Jeg er efterhånden nået til det 8. indlæg om Mahlers symfonier, og dermed er vi tilbage, hvor jeg startede, nemlig med Leonard Bernstein, da jeg denne gang har lyttet til hans komplette sæt på Deutsche Grammophon.
Egentlig er dette DG-sæt Bernstins tredje komplette Mahler-cyklus. Først kom de banebrydende indspilninger for CBS 1960-1967 (historiens første komplette indspilning af Mahlers symfonier). Dernæst kom de filmede indspilninger af alle symfonierne inkl. 10. symfoni (Adagio) og Das Lied von der Erde i 70'erne (1971-1976). Orkestret på dvd-cyklusen er forresten Wiener Filharmonikerne på nær i 2. symfoni, som er med LSO, og Das Lied med Israel Filharmonikerne. Det er live-opførelser. Denne filmede cyklus blev produceret af Unitel, et fremragende produktionsselskab, som stod bag hundredevis af filmede klassiske opførelser, bl.a. den historiske udgave af Wagners Ring med Boulez i Patrice Chereaus iscenesættelse. Unitels produktioner blev distribueret af Deutsche Grammophon og solgt under deres label. Denne filmede Mahler-cyklus blev udsendt på video og sidenhen på dvd. Jeg har netop fået den på dvd, men der går nok et par måneder, inden jeg har fået gennemset og lyttet koncentreret til alt indholdet inkl. den 2½ time lange bonusdisk. Jeg vender tilbage til den tid.
I 80'erne kastede Lenny sig så for 3. gang over Mahlers symfonier, hvilket har resulteret i denne boks for DG. Da dette er den mest omfattende Mahler-boks i min samling (16 cd'er), og den mest komplekse i indhold, vil jeg beskrive indholdet lidt mere detaljeret:
I 80'erne dikterede "moden", at alle standardværkerne skulle indspilles endnu en gang med digital teknologi - uanset hvor mange gange de allerede var indspillet. DG lå ikke på den lade side med hensyn til dette, og Bernstein kunne derfor gå i gang med sin digitale Mahler-cyklus i 1985. Desværre satte Bernsteins svigtende helbred og pludselige død 1990 en stopper for projektet, og 8. og 10. symfoni blev derfor aldrig indspillet digitalt af Bernstin. Den 8. symfoni var oprindelig planlagt med Concertgebouw, men som jeg allerede har omtalt i mit Haitink-indlæg tidligere, så nåede Haitink heller ikke at spille 8. symfoni i sin koncertrække med dette orkester, da han stoppede som chefdirigent efter 1987/88-sæsonen. Men Haitink havde et ønske om at fortsætte sine Mahler-julekoncerter som gæstedirigent, og Concertgebouw-orkestret mente, at de skyldte Haitink en indspilning af værket netop på dette tidspunkt, hvorfor Bernstin måtte vente. Der var vist også en del andre problemer med økonomi og lignende. Umiddelbart før Bernstein døde 1990, havde DG opgivet Concertgebouw i 8. symfoni, og i stedet sat en indspilning med New York Filharmonikerne på kalenderen 1991, men den blev selvsagt ikke til noget. Indspilningerne af de 8 andre Mahler-symfonier var blevet gennemført i årene 1985-1988. På denne boks har man suppleret med en liveoptagelse af 8. symfoni fra Salzburg-festspillene 1975 stillet til rådighed af østrigsk radio, og optaget dagen før Bernsteins filmede indspilning for Unitel/DG. Boksens indspilning af 10. symfoni (Adagioen) stammer fra Unitels filmede opførelse 1974 (samme version som på DVD-sættet). I boksen får man også Das Lied von der Erde i en fremragende studioindspilning fra 1966 med Wiener Filharmonikerne - en indspilning, som i sin tid blev udgivet på Decca.
Med i købet får man desuden Kindertotenlieder, Lieder eines fahrenden Gesellen og 5 Rückert Lieder med barytonen Thomas Hampson & Wiener Filharmonikerne (hhv. 1988, 1990 & 1990) samt Des Knaben Wunderhorn med Lucia Popp, Andreas Schmidt & Concertgebouw (1987).
Symfonierne er indspillet med de 3 orkestre, som på dette tidspunkt nok må regnes for de fornemste Mahler-orkestre i verden: New York Filharmonikerne (NYPO), Wiener Filharmonikerne (VPO) og Concertgebouw. Her er en komplet oversigt over boksens indhold:
Symfoni 1 med Concertgebouw (1987).
Symfoni 2 med NYPO (1987).
Symfoni 3 med NYPO (1987).
Symfoni 4 med Concertgebouw (1987).
Symfoni 5 med VPO (1987).
Symfoni 6 med VPO (1988).
Symfoni 7 med NYPO (1985).
Symfoni 8 med VPO (1975).
Symfoni 9 med Concertgebouw (1985).
Symfoni 10 (kun Adagio) med VPO (1974).
Das Lied von der Erde med VPO (1966).
Des Knaben Wunderhorn med Concertgebouw (1987).
Kindertotenlieder med VPO (1988).
Lieder eines fahrenden Gesellen med VPO (1990).
5 Rückert Lieder med VPO (1990).
Det første, man skal lægge mærke til, er at alle indspilninger i boksen (på nær Das Lied) er live-indspilninger. På dette tidspunkt i karrieren havde Bernstein opgivet studio-indspilningerne; på papiret spillede han kun "live". Men optagelserne er ikke helt ægte live-indspilninger. Der kan være redigeret i optagelserne, og de værste fejl - hvad enten det gælder fejlspil fra orkestret, eller støj fra salens publikum - kan være korrigeret eller lappet med optagelser fra prøverne. Officelt er indspilningerne da heller ikke markedsført som live-indspilninger. Denne måde at indspille på var bare Bernsteins foretrukne i den sidste del af karrieren.
Det næste, man skal være opmærksom på, er, at flere af disse indspilninger har ekstremt langsomme tempi i de langsomme satser. Dette med at trække tempoet så langt ned, at musikken næsten går i stå, er noget der kendetegner mange af Bernsteins indspilninger fra 80'erne. Det er ganske vist ikke noget man møder i alle værker - langt fra - men man ser det i hvert fald i mindst en af hans indspilninger af symfonier fra hhv. Brahms, Sibelius, Shostakovich, Schumann og Tchaikovsky. Og Mahler er ingen undtagelse. I forhold til Bernsteins tidlige udgaver på Sony er alle symfonier blevet langsommere - mest markant i 2. symfoni, som er blevet 10 min. længere, og 6. og 9. symfoni, som begge er blevet 9 min. længere.
Men Bernstein er ikke kun langsom; han benytter nemlig samme fregangsmåde som Tennstedt med at kontrastere hurtige og langsomme tempi. Hos Bernstein kan man derfor finde en Rondo Burleske (9. symfoni) afleveret i et vanvittigt hurtigt tempo - langt hurtigere end nogen anden indspilning i min samling. Samtidig er den efterfølgende langsomme sats med sine 30 min. en af de langsomste. Overordnet set er Bernstein endnu mere ekstrem end Tennstedt. Hvorvidt det bliver for meget, er en smagssag. Man kan måske sige, at disse fortolkninger vil være spændende i en live-situation, men måske mindre velegnede til gentagen lytning. Men jeg kan nu godt lide dem (og der er trods alt variationer fra symfoni til symfoni. Ikke alle fortolkninger er lige ekstreme).
Man kan ikke være i tvivl om, at Lenny elsker denne musik. Der spilles intenst og medrivende med alle følelserne udenpå! Og man kan af og til høre ham nynne med, fx 4:28 i 9. symfonis sidstesats (ganske svagt, aldrig generende).
Hvordan står indspilningerne sig så sammenlignet med hans Sony-boks? Overordnet foretrækker jeg Sony-sættet, da det er lidt mere sammenhængende og knap så ekstremt i sin kunstneriske tilgang. Men nogle symfonier er klart bedre på DG, især 5. symfoni, som er sættets bedste og i referenceklasse, hvad den kunstneriske fortolkning angår. Den er sindssygt medrivende og fører os virtuost gennem alle tænkelige stemninger! Jeg synes også 6. og 9. symfonier er bedre hos DG. Det er to af de symfonier i boksen, som afviger mest fra hans tidlige Sony-sæt, men jeg kan lide den større emotionelle vægt og styrke, der findes i DG-fortolkningerne.
Første symfoni er også fornem hos DG, men jeg kunne også godt lide hans tidlige indspilning på Sony. Måske dødt løb her. Alle øvrige symfonier er bedre i Sony-sættet, synes jeg. Fjerde symfoni på DG kræver måske en kommentar. Bernstein benytter her en dreng som sanger i sidstesatsen. Det er et kontroversielt valg, da Mahler specificerer en sopran. Men Mahler har dog udtalt, at han forestiller sig en naiv, barnlig stemme, så Bernsteins løsning er dog værd at høre, om ikke andet så som eksperiment. Men jeg foretrækker hans tidligere indspilning. Das Lied von der Erde, som jo ikke findes på Sony, er også fantastisk. Det er en af de klassiske indspilninger af værket, og efter min ringe mening en reference-fortolkning - helt på højde med Klemperers Das Lied...! Der er to mandlige sangere i Bernsteins indspilning af Das Lied..., James King (tenor) og Dietrich Fischer-Dieskau (baryton). Oftest benytter man en kvindelig og en mandlig sanger, hvilket måske giver lidt større kontrast, men man kan sagtens bruge to mandlige sangere. Hos Bernstein er sangerne (også) rigtig gode, og fortolkningen er som nævnt i topklasse.
Orkesterspillet er fantastisk! New Yorkerne, Wienerfilharmonikerne og Concertgebouw formår at spille i alle sindsstemninger, og med så meget overskud, at man tror det er løgn! Jeg ved også, at en del Mahler-elskere foretrækker Lennys DG sæt alene pga. orkester-spillet og måske også pga. den lidt mere moderne lyd. Men jeg ville nok vælge Sony, selv om jeg igen må understrege, at der måske er mere idé i at købe enkelt-udgivelser fremfor bokse. Jeg er dog vældig glad for Lennys DG-boks, trods mine forbehold. At indspilningerne af og til er så ekstreme, gør ikke så meget, når man har en stor Mahlersamling. Med 150 Mahler-skiver på hylden ville det være lidt kedeligt, hvis alle disse 150 indspilninger var gennemsnitlige. At indspilningerne i ens samling spænder over hele registret er kun en fordel. Men hvis man kun vil have én Mahlerboks, er Bernsteins DG-sæt næppe det mest oplagte førstevalg.
(Jeg regner med at tilføje en kort samlet opsummering af de hidtil omtalte 8 sæt i morgen).