigtigere er nok renheden af indspilningen, og det ekstremt lave støjgulv som der her bevises at der kan leveres. Det er også her at forskellen mellem B1 og B3 kommer mest markant til udtryk, B1'erne er bare mere åbne og knapt så tykke i bunden som B3 - relativt er. For nogen vil det være en kæmpe forskel der betyder meget, for andre vil den betyde meget lidt.

Der er en ekstremt imponerende dynamik og energiafsæt der opleves i Jan Johanssons "Visa från Utanmyra", her er kontrabassen vanvittigt godt gengivet, og melankolien kan føles krybe ud af både forstærker og DAC. Detaljeringsgraden er samtidigt også særdeles høj, særligt hvis man lytter efter de små lyde, fingrenes modstand på kontrabassens strenge, eller det gumpetunge "thump" når en bastangent slås i bund på klaveret. Historien gentager sig i øvrigt på Hugh Lauries "St. James Infirmery" fra Let Them Talk albummet, et must for enhver der kan lide klavertung blues.

Sammenhængen på musiknumrene er særdeles god - men der er også begrænsninger i forhold til en højttaler, eksempelvis mangler den sidste glasagtige klang på indledningen af Lumsk "Trolltind", mens at anslagene på både bas, trommer, guitar og trompetgjald er ganske tæt på en god højttaler. Sangerindens udbasuneringer står tydeligt, men knapt så tyndt som det ellers nemt lyder på mange særligt digitale systemer.

Stortrommegengivelsen er imponerende dynamisk på både My Morning Jackets "Gideon" såvel som Dizzy Miz Lizzys “Mindgasm”, men det er dog sangstemmen fra forsanger Jim James skrøbelige men smukke vokal der virkeligt får lov at leve på gengivelsen. Her beviser både B1 og B3 at man med et par gode IEM kan komme helt ekstremt langt.

 Nyere popmusik som Katy Perrys “Roar” eller Camila Cabellos “Havana” viser flot hvad moderne popkunstnere kan vokalmæssigt. Men de ringe produktioner bliver også nådesløst afsløret, så her er Adele nu engang at foretrække - også selvom at man “bare” bruger IEM, for head-fi har i mange år kun haft en opadgående kurve kvalitetsmæssigt.

 
Tung techno fra Infected Mushroom kan der også diskes op med, og det er måske her at Final B1 og B3 begge får lov at skinne igennem, for bassen tung og dyb, uhyggeligt dyb, en af de få gange hvor gange hvor man aldeles ikke mangler dybdebas med et sæt in-ears. Og det rammer et punkt hvor denne skribent må slå hårdt i bordet: - brug nu de ekstra penge på gode IEM’s in-ears eller hovedtelefoner, for ellers mangler halvdelen af musikken!

Konklusion

Gode IEM's er lettere vanedannende, og har man først hørt hvad der rent faktisk er muligt i forhold til klarhed og opløsning, så er det surt at skulle gå tilbage til sine standard in-ears.

B1 og B3 lyder ikke ens, men deler stadig enormt mange kvaliteter. Det er ret enkelt, B3 er en fantastisk IEM, men vil man have det sidste med, så skal man have have et sæt B1, og har man ikke råd til B1, så kan man trøste sig med at man kun kan høre forskel når man sidder med begge. B1 ejere kan så til gengæld glæde sig over at de har fået det bedste af de to.

Pasformen og lyden alene gør at man så absolut skal prøve disse japanske enheder, og kvaliteten gør at man gerne vil have dem - så er spørgsmålet bare om pengepungen er til det, men med Shanlings M2X er der en åbenlys mulighed for at gøre et køb hvor man spare det rigtige sted.

For yderligere information, kontakt importøren
Audiophile
www.audiophile.dk