Vienna Acoustics Haydn Grand

Af: Af: Kim Olsen - 18/11-2007

Lille, kompakt og billig tak.

Østrigske Vienna Acoustics er nok mest kendt for deres gulvhøjttalere med sidevendt bas, men de laver faktisk også en ganske konventionel standerhøjttalerhøjttaler. Når man først ligger øjne på Vienna Acoustics Haydn, så er det underligt nok dens finish man først ligger mærke til, på trods af at den frontmonterede basrefleksport bag diskanten egentligt er det der vækker den største undren. Testeksemplaret var i lys bøg, og jeg må sige at det er et virkeligt lækkert finerarbejde der er udført ud over MDF kabinettet. For selvom at det er ganske flot udført med at fineren spejler hinanden, så var det mere finerfejl jeg var mistænksom overfor, men på trods af at det er blandt de billigste af Vienna Accoustics produkter var fineren fuldstændigt fejlfri. Selve højttaleren er en ganske traditionel tovejs højttaler der dog adskiller sig fra andre Vienna modeller ved at have en frontmonteret basrefleksport. Diskanten er en 1” silkdome monteret i en massiv frontplade der skærer sig ned i basrefleksportens udmundende flare, der samtidigt gør det ud for bagkammer til diskanten. Personligt kan jeg faktisk godt lige denne konstruktion, luften fra porten er aldrig et irritationsmoment, og selv ved høje lydtryk er der minimal hørbar støj fra selve porten. Det ser lidt spøjst ud, men rent lyttemæssigt er der intet i vejen med det. Basmellemtoneenheden er af Viennas sædvanlige gennemsigtige polypropylene type i en 6” udgave af X3P udgaven, der har direkte udsyn til det støbte chassis inde bag ved. Bagpladen der huser delefilteret fremstår flot og æstetisk, men rummer samtidigt min eneste anke med det udvendige: Terminalerne. De er simpelthen for små, og uanset om man vælger rå kabel eller banan er det med meget møje og besvær at man får tingene sat sammen, men dette er så også det eneste punkt hvor man kan mærke at Haydn er rettet imod et billigere markedssegment end Viennas normale gulvmodeller retter sig imod. Enhederne er desuden magnetisk afskærmede til dem der synes at de vil have lidt utraditionelle højttalere til computeren eller deres fladskærm. Og strøm på. Haydn er et rart bekendtskab rent praktisk, de er nemme at stille op og integrere i rummet, den frontvendte basport burde gøre det muligt at have dem tæt oppe ad en væg eller gemmer dem i en reol, selv valgte jeg dog at have dem relativt frigjort på standere. Når man bare sidder og hyggelytter, så er et flot og fast stereo perspektiv det der mest træder i karakter. Der er ikke så meget slinger i valsen hvad det angår, og det var jeg faktisk lidt overrasket over at man trods alt kan få så præcist et stereo perspektiv nede i prisklassen under 10.000 kroner. Bevares, det findes også på mange små monitors til studiebrug, men til hifi brug er det som oftes en sjældenhed medmindre man betaler for det. Diskanten spiller ligeledes bedre end forventet, og på Queens ”Save Me” er udklingningerne fra både piano, guitar og bækkener ganske fornuftigt gengivet En lettere kompression gør at diskanten aldrig ubehagelig at lytte til, uden at det som sådan ødelægger gengivelsen, men hvis man vil have Haydn Grand til at være neutral på en ubehagelig måde er eneste løsning at man kun spiller en tidlig AC/DC plade som f.eks. High Voltage. Der er sjovt nok ikke rigtigt den store portstøj at spore, portstøjen er til stede når der skrues op, men udgør aldrig et hørbart irritationsmoment. Mellemtonen gør ikke pokkers meget væsen af sig, den forsvinder lidt når der kommer gang i musikken, den kunne godt have været en smule mere fremtrædende. Selvom den isoleret set spiller ok uden at imponere, detaljer og dynamik er på et acceptabelt niveau, så savner jeg lidt mere overskud og headroom. Mellemtonen kan som sagt til tider lyde en smule presset når der kommer tryk på, og man sidder og føler at meget af den information der mangler forsvinder i kompression. Det store minus er bassen. Haydn har en lettere oppustet og buldrende bund som lidt ødelægger en ellers ok bas gengivelse, selv benyttet med en forstærker med aktiv EMF returvej foretager Haydn disse små underlige krumspring, der mest lader lytteren sidde tilbage med et indtryk af at højttaleren spiller langt over evne. De fine nuancer forsvinder fra en halvmudret bund lige så snart der virkeligt skrues op, men selv ved lavt lytte niveau kan det godt præge gengivelsen for kraftigt. Det er synd, for bassen er ellers ganske god, om end den saver detaljer og dynamik. Overordnet set er lyden er fint hurtig og med en pæn markering af det enkelte instrument. Bunden er som maven på en sumobryder, stor rund blød og fyldig, og den pumpede bas giver en lettere kasse lyd. Lyden fremstår derfor en smule lukket men spiller på trods heraf relativt ubesværet. Højttalerne formår på en eller anden måde at gøre det nemmere at følge melodien og det det drive der er i musikken, selv den mest tonedøve vil kunne høre ændringer af rytmen i musikken med disse højttalere. Om det er den overdrevne bas eller mellemtonens tilbagetrukkethed der letter melodigangen må være op til den enkelte at afgøre. Jeg var bestemt meget utilfreds med bade mellemtone og bas. Se, her kunne testen have været endt, Vienna havde fået dårlig kritik, og jeg kunne have forsat med andet grej. I stedet valgte jeg at undersøge hvorfor det lød så dårligt. Da jeg læste specifikationerne slog det mig at man tvang højttaleren til at spille ned til 42 Hz. Den sidste højttaler jeg har hørt der rent faktisk kunne det var udstyret med en kraftig 12” enhed og så var de 40 Hz endda omkring en -6 db hvis det ikke var mere. Ikke videre videnskabeligt, men ejerskab af højttalere med små basenheder har før lært mig at producenter ikke altid respektere deres egne enheders naturlige grænser. Alternativet er at… Så hvad gør man så? Man vælger at snyde højttaleren. Som sagt så gjort, jeg valgte at snyde højttaleren, og koble et aktivt delefilter ind således at den stakkels 6” enhed ikke længere blev tvunget til at spille langt ud over sine egen mekaniske grænse, men nu fik lov at slippe med at spille ned til 70hz i stedet. Indtil da havde jeg med gru set hvordan den maksimale vandring konstant blev opnået, og det mindede mig alt for meget om førnævnte ejerskab af højttalere med 4 små basenheder per højttaler. Resultatet var en langt mere harmonisk lyd, bassen er stadigt en smule ulden, men langt mere fast og præcis, samtidigt spiller mellemtone området langt mere frit og åbent, og højttaleren fik en hel del mere liv efter det lille indgreb. Lilletrommeanslag var nu passende markerede og ikke i nærheden af den kompression de ellers havde været udsat for, samtidigt var der nu pludseligt et passende rum og efterklang ved det enkelte instrument. Spiller man Dizzy Mizz Lizzy med jævne mellemrum kan dette lille indgreb absolut anbefales. Michael Jacksons Billie Jean viste sig pludseligt at have både drive og en kontant rytme. Klangen er stadigt en tand for rund og blød til min smag, men på den anden side er der også grænser for hvad man kan forlange af et produkt i den prisklasse. Diskanten burde man dog kunne forbedre en smule, det kan altså ikke nytte noget at Lækre Jens fra Red Warszawa bare synger grimt, når hans vokal skal ose af total mangel på sangtalent piftet op med en stemme der er rusten efter lidt for mange liter kirsebærbrændevin. Efter en del a/b testning med aktiv deling, er min konklusion at der er store muligheder for at forbedre Haydn via filteret, man kunne dele højere oppe og have en stejlere afrulning i bunden for bassen, for på den måde at undgå at pine enheden. Afslutningsvis Man kan mene om lyden hvad man vil, at den farver og er for rund blød og fyldig. Men på trods af det mener jeg stadigt at den er ganske fornuftig når man tager byggekvalitet, pris og ikke mindst konkurrenterne i prisklassen i betragtning. Men Vienna burde overveje et minimalt indgreb og ændre filteret, for det løfter virkeligt højttaleren til et sted hvor den kan yde sit maksimale. Den lettere kompression i diskanten kombineret med en bas der bliver tvunget til at spille en smule dybere end den egentlig er beregnet til, giver en meget behagelig og varm gengivelse, der på ingen måde overdriver brugen af mellemtone. Højttaleren og Komponisten Haydn har i hvert fald en ting til fælles, lyden kan ikke generer nogen, den er letflydende, hvilket også gør at den kan være for let og anonym til nogle. Det er en ganske udmærket standerhøjttaler i prisklassen under 10.000, men som ved komponisten Haydn foretrækker jeg noget i den tungere ende. Vienna Accoustics Haydn er ikke fejlfri, men prisen taget i betragtning kan man ikke brokke sig specielt meget. Specifikationer:
Diskant: 1" Silk Dome
Bas/mellemtone: 6" X3P Transparent Cone
Bas System: Bass Reflex, Front Ported
Impedance: 4 ohm
Frekvensgang: 42Hz - 20kHz
Følsomhed: 89dB
Vægt: 22 kg per sæt
Dimensioner: 174 x 361 x 265 mm Pris: 8500 kr. per sæt, lejlighedsvis set til 7500 kr. per sæt. Udstyr benyttet ved testen:
Pre: Crown M28
Effekt: Crown Studio Reference II/ CE4000 / CTS3000
CD transport: Cayin Cd-252
DAC: Creative Elite Pro I/O Konsol
Lydkort: Creative X-fi Elite Pro
Højttalere: JBL LSR 6332
Subwoofer: 21” DIY
Kabler: TMC og Audioquest For yderligere information, kontakt: VassagoHIFI Klostervej 23K 5000 Odense C Tlf.: 66 14 14 27 og 22 27 91 68 Mail: rail@pc.dk Web: www.vassagohifi.com