Maazels komplette Mahlerboks rummer hans indspilninger med Wienerfilharmonikerne lavet for CBS (nu Sony). Symfonierne blev indspillet i løbet af en ret kort tidsperiode: Hvis vi ser bort fra symfoni nr. 8, som blev indspillet sommeren 1989, blev symfonierne indspillet i løbet af kun 3 år fra efteråret 1982 til efteråret 1985. Den slags hastværk i Mahler er sjældent godt, men det, der taler for Maazel, er, at han på dette tidspunkt havde et godt kendskab til Mahlers musik. Hans britiske debut i 1960 (100-året for Mahlers fødsel) bestod således af Mahler-musik med BBC Symphony Orchestra. Og som omtalt i går har Maazel også lavet tidligere studieindspilninger af Mahlers symfonier (foruden den omtalte 4. symfoni fra 1969 findes også en studieindspilning af symfoni nr. 1 med Det franske nationalorkester).
Maazels Mahlerindspilninger er ikke dårlige, men fremhæves sjældent nu om stunder, hvilket især skyldes Maazels tempi. Dette er nemlig det langsomste komplette Mahler-sæt, jeg er stødt på indtil videre - endda langsommere end Bernsteins DG-indspilninger, hvilket jeg ikke havde troet muligt! Men lad os holde fast i sammenligningen med Bernstein, for det er ret interessant! Bernstein gør jo generelt det, at han holder et ekstremt langsomt tempo i de langsomme satser eller i de hurtigere satsers langsomme passager, mens han i musikkens hurtigere sekvenser holder et mere normalt tempo eller endda et tempo, som er hurtigere end gennemsnittet. Hos Maazel er der derimod ingen konsekvens. Enkelte gange spiller han en langsom sats så langsomt, at det bliver ekstremt (eksempelvis i 3. symfonis finale, som varer 30 min.!). Men andre gange er det de hurtige satser, som bliver spillet langsomt, fx i 7. symfoni, hvor de to ydersatser, som begge hedder allegro (hurtigt), tilsammen bliver spillet 4-5 min. langsommere end i nogle andre indspilninger i samlingen!
Faktisk er Maazels indspilninger af symfonierne 1, 3, 4, 7 og 8 klart de langsomste i min samling (jeg har pt. 18 indspilninger af nr. 1, og mindst 13 forskellige af de øvrige). I sig selv er der dog ikke noget galt med langsomme tempi: Dirigenter som Bernstein, Bertini, Tennstedt og Barbirolli benytter sig også ofte af ekstremt langsomme tempi - med god virkning, da der af og til kommer nye ting frem i musikken. Selv dirigenter som Haitink, Abbado og Solti kan en sjælden gang nærme sig meget langsomme tempi i Mahler. Men Maazels fortolkninger er dog så ekstreme, at de aldrig bør være et førstevalg. Men det kan være godt at opleve musikken på denne måde, hvis man i forvejen lægger øre til mange forskellige udgaver. Jeg må alligevel indrømme, at Maazels tempi selv for mig kan synes lidt for kontroversielle.
Bedst er symfoni nr. 4, som i sin tid fik en del hædrende omtale, og som stadig omtales med en vis respekt i Mahler-kredse. I danske high fidelity var KELS også begejstret:
"Maazel får på mirakuløs vis det hele med, og Kathleen Battle er en sjælden fornøjelse. Blandt nyere udgaver er jeg tæt ved at mene, at dette er den bedste" (high fidelity 5/85).
En
Mahler-entusiast, som efter sigende har 35 indspilninger af nr. 4, er mere forbeholden over for Maazels orkesterledsagelse, men er dog glad for sopranen:
"Lorin Maazel's recording with Vienna and Kathleen Battle has the finest vocal ever recorded for this work".
Maazels tidligere indspilning med Berlins radiosymfoniorkester og Heather Harper var også god, men her er både solist, orkester og lydkvalitet endnu bedre, og fortolkningen tilmed en tand mere medrivende! Kun førstesatsen skuffer lidt - den synes en anelse træg og stillestående. Finalen med den fine Battle er vidunderlig, synes jeg, selv om den er meget langsom (med en spilletid på 10:41 er den to min. langsommere end alle Bernsteins 3 versioner). I finalen benytter Maazel sig i øvrigt af "Bernsteins" teknik med at kontrastere og fremhæve temponuancer, så der af og til spilles så ekstremt langsomt, at man virkelig mærker tempoforskellene. Ikke alle vil kunne lide det, men for mig er det en medrivende oplevelse at lytte til. Det er den bedste 4'er af de indspilninger, jeg har omtalt i denne tråd! Fjerde symfoni er dog den oftest indspillede Mahler-symfoni (over 200 indspilninger pt!), og der er mange andre gode indspilninger på markedet.
Den næstbedste fremførelse i boksen er symfoni nr. 6. Den er ikke så excentrisk i sine tempi, og heller ikke overdreven i sine virkemidler, men stadig ganske intens. Den er stor og vild og voldsom, når den skal være det, og samtidig intim og lyrisk, når det er påkrævet. Og der bliver "slået til Søren" i finalen! God indspilning, men blandt de tidligere omtalte versioner ville jeg nok foretrække Bertini, Bernstein (DG) eller Barbirolli.
Maazels indspilning af symfoni nr. 7 kan jeg på sin vis også godt lide. Jeg har haft den på vinyl længe, og har været glad for den, men jeg savner dog noget humor, vildskab og dæmoni, nu hvor jeg er kommet til at kende mange andre indspilninger. Mogens Wenzel Andreasen gav den i sin tid en meget positiv anmeldelse. I high fidelity skrev han: "4. symfoni var et højdepunkt i Maazels løbende Mahler-serie, men den overgås af 7. symfoni, som må være den bedste indspilning af dette værk i nyere tid" (5/86).
De øvrige fortolkninger i boksen er efter min mening ikke helt i top. Nr. 2 og nr. 8 er decideret kedelige (nr. 8 varer i øvrigt 89 min.); nr. 1, 5 og 9 er slet ikke dårlige, og har mange interessante øjeblikke, men er ikke helt så medrivende som markedets bedste udbud, og savner i øvrigt enhver form for emotionel vægt eller intensitet. Symfoni nr. 3 er med en længde på over 110 minutter en lidt speciel oplevelse, men trods en finale på 30 min (!) opnår Maazel ikke større emotionel intensitet her end fx Haitink, som på dvd spiller finalen 10 min. hurtigere!
Wienerfilharmonikerne, som af og til får lidt kritik for deres manglende Mahler-entusiasme, spiller efter min bedste fornemmelse glimrende. På dette tidspunkt var de så småt ved at blive et rigtigt Mahler-orkester, og man må sige, at fik lavet en del Mahlerindspilninger i disse år! Det begyndte jo med Bernsteins filmede koncerter i 70'erne, hvorefter Wienerne fortsatte med yderligere 4 studieindspilninger under Abbado i årene 1977-1987. Desuden var Bernstein gået i gang med sin sidste cyklus for DG, hvorfor også han i denne periode indspillede med Wienerne (bl.a. den fine 5'er fra 1987). Maazels Mahler-indspilninger er altså blevet til i en periode, hvor orkestret gennem mere end et årti har arbejdet intenst med Mahlers symfonier, og man må sige, at det kan høres. Enkelte kritikere har kaldt efterkrigstidens Wienerfilharmonikere et andenrangs orkester, for hvem Mahlers musik ligger fjernt, og de samme kritikere har derfor ytret sig skeptisk om orkestrets historiske indspilninger under dirigenter som Bruno Walter og den fremragende Dmitri Mitropoulos. Men i 80'erne er der ingen grund til skepsis: Wienerne spiller ganske enkelt forrygende! Alle instrumental-soli sidder lige i øjet, og der spilles både virtuost og smukt, selv om der nok mangler lidt glød og spilleglæde i nogle af værkerne.
Sangerne på dette sæt er også gode med bl.a. Eva Marton og Jessye Norman i nr. 2; Agnes Baltsa i nr. 3 og Kathleen Battle i nr. 4. I boksen er der for resten også en fin indspilning af
Kindertotenlieder med Agnes Baltsa.
Sættets lydkvalitet er på sin vis ret god. Dynamikken er stor - på højde med Tennstedts, Rattles og Inbals, som jeg regner for de bedste i denne henseende blandt tidligere omtalte bokse. Man fristes til at skrue ret højt op for at få alle de små detaljer med i de stille passager, med det resultat, at man bliver blæst omkuld i de kraftige passager, hvor hele orkestret sætter ind! Pauker og diverse slagtøj er godt nok ikke så distinkte og sprøde, som hos fx Solti, hvor der virkelig er "snert" over percussion-anslagene, men slagtøjet klinger dog stort og fyldigt. I øvrigt har orkesterlyden en lidt ulden klang. Det er svært at beskrive, præcis hvad der er galt, men lyden fornemmes ikke helt så luftig, som på de bedste optagelser. Det er dog stadig glimrende optagelser, meget homogene, og noget bedre end fx alle Bernsteins sæt på både cd og dvd, og temmelig meget bedre end Kubeliks.
Til sidst vil jeg omtale en ting, jeg ikke har kommenteret på i mine tidligere indlæg: Den medfølgende hæfte. I denne boks er det medfølgende hæfte ganske enkelt for ringe! Der er kun en trackliste og ikke andet. Ikke et ord om Mahler eller hans værker, ingen sangtekster, og i øvrigt heller ingen oplysninger om hvor og hvornår de enkelte værker er indspillet. Det er for dårligt, Sony! Det kan selv et lavprislabel som Brilliant Classics gøre meget bedre.
Maazels Mahlerboks kan ikke helhjertet anbefales. Tempi er ganske enkelt for ekstreme til at disse udførelser kan stå alene. Der er dog enkelte fine fremførelser i boksen; symfoni nr. 4 er nok bedre end i nogen anden boks, og 6 og 7 er også ret gode. Men man bør nok nøjes med en af disse, og se, om man kan lide Maazels stil og skivernes lyd. Boksen er dog billig (jeg gav ca. 250 kr.).