Jeg har en hel del indspilninger af Mahlers symfonier - herunder 7
komplette indspilninger - og jeg vil gerne beskrive dem lidt efter
lidt, hvis der er interesse for det. Men det bliver selvfølgelig ikke
en komplet Mahler-guide. Der eksisterer mange Mahler-indspilninger med
stort ry, som jeg aldrig har haft mulighed for at lægge øre til. Jeg
har fx aldrig hørt Klemperer i Mahler (men ville gerne!) eller Daniele
Gatti, som de var så glade for i Søndagsklassikeren. Der er store
huller i samlingen, men jeg kan da bedømme, hvad jeg ejer. Og lad mig
også lige påpege, at lydkvalitet er sekundær for mig: Jeg kan nyde en
Bruno Walter-indspilning fra 1938 med lige så stor glæde som en Telarc
SACD fra 2000-tallet. Men jeg ved også, at andre ser anderledes på det
- ikke mindst når det gælder Mahlers musik, som jo kalder på "stor"
lyd. Derfor vil jeg også kort kommentere lydkvaliteten. Jeg begynder
med Leonard Bernsteins komplette sæt på Sony (12-cd):
Bernsteins
indspilninger af de 9 Mahler-symfonier lavet for Sony (egentlig CBS) i
årene 1960-67 var den første samlede indspilning af Mahlers symfonier
(sættet udkom i sin tid som en 15-LP boks). Orkestret er New York
Philharmonic Orchestra (NYPO) på nær på 8. symfoni, som er indspillet
med London Symphony Orchestra (LSO) i 1966.
NYPO er nok et af de
orkestre, der har den største Mahler-tradition: Mahler var selv
chefdirigent for NYPO fra 1909 til han blev ramt af alvorlig sygdom
1911. I 20'erne kunne Mengelberg fortsætte Mahler-traditionen som
chefdirigent, og sidst i 40'erne havde Bruno Walter en kort tilknytning
til orkestret inden Dimitri Mitropoulos - en anden stor Mahler-dirigent
- i 1949 blev chef. Mitropoulos bevarede den stilling indtil Bernstein
tog over i 1957. NYPO har spillet Mahler på et tidspunkt i historien,
hvor kun få eller ingen europæiske orkestre ville røre denne musik.
Orkestrets Mahler-tradition har endda været så stor, at de har kunnet
udsende en hel boks med historiske Mahler-optagelser, bl.a. Bruno
Walter 1948, Stokowski 1950, Mitropoulos 1955 og Barbirolli 1959! Men
det er en anden snak.
New Yorkerne lever til fulde op til deres
Mahler-tradition med fantastisk spil og stor intensitet. Bernsteins
fortolkninger er medrivende og emotionelle. De tilhører nok et
yderpunkt blandt alle Mahler-indspilninger ved at være så
følelsesladede - selv om Bernstein nok er endnu mere emotionel og
ekstrem på sine senere indspilninger for DG! For mig er højdepunktet i
boksen 3. symfoni, som i mine ører ikke blot er en af de bedste
indspilninger af denne symfoni, men nok en af de bedste indspilninger
af nogen Mahler-symfoni overhovedet! De lange ydersatser er ekstremt
intense og højspændte, og specielt finalen bringes op til et så
bevægende klimaks, at jeg næsten aldrig har hørt mage!
Der
savnes ikke kontraster i Bernsteins fortolkninger. Både træ- og
messingblæsere forstår at spille vrængende og skævt med vægten på det
groteske, når Mahlers scherzi kalder på den slags spil. Og de spiller
blidt og nænsomt når musikken antyder mere himmelske klange. På det
dynamiske plan er der masser af bid og kraft, når det skal buldre og
brage (fx begyndelsen af 1. symfonis 4. sats, eller starten af 2.
symfonis 3. & 5. sats). Sammenlignet med alle mine øvrige
Mahler-skiver synes Bernsteins tempi at være nogenlunde gennemsnitlige;
hverken for hurtige eller for langsomme, og slet ikke så ekstreme som
på hans DG-sæt fra 80'erne, hvor han bruger en hel time mere til de 9
symfonier! Hans tempi i finalerne af 6. og specielt 9. symfoni ligger
dog i den hurtige ende.
Jeg er ret vild med dette sæt; der er
ingen dårlige fortolkninger! 3. symfoni er sublim, og alle øvrige er
faktisk rigtig gode. 7. symfoni, som jeg aldrig helt er kommet til at
holde af, sættes også højt af flere kendere. Men disse
Mahler-indspilninger udgør som sagt et yderpunkt, idet de er så
emotionelle. Og de er måske ikke et oplagt førstevalg, hvis man kun vil
have én indspilning. Nogle vil måske foretrække lidt mere nøgterne
(Kubelik) eller analytiske (Solti, Boulez) indspilninger. Andre vil
måske foretrække nyere indspilninger for at få bedre lyd.
Lydkvaliteten
er i øvrigt ret god på disse gamle indspilninger - der er ikke noget
"historisk" over lyden - men der er ikke helt den brillans, som præger
mange nyere indspilninger. DÃ¥rligst er 8. symfoni med LSO, hvor
specielt messingblæserne nærmer sig overstyring i de allerkraftigste
passager. I øvrigt er lyden blød og rumlig. I mine ører - som jo også
kan nyde historiske optagelser fra 30'erne - er lyden absolut fin, og
den leder aldrig opmærksomheden væk fra det musikalske udtryk!
Ud
over de 9 symfonier får man på denne 12-cd boks en hel del andre værker
indspillet af Bernstein og NYPO (dog Israel Philharmonic Orchestra i
Kindertotenlieder 1974). Indspilningsår er angivet i parentes:
Adagioen
fra 10. symfoni (1975); Kindertotenlieder m. Jennie Tourel (1960);
Kindertotenlieder m. Janet Baker (1974); Part I af 8. symfoni (live
1962); Adagiettoen fra 5. symfoni (live 1968); 3 Rückert lieder (1960)
og en sang fra Des Knaben Wunderhorn (1960) i alt 2-2½ times ekstra
musik!