Acoustic Signature Challenger

Af: Kim Olsen - 19/3-2007

Kan man få en ordentlig pladespiller for under 20.000?

Acoustic Signature Challenger

Acoustic Signature er tysk. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige om dem og deres design, for det skriger til himlen at det er solide enkle løsninger der kommer fra den anden side af grænsen. Det første syn der mødte mine øjne efter at have åbnet den store papkasse var det sædvanlige, et øvre lag med alle småtingene for først herefter at fremvise selve produktet. Skuffet blev jeg heller ikke, for godt nok havde kassen haft lidt vægt, men jeg undredes stadigt da jeg gennem de forskellige lag kunne konstatere: Det er i aluminium, massiv aluminium, det hele.. selv motorsystemet og styringen er fræset ud af en massiv aluminiums blok, og gør ikke ligefrem konstellationen mindre diskret eller let.

Tysk grundighed. Alt er lavet enkelt, ligetil, og det virker. Ikke så meget smart teknik, ingen manual på flere hundrede sider, det hele er enkelt og ligetil, og selve pladespilleren tager ca. ti minutter at sætte op, det er vel og mærke inklusiv den tid det tager at spore og justere pickup og arm. Som standard hører der en Rega RB-250 arm med, i dette tilfælde i en lys grå der mest af alt mindede mig om noget fra krigsfilmen Stalingrad, men på en eller anden måde passede det meget godt sammen og armens diskrete udseende faldt i særdeleshed i min smag. Pladetallerkenen i sig selv vejer en betydelig del, og det anbefales at man samler den på gulvet. Når man som i mit tilfælde herefter skal løfte den op fra gulvet er det vigtigt at der løftes med benene, for de over tyve kilo kan godt mærkes.

Herudover blev pladespilleren udstyre med en Ortofon Rhondo Red justeret med en elektronisk pickup vægt af standardtypen som leveres af blandt andet Higend-sound.com. Pickuppen holder den samlede pris under de 20.000 samtidigt med at Ortofon kan fås i de fleste forretninger og dermed er rimeligt nemme at få fat i. Et alternativt jeg desværre ikke fik afprøvet kunne være Sumikos Blue Point der ville få den samlede pakke til at lande på 20.000 præcist. Men…Det tynde standard phonokabel skæmmer virkeligt udseendet og kvalitetsfølelsen når alt andet er så solidt og gennemført at se på, her kunne jeg levende forestille mig at der var forbedringer at hente lydmæssigt, og en udskiftning fra fabrikkens side vil virkeligt hæve finishen op på det sidste niveau samtidigt med at det næppe koster mange kroner set fra producentens side. Godt nok skal stel forbindelsen så også føres i det nye kabel, men så kompliceret kan det næppe være for tysken. På samme måde

havde det været passende hvis man havde fået en klump matchende aluminium i form af en pladestrammer eller lignende til at fiksere pladerne med. Jeg har valgt at teste både tonearm, pickup og pladespiller i et som en pakke. Dels grundet at det i mange tilfælde er en færdig pakke man ender med at købe, og dels så er en pladespiller jo summen af de enkelte dele, og er man heldig så også lidt til.

Og det lyder af … Veltilfredshed. Jeg har svært ved at finde et bedre ord. Jeg blev ikke skuffet, og heller ikke blæst fuldstændigt bagover, men jeg var mere end tilfreds. Selv modstandere af pladespillere måtte efter et lyt indrømme at pladespillernes tid endnu ikke er forbi. Men hvis vi skal starte lidt omvendt, så var det udeblivelsen af baggrundsstøj noget af det første der gjorde mig tilfreds. På trods af min undren over den manglende stelforbindelse måtte jeg indse at det ikke var et reelt problem på nogen måde. For at formulere det lidt mere snørklet, der var stilhed når der skulle være det, og ingen susen eller brum som jeg ellers havde frygtet. En ting der dog bekymrer mig er motorstyringen. Den blev utroligt varm, og jeg kunne godt frygte lidt for langtidsholdbarheden af denne, men hvis kabinettet fungerer som en stor køleribbe er det næppe noget problem, og jeg har heller ikke umiddelbart kunne finde udsagn om at det skulle være et problem på lang sigt. Lyden er sammenhængende. Det første indtryk man får, er en sammenhæng i lyden lige så solid som konstruktionen. Efter noget tids brug forekom den mig at have en lille smule mørk karakter, men ikke noget jeg vil mene kan være et problem, medmindre man i forvejen har et setup med en ekstrem mørk karakter. Lyden er samstemmig, samtidig om man så vil, således at det i store træk virker som at intet stikker uden for. Jeg vil endda gå så langt som til at kalde lyden for hurtig og med passende attack over hele linjen, dog uden at timingen går tabt. Lydbilledet var pænt, bredt og dybt, en smule mere vidde kunne være ønskeligt men det er til en hvis grad også et spørgsmål om personlig præference. Detaljerne er til stede over hele linjen, i stor som lille målestok. Challenger gengiver detaljerne som de skal være, tilstedeværende således at man ikke fokusere på deres udeblivelse.

Der hvor Challenger virkeligt kommer til live er dynamikken, den evner i den grad at få lp mediet til at leve, og jeg varmede mig inderst inde over at det ikke er nødvendigt med en pladespiller i den dyre ende for at kunne udnytte det dynamiske potentiale på sine medier. Normalt er manglende dynamik min helt store kæphest, men jeg har svært ved for alvor at sætte min finger på hvor den skulle mangle eller direkte komprimere. Det gør også at Challenger er i stand til at gengive det punch i bassen som mange indspilninger indeholder, men så få komponenter for alvor magter. Der er et massivt og solidt greb i musikken, lyden bliver serveret kontant uden at man sidder med en fornemmelse af at halvdelen af tonerne halter efter. Diskanten er luftig og sprød, men dog stadigt med attack uden at den bliver for hidsig eller mudre, den forstår endda at gengive de grimme lyde som instrumenter nu engang indeholder, men som ofte forsvinder i en pløret sovs. Selvom diskanten hverken bliver for skinger eller kammer over, så kan der dog på enkelte indspilninger optræde svag tendens til lidt for lys metal klang ved bækken anslag, hvor lyden blive lidt for "fuzzy"/ulden selvom det er i det lyse område. Mellemtone åbner fint op for anslagene og bibeholder den dynamik som systemer er kendetegnet ved, således bliver selv lilletromme anslag gengivet på et niveau de fortjener. Jeg må indrømme at der ikke lige er noget specifikt jeg kan sige at mellemtonen gør rigtigt eller forkert, den er som jeg mener den skal være. Den er relativt ufarvet og gør hvad den skal, hvis man ellers kan snakke om at dele frekvenser op så bombastisk. Rummet omkring instrumenterne såval som efterklangen er nydeligt gengivet uden at det kammer fuldstændigt over. Bassen er stram, fast og fuldt ud dynamisk selv i de laveste frekvenser. Dog kan man opleve at nogle basanslag kan være en tand for markerede, de bliver med andre ord hængende i luften lidt for længe. Samtidigt har man formået at klemme alle detaljerne ud uden at det lyder påtaget, og bassen spiller dejligt frit uden at den som sådan stikker af fra resten af frekvensområdet. Det skal ikke være en hemmelighed at de dyder Challenger byder på gør at jeg spillede en del mere rå og beskidt rock end jeg normalt gør. Metallicas ”Frayed ends of Sanity” fra ”… ”And justice for all” albummet byder på en hidtil uset dynamisk formåen i det dybe register, og demonstrere en virkelig gennemført transient gengivelse som jeg savner en del på den almindelige cd version. Eneste ting som Challenger ikke kunne ændre på var den yderst beskidte og øreblødende Mötorhead plade ”Ace of Spades” der sædvanligvis lød af.. ja, Mötorhead. Denne lp blev gengivet som den er, elendig og komprimeret, men pokkers underholdende.

Er Challenger helt uden fejl? Nej, der er altid plads til forbedringer, og Acoustic Signature er ingen undtagelse. Bassen kunne nok forbedres, den har de lidt for markerede transienter, diskanten er til tide en tand for ulden, selvom det hører til sjældenheder Udover de små unoder der allerede er nævnt, så savner jeg en smule mere åbenhed fra denne konstruktion. Gengivelsen er ikke lukket som sådan, men det ville klæde en pladespiller at åbne noget mere op for godteposen og for alvor spille ”ud af højttaleren”. Det ændre dog ikke på at jeg var yderst tilfreds med den ydelse som Challenger byder på. Du skal hive 20.000 hårdtjente ud af kontoen, men så får man også i det store hele er det et sæt der giver smæk for skillingerne uden at det mister de klassiske hifi dyder.

Specifikationer:
Drivværk: Synkron Motor, elektronisk reguleret, justerbar, smallALPHA netdel.
Ophæng: Højpræcist TIDORFOLON ophæng i et stykke.
Chassis: Resonansoptimeret, 3 højdejusterbare fødder, blød legering for lav resonans.
Tallerken: Højpræcision, aluminium, 5 cm tyk, 9 kg tung.
Omdrejningstal: 33 1/3 og 45 o/min.
Vægt: 21-25 kg
Arm: Rega RB-250 Pris:
Acoustic Signature Challenger: kr. 16.000,- inkl. Rega arm.
Ortofon Rhondo Red: kr. 2.800,-

Forhandler/Distributør: Exclusive Hifi Wichmandsgade 9 5000 Odense C Tlf.: 70 22 70 37 Web: www.exclusivehifi.dk Mail: info@exclusivehifi.dk

Links til andre forhandlere:
www.mictor.dk
www.kt-radio.dk
www.audiocompagniet.dk
www.audioconsult.dk
www.hifi4you.dk
www.avcentrum.dk

PU vægt importør: High End Sound Østerbakken 3 9310 Vodskov Tlf.: 21 90 45 21 Web: www.highend-sound.com Mail: info@highend-sound.com

Acoustic Signature Challenger blev placeret oven på en Crown K2, der igen hviler på subwooferen der ligeledes danner base for alt andet udstyr. Pladespilleren havde således en base på omkring 230 kg plus sin egen vægt. Utroligt nok var det så stabilt at der ingen problemer var, selv når der fremkom transienter i det absolut dybeste register ved store lydtryk. Under testen blev der benyttet:
Pre: Crown M28
Effekt: Crown Studio Reference II/K2
Højttalere: JBL 4412a, DIY 21" sub
RIAA: Dali
Pladespiller: Thorens TD 290 med Ortofon PU
Kalber: TMC og AudioQuest Musik benyttet: Alt fra Mozart til Metallica.