Her er min samling af Rach'3 (større billede i thumbnail):
Fra venstre mod højre ses:
Ashkenazy, LSO, Fistoulari - Decca (1963)
Lev Oborin, Czech PO, Stokowski - Andante (live 1961)
Volodos, BPO, Levine - Sony (SACD) (live 1999)
Van Cliburn, Symphony of Air, Kondrashin - RCA (SACD) (live 1958)
Weissenberg, CSO, Prêtre - EMI (1967)
Argerich, RSO Berlin, Chailly - Philips (live 1982)
Rachmaninov, Philadelphia, Ormandy - Naxos (1939-40)
Bolet, Indiana University, Webb - Palexa (live, 1969)
Cherkassky, BBC SO, Schwarz - BBC Legends (live 1957)
Byron Janis, Boston SO, Munch - RCA (1958)
Byron Janis, LSO, Dorati - Mercury (SACD) (1961)
Horowitz, LSO, Coates - Naxos (1930)
Horowitz, RCA Victor SO, Reiner - RCA (1951)
Horowitz, NYPO, Barbirolli - APR (live 1941)
Wild, RPO, Horenstein - Chandos (1965)
Gilels, Orch. Société des Concerts du Conserv., Cluytens - EMI (1955)
Gilels, USSR SO, Kondrashin - Brilliant (1949)
Herudover har jeg på vinyl
Berman, LSO, Abbado - CBS (1977)
Berman spiller - i modsætning til fx Horowitz, Argerich og Rachmaninov - den "store" kadence i førstesatsen. Det er ekstremt fysisk og voldsomt i denne kadence! Man kan måske indvende, at Berman får musikken til at lyde "oppumet" og virtuos med en vis "imponator-effekt", mens andre pianister måske brillerer med mere elegant spil. Men jeg synes alligevel, det er fascinerende at lytte til Berman, specielt i denne voldsomme kadence! I øvrigt giver han sig god tid i koncerten. Han er ellers kendt som noget af en vild blodhund (Liszts "Orage" eller "Mazeppa"). Men Bermans indspilning hører til dem, der er nemmere at finde på vinyl (MEGET sjælden på cd!
Edit: Jeg har også en Rachmaninov 3 med Bernd Glemser på Naxos (cd), som ikke kom med på billedet, da den har opholdt sig andetsteds i samlingen.