Gustav Mahler

[SES.]

HvK og Mahler.
Jeg har ret mange plader med HvK, måske fordi jeg er ”protestant”, dvs. jeg reagerer på kritikernes ofte malplacerede egotrips i musikanmeldelser. HvK får sjældent roser fra den side, men han er det mest solgte ”brand” ever på det klassiske marked. Så reagerer jeg lidt som et pindsvin – det kan ikke passe det er så dårligt – så købte jeg ind imellem som protest.
Mine egne oplevelser med HvK plader:
De første dage efter anskaffelse blev de spillet, spillet og spillet og så sat på plads. Og på den plads har de haft mere hviletid end ”konkurrenterne”. Det er lidt svært at forklare ”hvorfor” på skrift, men det må skyldes at der mangler noget som jeg får i andre opførelser.
Men med mange års lytning på bagen forstår jeg efterhånden de til tider krasse  HvK anmeldelser.
Der er dog næppe nogen der overgår HvKs plader i skønhed, og det er da trods alt noget!  Men hvis skønheden nu ikke er komponistens hensigt, så mangler HvKs plader noget rødt blod og ægthed. Man kan godt sætte hans navn før komponistens, og sådan har han sikkert selv ment det burde være.
HvK stod i perioder stort set for DGs salg. Man skal ikke google længe på HvK, for at få stof til mange timers underholdning. De ”proffessionelle” mest imod, lytterne mest for.

Men prøv at hør ham på plade.
I ”dårlig” musik (dvs. den klassiske popmusik) overgås han næppe (Opera – J/R Strauss). På den anden side synes jeg også der er store momenter i Brahms, Beethoven, Mozart, Bruckner, Schubert.  De plader vi har med disse komponister og HvK, samt aktuelt i denne tråd M A H L E R høres stadig, her.

I både den femte og niende opnår han nogle ting som andre ikke når, igen musikkens skønhed som han med et fantastiske orkester rykker op i en sfære som ikke er jordisk.
Et eksempel er den 5, jeg havde sat den på, Wifi spidser ører – hvem er det der spiller? Det er altså godt! Det er da ikke Karajan – jo – det er det altså. Wifi: Den er altså god alligevel, og det er den. Jeg synes det er formidabel musik ”making”, ikke at den overgår andre – der mangler jo noget!? - eller gør der? Sats 3 i den femte (mit Mahler stykke) lige før adagioen er pragtfuld.

Jeg synes det er fine indspilninger, den femte og niende med Karajan. Jeg vil ikke sætte dem foran mange andre indspilninger – men  det klassiske musikmarked er ”forfærdelig” - et musikværk findes i utallige kvalificerede udgaver.

til Slava: Du må vende tilbage til efteråret. Håber din rejse bliver positiv og inspirativ.

[Slava]

Mange af de komplette Mahlerbokse er billige hos de britiske forhandlere i øjeblikket. Jeg har linket til Amazon.UK, men de kan også fås billigt andre steder, fx MDT:


Gary Bertini, EMI £19.47


Klaus Tennstedt, EMI £20.47


Simon Rattle, EMI £24.97


Vaclav Neumann, Supraphon £25.47



Riccardo Chailly, Decca £33.97


Fornuftige HvK betragtninger, SES! Jeg håber i øvrigt at fortsætte Mahler-rundturen til november...

[SES.]

Medens jeg bearbejder dvs. lytter Hans Rotts symfoni, tror jeg Mahlerianere kan få fornøjelse af denne

http://www.scena.org/columns/lebrecht/0 ... ahler.html

[Slava]

I morgen poster jeg et indlæg om Lorin Maazels komplette Mahlerboks indspillet i 80'erne, men som en aperitif bringer jeg her et lille indlæg om en af Maazels tidligere Mahler-indspilninger: 4. symfoni indspillet i 1969. Jeg har den på LP udgivet på plademærket Nonesuch (billedet), men den er efter sigende også udsendt på CD, men umulig at finde på det format.

Maazel dirigerer Berlins radiosymfoniorkester, som han var chef for på dette tidspunkt. Det er en god fortolkning. Maazels tempi er langsomme uden at være overdrevent langsomme. Førstesatsen hænger fint sammen, og andensatsen har den rette dosis vanvid. Den meget lange og langsomme tredjesats har en herlig vuggende fremdrift. I finalen synger den glimrende Heather Harper, som et par år forinden sang samme parti på Barbirollis liveopførelse (omtalt tidligere i tråden). Hun er måske ikke en lige så kendt Mahlersangerinde som fx Janet Baker eller Christa Ludwig, men hun er god, og har da også sunget Mahler under dirigenter som Klemperer, Haitink, Solti og Tennstedt. Hun er glimrende i finalen, og Maazel ledsager hende med en intens og spændende fremførelse. En overraskende god plade, som dog overgås af Maazels senere indspilning med Wienerne!

Lydkvaliteten på denne LP er ikke dårlig, men heller ikke helt i top. Den lyder lidt klemt i de kraftigste passager og enkelte steder er der en moderat overstyring - fx ved et klimaks to tredjedele inde i førstesatsen og mod slutningen af tredjesatsen.

[Slava]

Maazels komplette Mahlerboks rummer hans indspilninger med Wienerfilharmonikerne lavet for CBS (nu Sony). Symfonierne blev indspillet i løbet af en ret kort tidsperiode: Hvis vi ser bort fra symfoni nr. 8, som blev indspillet sommeren 1989, blev symfonierne indspillet i løbet af kun 3 år fra efteråret 1982 til efteråret 1985. Den slags hastværk i Mahler er sjældent godt, men det, der taler for Maazel, er, at han på dette tidspunkt havde et godt kendskab til Mahlers musik. Hans britiske debut i 1960 (100-året for Mahlers fødsel) bestod således af Mahler-musik med BBC Symphony Orchestra. Og som omtalt i går har Maazel også lavet tidligere studieindspilninger af Mahlers symfonier (foruden den omtalte 4. symfoni fra 1969 findes også en studieindspilning af symfoni nr. 1 med Det franske nationalorkester).

Maazels Mahlerindspilninger er ikke dårlige, men fremhæves sjældent nu om stunder, hvilket især skyldes Maazels tempi. Dette er nemlig det langsomste komplette Mahler-sæt, jeg er stødt på indtil videre - endda langsommere end Bernsteins DG-indspilninger, hvilket jeg ikke havde troet muligt! Men lad os holde fast i sammenligningen med Bernstein, for det er ret interessant! Bernstein gør jo generelt det, at han holder et ekstremt langsomt tempo i de langsomme satser eller i de hurtigere satsers langsomme passager, mens han i musikkens hurtigere sekvenser holder et mere normalt tempo eller endda et tempo, som er hurtigere end gennemsnittet. Hos Maazel er der derimod ingen konsekvens. Enkelte gange spiller han en langsom sats så langsomt, at det bliver ekstremt (eksempelvis i 3. symfonis finale, som varer 30 min.!). Men andre gange er det de hurtige satser, som bliver spillet langsomt, fx i 7. symfoni, hvor de to ydersatser, som begge hedder allegro (hurtigt), tilsammen bliver spillet 4-5 min. langsommere end i nogle andre indspilninger i samlingen!

Faktisk er Maazels indspilninger af symfonierne 1, 3, 4, 7 og 8 klart de langsomste i min samling (jeg har pt. 18 indspilninger af nr. 1, og mindst 13 forskellige af de øvrige). I sig selv er der dog ikke noget galt med langsomme tempi: Dirigenter som Bernstein, Bertini, Tennstedt og Barbirolli benytter sig også ofte af ekstremt langsomme tempi - med god virkning, da der af og til kommer nye ting frem i musikken. Selv dirigenter som Haitink, Abbado og Solti kan en sjælden gang nærme sig meget langsomme tempi i Mahler. Men Maazels fortolkninger er dog så ekstreme, at de aldrig bør være et førstevalg. Men det kan være godt at opleve musikken på denne måde, hvis man i forvejen lægger øre til mange forskellige udgaver. Jeg må alligevel indrømme, at Maazels tempi selv for mig kan synes lidt for kontroversielle.

Bedst er symfoni nr. 4, som i sin tid fik en del hædrende omtale, og som stadig omtales med en vis respekt i Mahler-kredse. I danske high fidelity var KELS også begejstret:
"Maazel får på mirakuløs vis det hele med, og Kathleen Battle er en sjælden fornøjelse. Blandt nyere udgaver er jeg tæt ved at mene, at dette er den bedste" (high fidelity 5/85).

En Mahler-entusiast, som efter sigende har 35 indspilninger af nr. 4, er mere forbeholden over for Maazels orkesterledsagelse, men er dog glad for sopranen:
"Lorin Maazel's recording with Vienna and Kathleen Battle has the finest vocal ever recorded for this work".

Maazels tidligere indspilning med Berlins radiosymfoniorkester og Heather Harper var også god, men her er både solist, orkester og lydkvalitet endnu bedre, og fortolkningen tilmed en tand mere medrivende! Kun førstesatsen skuffer lidt - den synes en anelse træg og stillestående. Finalen med den fine Battle er vidunderlig, synes jeg, selv om den er meget langsom (med en spilletid på 10:41 er den to min. langsommere end alle Bernsteins 3 versioner). I finalen benytter Maazel sig i øvrigt af "Bernsteins" teknik med at kontrastere og fremhæve temponuancer, så der af og til spilles så ekstremt langsomt, at man virkelig mærker tempoforskellene. Ikke alle vil kunne lide det, men for mig er det en medrivende oplevelse at lytte til. Det er den bedste 4'er af de indspilninger, jeg har omtalt i denne tråd! Fjerde symfoni er dog den oftest indspillede Mahler-symfoni (over 200 indspilninger pt!), og der er mange andre gode indspilninger på markedet.

Den næstbedste fremførelse i boksen er symfoni nr. 6. Den er ikke så excentrisk i sine tempi, og heller ikke overdreven i sine virkemidler, men stadig ganske intens. Den er stor og vild og voldsom, når den skal være det, og samtidig intim og lyrisk, når det er påkrævet. Og der bliver "slået til Søren" i finalen! God indspilning, men blandt de tidligere omtalte versioner ville jeg nok foretrække Bertini, Bernstein (DG) eller Barbirolli.

Maazels indspilning af symfoni nr. 7 kan jeg på sin vis også godt lide. Jeg har haft den på vinyl længe, og har været glad for den, men jeg savner dog noget humor, vildskab og dæmoni, nu hvor jeg er kommet til at kende mange andre indspilninger. Mogens Wenzel Andreasen gav den i sin tid en meget positiv anmeldelse. I high fidelity skrev han: "4. symfoni var et højdepunkt i Maazels løbende Mahler-serie, men den overgås af 7. symfoni, som må være den bedste indspilning af dette værk i nyere tid" (5/86).

De øvrige fortolkninger i boksen er efter min mening ikke helt i top. Nr. 2 og nr. 8 er decideret kedelige (nr. 8 varer i øvrigt 89 min.); nr. 1, 5 og 9 er slet ikke dårlige, og har mange interessante øjeblikke, men er ikke helt så medrivende som markedets bedste udbud, og savner i øvrigt enhver form for emotionel vægt eller intensitet. Symfoni nr. 3 er med en længde på over 110 minutter en lidt speciel oplevelse, men trods en finale på 30 min (!) opnår Maazel ikke større emotionel intensitet her end fx Haitink, som på dvd spiller finalen 10 min. hurtigere!

Wienerfilharmonikerne, som af og til får lidt kritik for deres manglende Mahler-entusiasme, spiller efter min bedste fornemmelse glimrende. På dette tidspunkt var de så småt ved at blive et rigtigt Mahler-orkester, og man må sige, at fik lavet en del Mahlerindspilninger i disse år! Det begyndte jo med Bernsteins filmede koncerter i 70'erne, hvorefter Wienerne fortsatte med yderligere 4 studieindspilninger under Abbado i årene 1977-1987. Desuden var Bernstein gået i gang med sin sidste cyklus for DG, hvorfor også han i denne periode indspillede med Wienerne (bl.a. den fine 5'er fra 1987). Maazels Mahler-indspilninger er altså blevet til i en periode, hvor orkestret gennem mere end et årti har arbejdet intenst med Mahlers symfonier, og man må sige, at det kan høres. Enkelte kritikere har kaldt efterkrigstidens Wienerfilharmonikere et andenrangs orkester, for hvem Mahlers musik ligger fjernt, og de samme kritikere har derfor ytret sig skeptisk om orkestrets historiske indspilninger under dirigenter som Bruno Walter og den fremragende Dmitri Mitropoulos. Men i 80'erne er der ingen grund til skepsis: Wienerne spiller ganske enkelt forrygende! Alle instrumental-soli sidder lige i øjet, og der spilles både virtuost og smukt, selv om der nok mangler lidt glød og spilleglæde i nogle af værkerne.

Sangerne på dette sæt er også gode med bl.a. Eva Marton og Jessye Norman i nr. 2; Agnes Baltsa i nr. 3 og Kathleen Battle i nr. 4. I boksen er der for resten også en fin indspilning af Kindertotenlieder med Agnes Baltsa.

Sættets lydkvalitet er på sin vis ret god. Dynamikken er stor - på højde med Tennstedts, Rattles og Inbals, som jeg regner for de bedste i denne henseende blandt tidligere omtalte bokse. Man fristes til at skrue ret højt op for at få alle de små detaljer med i de stille passager, med det resultat, at man bliver blæst omkuld i de kraftige passager, hvor hele orkestret sætter ind! Pauker og diverse slagtøj er godt nok ikke så distinkte og sprøde, som hos fx Solti, hvor der virkelig er "snert" over percussion-anslagene, men slagtøjet klinger dog stort og fyldigt. I øvrigt har orkesterlyden en lidt ulden klang. Det er svært at beskrive, præcis hvad der er galt, men lyden fornemmes ikke helt så luftig, som på de bedste optagelser. Det er dog stadig glimrende optagelser, meget homogene, og noget bedre end fx alle Bernsteins sæt på både cd og dvd, og temmelig meget bedre end Kubeliks.

Til sidst vil jeg omtale en ting, jeg ikke har kommenteret på i mine tidligere indlæg: Den medfølgende hæfte. I denne boks er det medfølgende hæfte ganske enkelt for ringe! Der er kun en trackliste og ikke andet. Ikke et ord om Mahler eller hans værker, ingen sangtekster, og i øvrigt heller ingen oplysninger om hvor og hvornår de enkelte værker er indspillet. Det er for dårligt, Sony! Det kan selv et lavprislabel som Brilliant Classics gøre meget bedre.

Maazels Mahlerboks kan ikke helhjertet anbefales. Tempi er ganske enkelt for ekstreme til at disse udførelser kan stå alene. Der er dog enkelte fine fremførelser i boksen; symfoni nr. 4 er nok bedre end i nogen anden boks, og 6 og 7 er også ret gode. Men man bør nok nøjes med en af disse, og se, om man kan lide Maazels stil og skivernes lyd. Boksen er dog billig (jeg gav ca. 250 kr.).

[SES.]

En meget fornem gennemgang af Maazels fremfærd i Mahler. Jeg har ikke hørt dem, men husker også anmeldelserne i HF, og nr. 4 har af samme grund altid været en jeg kigger efter på brugthylderne i Accord.
Jeg kan godt lide Maazel som dirigent, selvom han ofte bliver kritiseret for kølighed. I mine ører er han ærlig og redelig og skulle være meget afholdt af orkestrene.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på endnu en Mahler 4, nemlig den sidste fra Haitink og Concertgebouw. Jeg har den på DVD men den er nu også kommet på Sacd på CGs eget mærke. Ionarts udnævner den som klart bedste Mahler plade i 2008. Det er den (i mine ører) helt vidunderlige Christine Schäfer som synger.

[Slava]

Den Haitink må jeg hellere få anskaffet! Af de lidt ældre Mahler 4 er Szells også meget god! Der er også nogle fine endnu ældre indspilninger (historiske). Hvis der er interesse for det, vil jeg gerne bringe nogle indlæg om de helt gamle (historiske) Mahler-dirigenter (indlæg i stil med Barbirolli tidligere i tråden), men jeg er ikke sikker på, om det har interesse, da der er så stor fokus på indspilninger med god lyd i dette forum?

Lidt off-topic, men mht. Maazel var Sviatoslav Richter også glad for denne dirigent. Richter foretrak sin indspilning af Brahms nr. 2 med Maazel frem for sine andre indspilninger, bl.a. m. Leinsdorf (jeg ved ikke, om jeg er enig). Maazel siges også at være rigtig god i sine tidlige indspilninger fra Berlin - bl.a. i denne 8-disc boks (jeg har ikke hørt den):

[SES.]

Her en særdeles interessant gennemgang af Mahlers 6. med Barbirolli.

http://ionarts.blogspot.com/

Lige nu er den øverst i bloggen, man kan gå videre om andet Mahler ved at klikke Mahler.

[Slava]

Det er på en måde meget sjovt, at han vil bytte rundt på de to midtersatser i Mahlers 6., selv om det også er rækkefølge, jeg altid har foretrukket dem i (altså scherzo før andante). Tendensen er nemlig nu om dage, at andanten skal være først, selv om de fleste eksisterende indspilninger er lavet i den omvendte rækkefølge. Abbados seneste udspil har fx Andanten først, hvilket vi nok kommer til at se på de fleste øvrige indspilninger i fremtiden. Der er mange artikler om emnet på nettet, fx her:
http://www.classicalsource.com/db_contr ... hp?id=6119

Selv om tendensen før i tiden var scherzo før andante, har der altid været en lille håndfuld dirigenter, som holdt fast i at spille Andanten før scherzoen. Barbirolli var en af dem, hvilket hans to eksisterende liveindspilninger viser. EMI udsendte dog hans studieindspilning med scherzoen først, selv om Barbirollis hensigt var den omvendte. Kun på den seneste cd-udgivelse af Barbirollis 6. fra EMI (Great recordings of the century - billedet herunder) har EMI respekteret Barbirollis intention og placeret Andanten før scherzoen.



Derfor er det sjovt, at blog-forfatteren vil bytte om på satserne endnu en gang! Men som sagt kan jeg til en vis grad forstå det, da jeg selv har foretrukket satserne i rækkefølgen scherzo-andante. Men det er nok blot et spøgsmål om tid før jeg har vænnet mig til den nye orden...

[Slava]

For fuldstændighedens skyld har jeg kigget lidt videre på rækkefølgen af de to midtersatser i 6. symfoni i et udvalg af de eksisterende indspilninger (godt hjulpet af en artikel på Wiki, samt af nogle af indspilningerne i samlingen). På de ældste eksisterende optagelser blev rækkefølgen Andante - Scherzo generelt foretrukket, således af disse 5 dirigenter:

1952     Charles Adler
1955     Dmitri Mitropoulos
1955     Eduard van Beinum
1960     Hermann Scherchen
1966     John Barbirolli


Men efter Erwin Ratz' kritiske udgave af Mahlers partitur i 1963 blev rækkefølgen Scherzo - Andante som regel foretrukket:

1965     Erich Leinsdorf
1966     Jascha Horenstein
1967     Leonard Bernstein
1967     George Szell
1968     Rafael Kubelik
1969     Bernard Haitink
1970     Georg Solti
1975     Herbert von Karajan
1978     James Levine
1980     Claudio Abbado
1982     Lorin Maazel
1983     Klaus Tennstedt
1984     Gary Bertini
1986     Eliahu Inbal
1986     Giuseppe Sinopoli
1989     Riccardo Chailly
1990     Leif Segerstam
1992     Seiji Ozawa
1994     Pierre Boulez
1995     Zubin Mehta
1997     Yoel Levi
1999     Michael Gielen


Da Reinhold Kubik kom med en revideret udgave af Mahlers 6. symfoni 1998, foretrak de fleste igen rækkefølgen Andante - Scherzo, bl.a. disse dirigenter:

1989     Simon Rattle
2002     Mariss Jansons
2002     Charles Mackerras
2002     Lorin Maazel
2004     Claudio Abbado
2005     Iván Fischer
2007     Valery Gergiev

Man ser af ovenstående lister, at enkelte dirigenter "falder uden for" den sædvanlige trend, fx Simon Rattle og Barbirolli, som begge spillede Andante - Scherzo, selv om tidens trend var en anden. Man ser også, at nogle dirigenter skifter holdning undervejs i karrieren, fx Lorin Maazel og Claudio Abbado, hvilket der selvfølgelig ikke er noget galt i, da det blot skyldes, at der er kommet en ny udgave af Mahlers partitur.

[burning777]

Denne tråd er godtnok et fantastisk opslagsværk med meget inspiration. Nu er det imidlertid ved at blive efterår igen og hovedtelefonerne skal motioneres på de kolde aftener.

Så fandt jeg lige denne sag frem:



Selvom min referenceramme slet ikke er så omfattende som denne tråds forfattere kan byde på så er denne CD en nydelse lydmæssigt. Men der er nok at gå igang med

[Slava]

I Japan har Sony udsendt Bernsteins tidligste Mahler-indspilninger på SACD. De er svære at finde, og ekstremt dyre, så jeg nøjedes med 3. symfoni, som i mine øjne er en af de bedste Mahlerindspilninger overhovedet. Altså rent kunstnerisk. Lydteknisk har Bernsteins Mahlerindspilninger nemlig aldrig hørt til blandt de bedste, og man kan måske stille spørgsmålstegn ved, om der er grund til at investere i SACD?

Tja, det må være op til den enkelte at vurdere. Der er hørbar båndstøj (jeg gætter på S/N 60 db eller måske endda knap det?) og lejlighedsvis overstyring. Alligevel synes jeg, at der er mere luft i toppen på denne sacd udgave. Bassen er markant og præcis og stereodefinitionen god. Jeg synes, det er en forbedring i forhold til de tidligere udgaver, og ville gerne eje samtlige disse symfonier på sacd! Men det er en skam, at blot en enkelt af disse sacd-skiver koster mere end hele Sonyboksen med alle symfonierne på cd (12-cd)!

Sacd'en har i øvrigt også et alm. cd-layer, så den kan afspilles på alm. cd-afspillere. Det er ellers ikke en feature, Sony plejer at ødsle med, for alle mine øvrige Sony-sacd'er har kun kunnet afspilles på deciderede sacd-afspillere! Endelig skal jeg nævne, at der både er et stereo- og et surround-spor på sacd'en. Jeg foretrækker klart stereo-udgaven, som lyder mere distinkt og præcis, men mit surround setup er også elendigt. Andre med bedre surround-udstyr vil måske værdsætte skivens surround-layer.

[Jeg bestilte den fra imusic.dk til 349,95 kr. Den var et knap et par måneder undervejs, men jeg klager bestemt ikke, da det er en speciel importvare - og tilmed billig i forhold til prisen hos andre forhandlere på nettet].

[SES.]

Til ovennævnte kan jeg oplyse at MDT har Sony/RCA på tilbud så den almindelige udgave kan købes rimeligt billigt, eller hele sættet.

Den tidligere omtalte udgave af no 9 med Berlin PO, er nu kommet på originals og er blevet billigere.

inspireret at Mahler tråden har Janson og London SO lige spillet nr 6  

[Slava]

inspireret at Mahler tråden har Janson og London SO lige spillet nr 6  

Der findes jo to liveindspilninger af Mahlers 6. med Mariss Jansons -
den med LSO fra 2002 (herover), som er den, der har fået mest omtale i
pressen, og som du jo også fremhæver.




Men Jansons har også lavet en nyere liveindspilning med Concertgebouw
(herover), som kunne være interessant; dels fordi der er tale om
Concertgebouw-orkestret, og dels fordi, indspilningen findes som SACD.
Hvis fortolkningen ikke matcher LSO-indspilningen, er der selvfølgelig
ingen grund til at gå efter Concertgebouw, men ellers virker den
interessant. Har du hørt den, SES?

[SES.]

inspireret at Mahler tråden har Janson og London SO lige spillet nr 6  

Der findes jo to liveindspilninger af Mahlers 6. med Mariss Jansons -
den med LSO fra 2002 (herover), som er den, der har fået mest omtale i
pressen, og som du jo også fremhæver.




Men Jansons har også lavet en nyere liveindspilning med Concertgebouw
(herover), som kunne være interessant; dels fordi der er tale om
Concertgebouw-orkestret, og dels fordi, indspilningen findes som SACD.
Hvis fortolkningen ikke matcher LSO-indspilningen, er der selvfølgelig
ingen grund til at gå efter Concertgebouw, men ellers virker den
interessant. Har du hørt den, SES?

Nej. jeg har ikke hørt den. Men havde valget mellem de to da jeg købte. En anmelder (jeg kan ikke huske hvem) mente LSO var mest frigjort og bedre. Who knows.? Ellers kunne jeg købe mig til bistandshjælp med Janson og Concertgebouw.

Iøvrigt har jeg læst at Haitink i år indspiller toeren ikke mindre end 11 gange. Han har forpligtet til 11 opførelser rundt om i verden,men har betinget at de så blir optaget. På sp. hvorfor? svarer Haitink: Det fortæller Mahler og musikken! Den første? er lige kommet fra Chicago, den skulle være vildt god.