Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Besøg hos Interceptor Audio og Martin Logan ESL 15A demo

Udover en spændende Martin Logan Elektrostatdemo så fik vi også historien om en af landets mest fokuserede importører - samt en masse billeder af vintage pladespillere.

Lad os starte med den mere simple del, nemlig demoen:

Martin Logan ESL er en stor Martin Logan elektrostathøjttaler. Højttaleren, som i virkeligheden har det lidt længere navn RENAISSANCE ESL 15A var i dagens anledning koblet op med den for Interceptor så klassiske elektronik, M700u effekttrin fra Luxman og den matchende C700u forforstærker samt en DA-06 DAC. Den analoge del af anlægget kommer vil til senere når vi fortæller lidt om virksomheden som helhed, for den er lige så omfattende som pladesamlingen der hører til.

 





 

ESL er lillebror til mastodonten Neolith. Heldigvis har Martin Logan regnet ud at det nok ikke er alle der har plads til transportkasser på størrelse med en stationcar, eller mulighed for en udskrivning der svarer til en mindre andelslejlighed i København, så man har derfor valgt at lave en lillebror hvor målet er næsten samme lyd, men i mindre format både fysisk og prismæssigt.

ESL 15A er noget mere medgørlig end sin kæmpe-bror, 34 cm i bredden, og "kun" 117 cm høj. Panelet er nyeste udgave af Martin Logans nyeste Xstat panel og tilhørende Airframe ramme i aluminium, de meget marketingsorienterede ord betyder på godt dansk at rammen er ekstremt stiv, og panelet er særdeles modstandsdygtig over for fysisk påvirkning, mens der samtidigt er maksimeret både overfladeareal og lydmæssigt potentiale.






Basdelen er i modsætning til Neolith aktiv, og hver af de to 12" enheder har således sin egen 500 watt klasse D forstærker, og det har man så kombineret med ARC rumkorrektion som er lånt fra Anthem, mens der bruges en Vojtko DSP til at styre herlighederne.

Prisen er stadig til at tage og føle på, 230.000 for et sæt. Men vi er stadig på under 1/3 af den passive Neolith, så udover en væsentligt mindre pris, så kan man også slippe afsted med et langt større udvalg af egnede forstærkere.

Og nu kommer det spændende, hvordan lyder de så?

Det mest enkle svar er at læse vores Neolith demo artikel her: http://nerds.dk/article/?aid=329 og efterfølgende skalere alt ca. 10% ned. 



 

 

 Der er en imponerende transientvillighed, transperans og homogenitet i det dybe lydbillede.
ESL 15A gør Neolith kunsten efter på rigtigt mange af de positive punkter, på trods af en voldsomt reduceret pris, størrelse og krav til øvrige udstyr. Der kan leveres et voldsomt lydtryk selv i halvstore lokaler, der er dynamik, en uforvrænget og klar lyd der endda præsterer en realistisk lilletromme gengivelse. I denne skribents optik havde et mere retvisende navn været Neolith-mini, men det klinger nok ikke så godt i salgsafdelingen.

Baseret på den korte demo med en masse velkendt musik må det dog også konstateres at ESL 15A nok for mange elektrostatfans bliver den højest opnåelige model, og man kan håbe at mindre modeller vil følge systemet med at tilbyde Neolith-lignende lyd i mindre format, det vil utvivlsomt bane vejen for nye stamkunder hos Martin Logan.






Og så til artiklens anden del, og det egentlige formål med dagen, at få et nærmere kendskab til Interceptor Audio.

Bag butikken står Jesper Johannesen. Som mange andre startede han ungt og ambitiøst, men har i modsætning til mange andre formået at både producere og sælge egne højttalere i et omfang så det blev en forretning. Jespers karriere i denne brogede branche starter i Audioscan i 1984, hvor han er med til at starte den op, og tog ham også en tur til Hifi Kompagniet sammen med Poul Rossing. Det var her man havde gode danske mærker, såvel som mere eksotiske japanske ting, og ikke mindst finder Jesper Johannesens første møde med Luxman elektronik og Kiseki pickup’er sted, “Jeg lånte en Blue Goldspot med hjem - og var solgt på stedet”.

Som mange andre var han også en kort tur forbi Hifiklubben inden at han fik en tur i Kenwood Hifi Center såvel som Fredgaard, og endda en overgang sad som anmelder på hedengangne Hifi & Elektronik.





I midten af halvfemserne bliver Jesper Johannesen involveret i sine forældres forretning hvor man laver økologisk saft, det gav også mulighed for at rode med sine egne højttalere, Interceptor. Højttaleren blev designet til at være ekstremt impedans og faseliær, men på trods af efterspørgsel og godt salg i både Danmark og Norge, så måtte man konstatere at en mand ikke kan agerer højttalerfabrik, upåagtet hvor mange timer der arbejdes i døgnet.

Tingene ændrede sig i 1997, Interceptor højttalerne sælges nu også i Tyskland, og ved en ren tilfældighed læser Jesper Johannesen en artikel i et tysk hifiblad om det kinesiske mærke Spark der kan levere forstærkere, også med rør, til en billig penge i høj kvalitet. En håndskrevet fax bliver sendt afsted til den tyske importør, der samtidigt også er distributør af Interceptor højttalere i Tyskland, og den første sending Spark forstærkere lander senere i Danmark.

Interceptor programmet blev udvidet med en studiomonitor, og sammen med Spark forstærkerne, og især deres mærke Cayin, deltager man på den første Hifi & Surround messe i København. Det giver et fornuftigt afsæt, og der sælges hurtigt mere og mere af alle de ting som Jesper ikke selv laver, især Cayin.
I 2004 kommer beslutningen der dybest set har været længe undervejs, egenproduktionen indstilles, og der satses fuldt ud på at leve af distribution. Navnet ændres også til Interceptor Audio for at signalerer at det er andet end bare en enkelt højttaler der kan præsteres.







2004 er også året hvor en af Interceptors mere ikoniske argenturer kommer til;
Martin Logan havde på det tidspunkt ikke haft en dansk distributør i syv år, og med lidt hjælp fra Bo Christensen fra BOW Technologies fandt de en ny, nemlig Interceptor Audio.

Elektrostater er dog en lidt anderledes ting for mange, og mens at de landfaste danskere var åbne overfor ideen om noget andet end klassiske dynamiske enheder, så var beboerne i hovedstaden noget længere om at tage elektrostatprincippet til sig igen, og kom reelt først med på vognen på samme tid som Interceptor havde overtaget al distribution af Cayin i Norden.

Året inden havde man fået agenturet på svenske Bladelius. Ayre kom også til i 2004, mens at Anthem Paradigm først kom til efter finanskrisen i 2010. Der er altså tale om ganske stabile aftaler og distributioner, og fire år senere kommer de sidste argenturer til, nemlig Prima Luna rørforstærkere, Luxman og Kiseki, gammel kærlighed dør aldrig kan man vist rolig sige.

Det skal måske tilføjes at Interceptor Audio også er Paradigm Importør.








Det finurlige ved Intercepotor og Jesper Johannesen er dog at interessen for nyt grej må vige pladsen. På trods af at der kun forhandles nyt grej, så er Jesper Johannesen som privatmenneske lidt af en vintage-nørd, måske konen vil kalde det samlermani, men her finder man en ganske imponerende samling af vintage grej, ikke mindst pladespillere.

Af de mere seværdige ting der også kan ses på billederne kan nævnes Kenwood L07m monoblokke og L-07c forforstærker, og ditto LS1800 højttaler. En Akai GX-747 spolebåndoptager er der også blevet plads til, men det er dog pladespillerne, eks.
Luxman PD171A, Kenwood L-07D, Luxman PD 350, PD310, en enkelt model fra Thorens, en Luxman EQ 500 RIAA og en Luxman L-305 forstærker. Ikke overraskende bestod demoanlægget så også i dagens anledning, udover ESL 15A, af en Luxman D-06 CD-afspiller, en Martin Logan Sub BS210, og så Bladelius Embla og Ymer der dog ikke var sat til.

Rummet minder i øvrigt mest af alt om en hi-fi forretning, sjovt nok, og der står både Martin Logan Montis og Elextromotion X fremme også. I det hele taget er det en sjov blanding af gammelt og nyt, og der er ingen tvivl om at man kan få mulighed for at hører mange forskellige kombinationer i dette dejligt højloftede rum.

Det var en længere session, man måtte jo naturligvis spille sig igennem en grundig omgang med ESL 15A til denne artikel, men så gik der lidt vinylnørd i den, og de mange pladespillere kom også i sving. Nogle gange har folk svært ved at styre deres passion for musik og det helt rigtige grej, hvis Jesper Johannesen ikke udviser det med sin samling, så gør han det i hvert fald når talen kommer på at afspille plader.





Nu skal det heller ikke være rørstrømsk det hele, når man snakker om det, så er det tydeligt at der er tale om en klar ide og plan med forretningen, og at man har en klar strategi med produkter og sammensætning og ikke mindst lyden. Det er også tydeligt at man har en klar mening om hvad der er godt og skidt, både med hensyn til. Musik og hifiudstyr, og det er sjældent at møde en importør der i sit produktsortiment kører et så “clean cut” som der her er tale om.

Interceptor Audio har i øvrigt lovet at der vil komme Renaissance 15 demoarrangementer i løbet af året så alle kan få en mulighed for at hører hvad Martin Logan kan når det er bedst - og som stadig er realistisk at kunne betale.

Vi siger tak for en hyggelig eftermiddag, og så må vi lige se hvad dagsprisen på indre organer er så der kan blive råd til sådan et sæt elektrostater.

For yderligere information, kontakt
Interceptor Audio
www.interceptor.dk

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.