Kibri Naima

Af: Kim Olsen - 17/4-2007

Semi-omni polar højttaler?

Danske Kibri bygger højttalere på en lidt anden måde end de fleste, de bygger nemlig det de kalder semi omni polar højttalere. Kort fortalt bygger princippet på at højttalerne skal have samme spredningsmønster som instrumenterne de skal gengive. Rent praktisk betyder dette en front der bøjer bagover i en 45 graders vinkel, således at enhederne spiller opad mod loftet.

Kibri Naima bliver leveret baffel mod baffel.

Når kassen kommer ind af døren er den pakket ind på en ganske smart måde, højttalerne som er med en 45 graders baffel ligger med front mod hinanden, og fylder dermed ikke det store. Til at adskille og beskytte højttalerne er det hele pakket ind i skum, lækkert og effektivt udført. Selve højttaleren fremstår i en pæn diskret sort, der matches af enhederne, for at fuldføre det diskrete sorte look matcher selv standerne. Et perfekt par hvad angår farver og nuancer. Selve højttalerne er ret små og vil kunne presses ind i selv det mindste lytterum, På grund af det lidt anderledes design vil der nok være nogle der tager fejl og tror der er tale om et designmøbel og ikke en højttaler. Den tiltede front byder på en softdome diskant, pænt nedsænket i selve krydsfiner kabinettet nedenunder er en 7” bas/mellemtoneenhed der er lavet med en coated papirmembran. Mere om enhederne senere.

Bagtil ses udgangen på de to basporte samt indgangsterminaler. De er pæne, diskrete og lavet i nogle der minder om blødt gummi, men har også den begrænsning at bananstik er det eneste der passer i. Kanterne på selve kabinettet er rimeligt skarpe, så det er med at passe på eventuelle småbørn med hovedet i den forkerte højde, ligesom standeren er så spids at jeg vil anbefale at putte noget nedenunder medmindre man kan lide sit parketgulv gennemhullet. Kabinettet er fremstillet hos danske Hornslet, og det kan både ses og mærkes. Så sættes der strøm til… Vi starter med Omni perspektivet… Det er fascinerende, det er specielt, det er anderledes. Er det en Gimmick?

Selve lydbilledet står ganske klart defineret, instrumenter og anslag fremstår rimeligt pænt og nydeligt. Men… det er som om at energien flyder ud i hele rummet, og omgiver en på en lidt forunderlig vis, en slags ekstremt udvidet aparte stereoperspektiv. Forbløffende lækkert til Johnny Cash, men virkeligt irriterende ved Metallica. Det er som om hele det rum, den plads, der normalt ligger lige ud foran næsen på en, bliver løftet en meters penge op i vejret og flyvsk spredes til siderne. Samtidigt opstår der på nogle optagelser, som eks. Dire Straits et normalt stereo perspektiv der kun løftes en 20 cm opad i forhold til hvor perspektivet normalt befinder sig. Men på samme måde flyder perspektivet ud i hele rummet, hvilket en del mennesker uden tvivl vil finde særdeles charmerende. Fra lyttepositionen byder Kibri Naima på god klang og detaljer dog lidt hang til det lyse. Det ændrer ikke på at jeg personligt savner den direkte lyd, det gør at jeg opfatter lyden halvdød og kedelig. Efter noget tid opleves at meget musik har fået en forudsigelig ”Sound”, som om mit rum nu tillægger en konstant. Jeg tilbragte en del tid stående da jeg egentligt langt bedre kan lide den direkte lyd end den ”omnipolarske”. Jeg ser dette lidt som et udtryk for at lyden fra højtalerne er bedre end fra mit rum. Jeg lagde især mærke til at man mangler noget drive, noget gang i den. Selvfølgelig er der en naturlig begrænsning i bas og fylde med en enkelt 7” per højttaler. Omni Polar konstruktionen i sin natur sender meget energi op ad og dermed ikke direkte mod lytteren. Så manglen på drive og dynamik, kan argumenteres som mere et design valg / filosofi end en decideret fejl / mangel.

Mit lytterum på godt 20 kvm, er nok max størrelse hvis man vil have mulighed for at nå et rimeligt output. Højttalerne kan ikke spille særligt højt, dog kan de holde til en god portion effekt uden at gå i stykker. Det er tydeligt at højtalerne har en meget absolut grænse for hvor højt de kan spille, da yderligere effekttilførsel ikke giver øget spl. Det opleves også inden denne grænse at dynamikken gradvist bliver klemt. Lyden er som helhed sammenhængende og homogen, men en smule afrundet, bedaget og pæn. Transienter af ”grim lyd” som eks. en trommeslager eller guitarist der går amok slipper aldrig rigtigt igennem. Bands som Den Danske Mafia og deres første album ”10 kolde fra kassen” lyder simpelthen for pæne, også selvom man tydeligt kan høre det enkelte instrument og anslagene, så mangler det rå og beskidte, der hører sig sådan en skive til. Man sidder tilbage med en flad fornemmelse i maven. Det føles som om der mangler headroom og overskud. Sidder klar med foden og vil så gerne trampe lidt i takt, men rytmen formår ikke at tage mig med som jeg er vant til. Det skal dog nævnes at impulsvilligheden er særdeles god, og enheden både starter og stopper når den bliver bedt om det. Ingen efternølere eller sløv start, og man oplever ikke at lyden føles træg. Højttaleren evner på fremragende vis at forsvinde i lydbilledet. Rumgengivelsen kunne have været en del bedre, det er lidt for flydende og let til min smag, jeg savner en mere præcis definition og mindre flyvske instrumenter, men det er nu en gang den specielle måde at gengive rum på som er hovedessencen ved omni perspektivet, det er det man reelt lytter på og egentlig den gengivelse man køber højttaleren for. Diskanten giver en ”behagelig” gengivelse, jeg tænker lidt ala Philadelphia smøreost. Jeg savner energien fra højttaleren. Det gør jeg virkelig. Når jeg står mangler jeg bare lidt mere i det dybe område og en mere ”ærlig” diskant. Jonny Cash fortolkning af Nine Inch Nails Klassikeren Hurt er simpelthen for aflivet, der er ingen smerte i stemmen, ingen hårde guitar riffs i sangen, den mangler kort sagt det der gør den gode Hr. Cash til hvad han er, sjælen og smerten i musikken. Når jeg går til koncert er det en direkte lyd jeg oplever, ikke en omni polar gengivelse. Min præference, at anlægget skal kunne gengive en liveoplevelse føles at stride noget imod Kibri Naima. De undgår faldgruben ”højttaler-kasse-lyd” Men når jeg lukker øjnene bliver mine sanser ikke ledt til at tro der er musikere i min stue. Alt i alt er lyden er bare alt for pæn og kedelig til min smag, og omni perspektivet sker på bekostning af dynamikken og nerven i musikken. Efterskrift. Efter at have lyttet til Naima skete der to ting. Først skrev jeg mine lytteindtryk ned, så blev de skilt ad for at kigge lidt ind i dem og måske få en forklaring på lyden, og dernæst blev kassen returneret hvorefter jeg fik læst op på Kibris design filosofi endnu en gang.

Hvad de sorte kasser gemte… Ofte oplyser producenterne alt hvad man har behov for at vide af teknisk interesse, delefilterkomponenter, konstruktionsprincip, hvad enheder der sidder i, hvordan højttaleren måler etc. Men det var bare ikke en mulighed her, så kasserne blev opereret for at finde en forklaring på den lyd de udsender. Hvis vi starter med skruerne, så var det til min forbavselse træskruer med et malet hoved der var skruet direkte ned i krydsfiner kabinettet. Jeg har vænnet mig til at alt over Bilka niveau er monteret med maskinskruer og islagsmøtrikker på bagsiden. At man ikke havde ofret en anodiseret skrue i stedet for en malet top virker lidt mystisk, prisklassen taget i betragtning. Da enhederne blev skruet i igen var det tydeligt at en yderligere afmontering af enheder ville betyde at nye huller skulle bruges. Hvilket er grunden til maskinskruer er standart. Selve kabinettet er fyld op med hvidt dæmpemateriale. Basenheder var på samme måde uden producentnavn, modeltype, registreringsnummer eller andet der kunne identificerede den. Chassiset var lavet i tynd standset plade og magneten uden pol-ventilation. Standset pladechassis ses normalt kun i den absolut billigste prisklasse. Delfilteret var pænt hardwiret til bunden af kassen, men også disse komponenter var vendt således at evt. tal eller data ikke kunne læses og spolen havde ligesom diskanten et klistermærke der var pillet halvt af således at den ikke kunne identificeres. Delefilterkomponenterne i Kibri Naima så bekendte ud. Fra tidligere fejlslagne DIY højttaler byggeforsøg havde jeg en posefuld Monacor standart komponenter liggende. Til min gru viste samtlige delfilterkomponenter sig ved nærmere undersøgelse at have en meget slående lighed med Monacor stumperne, som jeg erindre havde en samlet værdi af ca. 100 kroner. Kibri… Det kan vel ikke passe? Jamen der står at… ”Drivers are 7” coated paper cone with rear-ventilation behind the spider and exceptional high power handling.” Høj belastbarhed er intetsigende uden medfølgende kompressionsdata. En meningsfuld opgivelse ville være -x antal db ved den opgivende max effekthåndtering, f. eks – 3 db ved 100 watt, det betyder at enheden vil have samme output selvom man tilfører mere effekt. “Only six components found its way into the crossover. All being hardwired, soldered by hand with pair matched components.” Men hvilke komponenter? Hvis der er mere end en usædvanlig stor lighed med de 5/10 % Monacor komponenter jeg tilfældigvis lige havde liggende, Virker “pair matched” og “hardwired, soldered by hand” som meget hule kvaliteter. En måling over de 2 modstande viste en forskel på 10,81 %, men om sådan en måling betyder at det er 10 procents standart komponenter kan jeg ikke svare på, ej heller om denne måling siger noget brugbart overhovedet da man egentlig ikke kan måle dem i kredsløb men burde lodde dem ud og så måle dem. Uidentificerbarheden? Min første tanke da jeg åbnede højtaleren og så de forsøg på at gøre komponent identificering umulig, var det var nok for at forhindre kopiering. Men efter at have set hele konstruktionen i sammenhæng står jeg tilbage med følelsen af at det nok er gjort for at skjule at komponenterne er i ”Kina-gøgl” kategorien. Kibris totale mangel på tekniske data virker understøttende på denne opfattelse. Kan nogen tage en flok komponenter og sætte dem sammen til et produkt hvor helheden er mere end summen af dets komponenter tager jeg gerne hatten af i ros. Umiddelbart føler jeg mig heller ikke i tvivl om at det er lykkes for Kibri. Helheden er bestemt mere end kostprisen, men nok noget fjern fra vejledende udsalgspris. Beklageligvis var det ikke muligt at få T/S parametre, og dermed ikke muligt at beregne hvorvidt enheden kan tåle at være monteret på den måde den er, eller om monteringen ødelægger enheden på sigt. Kan nogle identificere enhederne hører jeg meget gerne fra dem og vil opdatere anmeldelsen efterfølgende. Alt i alt. Når man skal bedømme denne højttaler skal man gøre op med sig selv om man kan undvære den direkte lyd og den energi som en normal højttaler kan give. Det kunne jeg ikke. Bestemt en højtaler man skal prøvelytte før køb. Før man invitere Kibri Naima ind i stuen skal man gøre op med sig selv om man kan lide omni filosofien for ellers er det ikke her den hellige gral er velforvaret.

Specifikationer:
Impedans: 7.2ohm - never below 5.1ohm (50Hz)
Dimensioner: H420mm / D285mm / W250mm / 15 liter
Følsomhed: 88 dB
Vægt: 7, 2 kg Priser (pr. sæt):
Naima (Birk) 13995.-
Naima (Sort Ask) 13995.-

Udstyr benyttet ved testen:
Pre: Crown M28
Effekt: Crown Studio Reference II/ CE4000 / CTS3000
CD afspiller: Cayin Cd-252
Pladespiller: Acoustic Signature Challenger m. Ortofon Rhondo Red pu
Lydkort: Creative X-fi Elite Pro
Højttalere: JBL LSR 6332
Subwoofer: 21” diy
Kabler fra TMC og Audioquest

Naima (Rosennød) 13995.-
Naima (Ibenholt) 15395.-
Naima (Fugleøjetræ) 16995.-
Naima frontstof pr. par med magneter 300.- Producent: Kibri Bygaden 81 2605 Brøndby Tlf.: 51 35 87 67 Web: www.kibri.dk Kontakt: Anvend denne kontaktfomular Forhandlere: StudioSound Toftevej 10 Søborg 3250 Gilleleje Tlf.: 44 54 54 01 Web: www.studiosound.dk Mail: info@studiosound.dk Vassago HiFi Klostervej 23 5000 Odense C. Tlf.: 66 14 14 27 Web: www.vassagohifi.com Mail: rail@pc.dk