Test af Ortofon Rondo Bronze

Af: Mogens B. (Antisilver) - 7/1-2007

Ortofons rondo serie af indtil videre 3 pick up’er så dagens lys sidste år. Der er tre modeller til priser fra 3.000 – 5.000 kr.

Alle pick up’er i serien har et relativt højt output for MC typen, da udgangsspændingen er hele 0,5 mV og der oplyses at ”belastningsmodstanden” i riaa’en bør være imellem 10 og 200 ohm, hvilket er et ret stort spænd. Den billigste i form af Red udgaven har været testet i Tyskland med et glimrende resultat (83 punkte) og dens storebror i form af Blue udgaven har været testet i Stereotimes med et flot resultat. Da jeg modtog mit eksemplar af Bronzen var der mig bekendt endnu ingen test af denne tilgængelig. Ortofon Rondos ankomst En fornem indpakning Som vanligt ankommer en ny Ortofon pick up behørigt indpakket, hvilket efterlader køberen/testeren med en klar fornemmelse af, at her kommer et seriøst og gennembearbejdet produkt. Man føler sig tryg ved den blotte betragtning af hele pakken. Flot Ortofon. Når man efter udpakning mærker og ser på pick up’en er det første, der slår en, at den er kompakt og solidt produceret og man kan næsten ”se” at den næppe selv bidrager med egenlyd fra det materiale, den er produceret af. Oversigt over Bronzens data : Ortofon Rondo Bronze Output voltage at 1000 Hz, 5cm/sec.: 500 µV Channel balance at 1 kHz: 1 dB Channel separation at 1 kHz: 25 dB Channel separation at 15 kHz: 18 dB Frequency range at - 3dB: 20-40,000 Hz Frequency response: 20-20,000 Hz ± 1.5 dB FIM distortion at recommended tracking force, DIN 45.542: < 1% Tracking ability at 315Hz at recommended tracking force: > 90 µm Compliance, dynamic, lateral: 15 µm/mN Stylus type: Nude FG80, tapered AI. cantilever Stylus tip radius: r/R 5/80 µm Equivalent stylus tip mass: 0.30 mg Tracking force range: 2-2.5 g (20-25 mN) Tracking force, recommended: 2.3 g (23 mN) Tracking angle: 20° Internal impedance, DC resistance: 6 Ohm Recommended load impedance: 10-200 Ohm Cartridge colour, body material: Bronze/ Grinded wood/Resin Comp. Cartridge weight: 10.5 g Denne oversigt vidner om, at pick up’en skal belastes med et ret højt nåletryk, nemlig hele 2, 3 gram for at yde sit bedste og som indledningsvist nævnt ydende et ret højt output på hele 0,5 mV. Videre bemærkes, at nåletypen er den yderst glimrende Fritz Gyger 80 type. Historien om mit forhold til Ortofon MC pick up’er. At jeg valgte at teste og senere hen købe Bronzen skyldes ingenlunde et uproblematisk forhold til Ortofons pick up’er, særligt ikke deres MC PU’er. For mange år siden havde jeg en 30 supreme, der ikke ligefrem kvitterede med neutralitet. Den var meget farvet, hvilket i og for sig var meget sjovt og klædte ligefrem nogle typer musik, men ultimativt set, var denne meget problematisk, idet denne farvning på sin vis giver en mild form for lyttetræthed for det trænede øre. I midthalvfemserne købte jeg en Ortofon Rohmann, mest i mangel på alternativer, da markedet for MC PU’er var vigende på dette tidspunkt, hvor for eksempel Audio Technica ikke længere kunne erhverves. Da jeg samtidigt har(og havde også den gang) en michell iso riaa, hvor opgaven er ret bunden, idet dennes belastningsmodstand er på 100 ohm, var det i og for sig ret begrænset, hvilke muligheder, der var på dette tidspunkt. Så jeg tog chancen på Rohmann’en, da denne var velanskrevet globalt, hvor det, der blev fremhævet, var, at Rohmann’en i kontrast til 3000/5000 PU’erne skulle være mindre nøgtern og mere musikalsk, altså mere livfuld og energisk på sin vis. De fleste, jeg har talt med, der selv har haft eller har en Rohmann er yderste tilfredse med den. Denne tilfredshed har jeg aldrig delt, da Rohmann’en hos mig aldrig har performet tilfredsstillende. Ortofon Rohmann har blot den halve udgangsspæmding af Rondo Bronze, nemlig sølle o,25 mV. Hvorvidt der har været tale om mistilpasning i forhold til riaa’en med Rohmann’en vides ikke med sikkerhed om end den tilpasning næppe giver svaret på den relative skuffelse Rohmann’en var hos mig igennem hele dens levetid. Rohmann’en var en i mange sammenhænge kraftløs PU i mit system med en udpræget tendens til at spille mat igennem hele diskantområdet, hvorefter hele diskantområdet fremtrådte ”gråt” og uden sans for den rette sound på alle typer diskantindhold, der indholdte kant og forgrund, hvorimod udklingsmønsteret i overtonereproduktion derimod klarede skærene noget bedre, men min samlede bedømmelse af diskantreproduktion på Rohmann’en var i mine ører på mit system ikke en reference PU værdig!! Hvad angik Rohmann’ens måde at spille på, herunder dens soundstage, led også under problemer. Ganske vist var soundstage gennemgående solidt fremstillet, men saft- og kraftløst, dog på ingen måde mekanisk. Dynamisk set var Rohmann’en i mit system dog aldeles glimrende til finessen i mikrodynamiske forhold, men ikke overbevisende ved makrodynamik, da den led under dens tonale karakteristika også på dette forhold, altså i dynamikken, der således også blev præsenteret ”gråt”, hvormed der egentlig menes kedelig og uinddragende. Det der på jævnt dansk var galt, når jeg lyttede til Rohmann’en, var simpelthen at jeg kedede mig kosteligt og hørte i den periode på sin vis på”uinteressant” musik, når det blev præsenteret af Rohmann’en. På samtlige hifi parametre performede Rohmann’en dog højt, ingen tvivl om det, men til trods for det forblev det samlede indtryk fra denne PU kedelig i den daglige omgang med den. Rohmann’en spillede således pænt og neutralt og med finesse i mellemtoneregisteret og god styr på basområdet og endda med et glimrende udklingningsmønster på klassisk musik, men også med en gennemgående mathed igennem hele diskantområdet, som jeg aldrig vænnede mig til og som jeg ej heller mener nogen bør vænne sig til, da det ingenlunde yder instrumenternes forkant i timbrestrukturen retfærdighed. Så min konklusion var, at nok spillede Rohmann’en en kende mere musikalsk end dens dyrere 3000/5000 brødre, men slet ikke nok til mine krav og når samtidigt den havde indlysende problemer knyttet til tonaliteten, vurderede jeg ikke denne PU særligt højt. Faktisk en af mine største skuffelser, når prisen tages i betragtning. Samlet set har mine erfaringer med Ortofon PU’er naturligvis været præget af fiaskoerne med både Rohmann og MC 30 super og supreme. Af disse 3 ville jeg den dag i dag ikke vælge Rohmann’en til mit system. Mine ønsker til en MC PU Det bliver straks værre, dersom jeg skal pines til at forklare, hvad det er, jeg ønsker i en MC PU, for det er både uendeligt nemt og svært at beskrive på en og samme gang. Nemt fordi man jo simpelthen blot kan sige, at en PU skal drage lytteren ind i musikken således at lytteren glemmer tid og sted og bliver 100% opslugt af den reproduktion PU’en udfører, altså en slags reproduktionens ”nirvana”. Svært fordi en sådan beskrivelse bør indbefatte, hvorledes førnævnte overhovedet kan lade sig gøre og videre beskrive, hvad der skal til på de alment accepterede hifi parametre for overhovedet at blive i stand til førnævnte ”nirvana”. Man må sige at Rondo serien har tilføjet et nyt flot og elegant look. Det er klart, at når jeg skal beskrive de mere hi-fi orienterede karakteristika, der er ønskværdigt, må samtidigt tages specifik stilling til den kontekst, PU’en skal spille i. Således er der en mere objektiv tilgang til kravene, men også en subjektiv al den stund PU’en jo skal performe i et af testeren kendt hi-fi miljø. Overordnet er der 3 væsentlige krav, altså særlige indsatsområder, jeg særligt er optaget af ved vurdering af nyt grej. Det drejer sig om graden af neutralitet, evnen til makro- som mikrodynamisk performance og endelig graden af ægthed, der kommer til udtryk i forhold til de enkelte instrumenter og deres særlige timbrekarakteristik. Således ønskes en sound, der samlet kan virke realistisk og ægte, således at jeg oplever en fornemmelse af, at musikken , særligt det musikalske sammenspil og musikkens sammenhængskraft (og dermed kontrollen i præsentationen af soundstage) besnærer én i den forstand, at jeg som lytter får fjernet det miljø, jeg sidder og lytter i, således at jeg så at sige flyttes ind i koncertsalen og derved snyder min egen hjerne!!. Enkelt og meget meget svært på en og samme tid, for der er mange fejlmuligheder. Det er klart, at en sådan oplevelseskvalitet stiller krav til hele afspillekæden og man skal være åben for, at fejl kan findes masser af steder. Således skal man være ganske sikker på, at dersom en testet pick up ikke indfrier dette fuldt ud, behøver det ikke alene være PU’ens skyld. Det kan ligge andre steder og det kan være samspillet mellem værk, arm og PU, der ikke performer synergistisk. Det er klart, at når man skal forsøge at beskrive, hvad det er, man ønsker, bliver det ofte lidt floskelpræget og diffus, for hvem ønsker ikke størst mulig neutralitet og hvem ønsker ikke et præcist, fyldigt og hurtigt reagerende dynamikbillede, hvor man overraskes over den voldsomme kontrast, der kan være i musikken ? Og hvem ønsker ikke, at musikken efterlader et ægthedens aftryk i øret? Det, der altid kan blive sat på dagsordenen, når man tester nye produkter, er i midlertidigt at ens billede af de ønskede karakteristika, der ønskes, kan blive udfordret i positiv forstand således at man må genvurdere hvad f.eks. neutralitet er. Når man sidder med et nyt produkt, der således udfordrer testerens bevidsthed om og indsigt i, hvad der er muligt på f.eks. neutralitetsområdet, ja da viser al erfaring, at man da står med et temmelig unikt produkt i hånden, der som regel ikke forlader testerens adresse igen. RONDO’s første strofer... Jeg har som bekendt 3 pladespillere, hvoraf 2 af dem har været i gang i forbindelse med denne test, hvilket samtidigt sikrer en meget fair beskrivelse af de forskelle, der kan være knyttet til den enkelte pladespillerkombinations ”modtagelighed” af den nye PU. Første pladespillerkombination, der kom i ”spil” var min xerxes / sme V kombinationen. Men først lige monteringskommentarerne: PU’en er helt problemløs at montere, dog skal man huske at de skruer, PU’en er skruet fast med i indpakningen SKAL anvendes under selve monteringen, da disse skruer passer i længden til de skruehuller, der er i PU’en og disse huller er noget kortere end vanligt. Som med alle andre nye PU’er, der ankommer til test, skal der lige vurderes lidt på, om det anbefalede nåletryk på 2,3 gram nu også er det rette og for at gøre en meget lang og eksperimenterende historie kort her, skal jeg blot nævne, at jeg ved samtlige pladespillerkombination fandt, at nåletrykket på de 2,3 gram var de optimale og hvis det skulle noget, så skulle det ned imod 2,25 gram. Antiskating blev til denne sat til 2,4 eller tæt derpå.Altså igen…lidt mere antiskateniveau end nåletryk, hvilket er helt almindelig, når jeg tester PU’er. Den tekniske begrundelse herfor kender jeg ikke, da dette udelukkende er en erfaring ud fra lydkarakteristika på stort set alle PU’er, jeg har testet, at antiskatingen skal være en kende over nåletrykket. Se.. den første strofe eller de ”berømte første 4 sekunder” betyder jo temmelig meget for de fleste. Var dette det første møde imellem nål og vinyl spændende eller trist? Nå ja…plejer jo lige at lave et ”scratch” med lillefingeren og det var ej heller nogen undtagelse denne gang og dette ”scratch” vidnede om, at denne her test blev overordentlig spændende... Som jeg indledningsvis bemærkede, så skulle Rondo bronze spille igennem min mangeårige foretrukne RIAA i form af michell iso, der lyder fantastisk, men desværre er begrænset mht. PU valg, da den har en ”fast” modstand på 100 ohm, der gør at en del PU’er slet ikke er anvendelige hos mig. Spørgsmålet var om Rondo Bronze var ”tilfreds” med sin nye makker på 100 ohm. For var der mistilpasning der, ville det allerede ved første strofe blive nådesløst udstillet på mit system. Det skete i hvert fald for Rohmann’en, der aldrig sammen med iso’en dannede en tilfredsstillende synergi. Derfor var jeg ærligt talt temmelig nervøs inden første strofe ankom fra højtalerne, men det skulle vise sig at være helt ubegrundet. Startede som jeg plejer, når en ny PU ankommer og er korrekt og optimeret opsat i armen, at spille hele Mozart’s requiem [phillips indspilning] igennem…og fra det sekund jeg satte PU’en i første rille og til Requiem-pladen skulle vendes glemte jeg så at sige alt om tid og sted og var tryllebundet af en performance, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig muligt med en PU til blot 5000 kr. Selvom PU’en var utilspillet var jeg målløs og fattede ikke, at der var gået lidt over 20 minutter, da det monotone udløbssignal tonede frem i højtalerne. Hvad skete der lige der, tænkte jeg. Og vendte omgående pladen og efter yderligere 20 minutters mozarts begravelsesceromoni.. måtte jeg lige få sat nogle ord på det, der skete, for det var sandelig bemærkelsesværdigt og helt uventet: enten var samtlige PU’er, jeg havde spillet med igennem mere eller mindre farvede og dermed ikke neutrale, som man ellers gik og forestillede sig eller også så satte denne her Rondo Bronze en ny standard for neutralitet i MC PU’er. Frem med Denon DL 304 Igennem alle de år, jeg har beskæftiget mig med MC PU’er har jeg til stadighed fundet, at Denon dl 304 har udmærket sig ved at være den tonalt set mest neutrale gengiver endda med en ret stor margen. At Denon dl 304 så samlet set virker en kende uinspirerende at lytte til i det lange løb ændrer ikke ved, at den er(eller rettere har været) en glimrende ”reference” hvad angår neutraliteten i tonaliteten. Jeg monterede derfor Denon dl 304 på min Goldmund studio/eminent technology arm kombination for at kunne lave en direkte A B session på neutraliteten imellem de 2 PU’er, hvor det på forhånd var givet, at xerxes/ sme V generelt er en kende mere neutralt gengivende i forhold til Goldmund kombinationen, der derimod besidder andre kvaliteter. Således skulle Denon dl 304 have alle kort på hånden for at gentage sit overherredømme udi neutralitet. Denon DL 304 Det var en rar fornemmelse igen at få lyttet til Denon dl 304, men det stod hurtigt klart, at den ikke var så ganske neutral, som man jo altid havde ment. Der skulle en ny PU til for at fjerne dette stykke overbevisning. Men man være ærlig og sige, at Denon i direkte sammenligning med Rondo Bronze virkede en kende boostet!!, særlig på fløjene indenfor mellemtoneregisteret! Dette var overraskende i sig selv og dette virkede provokerende på mig i en grad, der gjorde, at jeg blev nødt til at bytte PU’erne om, således at jeg kunne være sikker, hvorefter Rondo’en kom på Goldmund og Denon’en på Xerxes…med det resultat, at forskellene, som ventet, blev yderligere udbygget. Nu stod det lysende klart, at en ny reference udi neutralitet var født, i hvert fald til ”menneskepenge”. Fantastisk! Med Rondo’en får begrebet neutralitet en ny dimension added, hvor ægthed så at sige er indlejret i dens måde at være neutral på. Hvor Denon dl 304 i direkte sammenligning performer neutraliteten en anelse ”mekanisk og stift”, hvor man aldrig er i tvivl om, at PU’en er designet med henblik på at performe neutralt for enhver pris med det resultat, at den faktisk kan virke en anelse kunstig, når det enkelte instruments timbre får et udklingsningsmønster, der så at sige er overrepræsenteret ved mellemtonen. Neutralitet skal følgelig, for at være ægte neutralitet, ikke overforherlige et bestemt toneområde indenfor udklingningsindholdet, da udklingninger jo repræsenteres af samtlige toneområder og når udklingningen performer med et eftertryk på mellemtoneindholdet bliver det faktisk kunstigt i det lange løb og det er et langt stykke hen ad vejen således Denon dl 304 performer dens neutralitet på. Det kan hurtigt ende i en ret akademisk diskussion, når vi skal forholde os til fænomenet neutralitet, men med Rondo Bronze vs. Denon dl 304 går det hurtigt op for én, at sådan behøver det ikke være. Det er faktisk ikke så svært : Rondo Bronze er med en god margen langt mere neutral, hvilket givetvis kan tilskrives , at Rondo’ens hus er lavet i ”grinded” træ, der ikke lyder af meget i sig selv og jeg må sige, at fremefter ønsker jeg ikke at beskæftige mig med PU’er, hvis hus ikke er af træ, i hvert fald, når talen går på PU’er på et relativt ultimativt niveau. For mig vil intet blive det samme igen mht. neutralitet efter Rondo Bronzens ankomst her. Pointen er såmænd blot at neutraliteten kan gengives på ægte vis eller på ”kunstig” vis , hvilket lader sig ”efterforske” på pladen : La fille mal Garde, Decca hèrold-lanchbery, der er et mesterværk udi neutral optageteknik . På Denon dl 304 sovses det til af for megen spot på mellemtonen(der er meget mellemtoneindhold på denne plade), hvorimod pladen på Rondo Bronze får et væsentligt mere alsidigt, variende udklingningsmønster og tillige gør hvert enkelt instruments timbre ægte. Det er simpelthen mere korrekt gengivet på Rondo Bronzen(ps:hvis I ikke har denne plade, så køb den!! -> outstanding). Således giver jeg hermed udtryk for en holdning til fænomenet neutralitet, som den enkelte læser selv må tage stilling til brugbarheden af : ønskes en neutralitet med en overvægtning af mellemtoneregisteret i udklingningsindholdet (denon dl 304) eller ønskes en mere alsidig, ægte timbrekvalitet. Svaret kan synes indlysende, men jeg vil advare imod at gøre det nemt, for nogle systemer vil givet profitere mest af mellemtonedominans, men klart nok mener jeg selv, at det ultimativt set er mest korrekt med ægtheden og alsidigheden i behold, så jeg sværger til Rondo Bronze. Soundstage på Rondo Bronze Nu hvor jeg har klarlagt at denne PU vitterligt sætter neutraliteten på dagsordenen, må vi som næste punkt tillige have klartlagt, hvorledes den performer soundstagen, der er et andet ganske vitalt forhold. Jeg beskrev i en anden test, at Rega Exact’s soundstage som imponerende til prisen. Med Rondo Bronze bevæger vi os i midlertidigt op på et andet level, hvor der ingen alvorlige mangler er. Således er Bronzen ingenlunde præget af begrænsninger i bredden af lydbilledet. Faktisk tværtimod! Forholdet imellem bredden og dybden er, endda ultimativt set, i referenceklasse. Lydbilledet strækker sig i bredden udover højtalerne, et pænt stykke endda. Herudover kommer lydbilledet på visse indspilninger foran højtalerne således at soundstage kan strække sig både frem foran højtalerne og ud over bredden på højtalerne. Dybden i lydbilledet er samtidigt forbilledelig. Rondo Bronzens soundstage er afgjort i referenceklasse og er yderst afhængig af programmateriale, herunder mikrofonopstilling ved indspilningen. Dette til trods kan PU’en overhovedet ikke karakteriseres som en analytisk performer. Den formår at være en PU, der spiller musikken med overbevisende sammenhængskraft, hvor den får indarbejdet detaljer på en musikalsk måde, således at lytteren ikke som det var tilfældet med 3000/5000 serien fra Ortofon blev fæstnet til detaljer og analysespillestilen for disses egen skyld, der jo gjorde disse PU’er til monitor- Pu’er . Med Rondo Bronze er det lykkedes at indarbejde instrumenternes placering i soundstage nærmest pinligt korrekt og detaljernes myldren frem uden at PU’en af den grund spiller som en monitor PU, Tværtimod. Den er gennemmusikalsk og altid sikker i dens præsentation af soundstage. Flot og virkelig imponerende! Jeg må til det igen…frem med Linn Troika Linn troika : en gennemmusikalsk gengiver, sådan da! Som det var tilfældet med spørgsmålet om neutralitetens grad, hvor jeg måtte have Denon dl 304 frem til A B test, måtte jeg have min tidligere reference Linn Troika frem til endelig vurdering af Rondo Bronzens egentlige performance udi musikalitet. Så jeg måtte igen igennem en monteringsopgave, der jo altid er tidskrævende, men jeg mente, at jeg her måtte være sikker i min sag og til det formål var min elskede Linn troika en værdig opponent, da Troikaen altid har haft et meget stærkt kort udi musikaliteten. Samme procedure som ved denon dl 304, dog skiftede jeg ikke pladespiller og monterede Linn Troikaen på Goldmunden og lod Rondo bronzen sidde på Xerxes / sme V. Det var rart at få Troikaen på i stedet for Denon dl 304, der er ret uinspirerende at lytte til, selvom den er relativ neutral. Troikaen derimod er ikke på samme måde neutral, thi den har en let lys klang, der i nogle systemer nok vil få læsset til at tippe, men hos mig har det ikke været noget problem. Jeg har tværtimod været udpræget glad for den PU, der nu kører på sidste vers her, da den har passeret de 3000 timers spilletid. Linn Troikaen har altid været omgærdet af en nærmest magisk måde at præsentere musikken. Den har altid spillet voldsomt medrivende og velintegreret på en og samme gang. Troikaen gør så at sige noget ved musikken, på musikkens præmisser. Den er anerkendt worldwide og har været indrangeret i klasse A i stereophile, hvilket jeg finder berettiget. Den sælges stadig visse steder på nettet til en ombytningspris på 7500 kr. Kunne Rondo Bronze, når det kom til stykket, stå distancen også på dette ganske vitale område eller ville den blive henvist til en i blandt alle de, der forsøgte at eftergøre Troikaen mesterværket udi musikaliteten med svigtende succes. Nu vil nogle måske mene at hele fænomenet ”musikalitet” er et poppet udtryk, der blot dækker over mangler udi eksempelvis detaljeringsgraden, hvortil jeg naturligvis må indrømme, at det i og for sig er et af de sværeste begreber at have at gøre med indenfor hi-fi verdenen, idet dette begreb i højere grad end dynamik, soundstageforhold og tonalitet er svært definertbart. Men alligevel på sin det allervigtigste forhold af dem alle, da begrebet musikalitet vel for det første gerne skulle være essensen af det, det handler om, nemlig evnen til at formidle det samspil og den sammenhængskraft, der er i musikken og for det andet vel er opstået som selvstændigt begreb som et angreb på den type udstyr og formidling, der har været overanalytisk, begejstringsløst og på sin vis flad uengagerende lyd. Set i dette perspektiv er fænomenet en alvorlig sag. Og det er her at Troikaen gjorde noget ved tingene ved at fremelske netop faktorer som graden af engagementet og inddragelse i den musikalske begivenhed på en måde, der integrerer detaljer i en større sags tjeneste. Nuvel.. Troikaen versus Rondo Bronze blev intet mindre end en skælsættende lyttebegivenhed: Troikaen ”tonsede” derudaf på sin charmerende engagerende facon, men der manglede noget, ja der manglede temmelig meget. Troikaen, viste det sig, udfyldte ikke musikalitetens potentiale særligt differentieret. Den spillede i direkte sammenligning med Bronze alt for ensartet uden den variation, der bør ”fortælles” indenfor mikrodynamiske forhold. Den skøjtede for let hen over dette. Bronzen fortalte en anden historie: her manglede ingen mikrodynamik og derudover virkede samspillet i det præsenterede musikalske produkt på Bronzen langt mere ægte, helstøbt og levende og ikke at forglemme uden Troikaens tilbøjelighed til at være let domineret af et for lyst lydbillede. Troikaens musikalske egenskaber er tillige præget af en del problemer igennem store dele af basområdet, der i direkte sammenligning med Bronzen virkede nærmest buldrende og tyndt på troikaen. Jeg kom til at tænke på Goldring PU’er, når jeg lyttede på troikaen, hvilket måske ikke er helt fair imod troikaen, da forskellene trods alt ikke berettiger til så hård en dom, men ikke desto mindre er troikaens musikalitet i højere grad end bronzens opnået ved at mudre basområdet til, hvortil er tilføjet en let lys klanglig overbygning i resten af toneområdet, der alt i alt virker besnærende på mange og med god grund, for det virker faktisk. Men nu faldt korthuset sammen om Troikaen. Bronzen fjernede Troikaen fra sin trone udi i musikaliteten og gjorde det eftertrykkeligt og nådesløst udstillende samtlige Troikaens svagheder, når man sammenlignede direkte. Ikke nok med at Bronzens sammenhængskraft er væsentlig bedre end troikaens, den spiller også musikken på en måde, der fæstner lytteren til selve musikken, i kontrast til troikaen, hvor lytteren snarere er ”fæstnet” til en bestemt ”sound” om man vil. Når jeg ovenfor skrev at netop denne del af sammenligning blev skælsættende skyldes det adskillige faktorer, der om man samler dem i en delkonklusion, kan beskrives således, at Bronzen har begået ”kongemord”. Troikaen er sat fra bestallingen for stedse, når vi taler dens tidligere overherredømme udi musikaliteten. Da alt kom til alt viste Troikaen sig at være et stykke designet tonalitet, hvis styrke var dens måde at spille på og mere eller mindre alene det. Med Bronzen får man flere fordele. Ikke nok med en måde at spille på(musikalitet!), der befordrer både overblik, engagement og ægthed : det leveres tilmed helstøbt, homogent og komplet uanstrengt som et vidnesbyrd om denne PU’s neutralitet. Tonal og dynamisk opsummering Jeg har i og for sig berørt begge forhold, men præciserer naturligvis disse forhold her, da ingen test må færdiggøres uden præcist at beskrive disse egenskaber. Bassen, der kun sporadisk har været berørt, er i sammenligning med Rohmann’en, som jeg indledningsvis beskrev som skuffende alt i alt, marginalt mere overbevisende end på både Rohmann, Troika og for den sags skyld dynavector 17d2.Basgengivelsen er præget af en generelt forbilledelig fylde. Basområdet er tillige præget af en glimrende evne til at gå i dybden og flytte luft nok til at bibringe lytteren et realistisk billede af eksempelvis stortrommens faktiske evne til at flytte en ikke uvæsentlig mængde luft ved anslagene. Indenfor basområdet hersker der ro og kontrol, der igen bibringer lytteren den grad af autoritet, der altid er resultatet af en basgengivelse, der rækker ned i de nederste oktaver. Flot Ortofon!. En glimrende bas og dynamikperformer. Videre gengives anslag på kontrabasser på en måde, der ikke efterlader tvivl om, at man sidder tryllebundet til hvert enkelt anslag og PU’en udviser her eksemplarisk formående. Hvert enkelt anslag på kontrabassen er på en og samme gang vægtigt og alligevel underlagt den samlede musikalske begivenhed. Man kan således helt uproblematisk følge basgangene i det samlede musikalske udtryk, men uden at det på nogen måde er analytisk. Tværtimod. Rohmann’en har sikkert været en inspirationskilde til denne PU, men jeg mener, at hele basområdet er mere fyldigt præsenteret end på Rohmann’en og har i det hele taget større vægt end tilfældet var på Rohmann’en. Dette er en positiv udvikling! Længere oppe i toneområdet, hvor jeg har berørt en del omkring PU’ens mellemtonemæssige neutralitet skal jeg blot nikke anerkendende til denne Bronze, der tonalt set i dette område, opfører sig komplet eksemplarisk, som var det den nye reference her. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have hørt en PU, der øjensynligt glimrer ved ikke at tilføje egenlyd overhovedet. Dette gælder ultimativt set. PU’en opfører sig på en sådan måde, at den så at sige udstiller alle andre PU’ers betoninger i mellemtoneområdet, ja det gjaldt tilmed den tidligere reference Denon dl 304, der måtte vige pladsen med stor margen. PU’en glimrer ved en generel nærværende og lækker mellemtone, der er fuldstændigt uanstrengt og aldrig aldrig aldrig vil give lyttetræthed. Jeg er virkelig imponeret på dette punkt. PU’en leverer således en gengivelse her, hvor det første, man kommer i tanker om for at beskrive dens karakteristika her er realisme. PU’en gør den musikalske begivenhed levende, ægte og med en samtidigt sjældent hørt detaljeringsgrad i mellemtoneregisteret, der eksempelvis ytrer sig ved , at større korværker virker både realistisk gengivet og med en nuancering af de forskellige stemmer i disse kor, der er forbilledelig og som gør lytteren i stand til at ”opdage” lag og detaljer i musikken, han ikke vidste eksisterede. Dette er alt i alt virkelig imponerende. Det er yderst sjældent at man som tester får den slags oplevelser. Jeg er således ikke vidende om, om nogen af de allerdyreste PU’er, der findes på markedet til priser på op til 10-20 gange Bronzens skulle kunne give en yderligere grad/level indenfor mellemtoneområdet. Jeg tror det faktisk ikke! Og bedømt på livemusik er der den helt rette proportion i denne PU. Hvis man gav den et yderligere ”drej” på detaljeringsgraden ville den tippe til det analytisk og dermed være i konflikt med, hvorledes liveperformance i kormusik faktisk høres i koncertsalene rundt omkring. Længst oppe i frekvensområdet, hvor jeg jo havde mine største forbehold vedr. Rohmann’en, der mere eller mindre fejlede der uden dog at fejle grelt, men nok til, at det irriterede mig , at den performede så ”gråt” og mat i diskantregionen, hvilket jeg aldrig vænnede mig til, går Bronzen anderledes ureserveret til sagen. Her er ikke den samme mathed som på Rohmann’en. Og alligevel er den ikke helt perfekt her og får i diskantområdet sin eneste anmærkning. Anmærkningen drejer sig om nøjagtig samme forhold som på Rohmann’en, nemlig i spørgsmålet om mathed på diskantmateriale. Rondo Bronzens grad af mathed i sammenligningen med Rohmann’en er forsvindende lille, og jeg lever fint med det i dagligdagen, men ultimativt set skal det nævnes, for man får den fornemmelse/mistanke, at der formentlig er anvendt sølv indeni PU’en. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men lyden i diskantområdet kunne tyde på det. Nuvel, problemet er som nævnt slet ikke af samme omfang som på Rohmann’en og man lytter nemt igennem dette forhold, når alle de øvrige kvaliteter jo samtidigt præsenteres. Der er således tale om en mindre ”skønhedsplet” og jeg er i og for sig ikke sikker på, at jeg og min vurdering vil blive delt af alle andre, særligt ikke de, der har et positivt billede af sølv, som kabelmateriale. Jeg plejer faktisk også at sige, at sølv er fint og brugbare ved de helt små signaler, eksempelvis i tonearme og synes ikke jeg førhen har bemærket at sølv lige netop her skulle udgøre noget problem. For nu lige at præcise diskantgengivelsen, så er der tale om en markant mere livlig diskantgengivelse end på Rohmann’en, der bl.a. ytrer sig ved dynamikudladninger.Der er oceaner af luft og rumfornemmelse og diskantgengivelse bærer ikke præg af problemer af nogen art udover den nævnte mathed. Ej heller er der problemer med S og F lyde og kvindestemmer præsenteres fyldigt og med klanglig spændvidde. Triangler gengives forbilledelig med den rette proportion imellem kant og udklingning. Selve udklingningerne opleves subjektiv på mit system som generelt ”forlængede” med denne PU, hvilket i øvrigt medgår til fænomenet ”musikalitet” i og med at udklingningerne med den længere ”længde” i høj grad medvirker til at ”binde” hele dens musikalske begivenhed på klassisk programmateriale godt og grundigt sammen. Så tonalt set er der sammenfattet intet at berette negativt. PU’en virker homogen og neutralt helstøbt og kun, hvis man er yderst pedantisk kan man anføre en lille skønhedsplet i diskantreproduktionen, hvilket jeg har valgt at gøre. Hvad angår dynamikreproduktionen er der ej heller negative bemærkninger overhovedet. Her befinder PU’en sig på referenceniveau. Makrodynamiske forhold fortælles med ægte drama og en fantastisk evne til at være tyst, når programmaterialet er det og voldsom, når udladningerne kommer med al deres voldsomhed. Man underholdes helt fantastisk af denne PU, når de store dynamiske forskelle i musikken med akkuratesse og finesse præsenteres i al deres pragt. Mikrodynamisk ligger den i samme ”boldgade” som Rohmann, hvor Rohmann’en jo havde en af sine deciderede forcer. Det gælder også på denne PU. Den er aldeles glimrende til at indbygge de ganske små dynamikforskydninger ved de små variationer, der opleves ved præsentationen af det myldrer af detaljer, denne PU graver op. Outstanding! Den sammenfattede konklusion omkring denne PU’s dynamikperformance er, at denne PU spiller med en sjældent hørt grad af autoritet og sikkerhed, når de dynamiske forskelle på dramatisk vis (ægte drama) fortælles. Det er helt forrygende at lytte til og man er nødt til at indrømme for sig selv, at sådan kommer en MM PU aldrig til at lyde og performe. På med rockmusikken... Efter den obligatorisk gennemgang af PU’en på klassisk musik, der altid er bedst egnet til vurdering af en PU’s egenlige evne til at formidle de mere ædle udtryk i musikken, såsom timbre, måtte jeg igennem en længere periode med lytning af rockmusik. Det er indenfor denne genre, jeg har mest musik..og da jeg først gik i gang med at udforske mine LP’er.. blev det meget meget sent i adskillige nætter. Sengen virkede ikke interessant, når Bronzen spillede rock for fuld udblæsning. Det er ikke altid at PU’er, der performer godt på de store klassiske musikværker, også gør det på rockmusikken, der jo er ganske meget mere simpelt i sit udtryk som sådan, men rock kan den ”simpelhed” til trods besidde helt andre kvaliteter, som en PU også skulle kunne tilgodese. Og her er historien at den autoritet, nerve og ægte dramatiske måde, hvormed Pu’en performede de klassisk værker på, simpelthen kom rockmusikken til gavn. På rockmusik var det en ”kød og blod” oplevelse at lytte til PU’en. Pu’en befordrede en fornemmelse af ægte live stemning på live optagelser. Også på Jazz gik det igen. På ”jazz at the pawnshop” pladen kunne jeg for første gang næsten tælle alle de svenskere, der var til koncert den pågældende dag. Det blev således muligt i de stille passager på denne plade at opfange, hvad disse ”halvfulde” svenskere faktisk sagde samtidigt med at det øvrige musikalske udtryk tryllebandt lytteren. Outstanding Ortofon. Intet mindre. Sammenfatning En ny vinder er født! Da Ortofon designede denne PU har de uden tvivl ønsket at foretage et opgør med den opfattelse, der længe har været i hifi kredse omkring deres MC 30 super/supreme, hvis karakteristika først og fremmest har været, at de har været for farvede og boostede i deres performance. Derfor har Ortofon anvendt træ til huset ud fra en indsigt i, at dette skaber en mere neutral gengivelse. Samtidigt har Ortofon også forsøgt at udbygge den musikalske involveringsgrad, der første gang blev forsøgt i Rohmann’en med held. Sidstnævnte har i mange kredse været en anerkendt PU og jeg har et stykke hen ad vejen kunnet nikke med til denne anerkendelse, men ”kæden” hoppede altså af på Rohmann’en i mit system, hvor diskantgengivelsen var alt for mat, hvilket simpelthen var for generende i den daglige omgang med den. Derfor var jeg også en anelse nervøs for om Bronzen nu havde den samme tilbøjelighed, hvilket heldigvis viste sig ikke at være tilfældet. Dog fik Bronzen sin eneste!!!! anmærkning netop der, hvor vi taler mathed, men det er en fuldstændig ubetydelig anmærkning, der kun skal anskueliggøre, at ultimativt kan det gøres bedre! Det udgør således intet problem i den daglige omgang med PU’en. Hvad der derimod ikke er hørt gjort bedre, er PU’ens evne til at involvere lytteren med en saft- og kraftfuld måde at fremstille musikaliteten på. Ortofon Bronzen støder således med stor margen Linn Troika PU’en af dens trone og udstiller tilmed nådesløst, at denne Linn Troika spillede ganske kunstigt! Ortofon er lykkedes med at skabe en ny klassiker udi i både musikalitet, ægthed og neutralitet, der tilmed overgår Ortofons egen Kontrapunkt B, der i sammenligning er FOR mellemtonefikseret og med for lidt på begge yderfløje. Succesen skal tilskrives, at Ortofon har været dygtige denne gang, da de designede denne PU’s mix af detaljering, musikalitet , ægthed og den dramatik, den formidler disse med. Jeg mener, at Ortofon Rondo Bronze er Ortofons bedste PU til dato, da den præsenterer musikken i den rette ånd. Der er ingen mangler på frekvensfløjene, alt gengives med lethed, soundstage er usvigeligt sikker præsenteret, neutralitet er indarbejdet i dette musikalske udtryk…ja det er svært at være utilfreds. Og det er jeg heller ikke. Tværtimod!!! Kigger vi lidt på prisen, der jo er 5.000 kr., kan der intet indvendes herimod eller rettere…det er forrygende billigt med den præstation, PU’en performer. Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke er meget for at betale meget mere end omkring 5-6000 kr. for en PU, men havde Ortofon Rondo Bronze kostet 10.000 kr., så ville jeg alligevel have købt den…..Uden tøven! Slutteligt skal bemærkes, at Pu’en sporer aldeles fremragende. Ingen problemer på den front ej heller. Udsnit af det anvendte udstyr til testen: Proac response 3 m/hardwiret delefilter. Metaxas Solitaire Forsell kobberkabler Roksan Xerxes / SME V Goldmund Studio/eminent technologi(luftarm) Isolator fra cartridge man Ortofon Rohmann Denon dl 304 Linn Troika(slidt) MIT højtalerkabler, biwiret Diverse audiotech borde/hylder Netkabling udført efter Duelunds principper til samtlige apparater, dog udført med kobberleder. Akustiske absorbenter og diffusere på vægge og mellem højtalere Sandsikringer i samtlige apparater( lyder bedre!) Og meget meget mere...