Test af April Music Stello S200

Af: Anders Skov og Powda - 7/1-2007

Vi har testet steroeforstærkeren Stello S200 fra det asiatiske April Music, der kommer i diskrete sølvfarvede klæder og som under låget gemmer på en JFET konstruktion.

April Music er et af de mange forholdsvis nye hifi firmaer, der i de seneste år er skudt op i asien. De adskiller sig dog fra hovedparten, der kommer fra Kina, ved at komme fra Syd Korea. Firmaet, der blev grundlagt i 1998, producerer 2 produktlinier. Den ene kaldet Stello og en anden meget eksklusiv serie kaldet Eximus. April Music, et datterselskab af April Design, er et firma, der ifølge dem selv sætter musikken og den musiske præsentation i højsædet. Deres produkter er udviklet ud fra en filosofi om, at det er musikken, der er det vigtigste, og at elektronikken alene skal være en hjælp. Sagt med April Musics egne ord så designer de komponenter til audio entusiaster vis primære passion er musikken og ikke elektronikken. Samtidig ligger April Music vægt på, at deres komponenter skal kunne passe i et normalt stuemiljø, og derfor er de fleste af produkterne yderst diskrete, og vil let kunne integreres, også hvis WAF spiller ind. Forstærkeren, som vi skal kigge på, er en stereoeffektforstærker, der leverer 2 x 140 watt i 8 ohm og giver mulighed for brokobling via en kontakt på bagsiden, hvorefter den leverer 280 watt i 8 ohm. Dette blev dog ikke testet, da vi alene havde den ene forstærker til rådighed. Der er tale om en JFET konstruktion, der bruger 4 Sanken transistorer pr. kanal, og som er opbygget omkring en meget velvoksen strømforsyning. Den store 800 VA transformer optager sammen med den 180.000 mikrofarad store lyttebank placeret på det centrale print størstedelen af pladsen i kabinettet, og bidrager også med det meste af vægten. Derfor er forstærkeren temmelig fronttung. Bagsiden byder på lidt andre stik og muligheder, end man normalt ser. Højtalerterminalerne accepterer pga. deres særlige opbygning kun spader eller uterminerede kabler, men til gengæld er de af høj kvalitet og giver mulighed for at spænde kablerne meget hårdt fast. Forstærkeren har mulighed for at bruge både ubalanceret og balanceret signalkabel, men man skal aktivt vælge hvilken af de 2 indgange, man ønsker at bruge. Dette gøres på 2 små kontakter på bagsiden, og det er derfor lidt besværligt, hvis man ønsker at bruge 2 forskellige kilder med forstærkeren. Derudover finder man også kontakten til aktivering af brokobling og en 12 volt indgang, der kan bruges til at tænde effektforstærkeren fra en forforstærker. Jeg har haft forstærkeren stående hos mig i ca. 3 uger, og har derigennem fået mulighed for at lære den at kende. Jeg har i perioden skiftet lidt frem og tilbage mellem mine egne monoblokke og forstærkeren fra April Music for at lytte til forskelle og for lettere at kunne bestemme karakteren af Stello S200. Dog vil jeg for god ordens skyld pointere, at forstærkeren har stået tændt i minimum 2 døgn i stræk, inden de gange jeg har lyttet seriøst til den. Det er samtidig disse perioder, der danner grundlag for denne anmeldelse, og dermed skulle det være sikret, at forstærkeren har været varm og gennemspillet under testen. Ligeledes skal læseren holde for øje, at det udstyr som forstærkeren er testet sammen med kan have indvirkning på lyden, og at mine kommentarer derfor skal læses i denne sammenhæng. Afspilning foregik med min pladespiller som signalkilde, og der er næsten udelukkende blevet testet med vinyl. Forstærkeren blev i første omgang testet med et standard sort netkabel og senere med at kabel fra det amerikanske firma Chris VenHaus Audio. Mere om dette skift af netkabel og betydningen heraf senere. Lad mig blot med det samme slå fast, at jeg er af den klare overbevisning, at netkabler har betydning for lyden. Dette siger jeg alene, så læseren har en mulighed for at forstå, hvor jeg står. Lyden

Det første nummer, jeg vil fremhæve, er et nummer, der i mine øre giver en god fornemmelse for den generelle spillestil som forstærkeren præsterer. Nummeret ”Eye In The Sky” med The Alan Parsons Project fra pladen Eye In The Sky er et forholdsvis enkelt nummer med en begrænset instrumentation og en forholdsvis simpel rytme. Forstærkeren leverer her en let tilbagelænet fremstilling med en fin rytmisk gengivelse. Der er god balance mellem de forskellige registre, og forstærkeren leverer et godt sammenhængende lydbillede, hvor instrumenter og stemmer kommer flot fri af højtalerne, og står klart tilbage i rummet.

Den næste plade jeg vil hive frem er Norah Jones’ Feels Like home. Her viser især nummeret ”Humble Me” på god måde en af forstærkerens største styrker. Forstærkeren leverer en rigtigt flot sort baggrund, og man får fornemmelsen af, at Norah Jones’ stemme kommer ud af intetheden. Den sorte baggrund giver nummeret en flot nærhed og intensitet, som forstærkeren på fremragende vis formidler.

På nummeret ”Tiger In The Night” af Katie Melua fra hendes debutplade Calling of the Search formår forstærkeren igen at frembringe en flot sammenhængende klang. Sangerindens stemme står flot klart mellem højtalerne, og klinger igennem uden på nogen måde at blive skarp eller kedelig. Forstærkeren fremviser igen en flot sort baggrund, der giver en fornemmelse af, at musikken opstår midt i det tomme rum.

På et nummer som ”Water Falls” med Sara K. på hendes plade Water Falls kommer musikken indspillet med et kæmpe rum omkring sig. Forstærkeren klarer dette flot, og formår at gengive et meget stort rum uden at det bliver diffust og intetsigende. Lydbilledet breder sig flot ud, og har god dybde og højde. På samme nummer findes også en række dybe bastoner, men her kommer forstærkeren lidt til kort. Den stikker ikke helt så dybt, som man kunne ønske, og man føler, at man mister nogle informationer i de laveste oktaver. Derfor bliver bunden en anelse fald og kedelig.

For at teste dette nærmere smed jeg ”Temptation” fra Diana Kralls plade The Girl in The Other Room på, og fik herved bekræftet, hvad jeg tidligere havde haft en mistanke om. Diskant og mellemtone bliver leveret med en rigtig flot klang og en god opløsning, men jeg føler, at jeg mangler detaljer og dybde i bunden. Nummeret starter med en basgang, der godt nok ikke er specielt dyb, men den mangler de sidste informationer, og den bliver derfor en anelse uengagerende.

Efter en del plader i de blødere genre skiftede jeg stil og satte Black Album med Metallica på. I forholde til de tidligere afspillede plader, er musikken her en del mere kompliceret med mange forskellige lyde på samme tid, og her viste forstærkeren sig at have nogle begrænsninger, som jeg ikke havde lagt mærke til tidligere. Lydbilledet virkede en anelse snævert, og specielt hvis man skruede op for volumen faldt lydbilledet sammen, snævrede ind og tabte dybde. Det virkede som om, at forstærkeren kæmpede lidt for meget med at kontrollerer højtaleren, og den kom til at lyde en anelse presset. Bassen manglede dybde, og virkede blød og som om den manglede præcision og detaljer.

Dette indtryk gik igen på pladen Back In Black med AD/DC. Bunden havde ikke helt samme autoritet, som jeg var vandt til, og i mine noter har jeg skrevet, at forstærkeren har en tendens til ”bamsebas”. Dette skal selvfølgelig tages med et gran salt, og jeg snakker ikke om en voldsomt ulden og upræcis bas, men tendensen er der, og man føler, at man mangler information og dybde, og derfor bliver den en anelse kedelig.

Mit generelle indtryk efter at have lyttet til en del forskellige plader var, at forstærkeren leverede en god dynamisk præsentation, og til at teste dette mere specifikt brugte jeg pladen Edita Gruberova: Virtuoso Arias. Som pladens navn afslører så indeholder den en række arier sunget af Edita Gruberova, som bliver akkompagneret af Münchens Radio Orkester. Optagelsen er super dynamisk, og det er meget let at høre, hvor sangerinden står på scenen i forhold til orkestret. Dette gengiver forstærkeren virkeligt flot, og den formår at gengive de svage delikate stykker for derefter at eksplodere i styrke, når sopranen pludseligt synger igennem. Som en lille sidebemærkning kan jeg nævne, at jeg en aften så en af Lord of The Rings filmene, og et stykke inde i en af de store kampscener kom min overbo og bad mig skrue ned. De dynamiske udbrud fra flyvende klippeblokken og 10.000 orker, der marcherer i takt, var åbenbart blevet for meget for ham. Han tog siden hævn, ved at slibe gulve af i 3 hele dage. Skift af netkabel Det sorte standard netkabel blev på et tidspunkt skiftet til et Flavor 4 kabel fra amerikanske Chris Venhaus, og det var straks klart, at forstærkeren vinder utroligt meget ved at anvende et godt netkabel. Jeg genlyttede alle pladerne, og de forandringer jeg hørte, var udtalte og tydelige på hver enkelt plade. Den største forbedring skete i bassen, hvor de problemer, jeg har omtalt tidligere, blev væsentligt reduceret ved skiftet. Der skete en meget markant opstramning af bunden samtidig med at den gik hørbart dybere. Bassen virkede mere velopløst, og var generelt langt mere engagerende og spændende at lytte til. Med andre ord virkede det som om forstærkeren pludseligt havde fået flere kræfter, og havde lettere ved at styre højtalerne. Kabelskiftet løste dog ikke problemet helt. Ligeledes åbnede stereoperspektivet en anelse mere op, og lyden kom bedre fri af højtalerne, således at den i højere grad opstod midt i rummet og ikke i højtaleren. Forstærkeren var allerede god på dette punkt inden, men den blev endnu bedre med det nye netkabel. Et andet problem, der blev væsentligt formindsket var tendensen til et indsnævret perspektiv ved kraftige lydstyrker. Efter skiftet var perspektivet bedre og snævrede ikke ind på samme måde, når volumen blev skruet op. Forstærkeren havde tydeligt bedre styr på højtaleren, og kvitterede med en mere overbevisende fremstilling af de mere komplicerede musikstykker. Derudover bed jeg mærke i, at lyden fik en højere grad af naturlighed over sig. Pludseligt lød et anslag på en guitarstreng, langt mere som det, det faktisk var. Det blev med andre ord lettere at genkende klangen af de enkelte instrumenter, og de trådte derfor tydeligere frem i lydbilledet. Man kunne fristes til at sige, at instrumenternes overtoner kom tydeligere frem. Konklusion Igennem min tid med forstærkeren har jeg naturligvis lyttet til mange andre plader end de nævnte, men jeg kan af gode grunde ikke nævne dem alle, så derfor er en lille opsummering på sin plads. Stello S200 er en forstærker, der hælder svagt til den varme side. Den spiller med en let tilbagelænet stil, der passer nogle musiktyper bedre end andre, men som overordnet giver en meget behagelig klang. Det betyder, at forstærkeren aldrig bliver anstrengende at lytte til, og man oplever ingen lyttetræthed selv efter at have siddet foran anlægget i mange timer. Til gengæld mister man til tider lidt opløsning, og detaljeringsgraden kunne godt være bedre. Forstærkeren har en flot diskant gengivelse, der aldrig bliver skarp og ubehagelig, og sammen med en rigtig god mellemtone er det en stor fornøjelse at lytte til kvindestemmer. Forstærkeren leverer samtidig en rigtig flot sort baggrund, der er en af de bedre, jeg har hørt, og har en rigtig god dynamisk præsentation. Forstærkerens svageste område er i mine øre bunden, der let bliver udetaljeret og kedelig. Den mangler dybde, og har en tendens til at blive blød og upræcis. Det kan i nogen grad nok tilskrives kombinationen af Vienna Acoustic højtalerne, der selv hælder til den varme side, men jeg mener dog ikke, at dette alene kan forklare de problemer, forstærkeren har i de laveste registre. Samtidig skal det dog siges, at mine egne monoblokke næsten leverer den dobbelte udgangseffekt, og at den bløde bas måske kan tilskrives, at Stello S200 skal kæmpe lidt for meget med højtaleren. Når dette er sagt, vil jeg dog gerne pointere, at Stello S200 på bundlinien en solid forstærker, som jeg tror, vil passe rigtigt godt sammen med et par højtalere, der er mere analytiske end mine egne. Sammensætningen af de forskellige komponenter i et anlæg er nu engang utrolig vigtig, og kritisk komponentvalg har stor betydning for det samlede lydbillede. Derfor gælder det som med alle andre enheder, at Stello S200 skal matches rigtigt for at yde optimalt. Forstærkeren er venligst udlånt af JJAZ. Pris: 17.695 kr. ØVRIGT UDSTYR BRUGT UNDER TEST Forforstærker: Kenwood L-1000C kraftigt modificeret Effektforstærker: Odyssey Audio Stratos Mono Extreme / April Music Stello S200 RIAA: Michell ISO Signalkilde: Vitus Audio VT-100 med SME IV og Denon DL-103R Højtaler: Vienna Acoustics Beethoven Concert Grand Kabler: Duelund, Chris VenHaus, van den Hul Diverse: Kork, Vibrapods, AH! Njoe Tjoeb netliste TEKNISKE SPECIFIKATIONER Input Sensitivity: 0.83V, 140W / 8 Ohms Signal to Noise: 10-20 kHz, -100dB THD: 0.005%, at 30W, 8 Ohms Frequency Response: 10Hz – 45 kHz, +-3dB Analog Inputs: 1 RCA/Unbalanced, 1 XLR/Balanced (Switch Selectable), w/12V Trigger for Auto Power-On Power Output: 2 x 140W at 8 Ohms / 250W at 4 Ohms Power Requirements : 100/117/220/230/240 VAC, 50Hz or 60Hz Dimensions: 435 x 105 x 415 (WHD) mm Weight: 16.5 Kg PRODUCENT/FORHANDLER Producent: April Music, Inc. #B1 Alpha Building, 894-18 Bangbae-Dong Seocho-Gu, Seoul South Korea Tlf.: +82 2 597 5562 Web: www.aprilmusic.com DK Forhandler: JJ Audio Zest Birkedommervej 20, 1. th. 2400 København NV Tlf.: 26 82 21 52 Email: jj@jjaz.dk Web: www.jjaz.dk