Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

DALI Mentor 6

DALI's motto er “In Admiration Of Music” og de skriver på deres hjemmeside, at de arbejder på at gøre lyd reproduktion til målet for alle deres produkter.




DALI er nok et velkendt firma for de fleste danskere. Danish Loudspeaker Industries blev grundlagt i 1983 og har gennem Hifiklubben forsynet danskerne med højttalere i snart 25 år. Mentor serien ses af DALI som en slags bindeled mellem deres billigste serier og deres egentlige High-End program. Tæt på High-End kvalitet til relativt lav pris. Som jeg ser det, er Mentor serien er en slags nutidig pendant til Grand serien som DALI havde stor success med i 90'erne. DALI's motto er “In Admiration Of Music” og de skriver på deres hjemmeside, at de arbejder på at gøre lyd reproduktion til målet for alle deres produkter. Mentor 6 er en klassisk gulvmodel med to delt diskantmodul og 2 x 6,5” bas/mellemtone enheder. Der er planlagt en hel serie med modeller fra en standermodel med 5” bas til Mentor 8 som er med 2 x 8” basser, 5” mellemtone samt diskantmodul. Mentor serien bliver lanceret fra okt/nov 2006 frem til marts 2007. Jeg har haft DALI Mentor 6 i to måneder. De var tilspillede fra jeg fik dem, men åbnede sig mere op specielt i bas-området i løbet de første 14 dage. Fysisk beskrivelse. Mentor er en klassisk mindre (med mine øjne) gulvhøjttaler i den størrelse, de fleste mænd kan overbevise deres hustruer om er acceptable. De måler 102 cm i højden og er 20 cm brede. Selve kabinettet er med lige sider, men buer lidt udad foran og bagtil. På fronten er monteret en grå baffel, hvori enhederne sidder monteret. Øverst bånd-diskant, en lysegrå 28mm dome i et metalchassis og nedenfor dette de 2 rustrøde 6.5” basser. Baffelen går ned til ca. 10cm under nederste basenhed


herunder er der frit udsyn til den svagt buede front. Bagpå sidder to sæt overordenligt massive plastikindstøbte skrueterminaler, der ser ud til at kunne klare stort set alle typer kabeltilslutninger. Udover det 2 basrefleks porte. Nederst er herligheden stillet på en sortlakeret fod. Jeg har haft Mentor i en klassisk udseende matlakeret kirsebær finish. Fineren er flot og højttalernes finer er spejlet, så parret har ens aftegninger i træet. Byggekvaliteten er udpræget lækker og samlingerne er perfekte. De 4 forskellige kvinder, der har set dem, synes alle den grå baffel er trist, men at fineren er flot. Højttalere som helhed “er lidt kedelig”. Personligt synes jeg, de er pænest uden det sorte frontstof, der gør dem unødigt anonyme i udtrykket. Teknisk beskrivelse. For de ikke teknisk interesserede foreslår jeg at skippe det følgende og hoppe til lytteafsnittet. Normalt ville jeg betegne Mentor 6 som en 2½-vejs basrefleks højttaler. Men den ekstra diskantenhed gør det til en slags 2½ + ½ vejs højttaler. Der er ikke brugt delefilterkomponenter til at dele mellem de to diskantenheder der modtager det samme elektriske signal. Der deles ved hjælp af den fysiske afstemning af domen og båndets responsmønster. Dette giver nogle fordele, da man kan have domen til at tage sig af de nederste frekvenser, hvor bånd nogen gange kan mangle smæk eller krop, og have båndets mere optimale spredningskarakteristik for frekvenser over 10kHz, hvor en dome vil have en mere begrænset spredning. Det er ikke angivet hvilken filtertopologi der i øvrigt anvendes. Der deles mellem diskantenhederne ved 12.000 Hz, mellemtone og dome-diskant deles ved 3000 Hz og endeligt deles den dybest spillede bas ved 800 Hz.

Med en opgivet følsomhed på 89,5db er de ret effektive og kræver ikke ret meget power for at spille højt. De virker meget tro mod opgivelsen og de er subjektivt vurderet de mest effektive højttalere jeg endnu har testet. Kabinetkonstruktion. Kabinetterne, der bygges i Danmark, er bygget i MDF. DALI har en filosofi om, at luften i kabinettet skal kune bevæge sig så frit som muligt bag enhederne. Det betyder, at der kun er lavet afstivning, der hvor det er nødvendigt og kun er brugt dæmpe materiale, der hvor det er nødvendigt. Buen på kabinettets front og bag bliver fremstillet ved at tage en tyk 28 mm plade og derefter fræse materiale af, til man har den ønskede form. Hver af basenhederne har deres eget kammer, og de er i mest muligt omfang resonansadskilte. Frontbaffelen er lavet af 2 stykker MDF, der er limet sammen med en resonansdæmpende lim. Herpå monteres så diskantenhederne i et metalchassis og basenhederne er direkte skruet i frontbaffelen. Højttalerens vægt på 25 kg stykket giver en indikation af konstruktionens seriøsitet. Enheder. Enhederne er DALIs eget fabrikat. Der er tale om videreudvikling af erfaringer fra IKON serien. Der er ikke meget tilgængelig detaljeret information om enhederne, så det er noget sparsomt hvad jeg kan skrive.


Diskantmodulet er en lille genistreg fra DALI. Diskanten er bygget op omkring en dome og et bånd. Begge er med dæmpet bagkammer. Domen spiller fra 3kHz til 12kHz hvor den rulles af i takt med at båndet begynder at tage over. Båndet er lavet så det ikke behøver et low-pass filter, der ifølge DALI ellers ville ødelægge opløsning og rafinement i diskantgengivelsen. Integrationen mellem bånd og dome er i topklasse og her har DALI virkeligt lagt tid i udviklingsarbejdet, mere om det i lyttesektionen.



Basenhederne synes jeg minder meget om enhederne i den gamle DALI Grand Diva. De er ekstremt lette og bløde i ophænget med meget lav mekanisk modstand i ophæng, spider og gummibølgen – egenskaber som DALI samlet benævner “low loss” teknologi. Selve membranen består af papir/træ fibre med det karakteristiske rustrøde bindemateriale. Kurven i støbt aluminium er optimeret til at luften kan komme til og fra enheden. DALI anvender et stort og kraftigt magnetsystem, hvor der er lagt vægt på at magnetsystemets jernkomponenter er mættet, da det giver bedre styrke i svingspolegabet og mindre varians i enhedernes impedeans.




Lyttesektionen. Da jeg havde pakket Mentor 6 op og fået dem stillet ind i stuen, som fungere som lytterum, satte jeg nogle stille Bethoven sonater på, mens jeg læste manualen. Det viste sig efter den udemærkede manuals anvisninger at holde stik. Højttalerne fungerede i modsætning til alle andre, der har været i min stue, klart bedst uden vinkling mod lyttepositionen. Det blev også relativt hurtigt klart for mig, at jeg sad for tæt på dem fra starten af. Normalt spiller jeg på tværs af stuen med ca. 1 meter bag lyttepositionen og 2,4 meter til højttalerne, der så har godt 2,4 meter i mellem sig og 1 meter til deres bagvæg. Mentor ville det anderledes og krævede mere afstand til lytteren. Jeg endte godt på godt 3 meter mellem dem og 3,2 til ørene i lyttepositionen.

Efter at have stillet op, satte jeg mig tilrette med en god kop kaffe og en stak cd'er for at give Mentor en seriøs omgang lytning. Mine første indtryk lovede ikke godt, højttalerne virkede kølige og på en måde uengagerede og triste. Bassen var en-tonet og dump. Ikke netop hvad jeg havde forventet af højttalere, som DALI leverede som tilspillede. Jeg besluttede mig for at give dem en ordenlig omgang de næste døgn for at sikre mig, at det ikke var tilspilning, der var problemet. Langsomt men sikkert ændrede Mentor 6 karakter og levede mere op til mine forventninger om engangement og følelse, ikke at klangbalancen for de færdigtilspillede højttalere er varm. Nej de er nærmest neutrale med en nedre mellemtonegengivelse, der er lidt slank i det. Dette er tydeligst at høre på mandlige sangere, der lyder som om de mangler lidt power eller krop. Hvis de som Rasmus Nøhr ikke er for fyldige i forvejen, kan det på visse numre komme til at virke descideret fiset og påfaldende. I det samme toneområde ligger celloen og tonerne fra sådan en kan også på visse indspilninger lyde kraftløse og udmattede. Det er så Mentors svaghed. Lydbilledet fra et par rigtigt placerede Mentor 6 er derimod en oplevelse. Mentor er en højttaler der laver lyd i rummet, ja bravo, hvad mener jeg så med det. Mentor bringer musikken ind i din stue; det virker altså som om instrumenter og stemmer er tilstede i rummet. Dette skal forstås i kontrast til andre højttalere, som f.eks. JMR's Offrande jeg tidligere har anmeldt. Her bliver der mere et vindue i stuen ind til den optagede begivenhed, hvor man er sikker på, at det ikke er i ens egen stue instrumenterne er. Fordele og ulemper til begge typer, men Mentor giver dig altså f.eks. Sting lige på gulvet foran dig. Lydbilleder er stort og luftigt, det strækker sig langt ud på begge sider af højttalerne og tildels om på siderne af dig. Dybden er også fin med god afstand og definition mellem front og bag. Indspilninger med effekter i lydbilledet, som på f.eks. Randi Laubeks Allmost Gracefully hvor percussion og effekter er spredt med rund hånd omkring de udøvende, er en stor oplevelse, hvor Mentor virkeligt viser hvad der er tænkt i studiet. Pink Floyd pladen The Dark side of the Moon er en anden plade, hvor lydbilledet gennem Mentor virkeligt folder sig ud. På åbningen til TIME, som er det 4. track på skiven ringer en masse ure. Disse er virkeligt skilt flot ad og det er muligt at følge hvert enkelt, på trods af det kaos de tilsammen udgør. Når vi nu er ved The Dark side of the Moon, bliver starten denne skive spillet på alt, hvad jeg får ind af dørene. Bassen på puls-dunkene kan motionere de fleste bassystemer til at miste pusten og afsløre deres svagheder. Basgengivelsen på Mentor er tilpas dyb til at man ikke savner noget, og ikke presset så dyb at det er gået ud over punch og definition. Det er et rigtigt godt kompromis, DALI har indgået på denne højttaler. Bassen er hurtig, rimeligt velopløst og med et godt punch. På de fleste gode produktioner er det uhyre nemt at adskille bas fra stortromme. Det der mangler i forhold egentlig highend er den fine tekstur, som findes rigtigt gode optagelse med kontrabas, hvor man fornemmer instrumentet arbejder og har sin egen unikke klang. Udklingingen af stortrommer i store sale som f.eks. findes på Sibelius 1. symfoni formår Mentor heller ikke i reference klasse, men her er det vigtigt at huske prisen og det faktum at det jo kun er 2




stk. 6,5” enheder der spiller. På trods af det: basgengivelse på absolut godkendt niveau.


Når bunden er lagt er man klar til at konsumere lidt flere indtryk fra Mentor. Gengivelsen af stemmer er altid et centralt punkt for højttalere. Kvindestemmer fungere perfekt med Mentor og en af mine favoritter for tiden er Diana Krall – specielt Live in Paris synes jeg er en fed skive. På nummeret A Case of you, som oprindeligt er et Joni Michell nummer, lægger Krall sig virkeligt i selen og leverer indfølelse og nærvær. Her fornemmer man dog, at mellemtonen på trods af fin opløsning ikke helt er på niveau med diskanten. Der mangler lidt indlevelse og følelse. Med Eva Cassidy kan Mentor levere kuldegysninger, så hårene rejser sig selvom guitaren enkelte steder virker lidt nasal. Diskantgengivelsen er et studie i sig selv, her er detaljer, rum, udklingning og vægt i gengivelsen som på få andre højttalere, jeg har hørt. Toppen er virkeligt fin og fortæller alt om optagelsen indhold af overtoner og refinement. Transient anslag gengives flot, og klapper på saxofoner og klarinetter er placeret sammen med resten af instrumentets lyd på rette sted i lydbilledet. Trommer, specielt på jazz skiver hvor der benyttes whiskers, er meget realistisk gengivet og bækkener gengives med den klang, som de nu har. Noget jeg ofte har savnet. Diskanten virker iøvrigt meget dynamisk, og man efterlades med noter om overskud og headroom i de øverste oktaver. Et musik eksempel, hvor disse kvaliteter virkeligt kan nydes, er på Miles Davis fortolkning af Porgy and Bess. Dette er et af de bedste eksempler på en rigtigt god jazz optagelse fra sidst i 50'erne. På nummeret Prayer, som starter ud med underlæggende klarinetter og franske horn, er det tydeligt at høre klapperne på klarinetten til venstre i lydbilledet. Senere kommer trommerne ind og spiller en større rolle. Her kan man virkeligt høre, hvor detaljeret Mentor leverer de øverste oktaver. Whiskere og kantspil på trommerne fremstår tydeligt og distinkt. Dali Mentor 6 er en afslørende højttaler på den måde, at hvis der er ubalance i afspillerkæden bliver det afsløret. Den spiller ok med en surround reciever til 6.000, men de stråler når man giver dem en high-end afspillerkæde. På den måde vokser de med resten af anlægget. Jeg havde i et par dage lånt Thule's 350 serie for og effektforstærker og jeg synes det er et et kanon match. Thule sættet giver lidt mere varme i mellemtonen på en måde som klæder Dalierne. Da de er temmeligt effektive, skal man ikke skrue ret højt op for at få fest-niveau på. Til gengæld nyder bassen godt af en forstærker med god kontrol og en god strømforsyning. Rent dynamisk er de ret levende og den gode effektivitet er med til at give smæk på, når det kræves. Alligevel virker deres dynamiske omfang fra de mest stille passager til det højeste crecendo ikke voldsomt, men det er velnuanceret på den måde, at der er tydelige forskelle i microdynamikken. Ved f.eks. klaver er der tydeligt forskel i anslagets styrke. Igen huskes prisen og der er klart at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen.


Konklusion. DALI har med Mentor skabt en virkelig dejlig højttaler, som spiller langt de fleste genrer rigtigt godt. Klart, hvis man er fan af orgelkoncerter ville jeg nok gå efter noget andet med dybere bas, men til rock også hård rock, jazz, blues og det meste klassiske fungerer de rigtigt flot. Diskant modulet er en genistreg og gengiver toppen med finesse og præcition. Faktisk har jeg ikke hørt bedre opløst diskant i en anden højttaler under 100.000 kr. Mellemtonen er velopløst og behagelig uden at være glat, og bundens præcition er det bedste jeg har hørt i prisklassen. Jeg mener seriøst at Mentor 6 i direkte sammenligning vil skabe problemer for de fleste andre højttalere i HifiKlubbens sortiment og til en pris under 20.000 kroner er de simpelthen fantastiske. Samlet set en højttaler, som gengiver detaljeret i hele frekvensområdet med et stort lydbillede. De mangler måske lidt i den dybeste bas og i nedre mellemtone, men koblet op med det rette elektronik ligger der store oplevelser og venter. Specifikationer:


Basrefleks-konstruktion
Hybrid-diskant (28 mm softdome / 45 mm bånd)
2 x 6,5” bas/mellemtone
Frekvensgang (-3 dB): 36-34.000 Hz
Følsomhed: 89,5 dB
Impedans: 6 ohm
Delefrekvenser: 800/3000/12.000 Hz


Terminaler til bi-wiring/bi-amping
Spikes og skåneunderlag medfølger
Mål: 103 x 20 x 39 cm (HxBxD)
Vægt: 25,5 kg
Farve: Kirsebær Pris: kr. 8.999,- pr. stk.


Omgivelser ved anmeldelsen: Et veldæmpet rum på 4,75m x 6m. Det blev spillet på tværs med 2,3m mellem højttalerne og samme afstand til lytte positionen. Med 0,3m til bagvægen og mere end 1,2 m til sidevægene. Højttalerne var ikke vinklet. Udstyr: Tuner: Sony SA5ES CD og forforstærker: Musical Fidelity CD-PRE 24 modificeret af Chris Johnson fra hedengangne Sonic Frontiers. Effektforstærker: Audia Flight 100. Kabler fra Audio Metalurgy, VdH og Göertz. Også prøvet med: Denon 2803 surround fætter på 6x90w + LG HD recorder.







Thule PR350B og PA350B. Musik: Jazz: Stan Getz – Live at Montmatre Copenhagen Diana Krall – Live in Paris Miles Davis – Porgy and Bess Jakob Bro - Sidetracked Klassisk: Bo Holten and the BBC singers - The marriage og heaven and hell. Rock/Blues: REM – Monster DAD – Good clean family entertainment you kan trust Kashmir – No Balance Palace, The good life Keb' Mo' – The Door Joni Michell – Don Juans reckless daugther Forhandler: Hi-Fi Klubben Web: www.hifiklubben.dk Mail: online@hifiklubben.dk




Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.