Gustav Mahler

[SES.]

Jeg har ikke noget svar. I don't know! Men det er ikke normalt.

Du slipper for en Århus historie, har ellers et par sandfærdige om netop musik praksis i byen.

Men et ? får du nu. Hvor henter Århus de extra musikere der er nødvendige til at spille en Mahler symfoni?.

I Odense plejer det at være Sonderjylland.

Tillykke med koncertsalen - jeg håber at høre musik der en dag.

[Bulgroz]

Så har jeg et svar til dig

Det var Det Jyske Musikkonservatorium der leverede de ekstra musikere. Det var faktisk helt overvældende. 6 på bas! 10! på cello, 20 træblæsere og 6 på slagtøj. Ja og så holdt jeg op med at tælle eller kan bare ikke huske det.

Det lyder ellers spændende med et par Århus historier

[Slava]

Jeg skal først beklage mit fravær, men jeg er tilbage nu, og regner også med at fortsætte igen om en uges tid.

Det er meget passende, at der netop er snakket om danske Mahler-koncerter i tråden, for den næste dirigent burde være velkendt i dansk musikliv: Gary Bertini! Det var i bladet high fidelity, jeg første gang læste om en Mahlerkoncert i Tivoli dirigeret af Bertini. I en pladeanmeldelse, som i øvrigt ikke havde noget med sagen at gøre, fortalte Mogens Wenzel Andreasen, at Bertini havde leveret en uforglemmelig udgave af Mahlers 6 - en koncert MWA i øvrigt har henvist til et par gange siden! Jeg var desværre ikke selv til stede i Tivoli den dag, hvilket godt kan ærgre mig. Jeg husker ikke MWA's eksakte ordlyd om koncerten, men hans begejstring gjorde, at jeg altid har opfattet koncerten som som en af stjernestunderne på den danske klassiske scene. Bertini havde angiveligt leveret en så tragisk udførelse af Mahlers "Tragiske", at et lamslået publikum knap var i stand til at rejse sig bagefter! Siden har Bertini gæstet landet mange gange, og selv om jeg ikke har et fuldstændigt overblik over hans koncertografi, mener jeg, at han ud over værker af andre komponister har dirigeret omkring halvdelen af Mahlers symfonier i Danmark. Her er forresten et lille amatør-videoklip med Bertini i Tivoli under prøverne til Mahlers femte i 1991:
http://vids.myspace.com/index.cfm?fusea ... D=24288121

Når jeg på den måde starter med at nævne nogle livekoncerter med Bertini, er det ikke uden grund. Bertinis diskografi er ikke voldsomt omfattende, og slet ikke i nærheden af for eksempel Haitinks, Soltis eller Bernsteins (en søgning på "Gary Bertini" på amazon.uk i kategorien "classical music" giver 28 hits, mens de tre nævnte dirigenter giver hhv. 384, 630 og 1454 hits)! Det lader til, at Bertini var en dirigent som foretrak at spille live fremfor at lave pladeindspilninger. Derfor er det måske også ganske passende, at nogle af værkerne i denne boks er live-indspilninger, nemlig symfonierne 1, 8, 9 samt Das Lied von der Erde.

Og hermed er jeg nået til en beskrivelse af boksens indhold, som er en lidt kompleks affære. Værkerne er indspillet i perioden 1984-1991 med Kølns Radiosymfoniorkester (Kölner Rundfunk-Sinfonieorkester) - et orkester, Bertini var chefdirigent for i denne periode. De tidligst indspillede værker i denne boks - 3. og 6. symfoni - udkom oprindelig på Deutsche Harmonia Mundi, men siden har EMI taget over og stået for indspilningerne. De fire værker, som er indspillet live, er indspillet under tourneer i Japan i 1991. Da denne boks udkom i 2006, var det den første samlede udgivelse af disse indspilninger, hvoraf mange havde været udgået i lang tid. EMI har aldrig gjort den store indsats for at markedsføre Bertinis Mahler-indspilninger, hvilket kan undre, da de absolut hører til makedets bedste. En forklaring kan være, at de allerede havde satset så stort på Tennstedts cyklus, at en lancering af endnu en Mahler-cyklus ville "spænde ben" for Tennstedts succes.

Men faktum er, at Bertinis sæt nok er den - i kunstnerisk forstand - mest sammenhængede Mahler-cyklus på markedet. Man får det bedste fra alle verdener: Der spilles intenst og emotionelt, men aldrig med Bernsteins hang til "at skære tingene ud i pap". Der spilles dynamisk og vildt, når det en sjælden gang er nødvendigt, men det bliver aldrig udvendigt demonstrativt som hos Solti. Bertini kan ligesom Tennstedt og Bernstein (DG) også godt lide at kontrastatere hurtige og langsomme tempi, men han har ikke den samme tendens til at overdrive, som de to andre dirigenter. Bertinis valg er lidt mere logiske og generelt lettere at leve med. I det hele taget er fortolkningerne meget "musikalske" med vægten på de store linier i musikken. Jeg får også lidt af den samme dejlige fornemmelse som ved Haitinks live-indspilninger, at musikken bliver skabt i øjeblikket i en spontan proces.

Jeg tror dog ikke, jeg ville vælge en eneste af disse symfonier som reference-indspilning. Men samlet set er dette sæt langt det mest tilfredsstillende af de komplette sæt, jeg har lyttet til. Alle symfonier er fremragende, og der er ingen svage punkter. Mine favoritter er nok 6. og 9. symfoni. Specielt sidstnævnte med dens lange adagio er en fryd. Der synes at være to tendenser mht. tempoet i denne afsluttende adagio: De meget hurtige indspilninger på 20-23 min. som fx Scherchen, Barbirolli, Boulez, Bernstein (Sony) og Kubelik, og i den anden ende af skalaen de ekstremt langsomme indspilninger på 28-30 min. som Bernstein (DG), Levine (RCA) og Haitink (DVD). Selv om de førstnævnte alle er fremragende, bør man ikke snyde sig selv for at opleve, hvad et rigtigt langsomt tempo kan gøre ved denne himmelske musik! Bertini tilhører her de langsomste og giver os en intens fortolkning, som når samme højder som i Haitinks fortættede fortolkning på dvd.

Men alle symfonier er rigtig gode. Man får tilmed også en rigtig god Das Lied von der Erde med i købet. Den er (næsten) på niveau med de absolutte reference-indspilninger som fx Klemperers udgave!

Mht. orkestret skal man ikke være nervøs, selv om jeg kan forestille mig en eller to af jer tænke "Kølnerne er vel næppe Concertgebouw eller Wienerfilharmonikerne"? Nej, det er de måske ikke, men det er ikke til at høre! Kølnerne er forrygende på alle punkter. Lyt fx til den første basunsolo ca. 7 min. inde i tredje symfonis førstesats: Den sidder lige i øjet, og bliver spillet langt bedre end eksempelvis hos Tennstedt el. Inbal. Kølnerne er et førsteklasses orkester styret af en førsteklasses dirigent, som kan sin Mahler til fingerspidserne!

Lydteknisk er disse indspilninger også blandt de allerbedste. Selvfølgelig er de indspillet under lidt forskellige vilkår, og nogle af værkerne er optaget live, men lyden er altid fremragende. Publikumsstøj hører man heller ikke meget af, selv om der selvfølgelig er et enkelt host eller to undervejs. Bertinis indspilninger får mine varmeste anbefalinger. At købe den samlede boks er også den eneste fornuftige måde at erhverve sig disse indspilninger, da de næsten alle er umulige at opdrive enkeltvis. En lille indvending til sidst: Ærgeligt at man har delt 4. symfoni over to discs, da den er så kort, at det er en af de eneste symfonier i boksen, man ikke havde behøvet dele!

[SES.]

Kan faktisk ikke finde et komma at være uenig i.  

Wifi bifalder din anmeldelse og fine skrivestil, hun hører nu næsten kun Bertinis udgaver. Efter vi i lørdags for første gang hørte Bernsteins 9'er (DG), bad hun om Bertini efter Lennys 1.sats. Den er også speciel, den funderer jeg meget over endnu. Måske slet ikke så ueffen når chocket engang er overvundet?

Bertinis Mahler er en unik musikæske man ikke bør snyde sig for. Jeg har kun en Bertini plade mere, den er også væsentlig med værker af Webern.

Kölner orkestret er fremragende, Günther Wand har også været der og blandt andet lavet de fine Bruckner symfonier. Tyske orkestre har en høj standard, det er ikke kun Berlin. Stuttgart fryder jeg mig tit over, men det er så også Celibidache der fører pinden.

[Slava]

Personligt foretrækker jeg Bernsteins 9'er (DG) fremfor Bertinis, som jeg dog er rigtig glad for. Men det kan jeg komme ind på, når jeg omtaler Lennys DG-æske. Lenny har forresten også indspillet 9'eren live med Berlinerfilharmonikerne (den eneste gang han dirigerede orkestret!). Det er en oplevelse, man ikke må snyde sig selv for (med en højlydt brølende, brummende, nynnende og skrålende dirigent)!

Jeg har kun to indspilninger med Bertini: Stravinskys Salmesymfoni på vinyl, og Berlioz' Requiem på cd - sidstnævnte også med de fremragende Kölnere. Stravinsky-pladen er sublim, Berlioz ikke helt på niveau med min gamle Münch-indspilning (nu på SACD).

Kölnerne er også fine i Bruckners symfonier med Wand, som du siger - 8'eren, som har fået megen fin ros her på siden, er også en af perlerne i min samling. Og mht. Stuttgarterne vil jeg lige tilføje - for at være lidt Mahler-relateret - at Barbirolli har indspillet en fin live-udgave af 2. symfoni med dette orkester lige inden sin død.

Apropos Mahler har jeg endelig fået 2. og 9. symfoni med Klemperer i studioversionerne fra EMI i 60'erne. De står fint sammen med hans Das Lied von der Erde, som længe har været en af grundstenene i Mahler-samlingen. Den 2. symfoni er forresten bedre end 9. hos Klemperer, men begge er rigtig gode.





Jeg satser på at skrive næste Mahler-indlæg i morgen...

[Slava]

Jeg er efterhånden nået til det 8. indlæg om Mahlers symfonier, og dermed er vi tilbage, hvor jeg startede, nemlig med Leonard Bernstein, da jeg denne gang har lyttet til hans komplette sæt på Deutsche Grammophon.

Egentlig er dette DG-sæt Bernstins tredje komplette Mahler-cyklus. Først kom de banebrydende indspilninger for CBS 1960-1967 (historiens første komplette indspilning af Mahlers symfonier). Dernæst kom de filmede indspilninger af alle symfonierne inkl. 10. symfoni (Adagio) og Das Lied von der Erde i 70'erne (1971-1976). Orkestret på dvd-cyklusen er forresten Wiener Filharmonikerne på nær i 2. symfoni, som er med LSO, og Das Lied med Israel Filharmonikerne. Det er live-opførelser. Denne filmede cyklus blev produceret af Unitel, et fremragende produktionsselskab, som stod bag hundredevis af filmede klassiske opførelser, bl.a. den historiske udgave af Wagners Ring med Boulez i Patrice Chereaus iscenesættelse. Unitels produktioner blev distribueret af Deutsche Grammophon og solgt under deres label. Denne filmede Mahler-cyklus blev udsendt på video og sidenhen på dvd. Jeg har netop fået den på dvd, men der går nok et par måneder, inden jeg har fået gennemset og lyttet koncentreret til alt indholdet inkl. den 2½ time lange bonusdisk. Jeg vender tilbage til den tid.

I 80'erne kastede Lenny sig så for 3. gang over Mahlers symfonier, hvilket har resulteret i denne boks for DG. Da dette er den mest omfattende Mahler-boks i min samling (16 cd'er), og den mest komplekse i indhold, vil jeg beskrive indholdet lidt mere detaljeret:

I 80'erne dikterede "moden", at alle standardværkerne skulle indspilles endnu en gang med digital teknologi - uanset hvor mange gange de allerede var indspillet. DG lå ikke på den lade side med hensyn til dette, og Bernstein kunne derfor gå i gang med sin digitale Mahler-cyklus i 1985. Desværre satte Bernsteins svigtende helbred og pludselige død 1990 en stopper for projektet, og 8. og 10. symfoni blev derfor aldrig indspillet digitalt af Bernstin. Den 8. symfoni var oprindelig planlagt med Concertgebouw, men som jeg allerede har omtalt i mit Haitink-indlæg tidligere, så nåede Haitink heller ikke at spille 8. symfoni i sin koncertrække med dette orkester, da han stoppede som chefdirigent efter 1987/88-sæsonen. Men Haitink havde et ønske om at fortsætte sine Mahler-julekoncerter som gæstedirigent, og Concertgebouw-orkestret mente, at de skyldte Haitink en indspilning af værket netop på dette tidspunkt, hvorfor Bernstin måtte vente. Der var vist også en del andre problemer med økonomi og lignende. Umiddelbart før Bernstein døde 1990, havde DG opgivet Concertgebouw i 8. symfoni, og i stedet sat en indspilning med New York Filharmonikerne på kalenderen 1991, men den blev selvsagt ikke til noget. Indspilningerne af de 8 andre Mahler-symfonier var blevet gennemført i årene 1985-1988. På denne boks har man suppleret med en liveoptagelse af 8. symfoni fra Salzburg-festspillene 1975 stillet til rådighed af østrigsk radio, og optaget dagen før Bernsteins filmede indspilning for Unitel/DG. Boksens indspilning af 10. symfoni (Adagioen) stammer fra Unitels filmede opførelse 1974 (samme version som på DVD-sættet). I boksen får man også Das Lied von der Erde i en fremragende studioindspilning fra 1966 med Wiener Filharmonikerne - en indspilning, som i sin tid blev udgivet på Decca.

Med i købet får man desuden Kindertotenlieder, Lieder eines fahrenden Gesellen og 5 Rückert Lieder med barytonen Thomas Hampson & Wiener Filharmonikerne (hhv. 1988, 1990 & 1990) samt Des Knaben Wunderhorn med Lucia Popp, Andreas Schmidt & Concertgebouw (1987).

Symfonierne er indspillet med de 3 orkestre, som på dette tidspunkt nok må regnes for de fornemste Mahler-orkestre i verden: New York Filharmonikerne (NYPO), Wiener Filharmonikerne (VPO) og Concertgebouw. Her er en komplet oversigt over boksens indhold:

Symfoni 1 med Concertgebouw (1987).
Symfoni 2 med NYPO (1987).
Symfoni 3 med NYPO (1987).
Symfoni 4 med Concertgebouw (1987).
Symfoni 5 med VPO (1987).
Symfoni 6 med VPO (1988).
Symfoni 7 med NYPO (1985).
Symfoni 8 med VPO (1975).
Symfoni 9 med Concertgebouw (1985).
Symfoni 10 (kun Adagio) med VPO (1974).

Das Lied von der Erde med VPO (1966).
Des Knaben Wunderhorn med Concertgebouw (1987).
Kindertotenlieder med VPO (1988).
Lieder eines fahrenden Gesellen med VPO (1990).
5 Rückert Lieder med VPO (1990).

Det første, man skal lægge mærke til, er at alle indspilninger i boksen (på nær Das Lied) er live-indspilninger. På dette tidspunkt i karrieren havde Bernstein opgivet studio-indspilningerne; på papiret spillede han kun "live". Men optagelserne er ikke helt ægte live-indspilninger. Der kan være redigeret i optagelserne, og de værste fejl - hvad enten det gælder fejlspil fra orkestret, eller støj fra salens publikum - kan være korrigeret eller lappet med optagelser fra prøverne. Officelt er indspilningerne da heller ikke markedsført som live-indspilninger. Denne måde at indspille på var bare Bernsteins foretrukne i den sidste del af karrieren.

Det næste, man skal være opmærksom på, er, at flere af disse indspilninger har ekstremt langsomme tempi i de langsomme satser. Dette med at trække tempoet så langt ned, at musikken næsten går i stå, er noget der kendetegner mange af Bernsteins indspilninger fra 80'erne. Det er ganske vist ikke noget man møder i alle værker - langt fra - men man ser det i hvert fald i mindst en af hans indspilninger af symfonier fra hhv. Brahms, Sibelius, Shostakovich, Schumann og Tchaikovsky. Og Mahler er ingen undtagelse. I forhold til Bernsteins tidlige udgaver på Sony er alle symfonier blevet langsommere - mest markant i 2. symfoni, som er blevet 10 min. længere, og 6. og 9. symfoni, som begge er blevet 9 min. længere.

Men Bernstein er ikke kun langsom; han benytter nemlig samme fregangsmåde som Tennstedt med at kontrastere hurtige og langsomme tempi. Hos Bernstein kan man derfor finde en Rondo Burleske (9. symfoni) afleveret i et vanvittigt hurtigt tempo - langt hurtigere end nogen anden indspilning i min samling. Samtidig er den efterfølgende langsomme sats med sine 30 min. en af de langsomste. Overordnet set er Bernstein endnu mere ekstrem end Tennstedt. Hvorvidt det bliver for meget, er en smagssag. Man kan måske sige, at disse fortolkninger vil være spændende i en live-situation, men måske mindre velegnede til gentagen lytning. Men jeg kan nu godt lide dem (og der er trods alt variationer fra symfoni til symfoni. Ikke alle fortolkninger er lige ekstreme).

Man kan ikke være i tvivl om, at Lenny elsker denne musik. Der spilles intenst og medrivende med alle følelserne udenpå! Og man kan af og til høre ham nynne med, fx 4:28 i 9. symfonis sidstesats (ganske svagt, aldrig generende).

Hvordan står indspilningerne sig så sammenlignet med hans Sony-boks? Overordnet foretrækker jeg Sony-sættet, da det er lidt mere sammenhængende og knap så ekstremt i sin kunstneriske tilgang. Men nogle symfonier er klart bedre på DG, især 5. symfoni, som er sættets bedste og i referenceklasse, hvad den kunstneriske fortolkning angår. Den er sindssygt medrivende og fører os virtuost gennem alle tænkelige stemninger! Jeg synes også 6. og 9. symfonier er bedre hos DG. Det er to af de symfonier i boksen, som afviger mest fra hans tidlige Sony-sæt, men jeg kan lide den større emotionelle vægt og styrke, der findes i DG-fortolkningerne.

Første symfoni er også fornem hos DG, men jeg kunne også godt lide hans tidlige indspilning på Sony. Måske dødt løb her. Alle øvrige symfonier er bedre i Sony-sættet, synes jeg. Fjerde symfoni på DG kræver måske en kommentar. Bernstein benytter her en dreng som sanger i sidstesatsen. Det er et kontroversielt valg, da Mahler specificerer en sopran. Men Mahler har dog udtalt, at han forestiller sig en naiv, barnlig stemme, så Bernsteins løsning er dog værd at høre, om ikke andet så som eksperiment. Men jeg foretrækker hans tidligere indspilning. Das Lied von der Erde, som jo ikke findes på Sony, er også fantastisk. Det er en af de klassiske indspilninger af værket, og efter min ringe mening en reference-fortolkning - helt på højde med Klemperers Das Lied...! Der er to mandlige sangere i Bernsteins indspilning af Das Lied..., James King (tenor) og Dietrich Fischer-Dieskau (baryton). Oftest benytter man en kvindelig og en mandlig sanger, hvilket måske giver lidt større kontrast, men man kan sagtens bruge to mandlige sangere. Hos Bernstein er sangerne (også) rigtig gode, og fortolkningen er som nævnt i topklasse.

Orkesterspillet er fantastisk! New Yorkerne, Wienerfilharmonikerne og Concertgebouw formår at spille i alle sindsstemninger, og med så meget overskud, at man tror det er løgn! Jeg ved også, at en del Mahler-elskere foretrækker Lennys DG sæt alene pga. orkester-spillet og måske også pga. den lidt mere moderne lyd. Men jeg ville nok vælge Sony, selv om jeg igen må understrege, at der måske er mere idé i at købe enkelt-udgivelser fremfor bokse. Jeg er dog vældig glad for Lennys DG-boks, trods mine forbehold. At indspilningerne af og til er så ekstreme, gør ikke så meget, når man har en stor Mahlersamling. Med 150 Mahler-skiver på hylden ville det være lidt kedeligt, hvis alle disse 150 indspilninger var gennemsnitlige. At indspilningerne i ens samling spænder over hele registret er kun en fordel. Men hvis man kun vil have én Mahlerboks, er Bernsteins DG-sæt næppe det mest oplagte førstevalg.

(Jeg regner med at tilføje en kort samlet opsummering af de hidtil omtalte 8 sæt i morgen).

[Slava]

Her er en kort sammenfatning af de otte omtalte Mahler bokse:

Leonard Bernstein, Sony, 12 cd
Indspillet 1960-67 (nogle af ekstraværkerne senere)
New York Philharmonic Orchestra (LSO & Israelerne i enkelte værker)

Fine fortolkninger med en ungdommelig, vild og utæmmet tilgang til musikken. Meget dynamisk i udførelsen; entusiastisk og medrivende. Ofte meget emotionel. Tredje og syvende symfoni er fortolkningsmæssigt i referenceklasse. En del fine småværker som "ekstramateriale". Generelt OK lyd, men måske anes lidt analog båndstøj.


Rafael Kubelik, DG, 10 cd
Indspillet 1967-1971
Bayerns Radiosymfoniorkester

Rigtig stærke fortolkninger, moderne og nøgterne. Selv om jeg kalder dem nøgterne, mangler der ikke noget i musikken; Kubelik undlader bare at overdrive. Hvis man kan lide klassiske dirigenter og solister, som ikke er alt for romantiske i deres tilgang til musikken (måske kunstnere som Boulez, Pollini, Gould), er Kubelik helt sikkert sagen. Første symfoni har reference-kvaliteter (fortolkningen, forstås). Man får ingen "ekstraværker" med i denne boks. Lyden er måske ikke så god. Lyden er for så vidt ganske dynamisk, og nok med mindre støj end på Bernsteins Sonys sæt, men der er ingen realistisk placering af musikerne på disse DG-optagelser; man får ingen fornemmelse af at sidde i en koncertsal.


Georg Solti, Decca, 10 cd
Indspillet 1970-1983
Chicago Symphony Orchestra

Solti spiller virtuost og analytisk med vægten på musikkens mere demonstrative kvaliteter. Det bliver ofte ren opvisning. Sjette symfoni lyder mere som en koncert for slagtøj og orkester end som en symfoni. Men enkelte værker hører til de bedre, fx 8. symfoni. Og det skal med, at disse indspilninger kan være ganske effektive netop når det gælder om at imponere. Min personlige smag går bare i retning af et mere sangbart og musikalsk spil. Vi får kun symfonierne 1-9 på dette sæt, og ingen ekstraværker. Generelt meget god lyd, men måske af en lidt "kunstig" karakter med et nærver og en præcision, som kun kan opnås i studiet!


Klaus Tennstedt, EMI, 11 cd
Indspillet 1977-1986
London Philharmonic Orchestra

Kan godt minde lidt om Bernsteins fortolkninger: Meget dynamiske med store kontraster i musikken. Hos Tennstedt ligger vægten dog på det mere alvorlige, og musikken får en stor vægt og tyngde med nogle langtrukne satster. Et af de "langsomste" sæt i samlingen (Bernsteins DG-sæt er en anelse langsommere). Jeg synes ikke rigtig, nogle af symfonierne har reference-status, men overordnet set er Tennstedts Mahler cyklus stadig en af de bedste. 8. symfoni er ret god, synes jeg, men den er meget "let" som om der ikke har været ret mange medvirkende i opførelsen. Dette aspekt tiltaler mig som alternativ til andre indspilninger, men den er næppe et oplagt førstevalg. Femte symfoni er jeg også glad for, men den har ikke helt de overbevisende kvaliteter, man finder hos Bernsteins DG-inspilning. Lyden er megt god på disse indspilninger.


Bernard Haitink, Philips, 4 dvd (el. 9 cd)
Indspillet 1977-1987
Concertgebouw orkestret

Et ikke-komplet live-sæt med symfonierne 1, 2, 3, 4, 5, 7 & 9, samt Lieder eines fahrenden Gesellen og Des Knaben Wunderhorn. Fremragende fortolkninger, meget intense og med dramatisk spil. Niende symfoni er højspændt og emotionel - i referenceklasse! Dejlig at se Haitink og orkestret spille! Billedkvaliteten er desværre ikke helt i top et par steder, særlig i første symfonis sidstesats. Lyden er kun Dolby el. DTS, og ikke PCM, som jeg foretrækker. Men lyden er acceptabel. Koncerterne er også udgivet på cd, men jeg har ikke hørt dem.


Eliahu Inbal, Brilliant Classics, 15 cd
Indspillet 1985-86 (1988, Das Lied von der Erde; 1992, 10. symf)
Frankfurt Radiosymfoniorkester

Lidt for pæne og ensidigt venlige fortolkninger. De mere aggressive og skælmske aspekter i musikken mangler. Inbals stil passer efter min mening bedst til de tidlige og "lette" symfonier, som nr. 1 og 4. Hos Inbal får man også en fuldendt udgave af 10. symfoni, hvilket selvfølgelig er godt for de nysgerrige. Desuden får en udmærket Das Lied von der Erde, som dog ikke er på højde med Bertinis og Bernsteins indspilninger. Lyden er rigtig god med en realistisk gengivelse af orkesterstemmerne og koncertsalens rum. Normalt en af de billigste Mahler-bokse på markedet. Disse indspilninger udkom oprindelig på Denon, som siges at lyde bedre.


Gary Bertini, EMI, 11 cd
Indspillet 1984-1991
Kølns Radiosymfoniorkester

Hvis man kan leve med, at boksen indeholder både studioindspilninger fra Tyskland og liveoptagelser fra Japan, er dette overordnet set nok det bedste komplette sæt. Spillet er godt og fortolkningerne ekstraordinære! Ud over de ti symfonier får man også en fin udgave af Das Lied von der Erde. Lydkvaliteten er særdeles god.


Leonard Bernstein, DG, 16 cd
Indspillet 1974-1988 (Das Lied von der Erde 1966, enkelte ekstraværker 1990)
New York Philharmonic Orchestra, Wiener Philharmoniker, Concertgebouw

Bernstein er knap så vild som på Sony-sættet, men mere ekstrem hvad tempi angår. Langsomme satser og passager trækkes ud, så de bliver helt ekstremt langsomme (for langsomme vil nogle nok synes). Men mange af symfonierne er stadig fantastisk gode. Denne udgave af femte symfoni er nok den bedste blandt de her omtalte bokse. Boksen er langt den mest omfattende i indhold med en fremragende Das Lied og mange af Mahlers orkestersange. Det er live-indspilninger, og der er lidt hosten hist og her, og lydkvaliteten svinger lidt, da musikken er indspillet under meget forskellige omstændigheder med forskellige orkestre og på 6 forskellige lokaliteter! Men generelt er lyden god.


Hermed er jeg foreløbig nået til vejs ende, men jeg vender måske tilbage, hvis der kommer nyt til samlingen. Ellers kommer der en kommentar når jeg har fået gennemset bernsteins dvd-sæt.

[Slava]

Afslutningsvis skal jeg minde om, at der findes mange andre komplette Mahlerbokse, som jeg aldrig har fået lyttet til. Her er nogle eksempler til inspiration - angivet med amazon.uk-link og -priser (jeg har ikke tjekket nettet for laveste pris):

Simon Rattle, EMI, 14 cd £30,99 (inkl. sange)
Vaclav Neumann, Supraphon, 11 cd £38,99
Bernard Haitink, Philips, 11 cd £49,98
Riccardo Chailly, Decca, 12 cd £56,99
Lorin Maazel, Sony, 14 cd £65,49
Giuseppe Sinopoli, DG, 15 cd £80,99
Claudio Abbado, DG, 12 cd £99,99
Michael Gielen, Hänssler Classic, 13 cd £102,99

Herudover har Boulez indspillet alle 9 symfonier for DG (vist ikke udgivet samlet). Leif Segerstam har også indspillet dem for Chandos, men de er for længst udgåede. Yoel Levi er i gang med en komplet cyklus for Teldec, mens Michael Tilson-Thomas er igang med en live-cyklus med San Francisco Symfoniorkester. Jeg har sikkert glemt nogle. Og så er der selvfølgelig de almindelige enkeltudgivelser med dirigenter som Horenstein, Barbirolli og andre, hvor det bliver rigtig interessant - og svært at hitte rede i alle indspilningerne!

[SES.]

2 helt fantastiske Mahler plader har fundet vej til huset. De er meget forfriskende, meget energiske og udført med et stort musikhjerte.  De er lidt anderledes end det vante, men de holder. Anbefales  

[Slava]

@SES
Du skulle måske også skrive i tekst, at symfoni 1 er med Dresden PO & Herbert Kegel. Det kan være svært at se af coveret, hvis man ikke ved det...

Den er billig hos JPC, så den ryger nok med i kurven ved min næste bestilling derfra.

[Slava]

Jeg har for ikke så længe siden købt Simon Rattles 14-disc Mahler-box på EMI, da den er på tilbud i øjeblikket (jeg gav kun 200 kr. hos Cd-wow!). Der har kun været tid til én gennemlytning, så min omtale blive ikke så grundig.

Jeg havde egentlig ikke de store forventninger til boksen, men den udfylder nogle huller i min Mahler-samling. For det første er Das klagende Lied med i boksen - et ungdomsværk komponeret da Mahler var 20 år. Det er en næsten 70 minutter lang kantate, som jeg hverken har på disc eller lp, og som ikke indspilles så tit, men dog er værd at høre, selv om den ikke er på højde med senere vokale værker som Des Knaben Wunderhorn og andre.

Dernæst er der en fremragende fuldendt version af Mahlers 10. symfoni. Jeg har ganske vist aldrig haft den store fidus til fuldendte udgaver af Mahlers 10. symfoni. Jeg foretrækker førstesatsen alene, og har da også kun en indspilning af det fuldendte værk i samlingen (Inbal på Brilliant Classics). Men Simon Rattle siges at være en ekspert i dette værk, og han har angiveligt spillet det oftere end nogen anden (og indspillet det et par gange!). Her spiller han Deryck Cookes anden udgave af værket (en senere revision end hos Inbal), og gør det så medrivende, at jeg vil komme til at høre værket flere gange fremover. Da de fleste store Mahler-dirigenter holder sig fra den fuldendte udagve af 10. symfoni, er det oftest mindre dirigenter og orkestre, som indspiller værket. Men her får vi en fremragende live-indspilning med Berliner Filharmonikerne 1999. Det bliver svært at overgå!

For det tredje spiller Rattle Blumine-satsen til første symfoni - en sats, jeg heller ikke har i samlingen. Oprindelig var første symfoni i fem satser, men Mahler fjernede den såkaldte Blumine-sats under en revision. Nu er jeg godt nok ikke tilhænger af, at man skal høre 1. symfoni med denne sats, men det er da rart at få musikken hørt. Man kan jo bare springe Blumine-satsen over, hvis man vil høre symfonien uden (Blumine-satsen ligger før symfoniens egentlige første sats). Simon Rattle er forresten langt fra den eneste dirigent, som har indspilelt denne sats i forbindelse med første symfoni; Yoel Levi og Segerstam har bl.a. også gjort det.

Allerede nu synes jeg, boksen har givet valuta for pengene, men inden jeg kommer til symfonierne, vil jeg lige nævne de andre værker, man får med: Das Lied von der Erde i en fin udgave - måske ikke helt på højde med Bernsteins eller Bertinis, men heller ikke langt fra - og Des Knaben Wunderhorn i en version, som desværre ikke er komplet (kun 8 sange).

Symfonierne er indspillet i årene 1986-2002 med City of Birmingham Symphony Orchestra, dog med Berlinerfilharmonikerne i 5. (og 10. som nævnt) samt Wienerfilharmonikerne i 9. symfoni. Symfonierne 7, 8, 9 og 10 er indspillet live. Som altid i disse samlede bokse svinger det kunstneriske niveau fra værk til værk. Jeg er dog glædeligt overrasket over det høje top-niveau! Endnu mere overraskende er det, at det er boksens tidligst indspillede symfoni - nr. 2 - som er den bedste fortolkning, ikke mindst taget i betragtning af, at Rattle kun var 30 år på det tidspunkt. Den 2. symfoni er måske den bedste 2'er blandt alle mine bokse - godt hjulpet på vej af en god Janet Baker i Urlicht-satsen (en sats hun forresten også synger hos Bernstein på DVD).

Overraskende er det også, at indspilningerne med Birmingham-orkestret generelt er bedst. Berlinerne i 5. og Wienerne i 9. symfoni skuffer faktisk lidt. 6. symfoni er derimod på højde med de bedste. 1., 3. og 7. er også ret gode, synes jeg.

Lyden er fremragende - især på det dynamiske område. Der hviskes i de stille pianissimo-passager, så man næsten ikke kan høre noget, og der larmes, når der er brug for det! Et godt køb til prisen...

[SES.]

Du har ret Slava, jeg mente også at jeg havde lavet en ekstra info om Kegel og Dresden. I alle tilfælde en etter der i det mindste bør høres.

Rattle og Mahler kan jeg kun give dig ret i – jeg har købt en del henad vejen og har haft no 2 siden 1992. Det beretter vel også at jeg for den alene har betalt det samme som du har for dem alle. Jeg synes no 2 hører til de allerallerbedste Mahler plader, derudover har jeg 1-3-4-5-7-10. No 10 er i samme klasse som no 2.  1-3-7 er også tit fremme i spilleren. I 4 og 5 har vi for mange andre som måske også er lidt bedre.
Jeg har engang haft Rattles 10er som må være fra 80'erne. Jeg husker den som rigtig god. Berlin udgaven er dog helt fabelagtig.

Jeg savner indtil videre lidt om Abbado og Chailly som jeg også har højt på min liste. I no 8 foretrækker jeg Chailly fremfor den berømte Solti, min reference indtil vi fik Klaus Tennstedts DVD udgave, der i mine/vore ører er rystende god, i hvert fald en man må prøve at høre/se - den er meget bevægende.  

Hvis jeg husker rigtigt er Libor Peseks udgave af den 9. og adagioen fra den 10 nævnt som et wildcard (Liverpool Phil/Virgin), en stor oplevelse i alle tilfælde.  Faktisk som Kegel og Janson i 1 og 6.

[Slava]

Rattles tidligste indspilning af 10. symfoni er denne med Bournemouth SO. Jeg har ikke hørt den:



Der er forresten netop udgivet en ny indspilning med Simon Rattle i Mahlers 9. symfoni. Det er ikke samme indspilning som den i boksen (som er med Wienerfilharmonikerne). Den nye fra 2007 er med Berlinerfilharmonikerne, og har fået fantastiske anmeldelser, fx her!

[Slava]

Jeg savner også selv noget Chailly og Abbado! At jeg ikke har noget med de to herrer er helt tilfældigt. Abbados Mahler-diskografi er ret kompleks med næsten to komplette cykler på DG samt diverse andre liveindspilninger - både på dvd og cd. Der findes så vidt jeg kan se tre forskellige indspilninger af Mahlers 2. med Abbado udgivet på cd af Deutsche Grammophon (med hhv. Chicago, Wienerne og Lucerne i 1976, 1992 og 2003). Og medreger man de uofficielle liveindspilninger på obskure labels, bliver antallet større. Der eksister således mindst seks forskellige indspilninger af Mahlers 6. med Abbado!  

Jeg har forsøgt at danne mig et overblik over de officielle udgivelser fra Deutsche Grammophon, og er nået frem til følgende opdeling i 3 "faser".

I "første fase" - før tiden som chefdirigent for Berliner-philharmonikerne - indspillede han alle symfonierne på nær nummer 8:

Symfoni nr. 2     CSO     1976
Symfoni nr. 4     VPO     1977
Symfoni nr. 6     CSO     1979/80
Symfoni nr. 3     VPO     1980
Symfoni nr. 5     CSO     1980
Symfoni nr. 1     CSO     1981
Symfoni nr. 7     CSO     1984
Symfoni nr. 10     VPO     1985
Symfoni nr. 9     VPO     1987 (live)


I "anden fase" - mens han var chefdirigent for Berliner-philharmonikerne - indspillede han alle symfonierne - på nær nr. 10 - endnu en gang (fortrinsvis live):

Symfoni nr. 1     BPO     1989 (live)
Symfoni nr. 2     VPO     1992
Symfoni nr. 5     BPO     1993 (live)
Symfoni nr. 8     BPO     1994 (live)
Symfoni nr. 3     BPO     1999 (live)
Symfoni nr. 9     BPO     1999 (live)
Symfoni nr. 7     BPO     2001 (live)
Symfoni nr. 6     BPO     2004 (live)
Symfoni nr. 4     BPO     2005 (live)


"Tredje fase" rummer de filmede indspilninger med Lucerne Festival Orchestra og Gustav Mahler Jugendorchester. Disse udgives på DVD, og enkelte desuden på CD (i hvert fald 2. symfoni, måske flere):

Symfoni nr. 2     Lucerne Festival Orchestra     2003     DVD og CD
Symfoni nr. 5     Lucerne Festival Orchestra     2004     DVD
Symfoni nr. 9     Gustav Mahler Jugendorchester     2004     DVD
Symfoni nr. 7     Lucerne Festival Orchestra     2005     DVD
Symfoni nr. 6     Lucerne Festival Orchestra     2006     DVD
Symfoni nr. 3     Lucerne Festival Orchestra     2007     DVD


Den komplette Mahlerboks på DG med Abbado er en blanding af indspilninger fra "første" og "anden" fase (1, 2, 5 & 8 er fra "anden" fase).

Da Abbados diskografi er så kompleks, hører jeg gerne om, hvilke indspilninger I har, og om, hvilke, der er rigtig gode!

[SES.]

Jeg sætter Abbado meget højt som dirigent, og alligevel har jeg for få Mahler plader med ham.

No. 4 med WPO
Abbado finder alle de små melodi citater som mange f.eks. Gatti ”springer” over. Der spilles vidunderlig og ind i mellem meget wienerisch og von Stade synger drengestemmen så enkelt og smukt.

No 2 og 6 med Abbado og Chicago.
Det er meget fine optagelser. DG's bedste optagelser dengang er lavet i USA. Dog er der et men – plade 1 er meget fin, medens plade 2 er et ringere tryk. Det har jeg oplevet mange gange i DG bokse (næppe et problem på CD). Begge indspilninger er så gode at man kan ”nøjes” med dem. Specielt no 6 er fremragende.

No 5 med Berlinerne i 90'erne, er en af mine yndlinge, wifi savner dog Bernsteins temperament. Jeg synes at musikkens væsen kommer bedre frem med Abbado.


No 7 med Berlinerne fra 2002, er enestående. Der er ingen forståelsesproblemer for mig i denne svære symfoni. Jeg burde købe berliner sekseren også.  


Højt på min ønskeliste står alle Lucerne indspilningerne. Orkestret er et samlingspunkt for musikere  der elsker at spille musik sammen med Abbado. Abbado tror på demokrati, og udøver demokrati.
F.eks. var der en sæson hvor Hagen kvartetten var med i okestret. Work of love er kodeordet.