Test af Linn C4200

Af: Kim Olsen - 17/9-2006

Linn er hoppet med på PWM vognen og har designet deres eget Chakra kredsløb, duer det til noget?

Det er i sig selv ikke en nyhed at lave forstærkere med en PWM baseret strømforsyning, men Linns nyeste Chakra teknologi i udgangstrinet er, så det var på tide med en test.. Linn Danmark var venlige nok til at stille en Linn C4200 til rådighed. Linn’en blev testet op imod en klasse I forstærker, der også har en pwm baseret strømforsyning, såvel som ikke pwm baseret transistor forstærker. Selve kabinettet fremstår strømlinet og gennemdesignet, der er ikke et øje tørt når designeren har været forbi, og jeg havde både en sort og en grå forbi og må indrømme at jeg hælder lidt mere til den sorte udgave, der trods alt er lidt mere lækker at se på (selvom der blot er tale om et simpelt farveskrift..) Under låget gemmer sig selve hjertet i systemet, en stor sort plade med påskriften Chakra, denne skjuler selve srømforsyningen der er af Linns egen switchmode type, og foran kan man se de to blæsere der køler de to køleprofiler der flankerer strømforsyningen. Som det ligeledes fremgår af billedet er netbrønden placeret sammen med tænd/sluk knappen på bagsiden, ret uheldigt i et indbygningssystem, og generelt er selve knappen også svær at komme til i et almindeligt rack. En virkeligt dejlig ting ved denne forstærker er at man her har modereret styrken af den klassiske blå diode. For en gang skyld bliver man ikke blind af at se på en tændt forstærker, et rigtigt smart og behageligt træk fra designafdelingen. Ellers er indmaden delt op, så der forefindes et udgangs trin i hver side, med to kanaler hver. Indmaden ser ok ud, det er ikke det billigste skrammel, men det er heller ikke mærkevarer komponenter der springer i øjnene. Selve kabelføringen og hele det indre af forstærkeren fremstår lige som det ydre design rent, velholdt og strømlinet. Oprindeligt blev testen udført med en C6100, men de 100 watt den bød på var mildest talt ikke nok, og der skulle ikke skrues til mere en kl8 på forforstærkeren for at jeg måtte skrue ned igen. Forvrængningsniveauet var simpelthen så højt at jeg var stærkt bange for at udøve permanent skade på mig selv og mit udstyr, så den blev byttet ud med den dobbelt så kraftige C4200. Under selve testen blev der løbende byttet rundt på, og A/B testet imellem testobjektet, Linn C4200, en klasse I forstærker, Crown cts3000 og en analog forstærker, Crown Studio Reference II. De to Crown forstærkere koster ganske vist betydeligt mindre (30k og 32k hvor linn’en står til 38.400) men fungerede ganske fortrinligt som sammenligningsgrundlag. På trods af forhandlerens forsikringer om en tilspillet forstærker lod jeg den spille i en lille uge før end at den første seriøse lytning begyndte. Det første der slog mig var en kraftig tendens til hævet diskant og mellemtone, hvilket førte til øjeblikkelig afbrydelse og fejlsøgning i systemet. Efter at have sikret mig at intet var i vejen forsøgte jeg at skifte kabler, hvilket dog kun gjorde problemet endnu værre. Især diskanten lyder ekstremt lys i sin gengivelse, hvilket også gør at den mister en del gennemslagskraft, stemmer mister simpelthen den fylde de normalt får fra den øvre mellemtone, og man føler at man mister en del kilo på forsangerens krop, hvilket især er synd for de mange kvindestemmer der pludseligt ikke formår at råbe et helt Wembley stadion op, men må nøjes med gymnastiksalen på det lokale gymnasium. En tendens der er gennemgående er en generel mangel på dynamik, mikro som makro, hvilket var særdeles frustrerende ved ethvert lilletromme anslag der kom igennem anlægget med Linn’en som kraftkilde. Det lød nærmest som om at der var blevet installeret en kompressor imellem forforstærker og effektblok i det brugte setup. Det ledte naturligvis til en del mangler i det meste musik, men især pop/hiphop var i den grad ramt, da stortrommen der normalt holder takten nu var blevet forvandlet fra en potent V8 motor til en slidt to takter på en alt for gammel Puch Maxi. De manglende dynamiske egenskaber førte derudover også til en mere end halvdød mellemtone der mildest talt ikke gjorde det til en særligt stor fornøjelse at hører hverken rock eller klassisk. Bunden fremstår slap og unuanceret, fuldstændigt blottet for detaljer, og var ærligt talt ikke rar at lytte til. Jeg er ret ambivalent. for denne maskine kan lyde godt ved lave niveauer hvor diskanten afholder sig fra at angribe dig, forstået på den måde at det er en behagelig men også lettere kedelig lyd der kommer ud af maskinen. Dens mangel på dynamik og baskontrol er kun frustrerende når man virkeligt gerne lytte. Vover man sig ud i at skrue bare en smule op komprimerer mellemtonen og bunden, mens diskanten lyder til at være døende i et inferno af forvrængning. Se det store problem er en simpel mangel på kræfter, selv ved almindeligt og lavt lytte niveau. Diskanten mudre virkeligt kraftigt ved højt lytteniveau, men allerede inden da er perspektivet begyndt at vandre omkring og den pæne rene baslinje er forvandlet til et studie i mudderskred. De mange underlige krumspring kan måske forklares med indbyggede begrænsninger, teknisk kyndige har udtalt at der måske er tale om ”cycle by cycle current limiting”, Det kan ske på forstærkere med pwm strømforsyning når de ikke kan levere de strøm impulser udgangstrinnet har brug for. Manglen på strøm til udgangstrinnet får forstærkeren til at miste grebet, Dette høres især hvor musikken har mest energi. Denne forstærker kan i glimt vise en flot top, om end lidt skarp og lidt detaljer i mellemtonen. Men mangler i alle tilfælde råhed og dynamik. Den måde hvorpå forstærkeren halter lidt på transienter, og i udtalt grad udøver kompression i øvre bas og nedre mellemtone kunne tyde på en underdimensioneret strømforsyning, hvilket simpelthen er uacceptabel i denne prisklasse. Der er en beklagelig tendens til at stortrommer lyder som om at der er en klud viklet omkring selve den del af pedalen der rammer trommeskindet, det er tamt og dødt at lytte til. Direkte skuffende faktisk. Et af de få numre der dog kom nogenlunde igennem var overraskende nok Rammsteins Benzin, der manglede bid og dynamik, men var stadig ”flot lyd”. Naturligt var det ikke, men på trods af at der er tale om hård rock lykkedes det C4200 at gengive det som baggrundsmusik på en italiensk restaurant. Nogle kan lide denne måde at gengive på, jeg kan ikke. En anden grundlæggende negativ egenskab er den manglende timing, bunden følger simpelthen ikke med, den slæber efter noget så grusom. På Jimi Hendrix nummeret Purple Haze lyder det som om at bassisten er fuldstændigt ude af takt, meget kan man beskylde den gode Noel Redding for, men at spille ude af takt er ikke en af dem. At basgengivelsen er så mudret at det eneste man kan hører er brum hjælper heller ikke meget på lytteoplevelsen. Tromme og guitar bliver fint i midten som de skal, indtil man begynder at skrue op, så begynder de at vandre omkring, og stakkels Mitch Mitchell er fanget bag et trommesæt hvor de enkelte tam'er bevæger sig rundt omkring i hele rummet, samtidigt med at han forsøger at bruge et crash bækken der ikke lyder spor af metal, men snarere som plastic. At hans lilletromme tilsyneladende så gengives som om at der spilles i et lyd-dødt rum hjælper heller ikke meget, luft og rum omkring instrumenterne er åbenbart noget der er blevet skyllet ud med whiskyen under fremstillingen af denne forstærker. På Karens "I nat er vi" mislykkedes det ligeledes at opnå den stempelvirkning der normalt er i bassen. Bassen var der skam, men det var svært at skelne stortromme fra selve basgangen, hertil var basgengivelsen igen alt for upræcis og udefineret. Det eneste positive jeg kan finde i det nummer var at backing koret står flot i hver sin side, men igen begynder stemmen i midten at vandre og opfører sig underligt så snart der bliver skruet op, en tendens jeg ikke har oplevet på noget andet setup, og jeg derfor fortolker som en fejl, især da stemmen forbliver pænt i midten så snart der skrues ned igen. Linn C4200 leder lidt tankerne hen på B&O, den er vældig pæn og kone-rigtig, og skam også ok som baggrundsmusik... men heller ikke meget mere. Der bliver slået meget på de mange kræfter den skulle besidde, men koblet på en 12” Boxter DB Shark var det dømt noget der mest af alt mindede om 100 % forvrængning, og nogenlunde samme kontrol som din bil byder dig på en spejlglat is-sø med sommerdæk.. Mötorhead's Ace of Spades i live udgaven fra No sleep' til Hammersmith var dog en positiv overraskelse. Ganske vist manglede der i den grad bid i guitaren, men den manglende bas på den stærkt komprimerede optagelsen gjorde at C4200 rent faktisk magtede at bibeholde det samme stereoperspektiv hele nummeret igennem og ikke begyndte at miste grebet i mellemtonen. Men på netop dette nummer måtte C4200 se sig slået eftertrykkeligt af en gammel traver, en DC300a, der i den grad satte gang i stemplerne på stortrommen og fik noget dynamik vredet ud af lilletromme anslagene, for ikke at tale om guitaren der nu lød brutal, rå og med en skarp kant, præcis som enhver Mötorhead-fan vil kunne genkende. Lidt tankevækkende at teknologi der kom på gaden i 67 stadigt kan slå det nyeste Linn kan diske op med. En ganske fornuftig forstærker på visse områder, underforstået at den spiller ”pænt og flot” men på ingen måder en forstærker der vil gå over i historien som noget specielt. Og slet ikke til over 38.000 kroner. Du betaler for, og forventer, at ydelsen er derefter, men… Det er surt at have betalt for lammesteg når alt hvad man får er en halvslatten pramdragergryde Linn C4200, 4 kanals effektforstærker. Pris: 38.400 kroner Forhandler: Scala hifi. www.scalahifi.dk Læs mere på: http://linn.co.uk/chakra/ http://www.knekt.com/spec_sound/product_display.cfm?ProductID=197&activeNavBar=products&activeSubNavBar=Playback Udstyr benyttet: Kilde: Cayin CD-252 Pre: Crown M28 Effekt: Crown Cts 1200 & 3000 Crown Powertech 2.1 Crown Studio Reference II Crown DC300a Højttalere: JBL 4412A. Kabler: TMC, Audioquest, netkabler fra GMsound Musik benyttet: stort set alle former for musik, men tilbagevendende var: Joss Stone: Mind. Body, Soul Rammstein: Herzeleid. Rosenrot. Mutter BikstokRøgsystem: Over stok og sten Lumsk: Trolltind Rage against the Machine: Rage against the Machine Klassisk, hovedsageligt Rachmaninov, Grieg og Prokofiev Apocalyptica: Reflections, Inquisition Symphony, Cult Led zeppelin: Early Days Jimi Hendrix: Experience Hendrix Dire straights: Sultans of Swing Lisa Ekdahl: En samling Sånger Soundtracks fra Matrix, The Living Sea, Desperado, Pulp Fiction, Jul på Vesterbro Sange fra første sal. Buena Vista Social Club. Johnny Cash: Ring of fire The Offspring: Americana Pink Floyd: The Wall AC / DC: The Razors Edge, High Voltage