Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

SmartWi

I en tid hvor trenden går imod digitalt fjernsyn og digitale abonnementer med HD-dekoderbokse, har jeg som et led i et større HTPC-projekt, stiftet bekendtskab med et dansk produkt ved navn SmartWi.




SmartWi er i essens en trådløs smartcard-replikator, der via en kortlæser kan sende smartcard-data fra en masterenhed til trådløse klienter, som så isættes digitalt dekoderudstyr med egen smartcardlæser / cam-modul. Dette gør at man således kun har brug for ét digitalt Tv-abonnement og ét smartcard pr. husstand. Dette kan spare den digitale séer for adskillige tusinde kroner om året, såfremt at man har flere fjernsyn der skal fungere selvstændigt med egen dekoderboks. For man kan vel ikke acceptere at alle husets fjernsyn skal vise én kanal på alle fjernsyn via et eller andet distributionsscheme bestående af HDMI, Component, scart eller lignende. TV-Udbyderne er blodsugere, derfor SmartWi. Sagen i en nøddeskal er at fx Stofa / Viasat / TDC, forlanger ekstra afgifter for hver ekstra dekoderboks + smartcard som man måtte ønske i husstanden. Dette kan hurtigt blive en dyr fornøjelse hvis man har mange ”HD-Ready” fjernsyn og hvis man foruden fx ”Det Digitale Spejl” osv., abonnerer på specielle pakker med HD-lir eller dyre film- og sportskanaler.


Ovenstående kan man som forbruger ikke være tjent med. Fjernsyn, DVB-C tunere til HTPC, dekoderbokse, abonnement, og licens udgør i forvejen ganske betragtelige poster i enhver moderne families husholdning. Kan man spare lidt, så kan man jo forkæle lillemor eller sig selv på andre områder.

Testsetup og indledende betragtninger. Nuvel til anmeldelsen. Jeg har testet SmartWi med en HTPC (Vista Ultimate) med 2 stk FloppyDTV DVB-C tunere fra Digital Everywhere, samt Telia Stofa’s Digitale Spejl. Stofa bruger det ikke så udbredte Irdeto krypteringssystem, hvilket er forskelligt fra f.eks. TDC der bruger Viaaccess. Ifølge producenten virker SmartWi, med begge systemer, og der er desuden support for en lang række andre krypteringssystemer ditto. Herunder diverse Satellitoperatøres systemer. SmartWi er altså ikke begrænset til DVB-C på kabeltv, men virker til de fleste krypterede DVB-systemer, herunder C, S og T. På forhånd var der lidt skepsis vedrørende SmartWi, dersom det ikke havde mig muligt, at finde reelle anmeldelser online og ej heller egentlige bekræftelser på, om produktet ville virke i mit setup med Stofa. Jeg ringede derfor til parabolspecialisten, hvor ejeren selv,


SmartWi gør det muligt, at dele signalet fra abonnement-kortet op og trådløst fordele det til slave-enheder, rundt om i huset.


venligt, forklarede/forsikrede mig om, at SmartWi ville virke med Stofa/Irdeto. Efter samtalen gik jeg for en sikkerheds skyld, en tur ind på SmartWi’s hjemmeside, hvor jeg konstaterede at der til med var et rigtigt fornuftigt forum, hvor SmartWi’s ”forum-administratorer” jævnligt deltog i løsningen af deres kunders problemer med produktet (dette kunne mange hardware producenter lære meget af). Med de trods alt gode forudsætninger til stede, var der ingen betænkningstid og SmartWi blev bestilt, og ankom efterfølgende dag med pakkeposten.

SmartWi Hardwaren. Pakken jeg fik var utrolig spartansk og ligeledes var den medfølgende manual. Indholdet omfattede 1 stk. SmartCard Master (Kortlæser til abonnementskort), 1 stk. Strømforsyning til Master, 3 stk. Smartcards med wireless moduler (Klienter til masteren) og 1 stk. Quick Guide. Masterboksen. Masterenheden i SmartWI er fysisk lidt større end en tændstikæske og er udstyret med et slot til smartcards, samt en diode der blinker afhængigt af hvad man er i gang med. Enheden er ifølge specifikationerne udstyret med en trådløs transciever og er udover det udstyret men en USB-B port som dels kan bruges til at strømføde enheden fra en pc, og dels kan bruges til firmware opdateringer. Endeligt kan USB-B porten bruges til at strømføde enheden via den medfølgende strømforsyning. Strømforsyningen. Den medfølgende strømforsyning, er en smule ukurant i den forstand, at der er en lysnets 220 volts AC >5 volts DC transformer i den ene ende og et USB-B stik i den anden ende. Dette gjorde at jeg stoppede op for at tænke. Kan enheden bare tilkobles pc’ens usbport og så få strøm denne vej? I så fald, hvorfor medfølger der så ikke et usb-kabel? Det fremgik ikke klart af den medfølgende manual om dette var muligt, men kun at opdatering af firmware er muligt via USB. Efter lidt søgen på SmartWi’s hjemmeside kunne jeg dog konstatere at SmartWi masteren sagtens kan tilkobles USB-porten på en PC og bruge denne som strømforsyning i daglig brug. At bruge USB-porten som strømforsyning er dog ikke særligt hensigtsmæssigt, dels fordi


Masterboksen
Klient


at Master-reset, samt klientopsætning foretages ved at frakoble strøm og i øvrigt følge en bestemt procedure. Mister PC’en så strømmen, tror SmartWi-masteren at man er ved at lave et nyt setup, eller man er ved at resette den. Dertil kommer at standalone dekoderbokse jo stort set aldrig har USB-tilslutning. Så grunden til at et USB-kabel ikke medfølger skal nok findes her. Dog alligevel lidt trælst dersom at firmwareopdateringer kan være nødvendige og et USB-kabel koster ekstra. SmartWi Klienterne. SmartWi klienterne, der medfølger i pakken ligner almindeligt PCB (Print Circuit Board) og er derudover lidt længere end et standart smartcard. Grunden til at SmartWi klienterne er længere end standard smartcards skal findes i, at der sidder en trådløs transciever i enden, der skal stå for kommunikationen med masterenheden. Selve klientkortet trækker strøm til den trådløse kommunikation fra det cam-modul klienten sidder i. Ellers er der ikke så meget at sige om denne enhed, udover at det længden og farven til trods, ligner et almindeligt smartcard med synlig chip.





Her ses SmartWi-masteren monteret i et Antec – NSK2400 kabinet. Jeg har selv skåret et hul i en af plastiklågene i et 5 ¼ bay med en hobbykniv og limet SmartWi masteren bagpå med en limpistol. Således kan kortet bare sættes direkte i computeren, og man er fri for alle mulige eksterne enheder der ligger og flyder.
Indledende foranstaltninger – Installering af firmware. Jeg havde, via mine indledende undersøgelser erfaret, at SmartWi kommer fra fabrikken med firmware beregnet til ViaAccess og at en firmware opdatering ville være nødvendig, såfremt at jeg ville anvende den til at replikere Irdeto-smartcards som Stofa jo bruger. Derfor tilsluttede jeg masteren til PC’en via et USB-kabel som jeg havde liggende. Derefter måtte jeg igen ind på SmartWi’s hjemmeside for at finde en driver til masterenheden. Det ville havde været rart med en driver-cd, men da det ikke kunne være anderledes installerede jeg den downloadede driver og installere derpå den (s)eneste Irdeto firmware som SmartWi tilbød på deres hjemmeside. Installationen af denne foregik næsten smertefrit. Dog skal det siges at driveren til smartcardlæseren er designet til Windows 2000 og Windows XP og tilsyneladende IKKE virker med Windows Vista. Da min installation jo var med Vista blev jeg lettere irriteret over dette, da jeg således tilsyneladende skulle til at opdatere fra min bærbare XP box, idet device manager ikke kunne initialisere driveren. Jeg prøvede dog først manuelt at initialisere driveren i device manager, og det virkede rent faktisk. Godt nok gav device manager fejl efter hver genstart. Men da jeg kun skulle lave én firmwareopdatering, og så efterfølgende have enheden til at køre uafhængigt af computeren anså jeg dette for at være lige meget.. Jeg noterede mig dog ,at skulle enheden trække permanent strøm fra en Vista PC via USB-port ville dette være et problem. Det lykkedes mig altså at få opdateret firmwaren på Vista. Dog var der det lille men: Nemlig at Irdeto-kryptering og Viaaccess åbenbart har en række protokoller, der bruges til den egentlige kommunikation imellem et kort og en given kortlæser. I Stofas manual stod der at deres system brugte ”T16” (Level 16 Multiplexed Telephone Signal). Dette gav betragtelige mængder koldsved på min pande, da jeg potentielt havde overset en vigtig detalje. Irdeto-firmwaren på SmartWi’s hjemmeside virkede nemlig efter sigende kun med ”T1” (Level 1 Multiplexed Telephone Signal). protokollen. Heldigvis havde jeg jo min 14 dages returret, og besluttede mig derfor at fortsætte, i håb om at dette var ligegyldigt. Opsætning af SmartWi Master + Klienter. I den sparsomme i manual står der at man skal tilslutte strøm til masteren og derefter isætte ” SmartWi klienterne” 5 sekunder ad gangen én efter én. Således vil klienterne få en ip-adresse fra masteren og man skulle dernæst være klar til at sætte sit Stofakort i masteren og være oppe at køre. Her trådte jeg forkert, idet jeg læste dette som om at man skulle sætte ” SmartWi klienterne” i de kortlæsere som de skulle fungere i, én efter én. At der ingen illustrationer var i den medfølgende manual, gjorde faktisk at jeg faktisk brugte en del tid på troubleshooting, da mine antagelser ikke var rigtige. Heldigvis fandtes der en manual med billeder på SmartWi’s hjemmeside, som forklarede det nu åbenlyse - klienterne skulle i masteren én efter én. Lidt irriterende at de ikke sender den manual med illustrationer med selve produktet, og man selv skal ind og lede på deres hjemmeside (hvis man nu er fatsvag som jeg, og er vant til at stå op når Mickey Mouse står med armene på en bestemt måde på mit vækkeur). Den illustrerede manual kan ses her. Efter jeg havde gjort som forskrevet i den illustrerede manual, satte jeg således Stofa kortet i masteren og SmartWi klienterne i hver af mine to Irdetocams. Herefter valgte jeg, for at undgå yderligere fejlkilder, at installere FloppyDTV’s CAM-software for at tjekke om der var kort tilstede i mine FloppyDTV-tunere. Ganske rigtigt, kortlæserne læste fra SmartWi klienterne som var de det originale Stofakort. Derpå kunne jeg gå videre til min MCE-installation, der ligeledes virkede fuldstændigt perfekt (med de begrænsninger som FloppyDTV + MCE nu engang har med DVB-C). Der var slet ingen problemer med at vise to forskellige krypterede kanaler samtidigt (dvs. jeg optog på en tuner og så Live TV på den anden med et tilfredsstillende resultat.) Således løste SmartWi altså den opgave som den er designet til og kunne dermed betegnes som en succes. Der var ej heller problemer med T1 og T16 protokollerne, som jeg havde frygtet. Hvorvidt der kan opstå problemer med disse protokoller på ViaAccess eller andre systemer kan jeg desværre ikke give nogen melding om, da jeg kun har haft mulighed for at teste på Stofa med Irdeto. Konklusion. Mit møde med SmartWi har været overvejende positivt. Jeg kan godt se perspektivet i at distributionen af smartcard-data foregår trådløst, selvom dette også har sine begrænsninger. Desværre har jeg ikke intensivt testet den trådløse stabilitet og kan derfor ikke konkludere på noget vedrørende trådløs rækkevidde og trådløs stabilitet. Dette er selvfølgelig en åbenlys mangel ved denne test. Dog kan jeg sige, at den trådløse kommunikation ikke synes påvirkelig overfor almindelig elektronisk interferens, dersom HTPC’en i testsetup’et stod i et skab med både trådløs router, Z-wave transciever, trådløs B&O-telefon og IR-transciever. Den generelle stabilitet på SmartWi må desuden siges at være i top. Det har nu kørt fejlfrit i 14 dage uden form for fejlrettelser (dvs. ingen resets, ingen kort ind-ud operationer). Det skal siges at jeg også har prøvet at tage strømmen til og fra for at se om masteren ”husker” klienterne. Her er min erfaring at det gør den for det meste. Der dog en tendens til at er strømmen væk i længere tid, kan det ske at klienterne ikke modtager data korrekt fra masteren. Jeg anbefaler derfor at man IKKE bruger USB-porten fra ens PC til at strømføde SmartWi’en, og i stedet holder strøm på den konstant, via den medfølgende strømforsyning. Grundlæggende løses den opgave, som dette produkt har til hensigt at adressere, til topkarakter og SmartWi kan derfor varmt anbefales. Alene udsigten til at kunne se flere forskellige digitale programmer samtidigt i husstanden på samme smartcard gør at SmartWi ikke er til at komme uden om. De små kr. 1.300,- som SmartWi koster er hurtigt tjent ind. At produktet så tilmed ifølge mine erfaringer er et såkaldt ”install and forget” produkt, gør samtidig SmartWi endnu mere anbefalelsesværdigt. Dertil kommer at det faktisk er muligt at købe yderligere Smartcardklienter til SmartWi (helt op til 7), hvilket skulle kunne tilfredsstille de flestes behov. At SmartWi både virker med standalone dekoderbokse og HTPC gør at fleksibiliteten er i top og de potentielle kunder er mange. Jeg har dog et ønske om at dokumentationen på opsætning osv. bliver forbedret. Dernæst er manglen på et USB-kabel et stort minus da det kan være en tvingene nødvendighed at opgradere sin firmware. Derudover lades driversupport til Vista tilbage at ønske.

Positivt:
Pris vs. potentiel besparelse.
Virker både med Standalone dekoderbokse og HTPC.
Virker både til DVB-C, DVB-S og DVB-T (afhængigt af om krypteringsform er understøttet jvf. specifikationer).
Virker både med TDC og Stofa.
Trådløst.
Firmware opdateringer via USB.
God online support.
Kan udvides med yderligere ”smartcardklienter” (7 i alt).

Negativt:
Sparsom dokumentation, og elendigt engelsk i manualen.
Understøtter ikke alle former for kryptering.
Har efter sigende problemer med tovejs kommunikation (bruges dog ikke af TDC/Stofa).
Ingen USB-kabel.
Ingen medfølgende drivere.
Ingen Vista support til firmwareopdateringer.



Tekniske specifikationer:
Funktion: Kortreplikator via Wireless.
Model: Wireless SmartWi .
Trådløs Frekvens: 868-965mhz.
Trådløs rækkevidde: ca. 15m.
Maximale kanaler Samtidigt: 4.


Maximale antal klienter: 7 (5 Aktive).
Strømforbrug: Master 100ma, klienter 50ma.
Firmware: Opgradering mulig via USB.
Kryptering understøttet: Viaccess, Conax, Irdeto, Cryptoworks, Nagra.
Pris: Kr. 1.290,-



Producent: SmartWi Denmark Aabenraavej 1 6340 Kruså Tlf.: 70 26 00 31 Web: www.smartwi.net

Forhandler: Parabol Specialist Roskildevej 148b 2500 Valby Tlf.: 38 71 62 63 Mail: salg@parabolspecialist.dk Web: www.parabolspecialist.dk


Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.