Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Gustav Mahler

Alt om musikindspilninger.

Indlægaf Slava » søn feb 03, 2008 13:33

Jeg er frisk nok på en senere gennemgang, hvor vi lister hver vores favorit-indspilninger af hver enkelt symfoni (med en kort begrundelse). Men jeg vil også gerne påpege det spændende ved individuel smag. Min kone kan fx godt lide salte lakridser (a la Super Piratos), hvorimod jeg foretrækker søde, hvilket vist er usædvanligt (folk siger, det burde være omvendt?). Hvad skal vi vælge? Salt eller sød lakrids? Begge dele!

Med hensyn til at gennemgå selve musikken, må jeg nok melde pas; jeg er næppe mand for det, og det ville under alle omstændigheder blive for tidskrævende. Men jeg læser gerne med, hvis andre vil forsøge.

Jeg er enig med SES i at samlede sæt ikke er vejen frem. Der er oftest kun én indspilning i disse komplette sæt, som ikke er overgået - uanset dirigent! Men de samlede sæt er ofte meget billige: Mahlerbokse med fx Tennstedt, Inbal, Bernstein, Bertini og Solti har ofte kunnet købes for 2-300 kr., hvilket i nogle tilfælde er det samme, man skal slippe for bare en enkelt eller to symfonier.
Slava
Entusiastmedlem
 
Indlæg: 279
Tilmeldt: tors jun 28, 2007 06:52

Indlægaf Slava » søn feb 03, 2008 13:34



Så er turen kommet til Soltis Mahler-cyklus på Decca. Alle symfonierne er med Chicago Symphony Orchestra (CSO), men indspillet i flere omgange. Symfonierene 5-8 er analoge optagelser fra 1970-1971, mens de øvrige symfonier er indspillet 1980-1983. På denne boks får vi kun de 9 symfonier. Solti har ganske vist aldrig indspillet 10. symfoni, men man kunne godt have medtaget nogle af de orkestersange, som i sin tid ledsagede de oprindelige Decca-udgivelser af disse symfonier (fx Lieder eines fahrenden Gesellen og Des Knaben Wunderhorn).

Midt i 80'erne var den klassiske musik stadig et forholdsvis nyt bekendtskab for mig, men jeg lyttede med stor fornøjelse til Soltis komplette udgave af Wagners Ring, som virkelig imponerede mig på grund af de tekniske kvaliteter, hvor alle detaljer i musikken fremstod med en tydelighed og brillans, jeg sjældent havde hørt. Det virkede ufatteligt, at den var indspillet ca. 1959-1964! Jeg sætter i øvrigt stadig stor pris på Soltis legendariske Ring, selv om jeg siden er kommet til at holde mere af historiske sæt af Clemens Krauss og Furtwängler, og også lytter med glæde til nyere versioner af fx Boulez (på dvd). Men lad os komme til sagen. I sidste halvdel af 80'erne faldt jeg over en LP med Mahlers 6. symfoni med Solti, og i min søgen efter teknisk spektakulære sager, tænkte jeg, at dette måtte være sagen.



Ganske rigtigt! Den tunge og omfattende orkesterbesætning i Mahlers sjette - ikke mindst slagtøjssektionen med pauker, bastromme, tam-tam, koklokker, bækkener, triangel, "hammerslag", celeste, xylofom med mere - er rent guf for Solti, som bringer hver eneste orkesterstemme helt frem i lyset. Og hermed er vi fremme ved det essentielle i Soltis spillemåde, som faktisk er karakteristisk for alle hans Mahler-fortolkninger: Han fokuserer på detaljerne i musikken og bringer dem frem med en uhørt prægnans og styrke, men på bekostning af de store linjer i musikken. Hos Solti bliver der spillet demonstrativt på en "udvendig" måde, hvis man kan sige det sådan, mens musikken hos fx Bernstein, som jo også kan være demonstrativ, snarere fornemmes som en "indvendig" fortolkning. Sådan opfatter jeg det i hvert fald.

Den 6. symfoni er vel det bedste sted at vise eksempler på Soltis spillemåde, selv om man finder lignende træk i alle symfonierne. Lyt fx til de sidste 2 minutter af førstesatsen: Der bliver virkelig banket igennem på det knastørre slagtøj, som gnitrer som piskesmæld (fx efter et klimaks ca. 19:54)! Samtidig bliver alle andre instrumenter også fremhævet, fx dybe strygere og messing. Bernstein og Kubelik holder sig i sammenligning med Solti pænt i ro i den samme passage med meget blødere spil. Når andensatsen starter, sker det igen hos Solti med et kæmpesmæld, hvor både Bernstein og Kubelik vælger en mere tilbageholdende tilgang. Endelig bliver finalen hos Solti spillet som det ultimative stykke demo-musik skabt for at imponere: Alle stemmer bliver bragt helt frem, fx nogle harpe-glissandi (fra ca. 12:50). De store klimaks i finalen (ca. 11:54 og 16:00, samt mange gange mod slutningen) er ekstremt voldsomme, og gennem stort set hele satsen bliver der banket løs på samtlige slagtøjsinstrumenter, så man tror, det er løgn!

Denne LP har imponeret mange venner gennem de seneste 20 år, men jeg vil godt indrømme, at denne måde at spille Mahler på ikke tiltaler mig på samme måde nu som dengang jeg fik pladen. Jeg foretrækker i dag et mere sammenhængende og "sangbart" spil med fokus på helheden fremfor detaljen. Og Soltis sæt er nok det, der har mindst berettigelse i min samling. Den eneste symfoni i dette sæt, som virkelig er i top-klasse, er 8. symfoni, som efterhånden er en klassiker i kataloget. Specielt anden del (poco adagio) begynder med en tilbagelænet ro, som er sjælden hos Solti. Og sangerne er sublime! 8. symfoni er også udgivet af Decca i en 24 bit/96 khz remaster - der er tale om samme indspilning, men jeg ved ikke, om det er samme remaster som på dette sæt (sikkert ikke). Flere andre af symfonierne lader sig høre, bevares, det er ikke alle, som er lige så udpræget demonstrative som 6. symfoni, selv om tendensen er der. Der er for eksempel en fin lyrisk dødsstemning i 9. symfonis finale, hvis man kan kalde det det!

Orkesterspillet er i øvrigt altid fremragende hos Solti, specielt CSO's messingblæsere er fine med knitrende sprød klang, fx fra 13:15 i sidstesatsen af 6. symfoni.

Solti har indspillet enkelte af Mahlers symfonier flere gange; mindst 3 af dem i 60'erne med London Symphony Orchestra. 1. symfoni med LSO fra 1964 har et godt ry, men jeg har ikke hørt den.

Lydteknisk er dette sæt fremragende mht. dynamik - klart bedre end Bernstein og Kubelik, men måske ikke så naturtro i sin meget analytiske orkestergengivelse (orkestergengivelsen er dog bedre end hos Kubelik, hvor stemmernes placering er fejlslagen). Soltis spillemåde går jo også i retning af en tilstræbt analytisk kunstighed, kan man sige. Med det mener jeg, at han demonstrativt forsøger at vise, hvor meget lyd og hvor mange stemmer han kan kalde frem.

Der er lidt tendens til overstyring i de allerkraftigste passager - især på analog-indspilningerne - og i 5. symfonis tredjesats nærmer vi os nok en forvrængning på et par hundrede procent (fx ved 4:50 og 13:51)! Men det er ikke det, der bør skræmme eventuelle købere væk, da indspilningskvaliteten i det store hele er overordentlig fin. Der er en vis imponator-effekt over en del af indspilningerne - ikke mindst finalen af sjette symfoni, som er oplagt demo-materiale - men som sagt på bekostning af naturlighed.
Senest rettet af Slava søn feb 10, 2008 11:55, rettet i alt 1 gang.
Slava
Entusiastmedlem
 
Indlæg: 279
Tilmeldt: tors jun 28, 2007 06:52

Indlægaf Rytmik » søn feb 03, 2008 17:50

Hej Slava
det var en dejlig berigende gennemgang af dine Mahler plader. Det er altid spændende at høre hvad andre lægger mærke til - og vægt på, ved de forskellige fortolkningerne.
Jeg vil ved lejlighed prøve at høre disse plader.

Mvh. Troels
Brugeravatar
Rytmik
Branchemedlem
 
Indlæg: 280
Tilmeldt: søn jan 01, 2006 22:21
Geografisk sted: jylland

Indlægaf Slava » søn feb 10, 2008 11:56



Klaus Tennstedts Mahler-indspilninger på EMI er fra perioden 1977-1986 med London Philharmonic Orchestra. Boksen, som er en lavpris-genudgivelse, og ofte kan findes for omkring 200 kr., indeholder de 9 symfonier og 10. symfonis førstesats (Adagio).

Efter at have hørt Bernstein, Kubelik og Solti i de foregående uger, er mit første indtryk ved Tennstedts versioner, at det går langsomt. Sammenlignet med Kubelik bruger Tennstedt gennemsnitligt 8 min. mere pr. symfoni, og i forhold til Bernstein (Sony) og Solti bruger han 4-5 min. mere pr symfoni. Men det behøver ikke være en dårlig ting. Sjette symfoni varer 87 min. hos Tennstedt mod hhv. 78, 74 og 77 min. i de 3 tidligere anmeldte versioner. Og den store hast i netop 6. symfonis finale har jo været et af mine ankepunkter i de tidligere versioner.

Men Tennstedts tempi nærmer sig af og til det excentriske, fx i "Urlicht" i 2. symfoni, hvor han bruger over 7 min. på en sats, som de øvrige ekspederer på under 5 min.! I øvrigt ligner Tennstedts spillestil Bernsteins en del, idet de begge synes at fremhæve og forstærke nuance- og tempoforskelle i partituret. Tennstedt sætter derfor gerne tempoet ekstra markant i vejret, når det skal gå stærkt, og sænker det gerne en tand mere (end der står i partituret), når det skal gå langsomt. Man kan derfor hos Tennstedt finde en scherzo-sats, hvor det går over stok og sten i et tempo hurtigere end hos nogen anden (4. symfoni), samtidig med at han spiller de langsomste adagioer (fx 10. symfoni). Lige præcis med hensyn til tempi er Tennstedt mere ekstrem end Bernstein på Sony-sættet. Bernstein går dog et skridt videre på flere af symfonierne på de senere indspilninger for DG!

Tennstedt spiller meget dynamisk, men ikke så demonstrativt som Solti. Snarere som Bernstein. Men først og fremmest er Tennstedts versioner præget af en stor alvor. Symfonierne får med deres lange spilletider en stor tyngde under Tennstedts stok. De er ikke så virile og ikke så entusiastisk spillet som hos Bernstein, som også er bedre til at vige væk fra symfoniernes alvor og give et stænk humor, som der også er noget af i denne musik. Men Tennstedts fortolkninger er kompetente - muligvis det af de hidtil omtalte sæt, som vil tiltale flest lyttere - også på grund af den meget fine lyd. Men det er ikke et sæt, som udgør "den gyldne middelvej", da det trods alt har de omtalte karakteristika i udførelsen.



5. Symfoni har jeg haft på vinyl i denne indspilning i over 20 år, og den er rigtig god - klart den bedste 5'er af de 4 versioner, jeg hidtil har omtalt, men ikke så fin som Bernsteins senere DG-udgave. Jeg kan også godt lide 8. symfoni, som ikke er helt så massiv, som den plejer at være, hvilket altså tiltaler mig. Dette er dog noget andre ikke kan lide; 8'eren skal netop være massiv, siger de (med en vis ret, må jeg erkende). Men nevermind. Tredje symfoni er ganske fin, og den niende.

Lydkvaliteten er generelt helt fantastisk, selv om indspilningerne lige som hos Solti er en blanding af både analoge og digitale optagelser (1, 5, 9 og 10 er analoge), og ligeledes også er blevet til over en lang årrække (10 år). Jeg har 5. og 10. på oprindelig analog vinyl (uden digital remastering), og jeg synes, de lyder suverænt - ikke helt så skarpt som cd'erne i denne boks. Men der er også her overstyringsproblemer enkelte steder, fx ved 14:54 i 5'erens sidstesats.
Slava
Entusiastmedlem
 
Indlæg: 279
Tilmeldt: tors jun 28, 2007 06:52

Indlægaf SES. » man feb 11, 2008 21:32

Stadig inspirerende læsning.

De sidste 2 serier er sparsomme i min samling.
Solti med den 8.ende
Tennstedt med 1. og 7.

Solti
har ikke fristet mig til at købe Mahler med ham, men rundomkring har de fået mange roser. Den 5. er reference i Fono Forum som sagtens matcher Gramophone i kompetence. Speakers Corner har også fejret Solti's med en del reisuues på tung vinyl.
Jeg har det også lidt sært med hans 8.ende selvom jeg ved at den er på de fleste top 10 lister over bedste plader ever. Jeg mangler lidt bevægelse/strømning i dette monster af et stykke musik.

Tennstedt:
Mit problem med Tennstedt er at da han begyndte at lave plader meget sent, så jeg havde de fleste værker i flere udgaver i forvejen, så han er altfor sparsomt repræsenteret. Når jeg falder over en af hans Mahler vinyler i pæn udgave til små penge tager jeg dem med hjem med stor fornøjelse. De to jeg har sætter jeg stor pris på.

Denne humanist med de nervøse tyndslidte nerver som en Mahler eller Shostakovich får musikken iklædt et følsomt, humanistisk skær som kan trøste i denne begærlige og selvoptagne tid.  

Denne DVD med 1 og 8 bliver næste Mahler anskaffelse


MAHLER Symphonies Nos. 1 & 8. Chicago Symphony Orchestra, London Philharmonic, Julia Varady, Jane Eaglen, Susan Bullock, Trudliese Schmidt, Jadwiga Rappe, Kenneth Riegel, Eike Wilm Schulte, Hans Sotin, Klaus Tennstedt. EMI 2DVDs

Klaus Tennstedt began his career as leader of the orchestra at the Municipal Theatre in Hallé in 1948 and although an injury to a finger cut short his career as a violinist, he went on to enjoy huge success as a conductor, becoming the principal conductor at the London Philharmonic in 1983.
The London Philharmonic under Tennstedt gives an electric performance of Mahler’s epic 8th Symphony – ‘symphony of a thousand’, captured in all its magnitude live in concert at the Royal Festival Hall.  In addition, the Chicago Symphony Orchestra delivers a classic performance of the all-encompassing 1st Symphony.
Released here on DVD for the very first time, these historically important performances captured in 1991 see two great orchestras under the baton of one of the greatest conductors of the last century in full flow.
mvh. SES.
To listen is an effort, and just to hear is no merit. A duck hears also. Igor Stravinsky
Vi har alle lært at skjule vore fordomme, og vi viser ikke vore forkerte meninger. PO Enquist 1976.
Brugeravatar
SES.
Supermedlem
 
Indlæg: 2578
Tilmeldt: tirs okt 25, 2005 06:58
Geografisk sted: Midtfyn

Indlægaf burning777 » tirs feb 12, 2008 09:31

Meget spændende læsning. Takker mange gange for gennemgangen. Det er en stor hjælp når man skal danne sig et overblik. Er selv dybt inde i Pierre Boulez; Vienna Philharmonic Orchestra 2. symfoni lige for tiden og det er den der bliver dyrket. Men jeg kan se at jeg skal en tur rundt om Bernstein. Vil gerne høre det meget følelsesmæssige og udtryksfulde som Slava siger man finder her.

Kommer du gennem Pierre Boulez på et tidspunkt?
Senest rettet af burning777 tirs feb 12, 2008 10:58, rettet i alt 1 gang.
Venlig hilsen
Rasmus Horn
Brugeravatar
burning777
Branchemedlem
 
Indlæg: 76
Tilmeldt: ons maj 09, 2007 15:34
Geografisk sted: Sunds

Indlægaf Slava » tirs feb 12, 2008 10:36

Jeg har kun 9. symfoni med Boulez (og CSO), men har også hørt nr. 6, som var fantastisk (Wiener Filharmonikerne).

Min opfattelse, som vist også er det generelle indtryk af Boulez' Mahler, er, at han spiller Mahler som en modernist, og ikke som en senromantiker (ikke at der er noget galt med det, jeg prøver blot at beskriver stilen). Boulez er jo selv en af det 20. århundredes mere moderne komponister, og han synes at bringe nogle af de modernistiske træk, der kendes fra hans egen musik frem i Mahlers værker. Jeg tænker her - idet jeg holder mig til 9. symfoni, som jeg har hørt mange gange - på de mange polyfone linier i musikken, de mange stemmer, som ligger lag på lag og antager fugato- eller kanon-lignende former. Hos Boulez bliver musikken til et fint vævet tæppe med klare mønstre; altid ultratransparent!

Hans øre for disse mange selvstændige linier i musikken er vistnok legendarisk (og vistnok også noget man genfinder i hans egne kompositioner). Orkestret - her CSO - spiller forrygende under hans stok.

Men Boulez - i hvert fald i 9. symfoni - er også blandt ydertilfældene af Mahler-fortolkerne med den meget nøgterne stil. Der er altid mange muligheder i Mahler, og udvalget spænder vidt. Meget afhænger af personlig smag mere end af, havad anmelderne og eksperterne mener.  Det er derfor også godt, at SES og andre poster deres opfattelser her. Bliv ved med det! (jeg tror ikke på objektive sandheder inden for musik)

Jeg synes i øvrigt ofte, der kan være meget pedantisk nørderi i klassiske anmeldelser i stil med "denne indspilning duer ikke; der står jo p (piano) i partituret, og han spiller f (forte)!", eller "han spiller accelerando, men der står faktisk crescendo"! Der er selvfølgelig lidt fornuft i den slags udtalelser, men musik handler om meget mere end korrekthed. Jeg har haft en stor klassisk musiksamling i 25 år, og der er indspilninger, jeg aldrig bliver træt af at høre, mens der modsat er mange indspilninger, som jeg aldrig får lyst til at spille igen. Og min opfattelse er ikke altid identisk med eksperternes. Nogle elsker Horowitz, andre kan ikke holde ud at høre ham.
Slava
Entusiastmedlem
 
Indlæg: 279
Tilmeldt: tors jun 28, 2007 06:52

Indlægaf Slava » lør feb 16, 2008 09:07



Selv om jeg i første omgang ville omtale de 7 komplette cd-sæt, jeg ejer, vil denne gang tage en lille afstikker og skrive lidt om et næsten komplet dvd-sæt med Bernard Haitink og Concertgebouw. Det drejer sig om et 4-dvd sæt med Mahler-julekoncerter optaget i perioden 1977-1987. Hvert år den 25. december blev der sendt live Eurovisionskoncerter fra Concertgebouw i Amsterdam. Til at begynde med var det ikke meningen, at det skulle være rene Mahler-programmer, men med Haitinks indsats udviklede det sig efterhånden i den retning. Det begyndte 1977 med første symfoni. I 1978 fulgte Lieder eines fahrenden Gesellen, og i 1981 Des Knaben Wunderhorn. Herefter stod der en Mahler-symfoni på programmet hvert år fra 1982-1987. Da 1987-88 blev Haitinks sidste sæson med Concertgebouw, nåede han desværre ikke at indspille 6. & 8. symfoni i denne koncertrække. Alle de øvrige nævnte værker er dog med på dette sæt (Lieder eines fahrenden Gesellen, Des Knaben Wunderhorn og Symfonierne 1, 2, 3, 4, 5, 7 & 9).

Disse koncerter blev udsendt på dvd af Philips i 2006. Der er tale om en hollandsk udgivelse, som ikke har fået international distribution, og den er derfor ikke så kendt i musikkredse (og nok også svær at skaffe hos de sædvanlige forhandlere, men den kan stadig findes - endda billigt! Men mere om det til sidst). Sættet blev i øvrigt første gang udsendt af Philips i 1999 som en 9 cd-boks (kun audio, forstås) - en boks, som heller aldrig fik international distribution og forlængst er udgået (billedet herunder).



Haitink har indspillet ret mange plader - især under sit lange virke som chefdirigent for Concertgebouw, men også med andre orkestre. Hans repertoire spænder vidt: Fra operaer af Mozart og Wagner via Bruckner og Mahler frem til Shostakovich. Jeg har en del plader med Haitink, men synes sjældent, hans indspilninger rammer det helt ekstraordinære niveau, hvor man kan kalde dem definitive. Men de er næsten altid fine, ofte forgyldt af orkestrets lækre klang, koncertsalens dejlige akustik og fin lydkvalitet fra Philips' eller Deccas teknikere. Blandt mit plade-udvalg med Haitink fungerer han bedst som akkompagnatør i fx klaverkoncerter med Brendel, Ashkenazy eller Perahia (og til dels i Shostakovichs symfonier, hvoraf en del er fremragende). Ellers kan han i mine øjne forekomme lidt anonym og rutinepræget. Jeg har dog aldrig hørt andre af Haitinks Mahler-indspilninger, som der ellers findes en del af! Hans studio-sæt på Philips, som kan købes som samlet boks, er indspillet 1966-1972 (billedet herunder). Siden har han indspillet næsten alle symfonierne igen med Berliner Filharmonikerne (1987-1992), som han også har indspillet 5 af symfonierne med på dvd (1990-1994). Og der findes mange andre ekeltstående Mahler-indspilninger, både live og studio. Haitink er iøvrigt still going strong i modsætning til de fire foregående dirigenter (Bernstein, Kubelik, Solti og Tennstedt), som alle døde i 90'erne.



Men lad os nu gå til sagens kerne: Haitinks julekoncerter på dvd. Dvd-sættets medfølgende hæfte fortæller, at det er almindelig kendt, at Haitink er meget bedre live end på sine studio-indspilninger. Jeg har aldrig hørt Haitink live (bortset fra på dette sæt), og kender ikke nok til hollandsk koncetliv til at kunne bekræfte dette, men jeg tror dog på forfatteren, som sikkert er ekspert på området. Og jeg kan bekræfte, at Haitink ved netop disse Mahlerkoncerter rammer noget magisk! Foran tv-kameraerne og transmitteret live til et publikum på mellem 80 og 100 millioner seere og lyttere(!), bliver disse kolossale og komplekse værker spillet helt uden sikkerhedsnet med enorm risiko. Den musikalske fortolkning er fin på samtlige symfonier, og enkelte er helt fremragende. Specielt den niende symfoni stikker frem i en forrygende og intens fortolkning, som er bedre end både Bernsteins, Kubeliks, Soltis og Tennstedts udgaver (og såmænd også bedre end Boulez)! Denne koncert, som er fra 1987, blev jo Haitinks sidste af disse julekoncerter med Concertgebouw, hvilket han på daværende tidspunkt godt var klar over. Da symfoniens sidste toner langsomt døde ud efter den meget langsomme adagio, lod han derfor demonstrativt taktstokken falde ned på gulvet for ligesom at demonstrere, at det nu var slut. Det var en meget følelsesladet afsked efter en fabelagtig 29 min. lang sidstesats!

På de tidligere sæt, jeg har omtalt, har jeg forsøgt at karakterisere hvilken stil, dirigenten benytter sig af. Det er meget sværere  entydigt at finde en fællesnævner på disse live-optagelser, da Haitink synes at lade sig inspirere af øjeblikket og bare flyde med. Det er musik skabt i nuet. Men hvis jeg skal forsøge at beskrive stilen, kommer jeg det næppe nærmere, end at den stilmæssigt ligger et sted imellem Bernstein, Kubelik og Tennstedt - uden at gå så langt til yderligheder som nogen af de nævnte (på nær i niende symfoni).

Et meget fint plus ved disse optagelser er Concertgebouw-orkestret, som har haft status som Europas førende Mahler-orkester. Deres Mahler-histoie går helt tilbage til Mahlers tid, hvor han selv dirigerede 6 af sine symfonier med orkestret. Herefter har Mengelberg ført Mahler-traditionen videre - en tradition han kunne tage med over til New York med sit arbejde dér. Det nævnes i dvd-hæftet, at Concertgebouw orkestret har spillet Mahler live ca. 300 gange, hvilket er ret imponerende og næppe overgået af noget europæisk orkester. New York Filharmonikerne overgår godt nok Concertgebouw med mellem 500 og 1000 Mahlerkoncerter de seneste 100 år (!), men man må til gengæld indrømme, at Concertgebouw er et bedre orkester. Og så nyder man også godt af den gode akustik i Concertgebouws store sal.

Lydkvaliteten er i øvrigt ret god, og salens publikum larmer og hoster heller ikke meget. Men desværre har man ikke lagt et pcm-lydspor på dvd'erne. Man må nøjes med DD 2.0, 5.1 og DTS. Jeg havde klart foretrukket et PCM stereospor, da det er sådan, lyden oprindelig er optaget. Der er forresten et sync-problem på et af de 3 lydspor til 9. symfoni, men så må man vælge et af de andre lydsspor (jeg ved ikke om der er problemer i andre symfonier, da jeg ikke har set og hørt alle symfonier med alle lydoptions).

Koncerterne vises stort set uredigeret, hvilket vil sige, at vi får bifald både før og efter koncerterne, og af og til også hører orkestret stemme mellem satserne. Nogle vil måske finde det forstyrrende for helhedsoplevelsen, men mig generer det ikke, når man har billedsiden med. Sådan er det at være til koncert. Personligt ville jeg nok alligevel foretrække at have disse optagelser på cd, som er lidt bedre egnet til gentagen lytning (og sikkert også bedre rent lydmæssigt).

Billedet er ikke absolut topklasse, og før symfonierne 1 og 3 står der en undskyldende tekst, hvor de beklager det beskadigede billede. Fejlen er en slags farvemæssig overstyring eller mætning, hvor den hvide farve i billedet bliver grøn eller lyserød. Det varer det meste af sidstesatsen i første symfoni, men er i øvrigt ikke voldsomt generende. Som ekstramateriale er der en 90 minutter lang dokumentar om Haitink på dvd'en, men desværre uden tekster. Der tales overvejende hollandsk, og enkelte gange tysk. Man ser bl.a. Haitink arbejde med Mahlers 3. og 6. symfoni med Berliner Filharmonikerne, hvilket er ret godt. Hvis man kan lide Mahler og klassisk musik på dvd, er dette 4-dvd sæt et fantastisk tilbud (med de nævnte forbehold) til kun 300 kr. på imusic.dk!
Slava
Entusiastmedlem
 
Indlæg: 279
Tilmeldt: tors jun 28, 2007 06:52

Indlægaf SES. » lør feb 16, 2008 09:30

Et supplement til at lære mahler at kende, den er vi fornøjede med



GUSTAV MAHLER
Conducting Mahler / I have lost touch with the world
Directed by Frank Scheffer
Film 1 : Conducting Mahler from acclaimed director Frank Scheffer documents the interpretations of Gustav Mahler's compositions by conductors Bernard Haitink, Riccardo Chailly, Riccardo Muti, Claudio Abbado and Simon Rattle, who detail the special relationship they have with Mahler's work. The film includes fantastic rehearsals and performances by the Amsterdan Concertgebouw Orchestra, the Berliner Philharmoniker and the Wiener Philharmoniker at the Mahler Festival in May 1995.
Film 2 : Mahler - I have lost touch with the World is based on Mahler’s 9th Symphony. In the four parts of this film, renowned conductor Riccardo Chailly and Mahler’s internationally acclaimed biographer Henry-Louis de la Grange analyse the four movements of this masterful musical piece. Reaching into the heart of Mahler’s music, the film marks Riccardo Chailly’s celebration of his departure from Amsterdam’s Royal Concertgebouw Orchestra in June 2004, after sixteen years of close collaboration.
mvh. SES.
To listen is an effort, and just to hear is no merit. A duck hears also. Igor Stravinsky
Vi har alle lært at skjule vore fordomme, og vi viser ikke vore forkerte meninger. PO Enquist 1976.
Brugeravatar
SES.
Supermedlem
 
Indlæg: 2578
Tilmeldt: tirs okt 25, 2005 06:58
Geografisk sted: Midtfyn

Indlægaf Slava » man feb 25, 2008 14:58



Nu er turen kommet til Eliahu Inbals Mahler-indspilninger med Frankfurts Radiosymfoniorkester. Jeg har lyttet til den samlede genudgivelse (15-disc) på Brilliant Classics, men oprindelig blev disse indspilninger udgivet af Denon.

Jeg kan stadig huske, da Denon udsendte disse Mahler-symfonier i sidste halvdel af 80'erne. Når man som jeg var lige så interesseret i hi-fi udstyr som i musik, var det svært at undgå at høre om disse indspilninger, da de fik en del opmærksomhed i hi-fi pressen, og også fik en del reklameomtale via Hifi-klubbens annoncekampagner. Men hos de rene klassiske musikelskere kneb det nok lidt mere, dels fordi disse indspilninger - hvis jeg ellers husker rigtigt - dengang ikke var tilgængelige hos de "normale" musikforhandlere (jo, muligvis som hundedyre importvarer), dels fordi hverken Inbal eller Frankfurterne (altså orkestret!) var store stjerner på den klassiske himmel.

Jeg købte i øvrigt aldrig selv disse Denon-discs, selv om jeg på det tidspunkt var begyndt at købe Mahler i stor stil; jeg var nemlig stadig på vinyl-vognen! Men da jeg for ca. 3 år siden så denne genudgivelse som en tilbudsvare hos Merlin til 149 kr., slog jeg til, og gjorde derved mit hidtil eneste klassiske køb hos Merlin (måske var prisen 99 eller 199 kr. - jeg husker det ikke helt)!

Lad det være sagt med det samme: Jeg er aldrig blevet helt glad for disse indspilninger. De er ganske enkelt for pæne og kedelige. Førstesatsen af Mahlers sjette symfoni er en march, som ofte sammenlignes med militær støvletramp og død og ødelæggelse. Hos Inbal lyder det som en søndagsskoleudflugt. Man kan bare lytte til de indlendende strygerklange: smukt og velklingende. Alle mine andre indspilninger af denne symfoni har en langt mere aggresiv strygerklang med mere "bid" i. Hos Bernstein (DG) siger strygerne "ritsj" - næsten som når man filer med en rasp hen over hårdt træ. Hos inbal lyder det som et vattæppe, der bliver lagt sammen! Jeg bør måske understrege, at jeg ikke snakker om lydkvalitet her; jeg snakker om musikalsk fortolkning (selv om lyden jo til en vis grad er med til at forstærke indtrykket af en blød og pæn klang). Mahlers musik byder jo på mange stemninger, og den kan ud over at være smuk også være vild og vanvittig, grotesk, grim, skæv og skærende. Men i mine ører hælder Inbals fortolkninger altid til den pæne side, også i Mahlers vilde Scherzi, for eksempel 9. symfonis andensats. Inbal kommer ikke rundt i alle musikkens afkroge. Det er altid behagelig lytning, men sjældent medrivende.

Hans stil passer bedst til de tidlige og knap så komplekse symfonier (fra nr. 1-4, måske især 1 og 4), synes jeg, og en indspilning som den fjerde er ret god - også fordi sopranen Helen Donath har en fantastisk stemme. Men det er efter min mening stadig ikke indspilninger, der vælter konkurrenterne af pinden.

Man får dog en del for pengene i denne boks, idet man får et par ekstra ting med i købet, hvilket nogle sikkert vil sætte pris på. Dels får man en indspilning af Das Lied von der Erde, dels får man en fuldendt 71 min. lang udgave af 10. symfoni (Deryck Cookes første version). Das Lied von der Erde er et værk som absolut hører med i en Mahler samling. I princippet er det en symfoni (i så fald den 9. i rækken), men i struktur er den akkurat så tilpas afvigende fra symfoni-formen, at han kunne kalde den noget andet (og derved "snyde" skæbnen, som plejede at "gøre det af" med komponisterne efter deres 9. symfoni!). Inbals Das Lied von der Erde er med sangerne Jard van Nes og verdenklassenavnet Peter Schreier, og den er fin. Den fuldendte udgave af 10. symfoni synes jeg ikke, der er så meget ved, men det er godt at få den hørt. Ellers kan jeg godt nøjes med den fine førstesats (Adagio), som Mahler selv nåede at fuldende (og som også er indspillet separat på dette sæt).

Det største aktiv er lydkvaliteten. Hvis man vil have et homogent lydende Mahlersæt, er dette sagen. Det kan ellers være svært at finde komplette Mahler-sæt med nogenlunde ensartet lydbillede: Soltis og Tennstedts indspilninger er fx. en blanding af analoge og digitale optagelser indspillet over en lang årrække på 3-4 forskellige locations (i Soltis tilfælde på begge sider af Atlanten). Bernsteins DG-boks, som jeg går i dybden med en anden gang, rummer indspilninger, som strækker sig over 25 år indspillet med 3 forskellige orkestre på vistnok 6 forskellige locations! Men med Inbals indspilninger får man vel nok den mest homogene Mahlercyklus på markedet. Alle symfonierne er indspillet inden for en tidsperiode på mindre end 20 måneder 1985/86 med samme orkester i samme sal, Alte Oper i Frankfurt (en fornem sal, som også er brugt til Bernsteins fremragende DG-indspilning af Mahlers femte symfoni). Das Lied von der Erde og 10. symfoni er dog indspillet senere (hhv. 1988 og 1992), men stadig på samme location.

Lydmæssigt har man tilstræbt at opnå en realistisk orkesterklang i ægte koncertsalsatmosfære, og det er lykkedes virkelig godt! Balancen er fin, og man hører (forbløffende nok) alle stemmer. Der er desuden masser af dynamik, hvor man ikke er bange for meget lave lydniveauer. Lyt for eksempel til de næsten uhørlige pizzicati ved 17:17-17:19 i 3. symfonis sidstesats. De fleste andre indspilninger har langt mindre dynamisk spændvidde her. Der er også masser af headroom - for meget, vil nogle nok synes, idet det ofte virker som om der er 6-10 db mere at give af. Men personligt foretrækker jeg at have "plads" opadtil frem for at optagelsen skal lide under overstyring/klipning! Men man skal vide, at selve optagelsesmetoden og salens lange efterklangstid forstærker indtrykket af den ret bløde klang, Inbal og hans orkester leverer. Det er derfor heller ikke en optagelse, som lyder som "demospektakel" med sylespidse transienter og snert i slagtøjet. Optagelsen klinger blødt, som det sikkert ville lyde, hvis man selv var til koncert i salen. Og det er dét, man har forsøgt: At skabe en neutral koncertsalsoplevelse. Og det er som sådan lykkedes (det ville være en smal sag at få mere "bid" eller "attack" i opstarttransienterne med nær-mikrofon-optagelser, men her er man gået i en anden retning - mod neutraliteten og den sammenhængende orkesterklang). Jeg har ikke hørt Denons oprindelige udgivelser af disse symfonier, som siges at lyde endnu bedre.

En lille indvending: man har delt 6. symfoni over 2 discs, så 1. og 2. satsen er på en disc, og de to sidste satser på en anden. Det havde været bedre, hvis man havde haft de tre første satser på samme disc, hvilket der er rigelig plads til, da man så ville kunne programmere rækkefølge af anden og tredje-sats efter behag. Mahler var selv i tvivl om, hvad der var rigtigst, og skiftede selv rækkefølgen et par gange! Her har man - som på næsten alle indspilninger - valgt at have scherzoen først med den langsomme sats bagefter, hvilket jeg også foretrækker, men det KAN forsvares at bytte rundt, hvilket et par dirigenter har gjort gennem årene, bl.a. Barbirolli i sin oprindelige indspilning. Der er ingen grund til at udelukke muligheden for at bytte rundt.

Og så en lille sjov ting: 9. symfonis sidstesats kalder åbenbart på de helt store følelser hos dirigenterne. Jeg har i hvert fald på mange af mine indspilninger lagt mærke til, at dirigenterne har en tendens til at brumme med i sidstesatsen (Bernstein, Barbirolli og Levine gør det for eksempel). Så galt er det ikke her (ikke at det ville trække ned), men minsandten om jeg ikke hører menneskestemmer ca. 3:04 - 3:07! Hvad der foregår, aner jeg ikke, og man skal godt nok lytte godt efter, for at bemærke det. Men det lyder bestemt som menneskestemmer (dirigenten, der giver ordrer?). Det er ikke noget distraktionsmoment; det er noget, man hører på mange klassiske indspilninger, hvis man lytter efter.
Slava
Entusiastmedlem
 
Indlæg: 279
Tilmeldt: tors jun 28, 2007 06:52

Indlægaf SES. » man feb 25, 2008 16:34

En kommentar til sidste uge.
Mine Haitinkaer er 1, 3 og 4 på Philips vinyl og en DVD med no. 4 (med skønne Christine Schäfer) alt sammen med Concertgebouw.
Jeg kan rigtig godt lide Haitink i Mahler, og at det er fra Concertgebouw gør det jo kun bedre. Selvom han aldrig overdriver kommer han rundt i de mange mange facetter der er i musikken.
Falder jeg over 6-7-9 i fornuftig kvalitet vil de nok blive plukket.
(Jeg har en stor svaghed for optagelser i Concertgebouw før den digitale tidsalder).

Denne uge:
Inbals attack er for let og for ”smart”. Jeg nyder no 1 på orginal Denon, resten er larmende tavdhed fra min side. Faktisk rammer Slava præcist – der er for lidt af det hele. Nok hovedårsagen til at jeg aldrig kommer igennem æsken. (Accord Odense havde dem billigt til salg dengang).
Vil man have fed lyd og bedre Mahler så søg i Telarc pladerne med Levi, Zander, Slatkin. I øvrigt er der nu mange flotte optagelser af Mahler.

I Mahler symfonierne er det de kloge dirigenter der tager sig god tid, et livsværk af den kaliber rables ikke igennem på 2 måneder.

Jeg læser stadig ivrigt med.... :wink:
mvh. SES.
To listen is an effort, and just to hear is no merit. A duck hears also. Igor Stravinsky
Vi har alle lært at skjule vore fordomme, og vi viser ikke vore forkerte meninger. PO Enquist 1976.
Brugeravatar
SES.
Supermedlem
 
Indlæg: 2578
Tilmeldt: tirs okt 25, 2005 06:58
Geografisk sted: Midtfyn

Indlægaf burning777 » tirs feb 26, 2008 16:46

SES. skrev:Jeg læser stadig ivrigt med.... :wink: <img src="richedit/smileys//eusa_clap.gif">


Det er der også andre der gør! Så bliv endelig ved.  :D
Venlig hilsen
Rasmus Horn
Brugeravatar
burning777
Branchemedlem
 
Indlæg: 76
Tilmeldt: ons maj 09, 2007 15:34
Geografisk sted: Sunds

Indlægaf A.R.T. » tirs feb 26, 2008 21:43

burning777 skrev:
SES. skrev:Jeg læser stadig ivrigt med.... :wink: <img src="richedit/smileys//eusa_clap.gif">


Det er der også andre der gør! Så bliv endelig ved. :D
 
Nemlig - det her er smaddergodt
"Be kind, be real, or get out of my face"
- Peter Dennis Blandford Townshend

"It's All One Song"!
- Neil Percival Kenneth Robert Ragland Young

Nye input fra zaka - NU!
Brugeravatar
A.R.T.
Seniormedlem
 
Indlæg: 868
Tilmeldt: fre jun 08, 2007 22:24

Indlægaf SES. » lør mar 08, 2008 13:48

Så er det weekend igen. Venter på nyt.... :wink:

Min pusher havde denne stående sealed:  :shock:

og en Walter med no 5 + Ferrier med Kindertodenlieder.

ingen weekend uden Gustav - takket Slava.  :wink:
mvh. SES.
To listen is an effort, and just to hear is no merit. A duck hears also. Igor Stravinsky
Vi har alle lært at skjule vore fordomme, og vi viser ikke vore forkerte meninger. PO Enquist 1976.
Brugeravatar
SES.
Supermedlem
 
Indlæg: 2578
Tilmeldt: tirs okt 25, 2005 06:58
Geografisk sted: Midtfyn

Indlægaf Bulgroz » lør mar 08, 2008 17:27

Lige et spørgsmål til alle jer Mahler kyndige. Jeg var inde i Symfonisk sal for at høre den sjette, hvilket var ganske fremragende. Nå, men spørgsmålet går på om i kan forklare hvorfor en af slagtøjsmestrene forlod orkesteret en 7-8 gange i løbet af koncerten. Det var ikke fordi han ikke havde noget at lave, da han stod for både den ene lilletromme samt hammer! Det forstyrrede faktisk en hel del, da hans gang frem og tilbage også foregik i de mere stille pasager af musikken.

Håber på en forklaring! :-)

Iøvrigt vil jeg da lige anbefale at tage en tur i symfonisk sal i Århus, hvis i er i nabolaget. Det er noget af et hjem de har fået sig der.
____________________________________
I like my hifi black like my men
Brugeravatar
Bulgroz
Seniormedlem
 
Indlæg: 731
Tilmeldt: tirs okt 25, 2005 21:57

ForegåendeNæste

Tilbage til Musik


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Google [Bot] og 2 gæster

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.